Læsetid: 3 min.

I retten: »Mange følelser går gennem mig i løbet af en fodboldkamp. Det er derfor, jeg er fodboldfan«

 I retssal 39 i Københavns Byret er en 33-årig mand tiltalt for grov forstyrrelse af ro og orden, da han opførte sig aggressivt i Parken i forbindelse med en pokalkamp mellem FCK og Brøndby
33-årige M er tiltalt for at skabe uro ved en pokalkamp i Parken

33-årige M er tiltalt for at skabe uro ved en pokalkamp i Parken

Mia Mottelson

5. januar 2019

Anklageren trykker play. Fjernsynet i retssal 39 lyser op, og en videosekvens begynder. På skærmen ses først et fodboldstadion. Det er Parken. Derefter panoreres ud over tribunepladserne, hvor flere tusinde fodboldfans er klædt i gult og blåt. Romerlys indhyller tribunen i røg og lysglimt. Nogle svajer med store bannere, alle synger »olé, olé olé!«

Videoen er fra den 25 maj 2017, hvor der blev spillet pokalfinale mellem ærkerivalerne Brøndby og FCK.

»Og der ser vi så tiltalte, M,« siger anklageren og peger op på skærmen på en rød ring, som indrammer en mand med bøllehat.

»Og nu har M et banner i hånden,« forsætter anklageren.

»Jeg synes, anklageren skal tie stille,« siger dommeren.

Hun vil selv have lov til at danne sig et indtryk af, hvad der sker på videoen.

Tiltalte sidder med foldede hænder og følger roligt med i, hvad der sker på videoen.

Anklageren spoler lidt frem og stopper ved en sekvens, hvor man ser en stor gruppe Brøndby-tilhængere gå imod politiet på tribunepladserne. Forrest i kæden af fodboldfans er tiltalte M, som råber og maser sig ind mod politibetjentene med sit store banner.

Tiltalte erkender, at det er ham, der er på videomaterialet. Men han kan ikke huske noget.

Anklageren kræver mindst 60 dages ubetinget fængsel

Mia Mottelson
»Jeg var meget påvirket den dag‚« siger han.

25 genstande på fridage

M fortæller, at han fik sin første øl klokken ni om morgenen. Og at han forsatte med at drikke hele dagen.

»Hvor fuld var du klokken 17, da kampen begyndte,« spørger anklageren.

»Det ved jeg ikke,« svarer M.

»Men jeg var i hvert fald så fuld, at mine erindringer er sløret.«

»Hvilke følelser gik gennem dig den dag?« forsætter anklageren.

»Mange følelser går gennem mig i løbet af en fodboldkamp. Det er derfor, jeg er fodboldfan,« svarer tiltalte.

»Hvilke?« vil anklageren vide.

»Gode følelser,« svarer tiltalte. »Det er lang tid siden, Brøndby har været i en pokalfinale.«

Anklageren spørger, om M husker konfrontationen med politiet? Det gør han ikke.

Tiltalte erkender dog, at han har overtrådt straffelovens paragraf 134a og forstyrret ro og orden på et offentligt sted.

»Det kan jeg jo se på videoen, at jeg gør,« siger han. Men da han var beruset og ikke husker noget, er sagen ikke en tilståelsessag. For man kan ikke tilstå noget, man ikke kan huske. Retten skal derfor udelukkende forholde sig til, hvilken straf, M skal have.

Men først fortæller forsvarer Ole Olsen lidt om M’s private forhold. M har haft en tryg opvækst, han har styr på økonomien og har fast arbejde i restaurationsbranchen. Han lider af arbejdsrelateret stress, men er ikke sygemeldt. M drikker mere end gennemsnittet. To til fire øl efter fyraften og op til 25 genstande på fridage.

Forsvareren mener, at tiltalte skal idømmes en betinget straf

Mia Mottelson
M finder ikke sit alkoholforbrug problematisk, men fortæller, at han lettere bliver irriteret, når han drikker.

Respektpakken

Anklageren kræver en ubetinget fængselsstraf på »ikke under 60 dage«. Han ligger vægt på, at tiltalte to gange tidligere er straffet, og at Folketinget i 2016 vedtog Respektpakken, som skærper straffen for vold og chikane mod offentligt ansatte – bl.a. politibetjente.

Forsvarer Ole Olsen mener derimod, at straffen skal gøres betinget. Han lægger vægt på, at episoden ligger langt tilbage, og at anklagemyndighedens sagsbehandling har været meget lang. Derudover fremhæver han tiltaltes gode og langvarige faste tilknytning til arbejdsmarkedet.

Dommeren spørger, om tiltalte har nogen afsluttende bemærkninger, før hun og domsmændene trækker sig tilbage og voterer. M ryster på hovedet.

Cirka tyve minutter senere afsiger hun dommen. M idømmes 40 dages ubetinget fængsel samt alkoholbehandling. Retten lægger vægt på, at sagen har været for længe undervejs, og at tiltalte passer sit arbejde. »Men der er behov for, at du får styr på det med alkoholen,« siger dommeren.

Hun spørger, om M ønsker at anke dommen.

»Nej, der er vist ikke nogen grund til at rode mere rundt i det,« siger han.

Serie

I retten

Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu