Læsetid: 9 min.

Danske flygtninge under besættelsen var en succes – men også dovne, magelige og grådige

De danske flygtninges ophold i Sverige under besættelsen er stort set en succeshistorie. Men der var også eksempler på dovenskab, løntrykkeri, bekvemmelighed og dårlig opførsel i flygtningelejrene. Journalist Mikkel Schou har læst sin farfars efterladte papirer fra tiden som rejseinspektør for det danske gesandtskab i Sverige i besættelsens sidste halvdel
Bertel Schous identitetskort fra tiden som inspektør for det danske flygtningekontor i Stockholm fra 1943 og frem til befrielsen. Hans efterladte papirer nuancerer succesfortællingen om de knap 20.000 danskere, der tog flugten til Sverige under den tyske besættelse.

Bertel Schous identitetskort fra tiden som inspektør for det danske flygtningekontor i Stockholm fra 1943 og frem til befrielsen. Hans efterladte papirer nuancerer succesfortællingen om de knap 20.000 danskere, der tog flugten til Sverige under den tyske besættelse.

Sigrid Nygaard

23. februar 2019

Da jeg for nylig skulle rydde op efter min fars død, fandt jeg en ordentlig stak usorterede papirer fra min farfar. Han hed Bertel Schou, og i 1943 flygtede han som mange andre danskere fra det besatte Danmark til det frie Sverige med sin familie.

På den anden side af Øresund fik han sig et ret interessant job, kan jeg læse i papirerne: Det danske gesandtskab i Stockholm havde nemlig ansat ham til at drage på »Inspektionsrejser til de danske Flygtningeforlægninger- og arbejdspladser og yde de derværende Danskere Bistand på Gesandtskabets Vegne«.

Min farfar tog altså rundt i Sverige som rejseinspektør og forsøgte at opfylde danskernes behov af alle slags, så tilværelsen i landflygtighed blev tålelig. Men når jeg nu læser hans rapporter fra flygtningelejrene, springer det i øjnene, at han så mange gange kommenterede dovenskab, arbejdsvægring og bekvemmelighed. Og at dårlig opførsel ligefrem kunne føre til strafarbejde eller anbringelse i disciplinærlejr.

Bertel Schou efterlod sig også et manuskript til et foredrag, han holdt i Industriforeningen i januar 1946 om tiden som flygtning. Der skriver han om danskernes vilje til at omstille sig til det improviserede liv i Sverige:

»Langt den overvejende del af de danske flygtninge havde den rette forståelse for situationen således, at alle, der kunne det, gik ind på det svenske arbejdsmarked og her ydede en indsats til gavn for såvel Sverige som dem selv.«

Deres situation dengang kan dårligt sammenlignes med flygtninges i Danmark i dag. Måske bortset fra forståelsen af, at flygtninge mentalt befinder sig i en sårbar tilstand, og at ingen af dem er ens – heller ikke når de er danske.

Hvem flygtede?

Da samarbejdet mellem den tyske besættelsesmagt og den danske regering, rigsdag og kongen brød sammen i august 1943, valgte gesandtskabet i Stockholm – den tids ambassade – at bryde med Danmark.

Det gjorde det nemmere for gesandtskabet at agere i forhold til flygtningene, der officielt var rejst ulovligt ud af Danmark. Gesandtskabet var derfor klar, da de danske jøder fra slutningen af september 1943 og syv uger frem i en kaotisk strøm flygtede til Sverige for at undgå at blive interneret af tyskerne. Indtil da havde kun få danskere taget flugten over Sundet.

»Flygtningene var reelt den danske stats fjender, da de var Tysklands fjender. Så det ville i dag svare til, at syriske flygtninge søgte hjælp på Syriens ambassade i Danmark. Men da gesandtskabet i Stockholm brød med Danmark, kunne det handle uden hensyn til den tyske besættelsesmagt,« forklarer historiker Sofie Bak fra Københavns Universitet, der blandt andet har forsket i jødernes historie i Danmark.

Halvandet år senere den, 5. maj 1945, befandt der sig 18.200 danske flygtninge i Sverige. Af dem var omkring 6.500 flygtet på grund af deres jødiske baggrund. Af de mere end 11.000 øvrige danskere var de fleste politi- og militærpersoner, søfolk, modstandsfolk, kommunister og intellektuelle som Poul Henningsen. Dertil kom et ukendt antal kriminelle, stikkere og medlemmer af Frikorps Danmark og Schalburgkorpset, der søgte ly i Sverige i håb om, at deres forseelser ville blive glemt.

Rejseinspektør Bertel Schou nævner selv både kollaboratører, som han var med til at følge tilbage til Danmark under væbnet eskorte efter befrielsen, og en enkelt bekvemmelighedsflygtning, der med det samme blev sendt tilbage over Øresund.

Dovenskab

En af Bertel Schous første rapporter er dateret den 17. november 1943 fra en lejr, der var indrettet på et hotel i byen Gävle 300 km nord for Stockholm. Der var etableret et sløjdværksted, hvor flygtningene producerede dukker, trolde og nisser til julesalg. Arbejdet var betalt efter akkord, og den flittige kunne tjene omkring 15 kroner om ugen. Det var svært for de ansvarlige svenske myndigheder at finde arbejde til danskerne heroppe, og indsamlede penge blev brugt til hjælp for de arbejdssøgendes rejser. Men rejseinspektøren bemærker også:

»Som omtalt før er der nogle unge mennesker, der ikke rigtig kan bekvemme sig til at bestille noget. Men jeg tror, at jeg har fået dem til at indse, at det nytter ikke at pjække den.«

I det hele taget så rejseinspektøren ikke mildt på dovenskab og bekvemmelighed.

I en anden rapport kalder han det for eksempel »meget uheldigt«, at nogle danskere i Getålejren 250 km sydvest for Stockholm har afslået arbejde, fordi betalingen var for dårlig, ligesom han uden at blinke sender en 30-årig i landbrugsarbejde med begrundelsen:

»Han står først op kl. 3, er fed og lasket, men kan grundet på sit syn ikke anvendes til skovarbejde.«

En af Bertel Schous første rapporter er dateret den 17. november 1943 fra en lejr, der var indrettet på et hotel i byen Gävle 300 km nord for Stockholm. Der var etableret et sløjdværksted, hvor flygtningene producerede dukker, trolde og nisser til julesalg. Arbejdet var betalt efter akkord, og den flittige kunne tjene omkring 15 kroner om ugen: »Som omtalt før er der nogle unge mennesker, der ikke rigtig kan bekvemme sig til at bestille noget. Men jeg tror, at jeg har fået dem til at indse, at det nytter ikke at pjække den.«

Sigrid Nygaard

Og endnu mere lakonisk er afvisningen af en 25-årig, der gerne vil til Stockholm:

»Har søgt ophold i Stockholm, men talte med herr Petterson, Socialstyrelsen (den svenske, red.), om at nægte ophold. Han er journalist ved Aftenbladet i København, siger han, og hans ansøgning er bifaldet af Seidenfaden (Erik Seidenfaden, leder af Dansk Pressetjeneste i Stockholm 1943-1945, siden redaktør på Information, red.). Der er dog det mærkelige, at han som journalist har fået en plads som tallerkenvasker på Grand Hotel. Sendes til skoven.«

Altså hårdt og dårligt betalt arbejde dybt inde i en skov under kummerlige forhold frem for et mere glamourøst liv i den svenske hovedstad.

Disciplin og straf

Bertel Schou fortæller i sit foredrag om muligheden for at komme i arbejde – også som straf:

»Det var meget let at skaffe arbejde til håndværkere og specialarbejdere, hvorimod det var noget vanskeligere for kontorfolk. Alle, der havde fysisk styrke dertil, kunne imidlertid komme i skoven og arbejde der.«

Men arbejdet i skoven var ikke bare for hårdt. De fleste danskere var byboere og kunne ikke affinde sig med at bo i en skov og kun besøge en by en gang om måneden. I stedet skaffede det svenske arbejdsanvisningskontor job ved landbrug og vejarbejde. Og så tilføjer rejseinspektøren:

»Jeg må dog i sandhedens interesse oplyse, at et af disse vejarbejder, der var særlig strengt og lå på et meget øde sted, blev anvendt som arbejde for dem, der ikke ville helt, som man ønskede det. Med andre ord en slags strafarbejde.«

Det fremgår også, at der blev indrettet disciplinærlejre for kværulanter, der ødelagde stemningen i lejrene eller flygtede fra dem. Andre med »moralske defekter«, herunder arbejdsskyhed, kunne også forflyttes dertil. Men det kunne kun ske efter, at sagen på et oplyst grundlag var blevet forelagt et særligt svensk nedsat råd i Stockholm.

