Læsetid: 7 min.

En totalt ukendt tysker ved navn Manfred Weber, der ikke engang tør stille op til debatter, kan blive den øverste chef i EU

Problemet med EU er ikke, at der er langt til Bruxelles, eller at bureaukratiet er for uigennemtrængeligt. Problemet er, at en politiker som Manfred Weber, der er totalt ukendt uden for Bruxelles, er på vej til at blive en af de mest magtfulde i unionen
Manfred Weber står til at blive den næste formand for EU-Kommissionen, selv om han stort set er ukendt uden for Tyskland. Men sådan er det politiske spil i EU.

Manfred Weber står til at blive den næste formand for EU-Kommissionen, selv om han stort set er ukendt uden for Tyskland. Men sådan er det politiske spil i EU.

IMAGO STOCK&PEOPLE/Scanpix

5. januar 2019

Nu begynder vi lige med en lille test: Ved du hvem Jean-Claude Juncker er? Ja, okay, det var let nok, men ved du også, hvad hans job er? Okay, flot, han er nemlig formand for EU-Kommissionen, »EU’s regering«, som man plejer at sige. Han er Margrethe Vestagers chef, og det er ham, der mødes med Donald Trump, når lokummet for alvor brænder.

Men kan du også forklare, hvorfor Juncker er formand – man kunne jo ikke stemme på ham noget sted, da der i 2014 var EU-valg sidste gang? Ja, se selv, det var straks sværere …

Denne artikel handler om, hvad demokrati i EU egentlig er, så på en måde handler den faktisk om, hvad EU er.

2019 er et stort år: Til marts forlader briterne (måske) unionen, og til maj skal hele Europa stemme om et nyt EU-Parlament, og der skal udvælges en ny EU-Kommission. Men kampen er allerede i gang om, hvem der skal afløse Juncker – »spidskandidatprocessen« kalder man det i Bruxelles, og nej, det er faktisk ikke kedeligt, selv om ordet helt sikkert er det. Det er nemlig en kamp om, hvordan demokratiet i Europa skal fungere. Og om, hvad EU egentlig er.

Lige så længe vi har haft EU, har vi diskuteret, om det nu var demokratisk nok. Og det er ikke så underligt, for EU kan aldrig blive demokratisk på samme måde som nationalstaterne.

Mogens Herman Hansen, der er professor emeritus ved Københavns Universitet, hvor han i 50 år har forsket i det antikke demokrati, har en demokratihuskeregel, som han fortæller mig i telefonen:

»Graden er demokrati er omvendt proportionalt med den politiske enheds størrelse. Men betydningen af beslutningerne er ligefrem proportional med enhedens størrelse.«

Det er en god huskeregel: En landsby kan være enormt demokratisk med direkte valg, hvor alle bliver hørt, men de beslutninger, den træffer, har ikke særligt store konsekvenser. Det er omvendt med EU: Unionen kan træffe enormt store beslutninger om klimaet eller skattely, men den kan pr. definition aldrig blive lige så demokratisk som en landsby. Det er præmissen.

Så hvis man sammenligner EU’s demokrati med en landsby eller med det danske folkestyre, virker det meget udemokratisk. Derfor er spørgsmålet heller ikke, hvordan EU bliver lige så demokratisk som Norddjurs kommune – det kan EU aldrig – spørgsmålet er, hvordan man overhovedet laver demokrati på europæisk niveau. Og det er sådan set det, sagaen om Juncker og spidskandidatprocessen handler om.

Øh, hvem?

Back in the day før 2014 var det statslederne – i dag Merkel, Macron, May og co. – der valgte Kommissionsformanden. Efter hvert EU-valg satte de sig sammen i et eller andet røgfyldt baglokale og fandt én, som de mente ville være god: Barroso, Prodi, Delors … Men det blev ændret i 2014, for pludselig ville EU-Parlamentet (altså alle dem, der er direkte valgt: Messerschmidt, og hvad de nu hedder alle sammen) ikke nøjes med at acceptere til statsledernes kandidat, de ville selv bestemme, hvem der blev formand for kommissionen.

Så lederne for de forskellige ’partigrupper’ i parlamentet (dem er der cirka otte af: en socialdemokratisk, en kristenkonservativ, en liberal …) satte sig sammen og besluttede, at nu ville de hver stille med en »spidskandidat«, og den gruppe, der så endte med at blive størst ved valget kunne få sin kandidat som formand for kommissionen.

