Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Arbejdet bærer skylden i sig selv

Hvorfor insisterer vi på at arbejde os selv ihjel?
Vi skal ikke længere vente på belønningen, til vi kommer i himlen. Til gengæld skal vi forpligte os langt hårdere for at op den.

Vi skal ikke længere vente på belønningen, til vi kommer i himlen. Til gengæld skal vi forpligte os langt hårdere for at op den.

Metropolitan Museum of Art

2. februar 2019

Der er ifølge Slavoj Žižek en central pointe i Max Webers berømte analyse af den protestantiske etik og kapitalismens ånd, som alt for ofte overses.

For Weber var det som bekendt afgørende for den vestlige kapitalismes fremkomst, at den kunne basere sig på calvinisterne: Calvinisternes blanding af disciplin, hårdt arbejde og religiøst kald var den etiske motor bag kapitalismens udvikling. 

Men sagen er ikke, som det måske nogle gange fremstilles, at calvinisterne mente, at de gennem arbejdet kunne nå frelsen, for rent faktisk troede de på prædestination – det vil sige forestillingen om, at Gud én gang for alle i tidernes morgen har besluttet, hvem er frelst.

Pointen er således, at de netop ikke købte frelse ved at arbejde, snarere var denne aktivitet en slags desperat søgen efter tegn på, at de allerede var frelst.

Webers analyse blotlægger noget meget radikalt i det calvinistiske arbejdsbegreb: Mens der i katolicismen er en bestemt pris for at komme i himlen, en fastsat sum for din aflad, er der i calvinismen ikke en sådan pris. Det er allerede bestemt, om du er frelst eller ej, men nu er problemet bare at leve op til denne bestemmelse. Hvornår har du arbejdet nok for at leve op til den ære at være Guds udvalgte?

Ond Weber

Der er noget ved Webers analyse, som stadig fungerer lige så godt i dag som dengang. For hvorfor er det egentlig, at vi arbejder så voldsomt, som vi gør? Hvorfor piner og plager vi os med at stå tidligt op og mase gennem trafikken i sne og frost?

Enhver kritik af arbejdsforholdene synes også i dag at strande på, at ingen ønsker at gøre op med værdien af det accelererede arbejde og den frelse, som kan aflæses i det.

Det, som måske kan undre, er dog, hvorfor vi stadig opfører os, som om der er en Gud i maskinen, når Gud nu er død, og vi godt ved, at vi ikke vinder frelsen på den anden side af det jordiske liv? Hvordan fungerer Webers analyse efter Guds død? Netop her finder vi skiftet fra Weber til Freud, eller fra prædestinationen til overjeget, som ligger bag det senmoderne arbejdslivs underlige former og patologier.

For sagen er ikke, at når Gud dør, så er vi fri til at gøre, som vi nu vil – arbejde eller lade være, eller gøre noget helt tredje. Overjeget tager over, hvor Gud gav op, og dermed bliver kravene blot forhøjet.

Det stiller os nemlig ikke bare til ansvar for at leve op til et ideal, men giver os også opgaven med selv at skulle definere, hvad idealet er. Arbejdet får et nyt gear, ikke bare ’arbejd-arbejd’ og strenge miner, men ’vildere-vildere’, større og større passion, måske endda lidt stress oveni for virkelig at vise, at det batter.

Projektsamfundet

Måske siger dette skifte noget relativt pessimistisk om vores senmoderne projektsamfund? Umiddelbart er skridtet ud af calvinismen et positivt, endda emancipatorisk skridt: Vi kan ikke vente på belønningen i himlen; vi må have mening i arbejdslivet her og nu!

Men prisen for denne frigørelse er til gengæld en yderligere internalisering af pligten. Ikke alene er det min egen opgave at bevise, at jeg har gjort mig fortjent til frelse – det er ovenikøbet mig selv, der skal fastsætte de parametre, som frelsen skal måles på.

Burde jeg ikke engagere mig lidt mere i lokalsamfundet og skabe gode kontakter? Kan jeg optimere min kost og mine søvnrytmer, så jeg får mere ud af dagen? Måske lidt frivilligt arbejde vil se godt ud på mit CV? Vi har ambitiøse planer om at nå mere, producere mere, optimere børnenes læsning og matematik, skabe fremdrift i uddannelserne, lave effektive digitale løsninger, være på forkant med udviklingen, gøre det godt og bedre. Det er næsten som om, vi med vilje forsøger at smadre os selv.

Symptomet

Og hvad får vi så ud af det, kunne man spørge. Hos Weber er der trods alt en frelse at få, og den er vel værd at vente på. Men hvad får man af overjeget? Psykoanalysens temmelig kække svar er: nydelse. Hvad, man får ved at adlyde overjeget, er en slags webersk sikkerhed, men ikke en sikkerhed for, at man gør det rigtige, og at man bare skal gøre mere.

Man får en sikkerhed for, at man ikke gør det rigtige, og man får nydelsen ved at pine og plage sig selv med, om man ikke kunne have gjort det anderledes og bedre. I calvinismen har man blikket stift rettet mod det hinsides, som modvægt til sliddet, men med overjeget nyder man selve symptomet, selve det patologiske forhold, at man er fortabt.

Arbejdet bærer lønnen i sig selv, siger man, når forsøger at retfærdiggøre, at det bliver ved og ved. Men måske er sagen snarere, at arbejdet i dag bærer skylden i sig selv. Især for den, der ikke mere tror på frelsen, men stadig tror på pinen.

Weber har haft stor indflydelse på det tyvende århundredes forskning gennem sine religionssociologiske studier, sine økonomiske skrifter, sine analyser af den moderne stat og den moderne økonomi. Mange af hans analyser er så overbevisende, at de er blevet til fundamentet for vores forståelse af, hvad det vil sige at være moderne.
Læs også
Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gustav Wegener Tams
  • Torben K L Jensen
  • Jørn Andersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Kurt Svennevig Christensen
  • Christian Mondrup
  • Samuel Grønlund
  • Kurt Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
Gustav Wegener Tams, Torben K L Jensen, Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Kurt Svennevig Christensen, Christian Mondrup, Samuel Grønlund, Kurt Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Nej, når radikalcalvinismen i disse år griber danskerne, skyldes en meget konkret mission, som påføres os fra Kamerika igennem 'moderne' ledelsesteori.
Herhjemme i den evangelisk-grundtvigske kultur, som 80% af befolkningen konfessionelt bekender sig til, hedder det 'Og da har i rigdom vi drevet det vidt / når få har for meget og færre for lidt!" - Eller endnu mere udpenslet og rammende - bemærk, at dansk exceptionalisme går ud på, at vi ikke er bedre end andre, tværtimod. Til gengæld er vi heller ikke ringere, bare anderledes.

Langt højere bjerge så vide på jord
man har, end hvor bjerg kun er bakke.
Men gerne med slette og grønhøj i Nord
vi danemænd tage til takke.
Vi er ikke skabte til højhed og blæst,
ved jorden at blive, det tjener os bedst.

Langt kønnere egne, vil gerne vi tro,
kan fremmede udenlands finde.
Men dansken har hjemme, hvor bøgene gro
ved strand med den fagre kærminde,
og dejligst vi finde, ved vugge og grav,
den blomstrende mark i det bølgende hav.

Langt større bedrifter for ære og sold
måske så man udlænding øve.
Omsonst dog ej danemænd førte i skjold
med hjerterne løve ved løve.
Lad ørne kun rives om jorderigs bold!
vi bytte ej banner, vi skifte ej skjold.

Langt klogere folk er der sagtens om land
end her mellem bælte og sunde.
Til husbehov vi dog har vid og forstand,
vi vil os til guder ej grunde.
Og brænder kun hjertet for sandhed og ret,
skal tiden nok vise: vi tænkte ej slet.

Langt højere, ædlere, finere sprog
skal findes på fremmedes tunge.
Om højhed og dejlighed danemænd dog
med sandhed kan tale og sjunge.
Og træffer vort modersmål ej på et hår,
det smelter dog mere, end fremmedes slår.

Langt mere af malmen så hvid og så rød
fik andre i bjerg og i bytte.
Hos dansken dog findes det daglige brød
ej mindre i fattigmands hytte.
Og da har i rigdom vi drevet det vidt,
når få har for meget og færre for lidt.

Kurt Svennevig Christensen

Åh, den satans forbandede skyld, den kommer ingen kristen født mand udenom - ingen.

Eva Schwanenflügel og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Kan der ikke tilføjes noget til den vilde analyse, så den bliver vildere?
Det virker nu måske lidt for vildt at "vi" skulle "arbejde os ihjel" fordi "vi" er påvirket så meget af Calvins lære, da denne på intet tidspunkt har været fremhærskende her eller i det Norden, der vel var overvejende lutheransk så længe det var noget som helst når det gælder konfession.
Men i øvrigt: Hvor i verden af i dag er der et fungerende "calvinat"? "Kalifater" kender man da mere til samt "islamiske" stater, hvor én republik netop kan fejre (?) 40 år.
Hvad er det i øvrigt mere præcist, der er så enestende ved den calvinske arbejdsmoral? Er det at den troende, den der ses som "model" selv gør en arbejdsindsats? Er forskellen til andre kulturer og religioner da at den der ses som from her ofte selv afskyr det ugudelige slid for at overlade dette til sin egen menneskelige ejendom (altså slaver) eller til hustuer, børn, tyende for at hellige(!) sig sine mere fromme sysler? Som består i hvad? Er det for nogen at føre krig i sin hellige tros navn og hellige sig gudvelbehagelig plyndring, når der er lejlighed dertil?
Eller, hvis og når vedkommende fromme troende (der bestemt ikke skal beskyldes for overdreven protestantisk arbejdsnarkomani) skulle vise sig at sidde på en rigdomskilde, som f.eks. en fossil energikilde, hvordan viser fromheden sig da? Måske ved snarest at solde detr hele op på paladser, kvinder og væddeløbsheste, kombineret med en fordømmelse af den vantro verden, der frister netop med samme? Når de fromme så omhyggeligt har undgået protestantismens faldgrube, der vel ifølge analysen består i noget så vedderstyggeligt som at investere den indkomne rigdom i noget som helst der fremover vil øge rigdommen (hvad skal man med kapitalisme, når man har enevælde, eller undergivne afhængige, klienter, slaver?), hvad da? Er det da tid at klage over verdens uretfærdigheder?

Eva Schwanenflügel

Hvor står det skrevet at mennesket skal arbejde til det dør uden ophør?
Jo, i visse bibelske skrifter og udlægninger.

Men se til de ortodokse jøder i Israel.. Her plæderer de for at studere i al evighed, med statens understøttelse af en kæmpe børneflok.
Ligesom kvinder forbydes arbejde og uddannelse i visse arabiske stater.

Der er ligesom ingen sammenhæng mellem det religiøse og det statslige.

Måske skulle vi bare erklære den selvopfundne arbejdspligt for død?

Anne Mette Jørgensen, Torben K L Jensen, Steffen Gliese og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Kurt Svennevig Christensen

Vi kan erklære alt muligt såsom gud og arbejdspligten for død, der er ingen grænser for vores fornuft i den retning. Spørgsmålet er alene om det hjælper os mere end at pisse i bukserne for at holde varmen? For siden vi begyndte at afskaffe alt det vi i denne vestlige verden kunne afskaffe som værende ligegyldigt og irrationelt, har psykologien haft kronede dage og for den virksomhed peger vækst søjlen kun en vej og det opad - gud vide mod hvad?