»Bare truslen var oftest nok til, at personer ændrede adfærd,« fremgår det af foredraget.

Løntrykkeri

Rejseinspektøren var også opmærksom på at undgå at fremprovokere nutidens debat om frygten for, at udlændingene skal stjæle vores job:

De danske flygtninge modtog nemlig en krone i lommepenge om dagen fra Flygtningekontoret. Men de blev inddraget, hvis flygtningen tjente mere end 15 kroner om ugen. Da en kvinde så får tilbudt arbejde til 18 kroner om ugen, beder hun derfor arbejdsgiveren, om ikke lønnen kan sættes til 15 kroner, så hun kan bevare sine lommepenge. Bertel Schou rapporterer:

»Man kan forstå, at dette nemt kan skabe en dårlig stemning blandt svenskerne, når danskerne tilbyder deres arbejdskraft til en billigere pris. Man skal tillade sig at foreslå, at beløbet 15 kr. om ugen gøres til et cirkabeløb, således at forlægningslederne i hvert enkelt tilfælde kan skønne om berettigelsen af lommepenge.«

De danske flygtninge fik ved ankomsten straks svensk arbejdstilladelse og fik så vidt muligt anvist arbejde. På Flygtningekontoret blev det nærmere opfattet som arbejdspligt.

Indtil flygtningene fandt et arbejde eller havde midler til at klare sig selv, blev de økonomisk understøttet af Flygtningekontoret eller forsørget i lejrene.

Pengene til understøttelse af de danske flygtninge trak Flygtningekontoret på en kreditkonto i Sveriges Riksbank bevilget af den svenske regering. Men der kom også bidrag fra private og foreninger i Sverige og fra danskere i udlandet.

Klasseskel

En måned inden min farfars ansættelse – oktober 1943 – oprettede gesandtskabet det særlige Flygtningekontor i Stockholm, der overtog henvisningen af de danske flygtninge til lejrene. Driften af lejrene var et svensk ansvar indtil januar 1944, hvor Flygtningekontoret også overtog det ansvar og til sidst havde 400 danskere ansat til at administrere det hele.

Bertel Schou var en af tre rejseinspektører, der skulle inspicere omkring 40 lejre eller forlægninger, som de kaldtes dengang. Lejrene lå i den sydlige tredjedel af Sverige og var især etableret på turisthoteller, vandrehjem og skoler i stationsbyer.

Lejrene var til midlertidigt ophold, indtil danskerne kunne sendes ud i arbejde og egen bolig eller til en svensk statsborger, der tilbød indkvartering. Eller ud på egen hånd, hvis flygtningen havde midler til at klare sig selv.

I en rapport skriver rejseinspektør Bertel Schou for eksempel om en fru Nielsen, at hun selv har penge, og så snart broren har skaffet hende en lejlighed i Lund, rejser hun dertil.

Klasseskellene var nok endnu tydeligere end i dag, og det var Bertel Schou opmærksom på. Det ses af rejseinspektørens rapport i juni 1944 om privat indkvartering i Gøteborg:

»Boligforholdene er således, at man er indkvarteret og spiser hos familierne. Maden er god og rigelig (æg og smør). Det må dog anbefales, at man for fremtiden har en nøjagtig beskrivelse af den sociale standard hos de svenske værter, så at man kan placere rette folk på rette sted.«

Og det var ikke første gang, at rejseinspektøren tog stilling til flygtningenes sociale status. I en rapport fra Grangärde hotel den 16. december 1943 står der:

»Forlægningen er absolut første klasses. Mellem jul og den 6. januar flyttes forlægningen til nærliggende steder, da hotellet skal anvendes til andre formål i julen. Socialstyrelsen har lovet, at det fortrinsvis skal være kultiverede mennesker, der bor her. Det vil derfor være nødvendigt at flytte et par stykker.«

En skal flyttes, fordi han ikke spiser æstetisk.

Særlige behov

Der blev taget hensyn til småbørnsforældre, syge og ældre, der ikke kunne arbejde, og i foredraget nævner Bertel Schou også en særligt oprettet lejr: » … hvor de ortodokse jøder fik deres specielle mad og kunne holde deres specielle helligdage og i det hele taget kunne leve efter deres egne ritualer uden at blive forstyrret af omverdenen.«

At de ortodokse jøder var en gruppe, der skulle udredes efter den kaotiske flugt i oktober 1943, fremgår også af rejseinspektørens rapport fra lejren Kåfalle Vilohem den 20. november 1943, hvor der står:

»Ester Gilr, hendes navn staves anderledes, men da hun ikke selv kan skrive, kunne vi ikke få det oplyst. Hun er ortodoks og bør omgående flyttes, da hun ikke vil spise noget videre.«

I den samme rapport bemærkes det, at myndighederne ved flygtningenes ankomst havde vurderet, at flygtningene ikke havde brug for tøj, men at tøjet nu er så slidt, at de bør have nyt. Og her i slutningen af november 1943 er vinteren åbenbart sat ind:

»Med fodtøjet er der også et andet problem. Mange har tynde sko, som absolut ikke egner sig til at gå med i sneen. Det gælder alle forlægninger.«

Inspektøren havde også tid til at høre på flygtningenes individuelle ønsker. Og han var ikke mindst imødekommende over for kunstnere og intellektuelle, så de kunne fortsætte deres virke – uden at det nødvendigvis kastede en indtægt af sig.

Om musikpædagogen og portrætmaleren Herman Spiro, der var født i Italien, men dansk gift, står der for eksempel i en rapport:

»Ville meget gerne have lidt malersager derned. Summen anslås til kr. 50. Skulle meget gerne bevilges.«

Andre danskere måtte henslæbe tiden på et hotel eller i en anden form for flygtningelejr uden anden beskæftigelse end den underholdning, lokale svenskere eller Flygtningekontoret lejlighedsvist arrangerede.

Af de 18.200 danske flygtninge, der opholdt sig i Sverige ved befrielsen i maj 1945, boede omkring 800 især ældre, syge og uarbejdsdygtige stadig i en lejr. Milliongælden, som Flygtningekontoret havde oparbejdet i bestræbelserne på at forsørge og underholde de danskere, der ikke kom i arbejde, blev eftergivet af den svenske regering.

Omkring 1.000 danskere var ved befrielsen blevet så glade for deres tilværelse i Sverige eller var blevet svensk gift, at de valgte at blive i Sverige, da deres landsmænd rejste hjem til et frit Danmark.

En hjemrejse, som min farfar blev sat til at forberede allerede i juli 1944. Da var han nemlig blevet udnævnt til leder af Flygtningekontorets transportafdeling. Det fremgår også af de mange papirer han efterlod.

Til gengæld kan jeg ikke finde svar på, hvorfor familien flygtede, for de var hverken jøder eller modstandsfolk. Én mulig forklaring står tilbage: Min farmor var datter af Sveriges udenrigsminister, Christian Günther. Og de rykkede direkte ind i ministerboligen midt i Stockholm ved ankomsten fra Danmark. Så måske var de i virkeligheden en slags bekvemmelighedsflygtninge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjørn Pedersen
  • Svend Erik Sokkelund
  • Niels Duus Nielsen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Dorte Sørensen
  • Kim Folke Knudsen
  • David Zennaro
  • Ib Christensen
  • Gert Romme
  • Britta Hansen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Trond Meiring
  • Ervin Lazar
Bjørn Pedersen, Svend Erik Sokkelund, Niels Duus Nielsen, Peter Beck-Lauritzen, Dorte Sørensen, Kim Folke Knudsen, David Zennaro, Ib Christensen, Gert Romme, Britta Hansen, Lise Lotte Rahbek, Trond Meiring og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Uhyre interessant læsning!

Karsten Lundsby, Anne Mette Jørgensen, Peter Beck-Lauritzen, Claus Nielsen, Kim Folke Knudsen, David Zennaro, Ib Christensen, søren ploug, Gert Romme og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Kålstokkene

"I en udkant af Stockholm, hvor husene lyser
af sol gennem skylag, der mørkner som stål,
på en vidtstrakt plads, hvor det blæser og fryser,
har en gartner beplantet et stykke med kål.
Jeg ser disse kålstokke trave forbi,
en har hodet på sned, en er krøllet og krum,
og de lunter afsted og søger et hi
i det store og øde og snedækte rum.

De er grønne, det gælder at holde sig tapper,
de er grønne, det eneste grønne jeg ser,
og vinteren dækker dem gavmildt med kapper
og lunende kåber, jo mere det sner.
De ligner et folk på flugt fra en hær,
og når solen går ned bag de brændende skyer,
står skaren i sneen belyst af et skær
som fra bragende mure i brændende byer.

De står der med underligt dukkede rygge,
og hver har sin sorg i den hvirvlende nat.
Og en har et hjem, der engang var hans lykke,
og en har en mor i Theresienstadt.
Man ser det på ryggen, han er emigrant.
I skuldrene dirrer et suk eller støn. -
Der vokser en kålgård i storbyens kant,
den ved, hvad det koster at holde sig grøn."
(Otto Gelsted - Emigrantdigte 1945)

Niels Chr. Nielsen, Thomas Bindesbøll, Annemette Due, Karsten Lundsby, Anne Mette Jørgensen, Peter Beck-Lauritzen, Per Torbensen, Jonna Jensen, Kim Folke Knudsen, David Zennaro, søren ploug, Gert Romme og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Ja. I grunden er der jo ikke megen opmærksomhed omkring tidligere danske og europæiske flygtninge fra "nærområdet". Vi må dog være nogle der har haft meget nære slægtninge eventuelt stammer fra dem, men måske er det et emne mange af os gerne undgår, da det jo er politiseret.

Anne Mette Jørgensen og Kim Folke Knudsen anbefalede denne kommentar

@ Jan Henrik Wegener,

Jeg har i hvert fald intet problem med at vedgå, at min far, der var ganske ung politibetjent under krigen, men undslap Aktion Möwe, - altså deportationen af det danske politi i 1944. Senere i foråret 1945 var han, sammen med en anden ung betjent, Helmut Clausen, i behov for sikkerhed i Sverige, men blev genkendt af en kendt stikker i Helsingør havn. Jeg behøver nok ikke at oplyse, at de absolut ikke fik sammen behandling i Tusindårsriget som andre danske betjente.

Men sagen er videre. at tyske myndigheder jagtede min mor i den tro, at hun kendte min far tilhørssteder, hvad hun bestemt ikke gjorde. Derfor var hun og jeg, der var spæd, i en skov om dagen, men kom ind i et fremmed hus om aftenen efter udgangsforbudet var startet, hvor vi overnattede til næste morgen tidlig.

Hver nat var det i et nyt hus, hos nye fremmede mennesker, som hun ikke kendte. Aldrig hos samme familie 2 gange. Men det tankevækkende er, at alle disse ukendte men prægtige og modige familier, der lagde hjem til, faktisk var kommunister, for ingen andre ville risikere noget overhovedet.

Bjørn Pedersen, John Andersen, Thomas Bindesbøll, Anina Weber, Karsten Lundsby, Niels Duus Nielsen, Anne Mette Jørgensen, Rikke Nielsen, Peter Beck-Lauritzen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Albinus, Kim Houmøller, Estermarie Mandelquist, Morten Sørensen, Per Torbensen, Jonna Jensen, Kim Folke Knudsen, Henrik Peter Bentzen, David Zennaro, Kristian Rikard, Jesper Sano Højdal, Ib Christensen, Grethe Preisler, søren ploug og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Jeg burde måske tilføje, at tiderne og empatien var anderledes dengang. For trods pengene var små og trods mine forældres barske situation under krigen, tog de 3 såkaldte wienerbørn til sig i 1946. En var fra Budapest, og blev hos os i 8 år. En var fra Berlin, og blev der i 5 eller 6 år. Og den sidste var fra München, og boede hos os i 4 år.

