Læsetid: 10 min.

Statistik er det moderne menneskes skæbnefortælling

Teaterinstruktøren Tue Biering er aktuel med en ny forestilling om fremtiden, som den statistisk set kommer til at se ud for nutidens børn. Stykket sætter spørgsmål ved den frie vilje og tager udgangspunkt i, at vi allerede fra fødslen udstyres med en række kort, som har afgørende betydning for, hvordan vores liv udfolder sig. Information har været med til en prøvedag
Jaafar Machal (imidten) siger selv, at han tilhører underklassen, og at han derfor har statistikken i mod sig. Men det tynger ikke hans håb og drømme, siger han

Jaafar Machal (imidten) siger selv, at han tilhører underklassen, og at han derfor har statistikken i mod sig. Men det tynger ikke hans håb og drømme, siger han

19. januar 2019

Tyve børn står på en scene. En efter en træder de frem mod en mikrofon, rømmer sig og læser en række sætninger op:

»Meget af det, vi børn lærer i dag, vil være irrelevant om 30 år.«

»67 procent af os vil få et job, som endnu ikke er opfundet.«

»Mange af os vil være nødt til at bo hjemme til sent i 20’erne på grund af de høje boligpriser.«

»Vi skal i gennemsnit kysse med 53 personer, før vi finder den rigtige partner.«

Udsagnene er fremskrivninger og handler om fremtiden, som den statistisk set kommer til at se ud for nutidens børn.

»Rigtig godt, venner! Tag en pause på ti minutter,« råber instruktør Tue Biering.

Børnene tumler ned af scenen og løber ud i forhallen, hvor de sætter sig med brikjuice og kiks.

Sidste års Reumert-vinder, teaterinstruktøren Tue Biering på 45 år, er midt i prøverne på et nyt stykke, som får premiere den 19. januar på Betty Nansen Teatret i København. Det hedder Mod alle odds og er baseret på statistik.

»Undskyld, hvad var spørgsmålet?« siger Tue Biering, da han sætter sig for at fortælle lidt om stykket.

»Jeg beklager, men mit hoved er fyldt med statistikker og undersøgelser, som bare kører rundt og rundt lige nu,« siger han.

Kortene på bordet

Tue Biering har ønsket at skabe et teaterstykke baseret på statistik, fordi han altid har haft svært ved at indleve sig i statistikker, til trods for at vi konstant omgiver os med tal og undersøgelser, som bag søjle- og lagkagediagrammer handler om rigtige menneskeliv.

»Ligesom hovedpersonerne i de gamle græske tragedier får at vide, at de har en skæbne, som de bliver nødt til at følge, uanset hvor tragisk, uafvendelig og uretfærdig den er, så kan man anskue statistik på samme måde – som det moderne menneskes skæbnefortælling,« siger han.

Børnene, der spiller med i forestillingen er castet, så de udgør et repræsentativt billede af den danske befolkning.

Han har valgt, at stykket skal handle om børn, da de lige nu befinder sig et sted i livet, hvor de føler, at verden ligger åben for dem, og at de kan forme deres liv, som de vil.

»Men det tragiske element er, at det kan de ikke. De er ikke født med lige muligheder. Allerede når de bliver født, er der lagt nogle kort på bordet, som de ikke selv har indflydelse på, men som har afgørende betydning for, hvordan deres liv kommer til at se ud,« siger Tue Biering.

For at kunne lave nogle statistiske fremskrivninger, som ligger så tæt på virkeligheden som muligt, har Tue Biering og fire researchere castet 20 børn i alderen 10-14 år, som tilsammen udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen. Børnene spiller sig selv, og de replikker, de siger, reflekterer i meget høj grad deres egne udfordringer og personlige virkelighed.

Det betyder, at de børn, der står på scenen, afspejler alle samfundets sociale lag, og at deres forældre f.eks. har forskellige uddannelsesniveauer, sygdomme, misbrugsproblemer og socioøkonomiske forhold svarende til den danske befolkning. Ud fra de forhold har Tue Biering i samarbejde med en række aktører fremskrevet 20 meget konkrete fremtidsscenarier for alle de medvirkende børn.

Bandeleder eller pilot

Én af dem er 13-årige Jaafar Machal. Han bor på Blågårds Plads, har ni søskende og spiser ifølge ham selv meget slik og shawarma. Derudover betegner han sig selv som en del af underklassen.

»Jeg bor i et bandekvarter, og min far kan godt finde på at sige, at han er bange for, at jeg ender på gaden eller bliver gangster, men bare rolig, han har fuldstændigt styr på mig,« siger Jaafar Machal og smiler.

— Hvordan vil du ellers beskrive din baggrund?

»Jeg er født i Syrien og kom til Danmark, da jeg var tre eller fire år. Så kom jeg i børnehave, hvor jeg lærte dansk, og da jeg var syv, begyndte jeg i skole. Jeg har haft en meget fin barndom. Jeg har det fint med mine forældre, og jeg synes ikke, at jeg mangler noget.«

— Hvordan bliver dit liv fremskrevet i teaterstykket?

»Når man er en del af underklassen, har man seks gange forhøjet risiko for at blive kriminel, så der er en sandsynlighed for, at jeg kan blive bandeleder, så det handler min fremskrivning om. Jeg synes, det er rigtig sjovt, men jeg tror ikke, at det kommer til at ske. Jeg håber i stedet, at jeg bliver pilot, får en kone og tre børn, og at jeg kan passe på mine forældre, når de bliver gamle.«

— Føler du, at du har en fri vilje, eller er din fremtid allerede bestemt?

»Jeg føler, at jeg nogenlunde selv kan bestemme, men der er også nogle ting, jeg ikke bestemmer over. F.eks. hvor lang tid jeg må være ude, hvor meget jeg får i lommepenge, og hvad jeg spiser. Det bestemmer mine forældre, for de passer stadig på mig.«

Dommedagsprofeti

Tue Biering er kendt for at lave provokerende teater. I forestillingen Pretty Woman fra 2008 købte han f.eks. hver aften en prostitueret, som han hev ind fra gaden og betalte for at spille luksusluder i stykket.

Han har også tidligere sejlet folk rundt i Københavns inderhavn i en båd, hentet hjem fra Lampedusa, efter at den havde fragtet flere hundrede flygtninge over Middelhavet. Og han har også inviteret kontanthjælpsmodtagere til at spille med i en teaterudgave af overflodsfilmen Det store Ædegilde, hvor de blev sat til at mæske sig løs i delikatesser, så de kunne forsøge at æde sig ihjel.

Mod alle odds er også kontroversielt. Hvor teater med børn ofte er ufarligt og med en klar distance til de medvirkende børns egentlige liv, tager Mod alle odds udgangspunkt i børnenes faktiske forhold, og Tue Biering fortæller dem, hvordan statistikkerne siger, at deres liv kommer til at gå.

Én bliver 98 og dør af en hjerteinfarkt. Inden da er han blevet behandlet for kræft tre gange. Hans samlede livsindkomst har været 20 millioner i 2014-kroner. En anden bliver kun 42, fordi vedkommende dør i et færdselsuheld.

— Hvordan undgår du, at de medvirkende børn mærker dine fremskrivninger som en dommedagsprofeti, der hænger over dem?

»Jeg snakker meget med dem om, at den store tragiske fejl, man kan komme til at gøre, er at indlæse sig selv i statistikken. Når man laver fremskrivninger, skal man være varsom med at tro, at statistikken præcist, fortæller, hvor man ender henne,« siger Tue Biering.

»Tværtimod skal statistikken bruges som et redskab til at sige, hvordan det kan komme til at gå, hvis ikke man ændrer noget.«

»Lige nu er vi bare børn, men vores kroppe er i fuld gang med at forandre sig, og om lidt vil kemi og biologi overtage vores vilje,« lyder en ar replikkerne i stykket.

— Under arbejdet med børnene taler du med dem om, hvilke socialklasser de tilhører. Er det sundt for dem at lære, at nogle af dem hører til underklassen?

»Jeg tror, vi skal passe på med at være berøringsangste. Børn er meget mere bevidste om, hvem de er, og hvilke udfordringer de har, end vi voksne tror. Jeg tror, vi gør dem en bjørnetjeneste, hvis ikke vi åbent tør tale om, at de har forskellige forudsætninger i livet. Børn kan lynhurtigt mærke, hvis der noget, man forsøger at holde skjult, og så begynder de først at skamme sig.«

Hvem er stresset?

Pausen er slut, og selv om de medvirkende lige skal sammenligne skostørrelser og flette hinandens hår, inden de kan gå op på scenen, står de snart igen klar til at øve.

Et af børnene stiller en række spørgsmål, og de, der føler, at de kan svare ja til spørgsmålet, løber ind på scenen og stiller sig. Hen over de næste minutter løber børnene frem og tilbage over scenegulvet.

»Hvem er dårlige til at læse?« En håndfuld børn løber ind.

»Hvem er ofte trætte?«

»Hvem er stresset?« Fem børn træder frem.

»Hvem har forældre, som skændes?«

»Hvem har dårlig selvtillid?«

»Hvem har en far, som er væk?«

»Hvem har en far, som ikke vil se jer?« Et enkelt barn stiller sig frem.

Scenen kan betragtes som et portræt af en generation, der er så spæd, at vi endnu ikke betragter dem som en generation. De viser på få minutter, hvad der kendetegner dem som mennesker, og hvad de slås med.

Tue Biering fortæller, at statistikken faktisk har været en hjælp i forhold til at få børnene til at tale om alt det svære.

»Nogle af dem har måske gået og følt, at de var de eneste i verden, der følte sig ensomme, men statistikken fortæller, at det er en følelse, mange af dem kan genkende, og derfor har det ikke virket så svært for dem at stille sig frem og svare ’ja’, når de er blevet spurgt.

Decimalerne i pi

Asta Wanscher på 12 et halvt er en af dem, der løber ind på scenen, da oplæseren spørger, hvem der har forældre, som skændes. Hun fortæller, at hun slet ikke kan have, når hendes forældre diskuterer.

»Så bliver jeg meget ked af det, og de ved godt, at jeg ikke bryder mig om det«.

— Hvordan lyder din fremskrivning?

»Jeg elsker musik og spiller cello, og i teaterstykket er min fremtid, at jeg ender i et gadeorkester i Lyon i Frankrig.«

— Hvordan har du det med det?

»Jeg synes, det lyder meget fantasifuldt, og jeg tror faktisk, at jeg ender med noget andet end musik, når jeg bliver ældre. Jeg synes også, det lyder en lille smule uhyggeligt. Jeg drømmer om, at min fremtid kommer til at se mere åben ud, og at jeg føler, at jeg har mange muligheder, når jeg går ud af gymnasiet.«

Instruktør Tue Biering afviser, at det er for voldsomt at fortælle børnene, at nogen af dem tilhører underklassen.  Jeg tror, vi gør dem en bjørnetjeneste, hvis ikke vi åbent tør tale om, at de har forskellige forudsætninger i livet. Børn kan lynhurtigt mærke, hvis der noget, man forsøger at holde skjult, siger han.

— Har du en yndlingsreplik i stykket?

»Den, hvor jeg forklarer noget om søvn. Jeg siger, at der er flere i min aldersgruppe, der har søvnproblemer, og jo mindre man sover, des større risiko er der for fedme, hjerteproblemer og noget mere, som jeg ikke kan huske. Jeg har også nogle søvnproblemer i virkeligheden, for jeg har nogle gange virkeligt svært ved at falde i søvn. Det er blevet bedre, men før kunne det tage mig op til en time at falde i søvn.«

— Hvad gør du, når du ikke kan sove?

»Jeg ved godt, at det lyder underligt, men jeg tænker på decimalerne af pi. Jeg kan de første ti – det er 3,1415926535 – men jeg har ikke regnet ud, hvad de næste ti er, selv om jeg har spekuleret meget på det. Så ligger jeg og tænker, om det kan være 831 eller måske 835, og så bliver jeg forvirret, træt og falder i søvn«.

Topudfordret generation

Tilbage på scenen skal Jaafar Machal sige noget om stramme bukser og mænds sædkvalitet. Tue Biering retter på hans udtale.

»Du skylder mig stadig en pizzaslice, Tue!« siger Jaafar Machal.

»Du kan få to, hvis du lover mig at tale langsomt og tydeligt næste gang,« griner Tue Biering.

»Det er ved at være sent på dagen, så hold tungen lige i munden,« siger han til børnene, som er trætte og ved at miste koncentrationen.

— Er din fornemmelse, at de her børn kommer til at have mere at slås med end din egen generation?

»De kommer til at være topudfordret på rigtig mange ting, men der er også nogle, der siger, at de kommer til at klare sig langt bedre, end vi forudser lige nu,« siger Tue Biering.

»De kommer til at være meget mere modne til den kompleksitet, som vi voksne går og bokser med. Og selv om de oplever stress og andre udfordringer i en meget ung alder, så tror jeg, at de bliver bedre rustet til livet, end min generation var. Og så kommer de helt sikkert til at være utroligt trætte af sådan nogle som mig, der siger, at det er dem, der skal redde verden. Vi lægger sindssygt meget ansvar over på dem, men jeg tror, de kommer til at tage det, og jeg tror, de tager det, fordi de har lyst.«

Får børnene i stykket mulighed for at vise, om de kan bryde med statistikken og skabe en anden fremtid end den, der bliver forudsagt?

»Jeg kan sige så meget, at det indtil videre slutter, som statistikkerne antager. Og når jeg selv hører børnenes fremtidsudsigter blive rullet ud, hopper jeg næsten i stolen, fordi jeg har så meget lyst til at ændre fremtiden for dem. Men jeg kan godt lide, at man hopper i stolen. Det modsatte er værre. At man falder hen, bliver ligeglade og glider ned på teatergulvet«.

Instruktør Tue Biering gør meget ud at forklare børnene, at statistikken ikke siger noget om den enkelte. Selv er han sikker på, at deres generation bliver bedre til at klare den kompleksitet, hans egen generation har det så tungt med, siger han.

På scenen fortæller en pige nøgternt om angst.

»Symptomerne kan være hovedpine og ondt i maven. Angstlidelser er nogle af de hyppigste psykiske vanskeligheder hos børn og forekommer hos cirka 5 til 10 procent og er hyppigst hos piger«.

Hun holder en pause og afslører, at hun selv udgør en del af statistikken om børn med psykiske udfordringer.

»Jeg har selv været virkelig ked af det i en lang periode, og jeg er det stadig. Jeg har det ikke godt med mig selv, og med hvordan andre behandler mig, så da jeg for nylig blev diagnosticeret med en depression, kom det egentlig ikke bag på mig.«

Høj musik vælter ud af teatrets højttalere. I næste scene er alle børnene til fest. De ryger, drikker, kaster op og holder hinandens hår. En pige sætter sig ved mikrofonen. Hun siger:

»Lige nu er vi bare børn, men vores kroppe er i fuld gang med at forandre sig, og om lidt vil kemi og biologi overtage vores vilje. Hormoner vil bestemme mange af vores valg.«

MOD ALLE ODDS kan opleves på Betty Nansen Teatret fra den 19. januar til den 2. februar. Stykket bliver anmeldt i Informations kulturtillæg på fredag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Statistik misbruges uafbrudt i "nudging-teorien" eller i de neo-liberale regnemodeller der skal øge arbejdsudbuddet der har en virkningshorisont på mindst 10 år (statistisk råderum=fugle på taget) og lad os tænke på gamle Winston Churchill der viseligt sagde : Jeg tror kun på statistikker jeg selv har skrevet. Fin ide til teater - for det et netop hvad det.

jens christian jacobsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar