Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Min kæreste vil ikke bruge cykelhjelm

Jeg har som en sidste udvej overvejet at give hende et gavekort til en hjelm, men er i tvivl om effekten, skriver Risikomanageren
Jeg har som en sidste udvej overvejet at give hende et gavekort til en hjelm, men er i tvivl om effekten, skriver Risikomanageren

Mia Mottelson

16. februar 2019

Min kæreste vil ikke bruge cykelhjelm, og hun er i risikozonen for at mærke store konsekvenser ved en ulykke. Jeg har venner, kolleger og endda en fætter, som har pådraget sig hjernerystelse som følge af et cykelstyrt, og flere af dem måtte droppe studie og arbejde i flere år.

Hun er kreativ, skarp og har allerede en seriøs karriere på et respekteret dagblad, og hun skal leve af sit gode hoved. Når jeg spørger hende, svarer hun: »Min mor har prøvet hele mit liv, og det lykkedes hende aldrig.«

Jeg bruger selv cykelhjelm på 80 procent af mine ture, men til en event f.eks. gider jeg ikke gå og slæbe rundt på hjelmen. På den måde er den ikke en byrde, men stadig et risikonedsættende tiltag. Jeg ville ønske, at min kæreste bare ville prøve den model af, men hun giver sig ikke en tomme.

Jeg har som en sidste udvej overvejet at give hende et gavekort til en hjelm, men er i tvivl om effekten.

Svar I:

Egentlig har jeg mest lyst til at stille mig på din kærestes side. Siden jeg blev far for snart ni måneder siden, har min kæreste gentagne gange bedt mig om at købe en cykelhjelm, og jeg har fundet på dårlige undskyldninger: En hjelm klæder ikke mit lange hoved, de der kraver med indbygget støddæmper holder min forfængelighed heller ikke til – og i virkeligheden er jeg slet ikke typen, der vælter på cykel.

Men nu skal det være slut. Jeg tager mit faransvar på mig og køber en hjelm i næste uge, det lover jeg.

Så hvad kan du gøre for at overbevise din kæreste? Du kommer ingen vegne med et gavekort, for det her handler ikke om penge. Den lidt banale analyse er, at vi holder fast i en sidste rest af ungdommelig dumdristighed, mens kedelig voksenfornuft er lavet af cykelhjelm og regntøj. Din kæreste skal altså selv beslutte sig for at overgive sig. Hvis du vil fremskynde processen, kan du jo prøve at gøre hende gravid.

— Jon Faber

Svar II:

Jeg er din kæreste. Altså, ikke DIN kæreste, men netop sådan der: en dum idiot af en kæreste, datter og mor. Jeg kan huske ’SPLAT! Det’ klamt at blive ramt’-kampagnen i 90’erne, vi havde den vist på ep, og jeg havde en stor, sort cykelhjelm i flamingo og slingrede trygt rundt med den på som en sej krone, og så på et eller andet tidspunkt havde jeg ikke den eller andre længere. Havde det noget at gøre med, at man lo ved synet af Poul Nyrup med cykelhjelm? Jeg ved det ikke.

Jeg husker hverken trods, forfængelighed eller dødsdrift, men pludselig blafrede mit hoved frit i vinden, klar til at blive smadret klamt ned i en kantsten. Og jeg aner ikke, hvorfor jeg ikke nu, hjernerystelsesskrækslagen, tager den skide cykelhjelm på, som min mor har givet mig. Det er idiotisk, giv din kæreste en hjelm, og sig det til hende. Sig det til mig. Så siger jeg undskyld, skat. Jeg tager cykelhjelm på i morgen. Hvis nogen ser mig uden, kan I råbe »klamme!« ad mig. Seriøst.

— Katrine Hornstrup Yde

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Samuel Grønlund

De der bruger cykelhjelm er som regel dem der ikke har meget at miste - vi andre har lært at cykle i stedet.

Søren Bro, Jørn Andersen, Katrine Damm, Jesper Eskelund, Hans Larsen, Niels Østergård og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Samuel Grønlund: godt at få det på plads - så ved jeg da i alt fald i hvilken kategori jeg befinder mig. mvh. poul.

Grethe Preisler

Kære bekymrede kæreste til karrieresild, der nægter at bruge cykelhjelm

Du har to muligheder:
Slå op med hende og prøv at finde en ny kæreste på dating.dk,
eller
efteruddan dig som sosu-assistent, så du har et lønnet fuldtidsjob som handicaphjælper at falde tilbage på, hvis det går, som du frygter.

Er det farligt at cykle? Ja, hvis man skal tro tilhængerne af hjelmene, så er det. Især i SF og omegn er de helt vilde med, at villet tvinge folk til at tage cykelhjelm på. Cirka hvert andet år kommer SF med et beslutningsforslag, der skal gøre det obligatorisk osv. Og så har de stakkels strissere endnu en opgave med at notere alle os, der ikke er så nervøse af os. Heldigvis har et Folketingsflertal hver gang sagt nej til SF's krav bl.a. fordi flertallet kender undersøgelserne fra bl.a. Canada og Australien, der fortæller, at hvis hjelmene bliver obligatoriske, så er der mange, der holder op med at cykle. Det derved opståede tab i folkesundheden, overstiger langt de positive sider der er (for nogen) ved at bruge hjelm.
Flertallet er også klar over, at langt de fleste af de skader som cyklisterne pådrager sig, ikke har kan forebygges ved at atge en hjelm på. Det er især brækkede arme, knæk i krav- og nøgleben, asfalteksem, knæskader mv. De frygtede hovedskader optræder også, men i et langt mindre omfang end antaget. Der er nok flere cyklister, der ville have gavn af at iføre sig ringbrynker, knæ- og albuebeskttere mv.
Det er tankevækkende, at i lande som Holland, da ses cykelhjelme ikke særlig tit. Betyder det så, at hollænderne er nogle idioter, der ikke ved deres eget bedste? Eller at det vrimler med hovedskader i Holland?
Jeg er naturligvis indforstået med, at børn indtil konfirmationsalderen skal bære cykelhjelm når de CYKLER. Derefer skulle de have lært rutinerne, og kan så tage hjlemen af hvis de ønsker det.
Dette er dog ikke et forsvar for de curlignforældre, der giver ders børn cykelhjelm på, når der køres på løbehjul, tri-cykel, airbords, æsbekassebil, skateboards mv. At pakke børnene ind så tidligt i livet - at overbeskytte dem - hævner sig siden hen, resultatet blver nogle pivskider, der vil være de første til at råbe op om krænkelser.
PS: Måske holder vorherre - eller hvem der nu står for den slags - hånden over mig.. jeg har cyklet siden jeg var 5, og gør det fortsat dagligt nu er jeg 75, og har aldrig haft en hovedskade, men nok de andre lette faldskader - og jeg har aldrig brugt hjelm. Det handler nok mest om at være opmærksom og forudseende.

Jesper Eskelund, Flemming Berger, Erik Karlsen, Claus E. Petersen, Søren Bro, Thomas Jensen, Jørn Andersen og Jørn Vilvig anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Helt utroligt hvad man har gennemlevet. Ikke blevet vaccineret. Kørt uden cykelhjelm. Haft bil uden sikkerhedssele. Sellet rundt uden redningsvest. At man et i live i dag et et mirakel. Ganske enkelt!

Arne Lund, Rikke Nielsen, Thomas Jensen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

@Arne Lund, min farfar røg cerutter og cigarer lige indtil han for mere end 30 år siden døde som 92-årig. Det får ikke mig til ar opfordre mine børn til at ryge....

Maj-Britt Kent Hansen, Janus Agerbo og Bodil Hansen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Forær kæresten en tur på elcykel i en stærkt trafikeret by.
Den oplevelse fik mig til at købe hjelm og bruge den.
Om jeg blev dummere og gammel-agtig af at bruge hjem, kan jeg dårligt selv gennemskue, men det kan godt være. Og...?

Jeg er så én af dem, der væltede på min cykel uden at have cykelhjelm på.
Det er over 20 år siden, mens jeg studerede.

Jeg cyklede på stien langs Helsingør-motorvejen, og der var åbenbart lige blevet lagt grus på cykelstien et sted, hvor stien bliver drejet under en lille bro. Det vidste jeg ikke - jeg skred i gruset og væltede. Senere fik jeg at vide, at jeg lå og krampede, da jeg blev fundet.

Da jeg vågnede op på Gentofte hospital, kunne jeg absolut intet huske. Jeg var ligesom en slettet harddisk. Jeg tror, der gik en halv times tid, før jeg begyndte at kunne huske mit navn. og så kom det hele stille og roligt tilbage. Jeg var ikke bange i situationen, men jeg har aldrig glemt denne følelse af, at være totalt blank. Da jeg blev udskrevet lå jeg det første døgn på gulvet hjemme med hovedet på et par bøger - musklerne i min hals smertede så voldsomt, at det ikke kunne tages med smertestillende.

