Ugerevy: Det er svært at være skrap

Nu har det efterhånden stået på så længe, at vi godt kalde det en trend: Det er hot at være en hård banan, cool at være en skrapmoster – og måske ligefrem lidt efterstræbelsesværdigt at være en strid børste.

I hvert fald er det noget, vores kære folkevalgte på forskellig vis aspirerer mod. Desværre for dem er det ikke alene hipt at være skrap, men også temmelig svært, kan man se på ugens nyheder.

Her et halvt år efter, at regeringen indførte det såkaldte tolkegebyr, der påbød folk, som har været i Danmark i mere end tre år, selv at betale for tolkning på sygehuset, har det vist sig at være præcis så besværligt og bureaukratisk som frygtet, og to af landets fem regioner har ikke opkrævet en krone endnu, skrev DR i denne uge.

I samme artikel tvivlede regionsformand Ulla Astman fra Region Nordjylland på, om man overhovedet vil kunne spare en eneste krone på at kradse dem ind fra de fremmedsprogede og sagde:

»Det er ressourcer, der i sidste ende går fra behandling til administrative funktioner.«

At flytte penge fra varme stemmer til kolde hænder er jo normalt ingen politisk sællert.

Og det er ikke kun i Sundhedsministeriet, at virkeligheden modarbejder skrapheden.

I Undervisningsministeriet, hvor man gerne vil være skrap over for skolerne og reformere, så de kan tage sig sammen og levere god uddannelse, blev man i denne uge ramt af en EU-rapport, der viste, at afgangseleverne faktisk ligger på en fin fjerdeplads blandt 28 EU-lande, når det kommer til deres færdigheder inden for læsning, matematik og naturfag, skrev Politiken.

Og det er selvfølgelig træls, hvis man vil retfærdiggøre reformer med, at det står skidt til – som Politikens uddannelsesredaktør skrev.

Men de skrappes problemer stopper ikke der.

Selve juvelen i skraphedens politik – ideen om at lave et slags Alcatraz for afviste asylansøgere på øen Lindholm, hvor de afviste skal have det ad helvede til og have meget svært ved at komme væk, medmindre det er til deres hjemland, ja det er åbenbart også svært.

I hvert fald kunne Berlingske i denne uge fortælle, at færgen fra Lindholm skal sejle flere gange dagligt, og at de udviste skal have økonomisk støtte, hvis de ikke har råd til billetten. Så kunne man måske tro, at det var noget, som nogle svagmulede humanister havde fundet på, men nej, det står i et regeringsnotat.

Også uden for regeringskontorerne står det skralt til for skrapheden. Det er jo efterhånden blevet en folkesport at lade sig forarge over krænkelsesparate skævøjer, spaniakker, beduiner, rødhuder og olivenplukkende portugøjsere, der ikke kan tage lidt røg – og vupti, så blev en DR-journalist ellers politianmeldt for at kalde danskerne for grisefarvede. Denne uge var hun ude at undskylde, og sådan kortsluttede ideen om, at brun hud skulle være særlig ømskindet, og danskernes var hård og dækket af stride, danskerfarvede børster.

Endelig har vi ugen vist, at hele verdens krænker in chief, Donald Trump, måske også er ved at nå en grænse for, hvor langt han kan komme ved at være en rigtig skrappedulle. Og den grænse går ved sydgrænsen til Mexico. Her vil Trump så gerne bygge en mur og har lukket dele af regeringen ned for at tvinge de andre til at underkaste sig hans hårde stil.

I tirsdags troede mange, at han ville gå skridtet videre og erklære undtagelsestilstand for at tvinge sin vilje igennem, men det blev ved spekulationerne. Nogen løsning er der ikke, og muligheden for undtagelsestilstand lurer stadig.

I torsdags sagde Trump, at det var noget, han nok ville benytte maybe definitely – altså måske helt afgjort.

Valenheden i udsagnet kan være et tegn på, at skraphedstrenden er på vej tilbage. Det kan også bare være dumt sagt. Men der en anden indikation på, at tendensen har toppet. Det er nemlig stensikkert, at når et landsdækkende dansk dagblad endelig opdager, at noget er en trend, og skriver om det, så er trenden allerede døende.

Det er hermed gjort. Selv tak, venner.