Det blev den store kristenkonservative gruppe, EPP, og her havde monsieur Jean-Claude på forhånd vundet en intern afstemning om at blive spidskandidat – og voila, han blev kommissionsformand.

Det er ret utroligt, at parlamentet på den måde kunne stjæle magt fra statslederne, det var et »lille, legalt, offentligt coup d’état«, som de to politologer Nereo Peñalver og Julian Priestley har kaldt det. Men nu er det også blevet et problem:

Spol frem til efteråret 2018, og rigtig mange af statscheferne er rigtig utilfredse med det lille kup – ikke mindst Macron og Løkke. For det betyder jo, at de ikke selv bestemmer, og det betyder også, at man kun kan blive kommissionsformand, hvis man kommer fra en af de store grupper i parlamentet. Hvad så hvis man gerne vil have Vestager som formand, sådan som Macron angiveligt vil? Hun er radikal og er derfor tilknyttet den liberale ALDE-gruppe, der er så lille, at den helt sikkert ikke får valgt sin spidskandidat.

Men det er ikke det eneste problem. Nu er der nemlig sket det, at EPP – som de fleste regner med igen bliver den største gruppe – har valgt en fyr, der hedder Manfred Weber som sin spidskandidat. ’Øh, hvem?’, tænker du måske, og ja, det er et rigtig godt spørgsmål, for selv om han er EPP’s nuværende leder, er han totalt ukendt uden for Bruxelles. Ja, helt ærligt, selv vi, der bor og arbejder i Bruxelles, ved knap nok, hvem han er, for han har nægtet at stille op til offentlige debatter med hans konkurrent til spidskandidatposten i EPP.

Så altså: I år skal vælgerne forholde sig til, om de bedst kan lide en kandidat, som de aldrig har hørt om, og som ingen helt ved, hvad mener, eller om de i stedet foretrækker socialdemokraternes spidskandidat, der hedder Frans Timmermans, som heller ikke lige just er et kendt navn ude i stuerne. Og de danske vælgere skal samtidig lige kunne gennemskue, at de kan stemme indirekte på Weber ved at sætte kryds ved på de konservatives kandidat, Pernille Weiss – som heller ingen kender.

Lyder det demokratisk?

Mistro over for folkesuveræniteten

På den ene side er det mest demokratisk, at de, der er direkte valgt – parlamentsmedlemmerne – har en masse indflydelse på, hvem det bliver formand for kommissionen. Det flytter nemlig magt væk fra statslederne og deres røgfyldte lokaler, og det har traditionelt være hele meningen med EU, forklarer Ditte Brasso Sørensen, der er ph.d. i EU-studier:

»EU er grundlæggende et forsøg på at demokratisere international politik, og det er på mange måder lykkedes ret godt.«

Men på den anden side kender vælgere ikke spidskandidaterne, og vælgerne kan heller ikke bestemme, hvilke personer partigrupperne vælger som spidskandidater.

Da Manfred Weber blev valgt var det ligesom bare ’klappet af’, som man siger i den branche. Han havde holdt en masse møder med folk som Silvio Berlusconi og Viktor Orban, og så var den hjemme (i parentes bemærket støttede Søren Pape Poulsen (K) også Weber, mens hans nordiske kolleger ikke gjorde det).

Og nu er vi endelig ved at nærme os sagens kerne: For måske er det ikke spidskandidatsystemet som sådan, der er noget galt med – måske er problemet den politiske kultur i EU.

Se nu bare, hvad der skete i 2014: Juncker var som sagt kandidat for EPP, og hans modkandidat var Martin Schultz fra socialdemokraterne – de to turnerede faktisk rundt i Europa sammen under valgkampen og afholdt debatter. Men så snart valgkampen var slut, fandt deres to partigrupper, EPP og socialdemokraterne, sammen i én stor koalition hen over midten i parlamentet, som der er tradition for, og så var alle de ideologiske uenigheder lige pludselig væk. Det er typisk EU.

»EU er bygget omkring en ideologi om en bred midte, store koalitioner, vidensbaseret styre og teknisk regulering som politik,« siger Ditte Brasso Sørensen.