Havde lidt problemer med hukommelsen efterfølgende i en periode. Men jeg fik ikke andre gener af det, så jeg tænker, at jeg var mildt ramt, trods alt. Jeg tror, jeg var meget heldig.

Og nej, jeg gik ikke ud og købte en cykelhjelm bagefter. Det var i en periode, hvor der slet ikke var fokus på cykelhjelme, og jeg var bare en fattig studerende på SU. Så jeg tænkte slet ikke på det.

Min pointe er, at det er ikke altid, man selv afgør, om ulykken sker - man kan være en helvedes god cyklist og alligevel sker det. Så køb nu den cykelhjelm :-)

Christian Skoubye, Janus Agerbo, Maj-Britt Kent Hansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Når din kæreste åbenbart ikke vil bruge cykelhjelm, så bed hende om at sørge for at der er et testamente, begravelsesønsker, og i tilfælde af, at hun ender som grønsag, hvordan hun så kunne tænke sig at blive opbevaret.
Det vil gøre det hele lidt lettere for jer, der står tilbage, hvis ulykken sker. Den kan ske som ovenfor anført uanset, hvor dygtig cyklist man er. I disse tider optræder somme tider sort is. Det kostede en af mine gode venner en ødelagt cykelhjelm og hudafskrabninger, men heldigvis et hoved, der holdt.

Jens Winther - Det ville jeg heller ikke gøre - opfordre børn og børnebørn til at ryge. Men jeg ville da fortælle dem, at der er fanden til forskel på de to ting. Rigtig mange livslange rygere får gener deraf so oder so. En mikrodel af cyklisterne kommer galt afsted overhoveder, og endnu færre slår hovedet.
Så hvis det er så farligt at cykle - hvad jeg ikke mener det er - så bliv hjemme og dø af mangel på motion.
Jeg vil dog bede dig om at forholde dig til flg. i mit indlæg: I Holland ses cykelhjelme ikke særlig tit. Betyder det så, at hollænderne er nogle idioter, der ikke ved deres eget bedste? Eller at det vrimler med hovedskader i Holland?

Der tidligt i morges, hvor jeg så Jens Winthers dumme kommentar: ” Du kunne jo også give din kæreste en bil” besluttede jeg mig for at nappe en lille søndagstur. På cykel, 53 km og uden cykelhjelm. Det var dejligt, masser af smil, nik og af og til en lille snak med joggere, hundeluftere og andre cyklister. Gæs på vej nordpå, adskillige flokke af ”Lille lappedykker” og en enkelt tårnfalk blev det osse til.
Men nu er det tid til lidt tal og andre facts.
Utallige undersøgelser viser, at cyklister lever længere og har længere levetid end andre trafikanter. En af de seneste (en britisk med 264.000 deltagere) viste, at cyklister har: 40% mindre risiko for at dø for tidligt (i forhold til andre trafikantgrupper), 45% mindre risiko for at udvikle kræft og 46% mindre risiko for at få hjerte-kar-sygdomme.
Bonusinfo: Cyklister bliver naturligvis udsat for partikelforurening fra dieselbilerne. Men mængden er faktisk meget mindre end den, bilisterne udsættes for. De sidder nemlig lavere end cyklisterne.
Bonusinfo: Hvis man måler antallet af hovedskader pr. trafikuheld, er den højere for bilister end for cyklister. Konklusion, bilister bør iføre sig cykelhjelm (indsæt smiley).
Nå men til brevkassespørgsmålet: Skal du tvinge kæresten til at køre med cykelhjelm?
I de lande hvor cykelhjelm er påbudt er der ikke konstateret nogen kobling til et reduceret antal skader hovedskader for cyklister, se f.eks. http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC1410838/
I Holland, hvor der er flere cyklister end i Danmark, er det omkring 2%, som kører med hjelm: 31 dræbte i trafikken pr. 1 mio indbyggere. Tilsvarende tal for Danmark er 32. I København er det vel omkring 1/3 som kører med hjelm. Det skal siges, at Holland har haft en kraftig stigning i antallet af cykeltrafikdødsfald, alle sammen ældre mænd på elcykler. Det kommer osse her.
Til Rikke Nielsen: Jeg har den dybeste medfølelse for de gener dit styrt, har haft for dig. Men uheldet skyldes jo ikke, at du ikke kørte med hjelm. Uheldet skyldtes et forbandet sløset vejarbejde. Forestil dig et tilsvarende vejarbejde på en motorvej, hvor man havde hældt en helvedes masse grus ud. Du ville blive mødt med 87 advarselsskilte og jeg er ikke utilbøjelig til at tro, at der ville komme advarsler i radioen.
Sådan er det faktisk tit. Cyklister, det er sådan nogen vi skider på… Det eneste styrt undertegnede har haft siden teenagealderens overmod, skyldes en forbandet træbro på en hovedsti i Albertslund. ”Træbroer er bare så øøndige og så er det lige meget, at de bliver våde i regnvejr”. Jeg vidste det godt, men så var der lige den der løse hund, som løb på tværs. Det må de nemlig godt på cykelstierne ikke så gerne på motorvejene.
Konklusion: Du skal selvfølgelig ikke tvinge kæresten til noget som helst. Hvis hun ikke kører med hjelm, er der sikkert en større statistisk risiko for, at hun kommer til skade, hvis hun kommer ud for et uheld. Men hvis hun holder op med at cykle får hun kræft mmm.
Bonus kuriosa info: I USA er der flere som falder over deres kæledyr med deraf følgende hovedskader end tilsvarende cyklister. Det siger naturligvis en del om forholdet mellem kæledyr og cyklister i USA men dog osse noget om angst. Hvem har nogensinde hørt om en kæledyrshjelm.
Gul Vest info: Hvis cykelhjelme nogensinde bliver påbudt her i landet, ifører undertegnede sig en gul vest og brænder samtlige BaaderMeinhoffWagen (BMW'er) ned til grunden. (Til PET, FET og alle de andre overvågere: det var sarkastisk ment).

Steen Kjems Toudal, ulrik mortensen, Arne Lund, Jesper Eskelund og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Jeg kører mellem 2500 og 5000 km om året på cykel, og er nu på hjelm nr. 5.
Kun to af hjelmene skyldes mig selv, de andre skyldes bilister der ikke overholdt vigepligten eller åbner en bildør ind på cyklestien, eller fumlegængere der vader ud på vejen for rødt lys.
Jeg kører ALDRIG uden hjelm, og i min motionscykelklub er reglen ganske enkel: Ingen hjelm - Ingen tur.
Jeg har det dog vanskeligt med et påbud, ligesom jeg finder kampagnerne om pangfarver til cyklister problematiske, da de flytter ansvret fra skadevolderen, som typiske er en bilist, over på den skadelidte cyklist.
Ikke desto mindre mener jeg, at det er dumt, grænsende til det uansvarlige, ikke at bruge hjelm.

Jørn VIlvig - Lige i øjet - tak, men du overbeviser næppe tilhængerne af cykelhjelmene, som fx Ole Henriksen, der jo mener det både er er dumt og uansvarligt - overfor hvem? - ikke at bruge hjelm.. Tilhængerne - i hvert fald ikke i denne spalte - forholder sig slet ikke til de facts som du m.fl. inkl. undertegnede kommer med. I stedet projicerer de deres egen frygt over på os, der ikke bruger hjelm.
Jeg har en bekendt, der bruger hjelm når han cykler. Ikke desto mindre er han af og til uheldig og vælter, kører ind i kantsten, løse hunde, overser huller i asfalten osv.. Heldigvis er han ikke kommet alvorlig til skade - mest asfalteksem og store blå mærker. Hans hjelm har hidtil ikke hjulpet ham når han er væltet. Han er nået dertil, at det er farligt at cykle, og er i stigende grad begyndt at mobbe mig fordi jeg ikke bruger hjelm. Det er tydeligt, at jeg skal dele hans opfattelse af at cykle - gu' vil jeg ej.

Steen Kjems Toudal, Jørn Vilvig, Jesper Eskelund og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Jesper Eskelund

Arne Lund. Hvis din bekendte var en bedre cyklist, ville han netop ikke komme ud for de uheld, som du beskriver. Men han tror vel, at han cykler sikkert, fordi han har cykelhjelm på: En cykelhjelm kan give en falsk tryghedsfølelse.
Næh, så hellere cykle uden hjelm – men med fuld opmærksomhed på det, man er i færd med.

Steen Kjems Toudal

Tak til Jørn Vilvig og Arne Lund.

Jeg kan tilføje, at ifølge Sundhed.dk omkommer ca. 1200 danskere hvert år pga. hovedskader. Omkring EN procent af dem er cyklister! Der er med andre ord omkring 1190 (et-tusinde et-hundrede og halvfems) ikke-cyklende danskere der hvert år dør af hovedskader. Det kan man jo tænke over næste gang man sætter sig ind i en bil uden hjelm, eller går ned ad en trappe uden hjelm, eller stiller sig op på en stol for at skifte en pære uden hjelm...

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/akutte-sygdomme/foersteh...