Jeg tror faktisk ikke, at nogen dansker vil gøre dette i 2019, hvis der skulle være behov for det.

John Andersen, Thomas Bindesbøll, Liselotte Paulsen, Anina Weber, Karsten Lundsby, Niels Duus Nielsen, Anne Mette Jørgensen, Per Torbensen, Rikke Nielsen, Peter Beck-Lauritzen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Albinus, Estermarie Mandelquist, Kim Folke Knudsen, Hans Larsen, Ib Christensen, Elisabeth Andersen, Hanne Ribens, Trond Meiring og søren ploug anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

"Når terrorren bliver tilstrækkeligt stor, opgiver mange at kæmpe imod.
Når terrorren derimod bliver total, opgiver stadigvæk kun mange."
(Wolf Biermann)

Thomas Bindesbøll, Karsten Lundsby og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Udover de europæere, herunder også danske, der dengang flygtede for tyske eller andre "aksemagter" var der jo også senere nogle af historiens største flygtningestrømme især fra de områder sovjettiske tropper rykkede ind i. Jeg må jo indrømme at det er gælder min nærmeste , dvs. min norske mors norsk-tyske familie, der drog fra den besættelseszone der senere blev DDR. Det var dog mere hendes ældre søskende (fra 20érne - hun fra sen 1938) der også senere havde en del kontakter i Tyskland, da familen senere skildtes ad. Der har været familie på begge sider i det tilfælde.

Thomas Bindesbøll og Kim Folke Knudsen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

På en måde er det trist at der skal gå over 70 år før beretningerne om de danske flygtninges tilværelse i Sverige siver ud i offentligheden. Historien om den 2. Verdenskrig overlejres igen og igen af nye vigtige skildringer. Tak for den fine rapportage her.

Jeg tror ikke, at danskerne som folkefærd har udviklet en slags nationalegoisme, som gør at vi nu ikke vil hjælpe nogensom helst som er lidt mere fremmedartet end os selv. Men den danske tidligere borgerlige presse har svigtet sin oplysningspligt 100% i denne sag. Den er reddet med på vognen som DF´s nyttige idiot og villige instrument for udbredelsen af fremmedfjendtlighed og især modvilje mod personer med en mellemøstlig baggrund. Her hos den såkaldte liberale og frisindede danske presse og deres metertykke svigt gennem mere end 15 år der er grundlaget blevet lagt for den nuværende danske politik Udlændingepolitik, der nærmest markedsføres som genial. Skal vi ikke sælge den helt åbenlyst til Tour De France i år 2021 det vil sikkert give mange point i det rette udland ?

Desværre har der været reelle integrationsproblemer i Danmark. Borgere har anbragt sig selv i en modkultur og modvilje mod alt dansk. Det dur ikke. Er du kommet hertil landet, så må enhver tilrejsende gøre sig umage med at falde til i Danmark uanset, at modtagelsen kan være forbundet med skepsis fordomme og antipati. Der har som sagt sikkert også været en svensk offentlighed under krigen, som ikke har været 100% ubekymret ved at modtage danske flygtninge. Angsten for et tysk indgreb eller et tysk angreb på Sverige gætter jeg må have været der.

Den 11 September år 2001 og den islamiske terrorisme med alle de grusomme attentater i Europa og i Danmark ved Krudttønden i Februar måned 2015 har alle været brikker, som fik danskerne til at vælge DF vejen fremfor en mere åben flygtningepolitik. Jeg kan ikke bebrejde mine medborgere for den holdning med de grusomme islamistiske attentater i erindring. Men følelser og angst må ikke styre det hele. Alle flygtninge har deres individuelle livshistorie og bør behandles anstændigt og med respekt indtil bevis for det modsatte foreligger. Det er det som kendetegner demokratiet fremfor barbariet, at vi bevarer respekten og den velovervejede ageren overfor flygtningestrømme.

Når 1983 lovgivningen i dag betragtes som årsagen til mislykket integration, så skal vi lige huske at den lovgivning var et resultat af flygtningestrømmene efter den 2. Verdenskrig og af det faktum, at meget få lande reelt ønskede at lukke jøderne ind, da de blev truet af forfølgelse og landflygtighed i Tyskland under det Tredje Rige. Kan hænde at vores lovgivning i 1983 var lidt for liberal set i nutidens målestok.

Men nu er der drejet så hårdt på hanen, at der næsten ikke kan vrides en dråbe asyl ud af denne her i Danmark.

Jeg kunne derfor godt ønske mig en kontrolleret lempelse af de nuværende asylregler.

1. At vi tager medansvar hver år for at modtage et begrænset kontingent af Konventionsflygtninge og at de kan tilbydes permanent ophold i Danmark, hvis deres livshistorie taler for denne løsning.

2. At vi afskaffer den stigmatiserende smykkelov, som udbreder en løgnhistorie om at flygtningene altid er meget formuende folk, der sidder i hjemlandet og shopper asyl i den mest profitable modtagernation.

3. At der ikke lukkes totalt af for familiesammenføring. Adskillelse af børn fra deres forældre og adskillelse af familier skader ethvert menneskes udvikling og sundhed.

4. At vi arbejder målrettet på gerne med fælles EU indsats at få repatrieret de flygtninge, som ikke har noget opholdsgrundlag i Danmark.

5. At vi giver flygtninge som kommer her til landet med lovligt asylgrundlag en rimelig forsørgelsesydelse, men at denne altid er knyttet sammen med kravet om at lære dansk og at yde en aktiv indsats for at blive en midlertidig del af det danske samfund.

6. At afviste asylansøgere anbringes i udrejsecentre, som ikke ligger på øde øer, men at der i særlige tilfælde kan anvendes arrest, hvis en afvist asylansøger vurderes at udgøre en fare for det omgivende danske samfund. Beskyttelsen af danskerne og nationens interesser kommer i første række.

Kort sagt: Der skal gives og tages på begge sider i denne sag, så kan vi få skabt en asylpolitik, hvor Danmark tager sin andel af medansvar for asylansøgerne men det skal ske på en sådan måde, så hele det danske samfund kan følge med og magte opgaven.

Karsten Lundsby og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

I Tyskland savner jeg, at landets myndigheder hædrer de borgere, som under den 2. Verdenskrig skjulte Jøder. Jøderne blev kaldt U-Boote med henvisning til deres fordækte tilværelse med falsk identitet og med den modbydelige Jødestjerne, som nu var fjernet fra tøjet. Krigens kaos var med til at redde flere af de skjulte borgere, fordi det nationalsocialistiske retsuvæsen og administration gradvist brød sammen. Luftangrebene ødelagde ondskabens regime og al deres overvågning og kontrol. Ud af det voksende kaos i landet voksede muligheden for at overleve regimets undergang og vinde friheden og livet tilbage igen.

De få modige tyske borgere, der ikke var Jøder og som bevarede deres personlige integritet ved gennem tavshedens ægte protest hjælpen til naboen, til kollegaen, til familemedlemmet, som var på vej til udslettelse i KZ-lejrene: De viste efter krigen at der var et andet Tyskland end den store horde der marcherede lydigt i takt med Nazi regimet.

Ære være deres indsats de få modige borgere.

De få modige reddede flere tusinde jøder igennem krigens rædsler. Få sammenlignet med det kollektive massemord forøvet af et modbydeligt regime med millioner af liv på samvittigheden. Men et reddet liv er værdifuldt i den store sammenligning.

Vidnesbyrd om Jødernes illegale tilværelse i skjul i Tyskland under Det 3. Rige findes i flere eksempler.

Victor Klemperers dagbøger
https://de.wikipedia.org/wiki/Victor_Klemperer

Die Unsichtbaren filmtrailer
https://www.youtube.com/watch?v=X6zD3vw2DMY

Thomas Bindesbøll, Anina Weber, Karsten Lundsby, Anne Mette Jørgensen, Rikke Nielsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Tak for en betydelig oplysende beskrivelse om de danske flygtninge.

Anina Weber, Svend Erik Sokkelund og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar