Så er der nyt om dommedag – og det er ikke godt nyt

Der findes mennesker, som føler, at de er født i det forkerte århundrede, fordi de ikke kan skrive med fyldepen og bruge ord som ’endsige’ uden at blive betragtet som idioter.

Men vi, der er fascinerede af dommedag, må med en blanding af angst og spænding konstatere, at vi er blevet født på det perfekte tidspunkt: Mageligt placeret med røven i en blød stol sidder vi med tindrende klar udsigt til en hel buffet af katastrofer, der stadig virker så tilpas fjerne, at vi hverken er begyndt at samle forråd eller krepere endnu.

Torsdag i denne uge oprandt de undergangsinteresseredes svar på juleaften, da nogle af verdens mest seriøse dommedagsprofeter stillede viserne på det såkaldte dommedagsur. Siden 1947 har organisationen Bulletin of Atomic Scientists brugt uret til at visualisere, hvor langt menneskeheden er fra et globalt goodbye.

Det begyndte med atomkrig og koldkrigsstemning, men efterhånden har de udvidet paletten til også at inkludere klimaforandringer og andre ikkeeksplosive måder at dø på. Og hvad er klokken så? Den er to minutter i 12, lyder vurderingen, hvor klokken 12 er katastrofen. Faktisk har den aldrig været tættere på. Og i år er det endda andet år i træk, at uret bliver stillet netop der.

Forskerpanelet konkluderede derfor, at vi er gået ind i en tilstand af new abnormal – en ny unormal. Der er tre hovedspor mod afgrunden.

For det første er der stadig mere end rigeligt med atomvåben til at smadre hele lortet, hvilket ikke går godt i spænd med øgede storpolitiske spændinger, vaklende atomaftaler og en fornyet interesse for at tænke atomvåben ind i krigsstrategi. Så er der klimaforandringerne, hvor den globale CO2-udledning steg i 2017 – og søreme igen i 2018 – stik imod alle løfter og planer. Og endelig er der en sidste nedturstendens, nemlig den igangværende globale informationskrig, der ødelægger tilliden til videnskabelige fakta og troværdige informationskanaler – en tendens, flere politiske ledere puster til for egen vindings skyld, men som i sidste ende underminerer muligheden for at føre en rationel samtale om, hvordan man løser de to førstnævnte problemer.

Heldigvis er der stadig folk, der taler sammen. Denne uge landede verdens rigeste og mest magtfulde mennesker i hver deres privatjet på en bjergtop i Schweiz til den ene uge om året, hvor de bekymrer sig om noget.

Arrangementet er kendt som World Economic Forum, og det blev som sædvanligt akkompagneret af en Oxfam-rapport om, at de 26 rigeste ejer lige så meget som Jordens fattigste halvdel. I Davos diskuterede de rige så, hvordan de kunne få globaliseringens tabere til at undgå at blive så sure, at det kunne ende med at skade de rige selv. Det var også temaet sidste år og året før.

Hjemme i det flade så vi håndbold i fjernsynet og lyttede til socialdemokraternes nye pensionsudspil. Det gamle arbejderparti ville gøre det muligt for arbejdsmarkedets mest hårdhudede knoklere at gå på pension før diverse akademikere med silketynd hud på hænderne.

Det ville selvfølgelig blive dyrt, og straks kunne man i pressen læse om, hvordan Venstre fremturede med beskyldninger om underfinansiering. Og nu vi snakker om politikerne og pressen – ikke mindst i lyset af dommedagspanelets advarsel mod populisters hang til at råbe fake news efter ubekvemme sandheder – så var der en anden interessant historie fremme denne uge.

Berlingske kunne nemlig fortælle, hvordan socialdemokraternes partisekretær havde skrevet ud til medlemmerne med en besked om, at »de fleste medier i Danmark grundlæggende er borgerlige i deres udgangspunkt. De ønsker at fremme samme dagsorden om mindre fælles velfærd til fordel for flere skattelettelser«, hvorefter partisekretæren opfordrede medlemmerne til at orientere sig i partiets eget skødehundsmedie, der hedder noget henad PivPiv.

Hermed fik socialdemokraterne på fin vis demonstreret, at ingen har blødere og tyndere hud end lige præcis dem, hvilket betyder, at de ikke kan få efterløn, endsige pension, før nogen andre nogensinde.