»Det nedtoner ideologiske forskelligheder. Det er bare den politiske virkelighed.«

Den tyske politolog Jan-Werner Müller beskriver i sin bog Kampen om demokratiet, hvordan Europas politikere efter Anden Verdenskrig alle var så opsatte på, at »forhindre fascismens tilbagevenden«, at de helt bevidst sugede lidt af demokratiet ud af det politiske system – der kom mere teknokrati og mindre demokrati.

»Stabilitet skulle blive et hovedmål,« skriver Müller, så både kristendemokrater og socialdemokrater var tilhængere af »en yderst begrænset form for demokrati, der var dybt præget af en mistro over for folkesuveræniteten«. Genopbygningen af Tyskland og skabelsen af en europæisk union handlede om at binde folkets vilje med liberale institutioner: stærke domstole og stærke embedsmænd, pragmatisk politik, store koalitioner, checks and balances, begrænset parlamentarisme.

Det er stadig den arv, der lever i Bruxelles – se bare på Jean-Claude Juncker.

Nogle gange må man bare lyve

»Når det bliver seriøst, er man nødt til at lyve,« sagde Juncker i 2011. Selv om det var en joke, var det ikke for sjov.

»Jeg er tilhænger af hemmelige, dunkle debatter,« sagde Juncker.

Måske er problemet ikke, at parlamentet har fået mere magt, måske er problemet, at der stadig er mere dunkel debat end politisk kamp i EU.

»Spidskandidatprocessen giver mening, hvis man bare ser på institutionerne,« siger Ditte Brasso Sørensen.

»Men reelt er der bare ikke nogen, som kan forklare, hvorfor det lige er Jean-Claude Juncker eller Manfred Weber, der bliver kandidater – altså ud over at de er to meget magtfulde mænd.«

Men hvad skal man så gøre?

Nogle vil have, at kommissionsformanden skal vælges direkte, men det ville gøre EU til et slags præsidentstyre, og det kunne også hurtigt ende med, at valgdeltagelsen blev så lav, at formanden alligevel ville mangle demokratisk legitimitet.

Det kan også sagtens ende med, at Macron, Merkel og de andre ledere til maj insisterer på, at det altså er dem, der bestemmer, hvem der skal være formand. Der står bare i Lissabontraktaten, at statslederne »skal tage hensyn til resultatet af valgene til Europa-Parlamentet«, og det kan man jo gøre på mange måder.

Men så er vi jo tilbage, hvor vi startede, i de røgfyldte lokaler, og så har vi ikke længere en union, der »demokratiserer international politik«. Vi har derimod »en koalition af nationalstater«, som historiker Uffe Østergaard mange gange har advaret om, at EU er ved at udvikle sig til. Og hvad betyder det? Jo det betyder, at de store lande bestemmer det hele.

Hvis du har læst med helt til nu, forstår du måske (håber jeg), at spidskandidatsystemet ikke bare er kedeligt bureaukrati, men faktisk en kamp om, hvad EU skal være. Men kan du også besvare det spørgsmål, jeg stillede i starten: Hvorfor er Juncker formand for EU-Kommissionen? Nej vel … og det er netop problemet.

Den danske EU-kommissær har især ét kort på hånden i jagten på at afløse Jean-Claude Juncker som formand for EU-Kommissionen: Lige nu er hun en stjerne som ingen anden i Bruxelles
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jes Kiil
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Carsten Mortensen
Jes Kiil, Peter Beck-Lauritzen og Carsten Mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Christian Bennike

Vi skal holde fast i, at Kommissionen er embedsmænd, så Jean-Claude Juncker kan sammenlignes med statsministeriets departementschef, som bestemt er en magtfuld herre - og hvad er det nu lige han hedder, og hvordan var det nu lige, han blev udpeget ??

Som vælgere har vi ingen indflydelse på udnævnelsen af hverken departementschef i statsministeriet eller i nogen af de andre ministerier.

Kommissærerne er med et iransk anslag og et blink i øjet blevet beskrevet som Traktatens Vogtere.

På europa.eu beskrives Kommissionen således:
"Europa-Kommissionen er EU's politisk uafhængige udøvende organ. Kommissionen er alene om ansvaret for at udarbejde forslag til ny EU-lovgivning, og den gennemfører de beslutninger, som tages af Europa-Parlamentet og Rådet for EU."

I Danmark har vi som vælgere måtte vænne os til ikke at have nogen direkte indflydelse på udnævnelsen af ministre - det afgøres af de partiformænd, der måtte indgå i regeringskoalitionen.

Ved kommunevalget kan vi stemme på forskellige partier; men kommunalbestyrelsen vælger borgmesteren - og det går bestemt ikke stille af rundt i landet på valgnatten.

Der er p.t. 28 landes forvaltningsskik, der skal finde sammen i EU, så det er ikke rimeligt at
stille højere krav til demokratiet i EU, end hvad vi selv kan leve op til på egne breddegrader.

Eksempelvis vores måde at udpege Danmarks kommissær på - det har vi som vælgere lige nøjagtigt ingen indflydelse på, Folketinget heller ikke. Den sag klares alene af en snæver kreds i regeringen.

Søren Fosberg, Carsten Wienholtz, Søren Knudsen, Kim Houmøller, Peter Beck-Lauritzen, Gert Romme og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Manfred Weber er naturligvis ikke "totalt ukendt uden for Bruxelles", men man orker jo ikke engang at udrede, hvorfor han er "totalt ukendt" for Information og nogle af læserne.

Kongeriget har i årtier haft Forbundsrepublikken "udblændet" og var blandt de sidste til at ændre det, - så var der alligevel en forklaring, men så længe Information havde Per Øhrgaard som medarbejder, var førende CSU-politikere ikke "ukendte" for avisen. I det mindste har Deadline med jævne mellemrum har gæster, som kender Tyskland, og dermed bliver informationsunderskuddet reduceret et stykke.

Søren Knudsen, Jens Winther, Trond Meiring, Gert Romme og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar
Jakob Hammer-Jakobsen

@christian Bennike. Jeg synes det er svært med en artikel hvor en forskers ord om at "EU er grundlæggende et forsøg på at demokratisere international politik" slet ikke perspektivieres eller noget. Tilsvarende når det en smule længere fremme i artiklen nærmest står det modsatte: "at de helt bevidst sugede lidt af demokratiet ud af det politiske system". Artiklen hænger ligesom ikke rigtigt sammen. Lidt kritisk indsats overfor kilderne vil måske gøre underværker.
@Torben Lindegaard. Jeg har aldrig hørt om at de danske politiske partiers formænd kæmper om at blive departamentchef i statsministeriet. Din sammenligning holder vist ikke rigitgt.

Trond Meiring, Torben K L Jensen og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Jakob Hammer-Jakobsen

EU beskriver selv Kommissionen arbejde således:
"Europa-Kommissionen er EU’s politisk uafhængige udøvende organ". hvilket passer perfekt med departementschefernes rolle i den danske statsforvaltning - og Statsministeriets departementschef er som bekendt den første blandt ligemænd.

https://europa.eu/european-union/about-eu/institutions-bodies/european-c...

Så min sammenligning holder rigtig godt.

Jens J. Pedersen

Både Danmark og EU lukker sig mere og mere omkring sig selv.
De har snart mere demokrati i Rusland end her.

Henrik Brøndum

Hvis manden er ukendt har pressen da noget fornuftigt at skrive om!

Thomas Andersen, Flemming Berger, Trond Meiring og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

Man kan da ikke påstå, at Manfred Weber (CSU) ligefrem er en ukendt person. Han er absolut ikke min foretrukne kandidat til posten som kommissionsformand, men han har faktisk været ordfører for EPP (Kristdemokraterne) i Europaparlamentet siden juni 2014.

Men det er korrekt, at borgerne i EU ikke vælger kommissionen, for det gør udelukkende EU-landenes regeringsledere, og man kan jo spørge sig, hvor demokratisk man syntes, at dette er. Men netop derfor afspejler kommissionen regeringsledernes, over tid, skiftende politiske holdninger og værdier.

- Hvis EU skal demokratiseres, må det være sådan, at parlamentet vælger kommissionen.
- Hvis EU skal være handlekraftig, skal man bort fra, at et enkelt land kan blokere for alle beslutninger.

Bettina Jensen

"EU er grundlæggende et forsøg på at demokratisere international politik"

Man kan vel med en vis ret hævde at der løbende har været behjertede forsøg på at demokratisere EU, men at det bestemt ikke er lykkedes. Derimod er det lykkedes EU-venlige kræfter at gøre 'demokrati' til en flydende betegner, som i EU's tilfælde betyder at der i praksis kan henvises til et overnationalt parlament, hvis gøren og laden de europæiske befolkninger i mange dekader har haft et nærmest ikke-eksisterende forhold til - og at der i teorien kan tales om en grad af (delegeret) vælgerindflydelse på kommissionens og EU-Rådets sammensætning. Det er slet ikke godt nok, faktisk helt uantageligt - og det kan kun kalde på tragikomik at vi skal høre EU's repræsentanter omtale sig som demokrater, når man i eget regi veritabelt bekæmper/undertrykker udviklingen af samme.

Ole Arne Sejersen, Flemming Berger, Kaj Julin, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Når mange af dem der ønsker mere demokrati, udmønter deres holdning ved at stemme på EU-modstandere, er det ikke så mærkeligt hvis tingene ikke rigtigt flytter sig. Så måske trænger vi til nogle kandidater, der ikke kun vil EU, men i høj grad også vil et mere demokratisk EU- og som er villige til kæmpe for det - ligesom vi måske også savner nogle skeptikere, der forstår at EU er kommet for at blive? Det burde kunne lade sig gøre. I USA følger en stor del af befolkningen fint med i hvad der forgår i unionens hovedstad Washington, så hvorfor er det lige vi ikke kan få rettet blikket mod Bruxelles - har det mon noget med sproget at gøre - både konkret og i overført betydning?

Bettina Jensen

Søren Kristensen, jeg finder det illustrativt at din opfordring til at kæmpe for et demokratisk EU støtter sig på de amerikanske forhold, hvor demokratiet på afgørende områder er i voldsomme problemer ... også hvis man iagttager relationerne mellem Washington og store dele af de øvrige stater samt disses jævne befolkninger. Nok specielt de påfaldende mange hjemløse, fattige og kriminelle.

Og bare rolig; tingene 'flytter sig' skam. I stigende grad realiseres de ønsker, som lå på bordet da Kul- og Stålunionen for mange dekader siden funderede dannelsen af EU.

Søren Fosberg, Flemming Berger, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Achim K. Holzmüller

EU demonstrerer og anskueliggør, hvad forkvaklede magtkampe med sene enigheder fører til; til en pseudo-konstruktion, der intet mere har med demokrati at gøre. Hvis der i enden af processen i det mindste ville opstå et handlekraftigt styr, der holder EU på rette kurs overfor de andre deltagere i den globale kamp om, hvem der har de bedste svar til fremtidens krav. Dog nej, denne forvirrende ledelses-form tjener dem, der har til formål at køre EU rundt i manegen til deres bedste, dog ikke for at EU kan varetage en global ledelses-position, som den takket være mere end 70 års præsteret fredstilstand og en økonomisk sejregang fra asken til toppen for længst fortjener. - Men længere går det næppe. Andre styreformer og deres resultater viser, den pseudo-forkvaklede EU-typiske har udspillet sin rolle.

Carsten Nørgaard

Nu vi er i gang, så synes jeg stadig det var fuldstændigt hovedløst af EPP at vælge Manfred Weber over den så uendeligt mere duelige Alexander Stubb fra Finland. Man vælger en akavet mand fra kleinstaaterei-nostalgiets højborg i Tyskland med sympatier for Orbán over en enormt dygtig mand med øjnene rettet mod samarbejde og fremdrift.

Hvorfor i alverden er EPP så store i Bruxelles? Nå ja, det er fordi venstrefløjen har brugt alt for megen tid på at klatre op i træer og løfte næsten af EU fordi det er åh så kapitalistisk (på den essentialistiske måde hvor en stærk venstrefløj aaaarldrig ville kunne gøre noget ved det). Suk, suk og atter suk. Ukendt eller ej, hvis vi nu bare kunne få nogen hvis forslag havde bare en skygge af fornuft i sig. Og ja, jeg giver venstrefløjen en stor del af skylden for at det ikke er sket -- EPP ved man hvor man har, de repræsenterer stort det alt, der er værd at kritisere ved EU. Det burde være en leg at skubbe dem af tron

Jeg holder med om, at Alexander Stubb absolut er den bedste kandidat fra dette hjørne af parlamentet. Han er bedst uddannet, og han har en utrolig omfattende og virkelig bred erfaring - også i EU-sammenhæng.

Der kan selvfølgelig være mange grunde til, at det ikke er S&D, (The Progressive Alliance of Socialists and Democrats) men EPP, der er dominerende i parlamentet. Men en af grundene finder man altså i den katolske udbredelse i Europa. Jeg har både arbejdet for hovedkontoret på dels en stor fransk koncern og dels en stor italiensk koncern, og der mærker man tydeligt, hvor stor indflydelse den katolske kirke har.

Således er der inden for stort set alle fag både socialistiske og kristelige fagforeninger, og de kristelige (katolske) er absolut de største. Og desuden dominerer den katolske kirke også skoler, børnepasning, ældreforsorg, hospitaler og andre dele af den sociale infrastruktur. - De er simpelt hen alle vegne.

EU er grundlæggende et forsøg på at flytte demokratiske beslutninger væk fra befolkningerne i Europa og "ned" til bureaukrater og lobbyister i Bruxelles. Og således er vi nu underlagt EU-lovgivning som bestemmer at vi f.eks. ikke skal bryde os om at stille spørgsmål ved at en pengemaskine som Goldman Sach, vi har fået til at sætte penge i vores infrastruktur DONG, skider på det, og flytter det forventede overdådige overskud i et fucking skattely.

Sådan lovgivning ville vi selvfølgelig aldrig selv bestemme os for, så derfor er den slags flyttet væk fra befolkningerne og deres demokratiske beslutninger og "ned" til Bruxelles...

Søren Fosberg, Trond Meiring, Jes Balle Hansen , Bettina Jensen og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar

Næh, Torben Lindegaard, din sidestilling af kommissionsformanden med statsministeriets departementschef holder da vist ikke. Hvem skulle så være “departementschef” Junckers “statsminister”?
“Kommissionen er EU’s politisk uafhængige udøvende organ”, citerer du. “Udøvende organ”, det svarer til regeringen og dens embedsapparat. Som statsministeren udnævnes af Folketinget, udnævnes kommissionsformanden politisk, nemlig af Ministerrådet og EU-Parlamentet, når der har været parlamentsvalg. (Departementschefer derimod udskiftes (normalt) ikke med skiftende politisk flertal.)
At Kommissionen er “politisk uafhængig”, betyder først og fremmest at kommissærerne ikke må være underlagt direktiver fra regeringerne i de lande kommissærerne kommer fra.
Så disse direkte sammenligninger med det vi kender hjemmefra, er ikke så meget værd.

Torben K L Jensen

En tysker som formand for kommsionen er en garant for at sparepolitikken med ordo-liberalisme vil fortsætte som hidtil.

Poul Kristensen

@Bettina Jensen: Sverige har faktisk over dobbelt så mange hjemløse som USA, der har lidt flere end Danmark. Overraskende, ikke sandt?

Børge Rahbech Jensen

Nej, problemet er ikke EU men et alt for lavt fagligt niveau på danske universiteter og journalisthøjskoler. Europa-Kommissionen svarer til den danske centraladministration, som bare ikke har en fælles formand. Overført til danske forhold svarer Europa-Kommissionens formand til departementschefen for statsministeriet.

Bureaukratiet i EU er ikke mere uigennemtrængeligt end bureaukratiet på Slotsholmen i København. Det er næppe EUs skyld, at højtuddannede danskere har besluttet, at EU er for kompliceret til, det er umagen værd at prøve at finde ud af. Den beslutning skyldes udelukkende dovenskab hos de, der kalder sig professorer eller forskere, men dybest set næppe har lavet seriøs forskning, siden de blev udnævnt til professorer, lektorer eller hvad, de nu kaldes. Deres holdninger er baseret på ungdomsoprøret i 1968, hvor idealet var oprør mod autoriteter.

Der gives ingen gode forklaringer på, hvorfor det er vigtigt at kunne stemme på kandidater til et bestemt embede. Hverken departementschefer, chefredaktører eller professorer er på valg, men har alligevel stor politisk indflydelse i Danmark, og de, der folkevalgte, kan gøre, som det passer dem.

