I retten: »Jeg var alligevel på Nørrebro, så det var intet problem at hjælpe«

Tiltalte, den 25-årige A, braser ind ad døren. Alle i retssalen kigger på ham, og det får ham til at ligne en, der er ankommet til sin egen surprise. Han smiler. Hans medtiltalte, 23-årige Z, stikker hånden frem, men A vælger ikke at se den. I stedet krammer han Z, som gode venner nu engang krammer hinanden.

»Godt at se dig,« siger han med en skarp østjysk accent. Z nikker.

»En anden gang bør du ringe og sige, at du er forsinket,« siger dommeren.

A ryster resolut på hovedet: Der bliver ikke nogen anden gang, siger han.

Grunden til, at de to venner er tiltalt for bedrageri, finder vi i to dage i maj sidste år.

Da ringede telefonen i forretningen Droner Aps på Nørrebro. En mand, der præsenterede sig som Arne Abildgaard fra Beredskabsstyrelsen, forklarede, at de akut manglede fire fjernstyrede fly – såkaldte droner.

En ekspedient fik kort efter sendt et betalingslink afsted til manden fra Beredskabsstyrelsen, som straks overførte 67.696 kr. til forretningen. Arne Abildgaard forklarede, at en af hans kolleger ville hente dronerne. Kollegaen var A.

En uge senere gentog episoden sig. Denne gang var det en mand ved navn Ejvind Larsen, der skulle bruge fire droner.

Droneforretningen var nu blevet klar over, at det kreditkort, der var blevet blev brugt til betalingen ugen forinden, var stjålet, og ekspedienten fattede derfor mistanke. Da Z kort efter kom for at afhente dronerne, stormede politiet butikken og anholdt ham. Udenfor listede A lige så stille væk i sin Peugeot.

Vejlensisk musikvideoinstruktør

A sidder i vidneskranken og ligner ikke en dronekøber fra Jylland. Han er klædt i casual sportstøj og er af anden etnisk herkomst end dansk.

A siger, at han og Z er gamle venner.

Anklageren vil vide, hvad A lavede i Droner Aps den 11. maj sidste år, og A forklarer, at han skulle hente nogle droner for en ven.

»En ven … ?« spørger anklageren.

»Jah, en gammel ven fra Vejle. Altså, han ringede til mig og bad mig om at gøre ham en tjeneste.«

»Han var godt nok ivrig for at få fat i sine droner?«

»Ja, altså han sagde, at han ikke kunne vente på at få dem sendt.«

A vil ikke oplyse navnet på vennen, men han siger, at han er en jysk mand i slut-40’erne, der bruger dronerne til at lave musikvideoer.

En uge senere, da de to tiltalte spiste frokost på Alis Bageri på Nørrebro, ringede A’s telefon igen. Endnu en gang var det musikvideoinstruktøren fra Vejle, der igen havde købt droner, han bad A om at hente, forklarer han.

»Hvad var årsagen til, at din ven ikke kunne afhente pakkerne denne gang?« spørger anklageren.

»Uha,« siger A og ligner en, der anstrenger sig for at huske hændelsesforløbet. »Altså, jeg spurgte ikke,« siger han så. »Jeg var alligevel på Nørrebro, så det var intet problem at hjælpe.«

En midaldrende mand

Da Z tager plads i vidneskranken, vælger han at trykke på en rød knap, der aktiverer mikrofonen foran ham. Han siger »pænt goddag« og præsenterer sig. Den rungende lyd giver et sæt i de få tilstedeværende.

Z medgiver, at A rigtignok modtog et opkald på bageriet.

»Men jeg forstod ikke, hvad det handlede om. Mit arabiske er ikke særligt godt, da jeg har en dansk mor,« siger han.

Efter frokosten siger A, at han skal hente en pakke, forklarer Z, og de kører hen til Droner Aps.

»Hvorfor går A ikke selv ind og henter pakkerne?« spørger anklageren.

I samme øjeblik gaber A højlydt.

Z kigger på ham, inden han igen vender blikket mod dommerne og trykker på den røde knap.

»Det hele går meget hurtigt. Da vi holder ved butikken, ringer A’s kone, og de begynder at skændes. Der er et par minutter til, butikken lukker, så A giver mig en seddel og beder mig gå ind og hente pakkerne, og så bliver jeg anholdt.«

Z siger, at han fortsat er forvirret over, hvad der skete.

To vidner, der var ekspedienter under de mistænkelige køb, forklarer uafhængigt af hinanden, at manden, de modtog bestillingen fra, lød som en jysk midaldrende mand.

Jeg slipper for spjældet?

Anklageren kalder sagen soleklar: A står bag dronekøbene, og enhver, der hører en jysk mand præsentere sig som Arne, vil tænke, at denne er en midaldrende mand. Samtidig er hun ikke i tvivl om, at han stod i ledtog med Z, »der jo blev taget på fersk gerning«.

De tiltalte bør idømmes seks måneders ubetinget fængsel, mener hun.

Forsvarerne er af en anden opfattelse. Z’s sag er en åbenlys frifindelse. Z’s forsvarer kalder det »pinagtigt«, at der overhovedet er blevet rejst en sag mod hans klient. A’s forsvarer deler opfattelsen. Intet linker A til at skulle have udgivet sig for at være Arne eller Ejvind, som der står i anklageskriftet.

»A gør en vennetjeneste. Jeg har da selv hentet pakker for bekendte, og de gange skænkede jeg ikke betalingen en tanke,« siger han.

Dommeren spørger, om de tiltalte vil tilføje noget, inden de går ud og voterer.

A tager ordet.

»Jeg vil gerne undskylde for, at jeg har siddet og gabt.«

Tre kvarter senere kommer dommerne tilbage.

Z frifindes. Det er ikke blevet bevist, at han bevidst medvirkede til bedrageriet. Han knytter sine hænder som en vinder.

A idømmes fem måneders betinget fængsel, hvis han gennemfører 100 dages samfundstjeneste. Han skal også erstatte droneforretningens tab.

»Betyder det, at jeg slipper for spjældet,« udbryder A. Accenten lyder pludselig københavnsk.

Dommeren siger, at det er korrekt, at han ikke skal i fængsel, hvis han holder sin sti ren i fem måneder.

»Det kan jeg godt leve med,« siger A.

Han rejser sig op. Z stikker hånden frem, men han vælger ikke at se den. Han giver ham i stedet et kram, som venner nu engang gør.