Læsetid: 10 min.

I Serbien er machokulturen formet af krig

Serbien ønsker at blive optaget som medlem af EU inden 2025. Men hvordan passer folket og kulturen i den tidligere jugoslaviske republik, der har et tættere bånd til Rusland, ind i Vestens liberale tankesæt? Information har sat tre serbiske mænd i stævne i hovedstaden Beograd for at blive klogere på den østeuropæiske maskulinitet og mandekultur
26-årige Dražen Horvatić optræder som drag-queen under navnet ’Dajana Ho’ og har oplevet, hvordan mænd er blevet voldelige og ubehagelige, når de opdager, at det er en transeksuel og ikke en kvinde, der optræder på scenen.

26-årige Dražen Horvatić optræder som drag-queen under navnet ’Dajana Ho’ og har oplevet, hvordan mænd er blevet voldelige og ubehagelige, når de opdager, at det er en transeksuel og ikke en kvinde, der optræder på scenen.

Peter Nygaard Christensen

12. januar 2019

Mens mandeidealet har forandret sig i Europa, lever idealet om machomanden i Serbien. Krigene i 1990’erne har cementeret billedet af mændene som nationens helte og som hævet over kvinderne – og når man dertil lægger en opblomstrende nationalisme med base i kristne værdier og heteroseksuelle normer, ja, så er der ikke meget plads til bløde mænd eller #MeToo.

I stedet får man traditionelle kønsroller med kvinden som hjemmegående husmor og manden som forsørger, og man får et mandeideal, der er både konservativt og militant.

Ifølge Hristina Cvetinčanin Kneževic, der forsker i nationale kønsstudier på Beograds Universitet, er der ligefrem en »giftig« forståelse af maskulinitetsidealet i landet, hvor der ikke er plads til særlig mange måder at være mand på.

»Mænd har en høj status i samfundet, fordi de har skrevet sig selv ind i historien som dem, der reddede os i krigen,« siger hun.

Og sådan står man med et billede af den patriotiske, stærke kriger, der forsvarer nationen mod undergravende udenlandske kræfter som den ideelle mand.

I højrenationale kredse i Serbien anser de således EU som en trussel mod både den nationale suverænitet og som noget, der truer de traditionelle familie- og kønsroller med sit fokus på feminisme, frihed og rettigheder til kvinder, homoseksuelle og mindretal.

Det var netop efter politisk pres fra den højrenationale fløj, at de serbiske myndigheder bandlyste Pride-paraden for homoseksuelles rettigheder i hovedstaden Beograd i 2011, 2012 og 2013.

Så selv om Jerntæppet for længst er faldet, er skabsdørene i Serbien stadigt lukkede for mange homoseksuelle, der offentligt udskammes og diskrimineres på åben gade.

Sorthvidt er billedet naturligvis ikke, og i de senere år er de seksuelle normer blødt en smule op – måske ikke ude på landet, men i hvert fald i metropolen. Serbien har f.eks. en kvindelig statsminister – der oven i købet er homoseksuel. Ana Brnabić hedder hun, og ifølge kønsforskeren Hristina Cvetinčanin Kneževic hjælper det på statsministerens image, at hun benytter »mandlige markører« som maskuline uniformer og jakkesæt.

»Hvis hun dukker op som en kvinde med fuld makeup på og i kjole, vil hun blive set på som et sexobjekt,« siger Hristina Cvetinčanin Kneževic, der mener, at den primære grund til, at statsministeren ikke diskrimineres på grund af sin seksualitet, er, at hun politisk tilhører den højrenationale fløj. 

Men valget af en kvindelig lesbisk statsminister kan også tyde på, at Serbien, der siden 2009 har forsøgt at køre sig i stilling til en mulig optagelse i Den Europæiske Union, står ved en politisk og kulturel skillevej.

For landet vil have venskabelige forbindelser til storebrornationen Rusland, som det historisk har spejdet mod – og som Serbien for nylig har indgået bindende bilaterale aftaler om »fælles sikkerhed« med. Og på den anden side håber Serbien på at opnå EU-medlemskab inden 2025.

Spørgsmålet er om den serbiske mand identificerer sig mest med kulturen i Rusland eller EU? Vi har talt med tre serbiske mænd fra hovedstaden Beograd om deres mandeidealer.

Miša Vacić: »Det er sådan, fuck det. Fuck, den kælling. Man taler ikke om følelser med mænd« 

Miša Vacić, 33, hooligan og leder af den ultranationalistiske 1389-bevægelse.

Peter Nygaard Christensen
Stemningen er intens i barloungen. Med et fast håndgreb tager Miša Vacić pludseligt vores spinkle kvindelige tolk rundt om armen. Tolken, som er en ung, køn serbisk kvinde på 23 år, kigger akavet, afventende og en smule nervøst over på os.

»Se engang, hvordan hun ser ud,« siger den 33-årige serbiske højrenationalist og hooligan, imens hans presser fingrene på hendes biceps.

»Og se så, hvordan jeg ser ud,« fortsætter han, imens han ruller ærmet på sin mørkeblå Lacoste-polo op og spænder sin store overarm. Miša Vacić har sort kortklippet hår, fremtrædende skægstubbe og er tæt og en anelse kvabset af bygning.

»Det er ingen hemmelighed, at manden er det stærke køn og kvinden det underlegne,« slår han fast.

Vi befinder os på en café i udkanten af hovedstaden Beograd sammen med Miša Vacić, der er leder af den ultranationalistiske 1389-bevægelse i Serbien, som støtter obligatorisk militærtjeneste, er imod EU-optagelse og LGBTQ-rettigheder. Samtidig anerkender bevægelsen ikke Kosovos uafhængighed fra Serbien, selv om de to lande er ved at blive enige om en officiel grænse.

»I Vesten er alt modsat end i Serbien. Der er kvindernes arme lige så store som mine. Kvinderne er fede og mænd er tynde med langt hår,« lyder det fra Miša Vacić, der med en knyttet næve banker ned i bordet for at understrege sine pointer.

»Manden er skabt til at være en jæger, der fælder træer og går i krig, og kvinden er hjemmegående, laver mad og passer børnene. Det er de sande kønsroller i vores samfund.«

»Vores land har været i krig lige siden begyndelsen af vores eksistens. Du må forstå, at fra 1990-1999 havde vi en permanent tilstand af krig«, hvilket i høj grad har formet den måde, som mænd og kvinder i Serbien lever og betragter tilværelsen på.

Derfor betegner han den serbiske mand som en ædel »ridder«, en slags beskytter, der påtager sig ansvaret for at være den primære forsørger i familien.

— Er det vigtigt at være fysisk stærk som mand?

»Ja! Hvis man er tynd, så er man ikke en ægte mand. I vores kultur er der et ordsprog om, at det er i orden at knalde en mand, der ikke vejer 100 kilo,« griner han højlydt. Han er tidligere blevet dømt for to voldelige overfald i det offentlige rum. Et i forbindelse med homoparaden i den serbiske hovedstad og et andet, hvor han kom i karambolage med en politisk modstander.

Ifølge Miša Vacić er vold og selvtægt almindeligt i Serbien, især hvis kvinder udsættes for overgreb:

»I et patriotisk samfund bør man forsvare kvinder. Kvinder skal passes på som en dråbe vand på din håndflade. I vores samfund bliver du banket fem gange, før politiet når at komme og anholde dig. Hvis der går et rygte i Beograd om, at der er sket en voldtægt – så står en hævngruppe af unge hooligans eller kickboksere klar.«

— En ting er at udvise styrke, men er serbiske mænd også gode til at tale om følelser?

»En stærk mand skal også kunne vise følelser. Ikke over for en anden mand, men over for sin mor, sin kone og sine børn eller hund. Når man har at gøre med de svage, så er man blid. Når man har at gøre med stærke folk, så udviser man styrke.«

— Taler du om følelser med din bedste ven?

»Hahaha. Nej, det er gay. Hvis din bedste ven har problemer med kærlighedslivet, så kan man drikke sammen, men man taler ikke om det. Det er sådan, ’fuck det. Fuck, den kælling’. Man taler ikke om følelser med mænd. Det er noget, kvinder gør,« siger Miša Vacić og forklarer, at mænd taler om mandeting såsom sport, krig, historie, politik og ens arbejde.«

— Er der noget, som truer den serbiske mands livsstil?

»Jeg oplever nogle farlige tendenser såsom den politiske korrekthed, særligt i USA, hvilket gør det mere udfordrende at være mand. Alt mandigt bliver for tiden betragtet som chauvinistisk og undertrykkende,« siger han.

Miša Vacić mener, at den klassiske serbiske måde at leve på som mand er under angreb fra et liberalt mindretal i USA, der genererer en ødelæggende politisk korrekthed, som langsomt breder sig til resten af verden.

»Hvis man er en hvid, kristen mand i USA, så er man skyldig i alt. Man har ’mandlige privilegier’,« siger han.

Der foregår en tavs borgerkrig mellem liberale og de traditionelle konservative folk i USA. Og den ideologiske krig kommer snart til Europa, mener han.

»Det er et problem, hvis alle de amerikanske værdier kommer til Balkan,« siger han.

— Truer den feministiske bølge den serbiske kultur?

»Ja! Den truer alle nationale kulturer i Europa med alle disse farvede revolutioner, man har set i østlande som Georgien, Armenien, Rusland og Ukraine – dem, der er præget af feministiske aktivister og LGBTQ-miljøer.«

»EU har kopieret USA’s liberale administration. De benægter kirken, forsømmer familien og det at videreføre slægten,« mener han.

Miša Vacić fortæller, at der allerede eksisterer en modbølge i Europa, som reagerer på udviklingen:

»Viktor Orbán, premierministeren i Ungarn, har forbudt kønsstudier, fordi det ikke er videnskab, men handler om ideologi.«

Uroš Marković: »Jeg taler meget. Det kan min far ikke lide. I hans øjne er jeg ligesom en kvinde«

Uroš Marković, 31, digter og E-sportsadministrator

Peter Nygaard Christensen

Uroš Marković voksede op i et hårdt nabolag i Beograd, men følte sig altid beskyttet af sin stærke far.

»Vores folk og nation sultede. Min far formåede at skjule sine egne vanskeligheder og krigens ødelæggelser for at beskytte os,« siger Uroš Marković, der er 31, digter og arbejder i en forening for E-sport.

Faren er en klassisk patriark og knudemand, der ikke taler om følelser – og så er han en helt for Uroš Markovićs.

— Hvordan er du forskellig fra din far?

»Han er en mand, som jeg aldrig kan blive. Alle de ting, han personligt døjede med, skete samtidigt med krigen og NATO-bombningerne. Selv om vi dengang havde den største inflation i vores historie, så har jeg aldrig manglet noget,« siger han.

»Mænd er dovne i dag. Vi vil have det rart, se godt ud, have en kvinde ved vores side. Ingen tænker over, hvad der skete i går eller, hvad der kommer til at ske i morgen,« siger han.

Det var Uroš Markovićs far, der lærte ham at respektere fortiden, og ved at insistere på, at han og hans bror skulle læse bøger, så de fik blik for de serbiske traditioner og værdier. På trods af at Uroš Marković sætter pris på den tilværelse, hans far har skabt for ham – så er stoltheden over faderens bedrifter også forbundet med en følelse af personlig utilstrækkelighed og skam over ikke selv at udrette nok i tilværelsen.

Uroš Markovićs fortæller, at det ærgrer ham, at han ikke besidder de samme fysiske, psykologiske og spirituelle kvaliteter, som mænd traditionelt havde før i tiden.

Men du har jo ikke haft det samme liv som din far og dine forfædre. Hvad er det, du gør, som er så forkert?

»Jeg taler meget. Det kan min far ikke lide. I hans øjne er jeg ligesom en kvinde. En moster – det kalder man svæklinge i Serbien. Jeg er for blød i min fars øjne. Men jeg har skabt et liv af at være snakkesalig. Min far taler overhovedet ikke om følelser. Eller jo, det gør han mere og mere nu, fordi han er kommet op i årene. Men for ti år siden ville han have råbt ’fis af med dig’, hvis jeg sagde, at jeg elskede ham.«

Ville du ønske, at du besad din fars kvaliteter?

»Min far gik så meget hårdt igennem, men har formået at opdrage mig og min bror godt. Så ja! Mit primære mål i livet er at opnå nogle af hans kvaliteter – især de mentale og spirituelle egenskaber. At være stærk i en hård tid er vigtigt. Jeg føler, at man bør sigte højt, for man kan altid gøre tingene bedre.«

Dražen Horvatić: »Alle mænds følelser skal omsættes til vrede. Det er meget råt og primitivt«

Dražen Horvatić, 26, optræder som drag-queen under navnet Dajano Ho.

Peter Nygaard Christensen
I Serbien skal mændene altid være i centrum, fortæller 26-årige Dražen Horvatić. Han optræder som drag-queen under navnet ’Dajana Ho’ og har oplevet, hvordan mænd er blevet voldelige og ubehagelige, når de opdager, at det er en transkønnet, der optræder på scenen.

»Alle mænds følelser skal omsættes til vrede. Det er meget råt og primitivt. Hver gang jeg er til fester, prøver jeg så vidt muligt at hænge med damerne i stedet for mændene. Man kan mærke, hvordan den maskuline dominans gennemsyrer rummet. Det er dem, der skal have kontrol over stemningen,« siger Dražen Horvatić.

»Mænd skal altid have styringen i Serbien. De anerkender ikke det andet køn nok til, at det også må fylde noget,« fortæller han.

— Hvad vil det sige at være mand i Serbien?

»Jeg mener ikke, at der findes en frase om en ’rigtig mand’ i Serbien. Jeg blev først forliget med min krop, da jeg blev dragqueen for seks år siden. Jeg fandt ud af, at det paradoks, der lå i at være en drag, faktisk beroligede mig til at være en anden slags mand. Så jeg er for længst stoppet med at leve op til det der image om, hvordan man skal gebærde sig som mand i Serbien,« forklarer han.

Drags udgør en minoritet og deres maskulinitet står i skærende kontrast til det Putininspirerede alfahan-ideal, som mange serbiske mænd efterstræber. Da Dražen Horvatić blev ældre, accepterede han sin skæbne som queer. Men det har ifølge ham selv ikke været særlig nemt.

Han er aldrig blevet jagtet på grund af sin seksualitet, men har modtaget adskillige trusler og tilråb på åben gade.

»Hvorfor kan du ikke bare være en mand – hvad er dit problem med at være ligesom os? spørger de mig, fordi jeg ser så anderledes ud.«

 

Rejsen til Beograd var støttet af Informations Venner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • ingemaje lange
David Zennaro og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Tanken om at komme i Union med Serbien er næsten uudholdelig.

Håbet er, at Serbien aldrig ansøger om et EU medlemskab.
De tilslutter sig i stedet for Den eurasiske økonomiske union.

Men okay, hvis det skulle ske, at Serbien bliver EU medlemsland, så har Slovenien og Kroatien også måtte accepteret dette - og så skal vi andre vel også kunne holde det ud; men ....

Serbien er mere end velkommen og jeg ser frem til at de bliver optaget i EU. At få Rusland i vores baghave er ikke nogen rar tanke så meget bedre at være imødekommende.

Jens J. Pedersen

Separation giver konspiration!
Samarbejde er en vej til gensidig forståelse!

David Zennaro og Ole Kresten Finnemann Juhl anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Historien er også en vej til gensidig forståelse; hvis den udforskes og fortælles med bredde og dybde. Serberne er i udpræget grad prügelknabe for Vestens dekadente selvfortælling - bl.a. fordi de ikke frivilligt lod Jugoslavien opløse til fordel for markedskapitalistisk imperialisme.

Niels Duus Nielsen, Aleksander Laursen, Klaus Brusgaard, Ole Kresten Finnemann Juhl og Mirjana Raicevic-Larsen anbefalede denne kommentar
Ole Kresten Finnemann Juhl

Europa og Serbien? Serbien er også Europa!
Er det ikke bedre at pisse sammen inde i teltet end at blive pisse på af dem udenfor? Burde vi EU-tilhængere ikke arbejde meget hårdere for at få fx Serbien og Tyrkiet med i EU?

"Er det ikke bedre at pisse sammen inde i teltet end at blive pisse på af dem udenfor? "

Selvom Churchill citatet passer i mange sammenhænge kan det ikke bruges her. De beføjelser Servien vil få som medlem af EU kan blive ødelæggende for EU. Serbien bør aldrig nogen sinde blive medlem. af EU. Derimod kan Kroatien, Montenegro om med tiden også Albanien optages. Bosnien-Hertzegovina , Kosova og Makedonien er rigtigt mange år ud i fremtiden. Men Serbien? Aldrig!

Ole Kresten Finnemann Juhl

Kære Nils Bøjden:
Hvad skyldes mon din Serbien-fobi?
Har vi europæere ikke - trods alt - mere der samler end skiller os?

David Zennaro, Niels Duus Nielsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Churchill var tilhænger af Europas forenede stater, og noget inden da mente han også at den italienske fascistbevægelse havde "rendered a service to the whole world”.

Hvad skyldes mon din Serbien-fobi?

Men hvad der virkelig undrer mig er at der blandt Informations læsere er så mange der uophørligt forsvarer regimer hvo undertrykkelse af opposition, imponerende korruption og forfølgelse af journalister er dagligdagen.

https://rsf.org/en/news/who-owns-media-serbia.
https://www.transparency.org/country/SRB

Men du kan måske svare mig på spørgsmåles g´hvorfor så mange af Informations læsere konsekvent forsverer disse undertrykkende regimer?

Ole Kresten Finnemann Juhl

Kære Niels Bøjden:
Måske er det et venstrefløjssyndrom fra dengang "Før kommunisme/socialismen gik ud og brækkede sig".

Jeg er som mange andre heller ikke tilhænger af antidemokratiske, fascistiske, chauvinistiske, homofobiske og på andre måder undertrykkende regimer! MEN jeg er tilhænger af, at vi (EU) arbejder aktivt politisk, økonomisk, kulturelt og på alle andre måder for, at fx Serbien og Tyrkiet kan reformere sig i en sådan grd, at de kan optages i EU efter de gældende kriterier.

Til anskueliggørelse af mit synspunkt, kan jeg anføre, at jeg trods alt synes, at det virker mere betryggende, at vi i dag har Italien, Polen og Ungarn "inde i teltet", hvor vi har sanktionsmuligheder "und andere metoden" at hoste op med fra fællesskabets side, end hvis de nævnte lande var "udenfor teltet"

Bettina Jensen

Hvis man interesserer sig lidt for de tidligere Jugoslavien-republikkers nyere politiske historie - og ikke har en masse forudindtagethed overfor fredsforskere - kan dette site varmt anbefales: https://yugoslavia-what-should-have-been-done.org/

Øberg, Galtung og Wiberg har gjort en stor indsats for at udvide vort vidensgrundlag.

David Zennaro, Katja Rønnike og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

"Serbien og Tyrkiet kan reformere sig i en sådan grd, at de kan optages i EU efter de gældende kriterier."

Det kommer ikke til at ske. Og som du selv er inde på er der rigeligt med problemer med autoritære systemer i EU, så vi har ikke behov for flere. Der er ingen grund til at pisse benzin på bålet

" MEN jeg er tilhænger af, at vi (EU) arbejder aktivt politisk, økonomisk, kulturelt og på alle andre måder for, at fx Serbien og Tyrkiet kan reformere sig i en sådan grd, at de kan optages i EU efter de gældende kriterier."

Tyrkiet har i den grad selv diskvalificeret sig.

Ole Kresten Finnemann Juhl

Ingen og intet er vel diskvalificerende til evig tid?
Tysklands transformation fra nazitiden i 1930'erne&-40'erne og frem til den demokratiske og økonomiske førende europæiske stat vi kender i dag er vel det fremmeste eksempel, vi har fra vor nyeste europæiske historie på, at fædrenes synder ikke skal dogmatisk nedarves på følgende slægtled?

"Ingen og intet er vel diskvalificerende til evig tid?"

Når engang Tyrkiet har vendt sig væk fra Islam og mod demokratiet så kan det selvfølgelig overvejes igen. Men det er der lange udsigter til. Så indtil videre stå den på Islam og militærdiktatur for tyrkerne. Trist men sandt.

Torben Lindegaard

@Nils Bøjden

Jeg forstår så glimrende dine følelser overfor Serbien - og deler mange af dem.

Men .... hvis Serbien skulle beslutte sig for at ansøge om optagelse i EU, så må vi forhandle.

Og hvis Serbien opfylder Københavnerkriterierne - og hvis Slovenien og Kroatien ikke har nedlagt veto imod Serbiens optagelse - så kan Danmark heller ikke tillade sig at sige Nej.
Uanset hvor fordømt tanken om Serbiens deltagelse i EU end måtte være.

Håbet er, at Serbien i stedet søger sammen med Rusland i Den eurasiske økonomiske Union.

"Men .... hvis Serbien skulle beslutte sig for at ansøge om optagelse i EU, så må vi forhandle."

Nej. Serbien har allerede solgt sig selv til Rusland. Ubetinget. Vi skal under ingen omstændigheder have dem ind i EU.

https://www.irishtimes.com/news/world/europe/serbia-s-president-hails-ru...
https://www.huffingtonpost.com/samuel-ramani/why-russia-is-tightening-_b...
https://www.aljazeera.com/news/europe/2018/08/russia-delivers-fighter-je...

"Jeg forstår så glimrende dine følelser overfor Serbien "

Det er ikke følelser. Det er viden, observationer, fakta og handlinger. Alt andet end følelser. Jeg har ikke nogen følelser over for lande.

Aleksander Laursen

Serbien bør ikke stræbe efter EU-medlemskab. Jeg er halv serbisk, vi blev bombet af NATO i 1999 og EU har siden da kun ført en inddæmningspolitik overfor Serbien. Alt russisk og serbisk skal nedgøres og nedlægges- sådan tænker man i Natolandende.

Forleden skulle verden mindes ofrene under første verdenskrig i Frankrig. En krig hvor vesten og Serbien for en gangs skyld var allierede, en krig hvor Serbien mistede 60% af sin mandlige befolkning.

Gudhjælpemig om den serbiske præsident ikke var placeret bagerst i hjørnet VÆK fra kameraerne. Samtidig var Hashim Thaci, en premierminister for et område (Kosovo) som Serbien ikke godkender- placeret lige bag verdens største ledere.

En skandale af dimensioner som serberne ikke køber som en "fejltagelse". En skandale som fik den franske ambassadør til Serbien til at undskylde til præsidenten og det serbiske folk. https://www.b92.net/eng/news/politics.php?yyyy=2018&mm=11&dd=12&nav_id=1...

Hvor meget vil i nedgøre os? I har bombet os, negligeret vore forfædres tab under første verdenskrig. Ført antiserbisk politik i regionen de sidste 20 år. Hvad har vi gjort jer?

Aleksander Laursen

Klart vi ser mod Rusland. Det er et land som behandler os med respekt, desuden er serberne ikke så uvidende som vestens befolkninger. Vi ved udemærket at NATO og vesten ikke er så uskyldige som i ønsker at fremstå.

Selv den søde politiskinteresserede venstredrejede kvinde her i vesten er uvidende. Hvorfor? Fordi vores medier fører propaganda som enhver diktator misunder komformiteten af.

Propaganda som altid udstiller os som moralens vogtere der ønsker at hjælpe andre. Sofistikeret imperialisme pakket ind i ønsket om at udbrede menneskerrettigheder.

Det til trods for vestens tætteste allierede er Saudi-Arabien. Serberne ved udemærket hvad der gemmer sig bag den karismatiske facade som vesten fremviser på tv-skærmene. Det ved 90% af de vestlige befolkninger bare ikke.

Bjørn Pedersen

"Vestens liberale tankesæt"? Jeg troede EU var en union for europæere, i al deres kulturelle mangfoldighed?

Hvis serbere ikke ønsker at lege med på ideen om f.eks at køn alene skulle være en social konstruktion, at en mand der kalder sig kvinde faktisk "er" en kvinde, gør det dem ikke mindre liberale. Der hvor de går over gevind, er naturligvis i behovet for at tæske dem de er uenige med.

Det er dog ligeså u-liberalt og u-vestligt at lovgive at man under særlige forhold kan gives en bøde for ikke at respektere en transpersons selv-identitet. Det er fint og fair at der er mennesker, der finder lykke og ro ved at fremstå og tro på sig selv som om de har ændret køn, men hvori er det "liberale" i at alle omkring dem skal tvinges til at acceptere en mand som kvinde, eller en kvinde som mand?

Serberne er ikke "vestlige", nej. Og hvis man med "liberal", hentyder til amerikanske liberals snarere end liberale, altså egentlig ikke liberale men progressive, så er de det bestemt heller ikke. Det er dog selv de færreste vesteuropæere, eller europæere nogetsteds.

Måske bør man lige forholde sig til, at forhandlinger med Serbien om optagelse i den monetære union faktisk er "sat på skinner",
https://ec.europa.eu/commission/sites/beta-political/files/western-balka...

Og jeg syntes også, at de resterende Balkan-lande skal med, så snart de opfylder kravene. For dette, at være fælles i unionen med samme rettigheder, pligter og muligheder, vil formentlig mindske spændingerne og udbrydertiltagene bl.a. omkring f.eks. Republica Srbska. Og samtidig vil det give regioner som f.eks. Vojvodina mere frihed.

Omkring hvad serberne selv vil, afhænger det meget af, hvilke opfattelser de har mulighed for, hvilket igen er afhængig af de oplysninger, de får. Og hermed også om hvilke politiske ledere de har, - og det skifter jo over tid.

Ser man på den opvoksende generation i Serbien, er det veluddannede og interesserede unge mennesker. Ser man på f.eks. Beograd og andre større byer, er der byggeaktivitet som kan måle sig med de øvrige europæiske lande. Og ser man på den humanitære vilje, var der faktisk tusinder af flygtninge i parker som Park forest Zvezdara, der blev forsørget af ganske alm. borgere.

Men det er klart, at der lever ældre serbere, der er koblet af samfundet, som ikke forstår ret meget, men heller ikke interesserer sig for hvorfor tilværelsen er sådan. De hutler sig igennem tilværelsen ved lidt fiskeri i Sava og Donau. Men den slag borgere har alle nationer.

I øvrigt har borgerne i Beograd - præcis som i Budapest, demonstreret om aftenen i de sidste 4 uger. Og dette ser jeg som et sundhedstegn, for disse borgere er interesseret i at ændre samfundet.

Torben Lindegaard

@Gert Romme

Jeg kan da sagtens følge dig.
Alle europæiske lande, der opfylder Københavnerkriterierne bør kunne optages i EU.

Hvis Serbien måtte sende en ansøgning om EU medlemskab, så skal vi derfor tage imod og forhandle oprigtigt - og hvis Kroatien eller Slovenien ikke nedlægger veto imod Serbiens optagelse, så skal Danmark heller ikke gøre det. Det var trods alt Bosniens og Kroatiens befolkninger, der især var ofre for de serbiske overgreb.

Men, men .... hvis man kan huske Balkan-krigene i 90'erne, så er det godt nok en besk affære, at skulle være i Union med et land som Serbien. Alt for mange af mordere og voldtægtsmænd lever stadigvæk i bedste velgående og nyder stor anseelse i samfundet.

Jeg tillader mig at håbe på, at Serbien aldrig sender en ansøgning -
og i stedet for orienterer sig imod Rusland og Den eurasiske økonomiske Union.
Men det sidste er selvfølgelig helt op til dem selv.

@ Torben Lindegaard,

Jeg er langt hen af vejen enig med dig.

Men at Kroatien skulle være meget imod Serbien er faktisk ikke rigtigt. Der "omkom" ca. 1.400 kroater ved "løsrivelsen", og landene kører fortsat retssager mod hinandens borgere. Men under krigen i starten af 1990-erne, blev Kroatien og Serbien faktisk partnere i bestræbelserne på at dele Bosnien og Hercegovina.

Og ser man på situationen i Bosnien I Hercegovina., så er det korrekt, at der går mange helt ustraffede krigsforbrydere rundt i civilsamfundene, og af mange anses som folkehelte. I Drina-regionen har man, her 25 år efter krigen, faktisk slet ikke tage fat på retssagerne mod der serbisk-bosniske krigsforbrydere endnu. Og både ved Mostar og ved Jajce går kroatiske krigsforbrydere rundt.

Og både i regionerne mod Kroatien og mod Serbien er de civile tilstande slet ikke blødt op efter krigen - slet ikke faktisk, og virker på flere områder mere fastlåste. Det samme gælder parlamentet i Sarajevo, hvor de katolske (kalder sig kroater) dog samarbejder i nogen grad. Medens de ortodokse (kalder sig serbere) ikke deltager i arbejdet eller direkte modarbejder politiske løsninger.

Krigen var et rod, for FN blokerede for våben til alle parter. Og her var Bosnien stort set våbenløse, medens våben helt åbenlyst blev smuglet ind i Kroatien fra andre katolske lande. Og Serbien fik faktisk i starten våbenhjælp og anden bistand fra Frankrig, men de helt store mængder kom fra Rusland og Tjekkiet.

Men efter krigen påtog EU sig at være protektor for Bosnien og Hercegovina, og her har man helt svigtet. EU har en slags kontor i Sarajevo, men der foregår absolut intet fra EU´s side, hvilket har åbnet op for hjælp til visse infrastrukturprojekter betalt af Tyrkiet og Saudi.

Bettina Jensen

"Det til trods for vestens tætteste allierede er Saudi-Arabien. Serberne ved udemærket hvad der gemmer sig bag den karismatiske facade som vesten fremviser på tv-skærmene. Det ved 90% af de vestlige befolkninger bare ikke."

Et noget diskutabelt udsagn; formentligt er mange vesterlændinge bevidste om at Vesten har skabt sin teknologiske, militære og økonomiske overlegenhed via brutal kolonialisme og subtil post-kolonialisme ... og at Vesten på dette grundlag har karakter af en kolos på lerfødder. Men den kognitive dissonans 'håndteres' med bl.a. afledning, dissociering og nysprog - altsammen noget, det såkaldt frie marked er mere end almindeligt leveringsdygtige i. Og så ender man måske med ganske, ganske få danskere, som udtrykker at den faktisk er gal - og at Vestens imperialistiske politikker/dynamikker slet ikke står mål med de idealer, som efter skiftende standarder, italesættes og udpeges som handlingsgrundlag. Fint skal det naturligvis være, men kan selerne bære? Tilsyneladende, på kort sigt.