For de, der ikke husker det, blev Jean-Claude Juncker indstillet af Europa-Parlamentet, som er folkevalgt. Det er næppe EUs skyld, at Christian Bennike ikke husker det, men bruger meget energi på forsvar af egen dovenskab.

Runa Lystlund

Børge Rabech Jensen
Citat fra din kommentar kl. 17.52. Her bør der stå, "skyldes udelukkende dovenskab hos dem" og ikke de. Hvis du vil anvende de, bør du skrive dovenskab hos de mennesker etc. Grunden til, at du bør skrive dem og ikke de, er præpositionen hos. Med venlig hilsen Runa.

Niels Duus Nielsen

Poul Kristensen, hvis Sverige har flere hjemløse end USA, skyldes det, at de anvender to forskellige definitioner. (Bemærk: Dette er ikke noget, jeg ved, men noget, jeg tror).

Her i Danmark er et menneske som mig fx registreret som "funktionelt hjemløs", selv om jeg faktisk har tag over hovedet. Jeg bot til leje i et klubværelse uden lejekontrakt, og kan derfor smides ud med dags varsel.

Så selv om min boligsituation er prekær, er jeg dog fri for at sove på gaden. Dybest set synes jeg, at det er forkert, at jeg skal tælles med i statistikken over hjemløse. Eller rettere, det burde fremgå af statistikken, hvor mange der er funktionelt hjemløse, og hvor mange der ligesom jeg tilhører det boligpolitiske prekariat.

Men det forplumrer selvfølgelig debatten, som så skal tage højde for ikke en, men to variabler, og det er vi sgu nok for dovne til. I hvert fald er det ikke noget meningsmagerne gider sætte sig ind i, som Børge Rahbech Jensen påpeger..

Bettina Jensen

Niels Duus, jeg har arbejdet med hjemløse i mange år - og indenfor den danske professionsstand taler man om funktionelt hjemløse når der er tale om mennesker, der har egen bolig - men af forskellige årsager er ude af stand til at holde boligen og leve selvstændigt i den. Modsat de facto hjemløse, som ingen bolig har. Men i øvrigt har du en pointe i at der er mange mørketal og definitionsvariationer i begrebet hjemløs, fuldstændigt som der er når vi taler om arbejdsløse. Af samme årsag er det væsentligt at have indsigt i hvordan, og på hvilket grundlag, amerikanerne statistisk opgør antallet af hjemløse i USA, og det samme gælder for Sverige, hvis der skal foretages sammenligning. Det er naturligvis også væsentligt at klargøre om man taler om procentandele af befolkningen eller om de absolutte tal.

Søren Fosberg, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Niels Duus Nielsen
Der er et stort sort marked i udlejning af værelser, som kunne antyde hjemløshed i statistikkerne. Et ungt menneske, som jeg kender, lejede et værelse i Nordvestkvarteret på Nørrebro i KBH, da vedkommende startede på universitetet. Vedkommende kunne ikke finde noget andet. Vedkommende fik lov til at betale 5.000.- kroner om måneden for et lille værelse. Vedkommende måtte dog ikke have sin folkeregisteradresse på stedet. Nu har personen heldigvis fundet noget andet, lovligt. Her taler jeg om en typisk svindel med skattebetalinger af leje. Det er der meget af. Hvert efterår strømmer der unge til byerne. De unge mennesker og andre, der ikke kan finde lejlighed eller er mindre bemidlede udgør et paradis for skattesvindlere.

Studerende, boligløse og fattige bliver misbrugt af helt almindelige mennesker, som selv efterfølgende himler over andres lovløshed og svindel.

Hvis du betaler leje, hører din aftale med udlejer under lejeloven. Hvis du bor på et hotel eller et herberg er sagen en anden.

Hvis en person lejer et værelse ud, er vedkommende udlejer og bør betale skat af huslejen. Manglende skattebetaling er akkurat ligeså meget svindel, som hos de velhavende, der fører penge ud af landet. Selvfølgelig i mindre skala.

Hjemløse kan f.eks. ikke låne bøger på biblioteket, for det skal man have en fast adresse for at kunne. Nogle biblioteker laver alligevel særlige aftaler.

Der er ikke særlig megen opmærksomhed omkring hjemløses manglende civile rettigheder i dagens Danmark.