Læsetid: 7 min.

Vil det rigtige Tottenham Hotspurs venligst rejse sig?

Tottenham er en af engelsk fodbolds store gåder. Et hold, der lover så meget, men leverer så lidt. I denne sæson har der været tegn på, at de var klar til at spille med om guldet, men et par nye nederlag har sat dem tilbage, og de kommende måneder vil vise, om man skal regne med Tottenham i topstriden, eller om Alex Fergusons nådesløse bemærkning om holdets mentale styrke stadig er gældende
Tottenhams topscorer Harry Kane, der her ømmer sig under mødet med Manchester United i søndags, er nok ham, der scoorer målene, men ifølge Pochettinos plan er det den sydkoreanske kantspiller Son Heung-min, der skal levere dynamik til offensiven.

Tottenhams topscorer Harry Kane, der her ømmer sig under mødet med Manchester United i søndags, er nok ham, der scoorer målene, men ifølge Pochettinos plan er det den sydkoreanske kantspiller Son Heung-min, der skal levere dynamik til offensiven.

Ian Kington

19. januar 2019

Da den tidligere irske midtbanekriger Roy Keane var anfører for Manchester United, sad han en eftermiddag i omklædningsrummet på Old Trafford før en kamp mod Tottenham og ventede på, at manager Alex Ferguson skulle komme og holde sin sædvanlige peptalk, før spillerne løb på banen.

Ikke fordi han glædede sig. Tværtimod. Efter Keanes mening var der ikke grund til, at Ferguson sagde noget overhovedet.

»Vi havde ikke brug for nogen lang tale. Det var Tottenham på hjemmebane. Jeg tænkte: Lad være med at dræve op og ned om Tottenham, vi ved godt, hvad de er for nogen – de er rare og dygtige, og vi smadrer dem. Og så kom han bare ind i omklædningsrummet og sagde disse få ord: »Lads, it’s Tottenham« (Drenge, det er Tottenham, red.) Det var fantastisk. Mere behøvede vi ikke at vide.«

Episoden står at læse i Keanes selvbiografi. Og Fergusons replik om mandskabet fra Nordlondon er efterfølgende blevet en klassiker i engelsk fodbolddebat, fordi den er sand – eller sagt på en anden måde: Fordi den på godt og ondt fanger selve sjælen i klubben med kamphanen på brystet:

De evige distanceblændere

Tottenham er de hvidklædte, velspillende elegantierer fra det velhavende, trygge, nordøstlige hjørne af den glitrende metropol. Det er Glenn Hoddle, Osvaldo Ardiles og Gary Linekers klub. De pæne drenge. Idealisterne. Dem, der søger magien på grønsværen og drømmer om storslåede bedrifter. »To dare is to do« som der står på rundsiderne af deres stadion.

Men det er samtidig også engelsk fodbolds evige distanceblændere. Et mandskab, der lover så meget, men leverer så lidt. Som ikke har vundet ligaen, siden Beatles toppede hitlisterne – simpelthen fordi de klasker sammen, når det virkelig gælder. Når de møder virkelighedens jernhårde realister i skikkelse af irske klanfightere som Roy Keane.

Hvem andre end Tottenham kan være foran 3-0 på hjemmebane ved halvtid mod Manchester United – og ende med at tabe 5-3?

Hvem andre end Tottenham kan være med i mesterskabskampen helt frem til det tidlige forår og derefter kun vinde én kamp fra marts til maj – som det skete i 2012?

Eller hvem andre end Tottenham kan være favoritter til at tage guldet foran Leicester i 2016 – og derefter kollapse fuldstændig i de sidste spillerunder og ende med at tabe 5-1 til allerede nedrykkede Newcastle?

Lads, it’s Tottenham …

Bortset fra, at det er det måske ikke længere.

Nye forventninger

Denne sæson har i hvert fald vist os et Tottenham-mandskab, der ser ud til at have fået indopereret lidt mere stål i rygraden end tidligere. Og æren for den nyfundne styrke skal i høj grad gå til holdets manager, Mauricio Pochettino; en no nonsense-skikkelse fra den ultimative fodboldkynismes arnested, Argentina.

I sine dage som aktiv spiller var Pochettino en hårdhændet midterforsvarer for Newell’s Old Boys i den nordøstlige del af Argentina, og forkærligheden for det, som man med et venligt ord kan kalde for den kompromisløse del af fodboldspillet, har han taget med sig til England.

Da Tottenham-spillerne således for et par sæsoner siden tabte hovedet fuldstændig og gerådede ud i et 90-minutter langt masseslagsmål med Chelsea (afbrudt af sporadiske forsøg på at spille fodbold), betragtede Pochettino ikke de medfølgende ni gule kort til hans aktører i det såkaldte Battle of the Bridge som et trist udslag på mangel på selvkontrol, men tværtimod som resultatet af en festlig, fornøjelig og folkelig affære.

»Vi ønsker at vinde vores fodboldkampe, og så sker den slags nogle gange. Jeg kan ikke sige noget til det, og jeg har ikke noget at kritisere mine spillere for,« sagde han efter kampen.

Og han har efterfølgende reflekteret over, hvordan opgøret på Stamford Bridge ligefrem var med til at modne hans spillere; til at slibe pænheden af dem og få dem til at forstå, at hvis man vil vinde pokaler, må man være villig til at bruge beskidte trick og hårdhændet adfærd engang imellem:

»(Før den kamp) var vi bare nogle søde drenge, som gerne ville spille fodbold. Nu er vi mere modne, mere konkurrencedygtige. (…) Vi er vokset meget i de seneste par år, og den kamp var vigtig for vores udvikling.«

’Vi har det bedst, når vi er i boldbesiddelse’

Pochettino er dog ikke kun en sydamerikansk slugger, der applauderer, når hans spillere tæsker modstanderne og stikker fingre i øjnene på dem – som det skete ved hin mindeværdige bråvallaslag på Stamford Bridge.

Han er også en sofistikeret fodboldtænker, der rent taktisk er barn af den legendariske fodboldtræner Marcelo Bielsa, der var en af de første til at introducere den såkaldte overfaldsfodbold, hvor et højt genpres kombineres med hurtige omstillinger i banens længderetning.

Pochettino har dog justeret på sin mentors filosofi. Blandt andet insisterer han på, at Tottenham skal agere tålmodigt i boldbesiddelse og bygge spillet op nedefra, hvilket Bielsa aldrig har været særligt optaget af. For ham er det mere vigtigt, at der er fart over feltet, men på Pochettinos mandskaber starter enhver angrebsopbygning i princippet nede ved målmanden, og det har han holdt fast i – også i de perioder, hvor Tottenhams spil har været kriseramt.

Således opfordrede kritikere i den engelske sportspresse i efteråret Pochettino til at gå mere direkte til værks i angrebsspillet efter en periode, hvor Spurs havde tabt tre kampe i træk og lå i bunden af deres pulje i Champions League. Men det ville argentineren ikke høre tale om. Han insisterede på at holde fast i konceptet med tålmodige angrebsopbygninger med henvisning til, at det er den stil, der passer hans mandskab bedst.

»Hvis vi bare sparker bolden langt og højt, taber vi,« sagde han. »Vores bedste kampe er altid dem, hvor vi har holdt fast i bolden og spillet på den måde, vi gerne vil. Vi er ikke et hold som for eksempel Atlético Madrid, der bare kan stille sig dybt i banen og vinde på kontraangreb. Atlético har erfaring i at spille på den måde, men vi har det bedst, når vi er i boldbesiddelse.«

Brudte linjer

Én ting fra Bielsas playbook, som Pochettino dog har inkorporeret uændret på sit hold, er princippet om offensive dybdeløb, gerne iscenesat ude fra kanterne, til at bryde modstandernes defensive kæder.

Pochettino er en træner, der arbejder med de brudte linjers princip, forstået på den måde, at hans angrebsspillere hele tiden skal være i cirkulation og tilbyde forskellige vinkler og afspilsmuligheder til den holdkammerat, der er i boldbesiddelse.

Det stresser modstandernes forsvar og trækker dem ud af balance. Og det er i øvrigt også en af årsagerne til, at en type som Christian Eriksen befinder sig så godt hos Tottenham.

Her giver hans medspillere ham konstant muligheden for at demonstrere sit talent for skarpe og millimeterpræcise pasninger, hvorimod han på landsholdet ofte er bokset inde i en langt mere statisk offensiv, der er bygget op omkring på forhånd aftalte løbemønstre og disse lange Simon Kjær-tværpasninger nede fra midterforsvaret, som i moderne fodboldterminologi kaldes ’lange violiner i længderetningen’.

Pottchetinos spillestil betyder i øvrigt også, at Tottenhams offensive nøglefigur som udgangspunkt ikke er topscoreren Harry Kane, men derimod den sydkoreanske kantspiller Son Heung-min, hvis spidskompetence netop er de dybe løb ind i banen, ofte startet fra forsvarets blinde vinkler helt ude ved sidelinjen. Det er muligvis Kane, der scorer kasserne, men det er Son, der tilføjer den nødvendige dynamik til offensiven, og holdet lider, når han er ude.

Men som altid, når man taler om Tottenham, skal man tage misteltenen i ed. Eller rettere sagt holdets evne til at lave en ægte Tottenham og kollapse, når man mindst venter det.

Endnu et falsk daggry?

Denne særlige evne – der på mange måder har defineret holdets skæbne i de seneste årtier – har også vist sig i de sidste par uger; først i form af et 1-3-nederlag på hjemmebane mod midterholdet fra Wolverhampton, grundlagt på 15 katastrofale minutter i slutningen af lampen, hvor holdet går helt i sort og lukker tre mål ind.

Og derefter et 0-1-nederlag (også på hjemmebane) til Manchester United efter en kamp, hvor Tottenham-angriberne vader i chancer,$ men insisterer på at skyde Uniteds målmand David de Gea i benene, til trods for at enhver med blot den mindste viden om United-målmandens præferencer vil være klar over, at Uniteds sidste skanse er uhyggeligt stærk med fødderne.

Nedturen har sendt Tottenham ud af den mesterskabskamp, de ellers lige havde meldt sig ind i. Og man må spørge, om Pochettinos hold virkelig er blevet så mentalt stærkt, som han gentagne gange har påstået. Eller om det er endnu et falsk daggry over det nordøstlige London; endnu et eksempel på Fergusons berømte dictum om Tottenhams stamina.

Svaret får vi i de kommende uger, hvor de hvidklædte spillere skal prøve at drage fordel af et forholdsvist venligt spilleprogram og sammensætte en sejrsserie, der kan bringe dem tilbage i kampen om guldet.

De kan passende starte på Craven Cottage mod nedrykningskandidaterne fra Fulham søndag eftermiddag.

Nu skal Pochettinos tropper vise, hvad de er gjort af!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

yvette Brackman

"Fra det velhavende, trygge, nordøstlige hjørne af den glitrende metropol"

Du har vist aldrig været i Tottenham.

Thomas Rex, Kristian Spangsbo og Thomas Østergaard anbefalede denne kommentar

Ah, den kunne godt have lidt flere nuancer: nyt stadion på vej, beskedne indkøb over årene, Kane nu ude i ugevis, Son væk med sit landshold i tre kampe, holdet stadig med tre andre turneringer. Men i stedet: Lads,....

Tottenham laver en bommert mod Wolves og taber uheldigt mod Man U. Fair nok. Men det gør andre gode hold altså også engang imellem. Man C mod Crystal Palace, Arsenal mod West Ham osv... Jeg synes skribenten vrider virkeligheden lige lovlig meget i forsøget på at få vinklen igennem...