Læsetid: 5 min.

Her går det godt – send færre penge

Konsulentfirmaet Deloittes årlige European Money League har endnu engang kåret Real Madrid som Europas bedst indtjenende fodboldklub. Men hvad med det sportslige? Efter svingende præstationer, trænerskift og krisesnak har Los Blancos så småt fundet melodien, senest med 2-1-sejren på udebane over Ajax Amsterdam onsdag aften
Real Madrids franske angriber Karim Benzema scorede det første af Real Madrids to mål mod Ajax Amsterdam onsdag aften. Benzema er blomstret op under Solari og er nu topscorer for kongeklubben.

Real Madrids franske angriber Karim Benzema scorede det første af Real Madrids to mål mod Ajax Amsterdam onsdag aften. Benzema er blomstret op under Solari og er nu topscorer for kongeklubben.

Wolfgang Rattay

16. februar 2019

Den spanske hovedstadsklub har nemlig siddet tungt på den europæiske trone med tre Champions League-pokaler i streg og fire på fem år.

I en del af den periode var Zinedine Zidane ved roret. Alligevel valgte den cool franskmand at trække sig umiddelbart efter Champions League-finalen i Kiev maj 2018. Måske havde han set skriften på væggen. Real Madrid havde nået et mætningspunkt – de her spillere havde vundet alt – og hans indflydelse strakte sig alligevel ikke længere end præsidenten, Florentino Pérez’, luner og pengepung.

Ind kom Julen Lopetegui, som under stor medieståhej måtte afbryde sit job som spansk landsholdstræner.

»Når verdens største klub ringer på døren, så åbner man,« som han sagde.

Det holdt ikke længe. Der var træthed oven på et hårdt VM. Spillerne kunne ikke mobilisere gejsten, boldbesiddelse var der nok af, men fejlene hobede sig op, og score kunne de ikke. Oven på et ydmygende nederlag til Barcelona i efteråret 2018, tog Pérez konsekvensen som så ofte før: Det var trænerens skyld. Ud med ham.

Så blev det Santiago Solaris tur. Hidtil havde han været cheftræner for Reals B-hold. Ligesom Zidane i sin tid. Han havde også været på Florentino Pérez’ første Galacticos-hold sammen med stjerner som Zidane, Ronaldo (den brasilianske), Figo og David Beckham. Solari var dog mere vandbærer end stjerne. Men ligesom Zidane kendte ham gamet.

Op mod julen 2018 og lige efter årsskiftet rumlede krisetrommerne igen. Hvorfor mente Solari, at uafgjort mod et tophold i den hjemlige La Liga var godt nok? Skal Real Madrid ikke altid gå efter at vinde – stort og med bravur? Hvorfor holdt han Isco, publikumsdarlingen og en af Lopeteguis foretrukne, på bænken? Var det i virkeligheden hasarderet at løfte den kun 18-årige Vinicius Júnior frem i rampelyset på bekostning af en etableret – men skrøbelig – megastjerne som Gareth Bale?

Imens var Barca over alle bjerge. Ligaen var endnu engang tabt.

Men så fik de højtbetalte spillere nok. Sådan lyder historien i hvert fald, hvis man læser de madrilenske sportsaviser AS og Marca. Sergio Ramos og Luka Modric, Ballon d’Or-vinderen, talte dunder. Det var deres egen skyld. Underforstået, trænere kan komme og gå, men det er på banen, man vinder eller taber.

Så begyndte det at vende. Ligasejre i streg, nogle mere hårdt tilkæmpede end andre. Og pludselig gav Solaris indædte beslutninger mening. Det var ungersvenden Vinicius, der gav holdet energi i januar og februar 2019. Modric fik pauser og gav igen prøver på sin uforlignelige fodboldforståelse. Forsvaret trådte i karakter, og Karim Benzema, der evindeligt havde stået i skyggen af Cristiano Ronaldo, viste sig nu frem som unik kombination af 9’er, måltyv, og 10’er, playmaker.

Uafgjort mod Barca i pokalturneringen. 3-1 over byrivalerne fra Atlético Madrid. Afstanden op til catalonierne skrumpede. Isco, meldte aviserne nu, var selv ude om det. Han skal kæmpe for at komme på holdet og ikke bare agere offer. »En ny æra af sammenhold,« skrev Marca i begyndelsen af februar, og Solari gik fra at være turist ved et tilfælde til en boss med et mandat.

Tilbage står Toni Kroos’ ord i efteråret 2018, da det gik skidt for kongeklubben:

»Sådan var det også sidste år under Zidane. Og året før. Folk har virkelig dårlig hukommelse i den her sport,« udtalte tyskeren til Marca.

Angriberen, der kom ind fra kulden

Bayern Münchens angriber Robert Lewandowski har kaldt ham »angribernes angriber«. Florentino Pérez ser ham nærmest som en søn og mener at se elementer af både Zidane og den gamle Ronaldo i ham. Karim Benzema var for ’brasiliansk’, mente mange af fansene. En humørspiller, æstetisk overlegen i næsten alle spillets facetter – Jorge Valdano kalder ham ’kunstner’ – men med hang til at falde ud af kampene og blive lidt for trind om maven.

Men under Solari er Benzema blomstret op. »Han er vores referencepunkt‚« siger den argentinske træner. Målene er atter kommet, selvtilliden er tilbage, og Benzema har endelig indset, at man skal holde sin krop i form på en anden måde, når man har rundet de 30. Det er et skarpt hjørne i fodbold.

Nu er ’Benz’ topscorer og har fundet ind i et forrygende samarbejde med sin protegé, Vinicius Júnior.

»Hvorfor skal vi købe en ny 9’er, når vi allerede har verdens bedste,« spurgte Florentino retorisk for nylig i de spanske medier.

Lewandowski er nok enig.

Fransk-andalusisk murværk og flyvende kanter

Det er den evige sang og undskyldning. Spillere bliver trætte og mætte oven på triumfer og udmattende VM-slutrunder. Således også Raphaël Varane, ’forsvarsministeren’ – og makkeren, generalen og anføreren, Sergio Ramos. De andre hold i ligaen skovlede mål ind, og på venstrekanten lignede Marcelo en forvirret marionetdukke. Det gik så galt op mod jul og lige efter årsskiftet, at de andre klubber åbenlyst indrømmede, at de orkestrerede deres offensiver i Marcelos side. Så var der nemlig fri bane til målet.

Igen har Solari taget konsekvensen. Han har lovprist Ramos’ kvaliteter – det er ham, der tager straffesparkene – både som anfører, holdets sjæl, og spiller, og resultatet er lige nu en 32-årig andalusier i storform. Varane er også vokset med ansvaret. Og Marcelo, der selv siger, at han savner Cristiano Ronaldo, er kommet på bænken og erstattet af ungdomsspilleren Sergio Reguilón.

»Ingen er hellige på det her hold,« som Solari siger.

Måske lige bortset fra Ramos.

Ballon d’Or-vinder genfinder formen

Ingen sommer uden rygter i hobetal. Luka Modric’ flirt med italienske Inter var et af dem. Den 33-årige kroat valgte dog at blive i Madrid, nu med forbedret kontrakt og lønhop. På banen virkede han tung og træt. Alligevel løb han med alle de individuelle priser – Ballon d’Or, FIFA’s The Best, VM’s bedste spiller.

Men det var Modric, der sagde det mest tydeligt, da først Lopetegui og siden Solari skred i svinget. Det er vores egen skyld.

Nu er Modric tilbage i rollen som den, der dikterer spillet. Manden med de gyldne, målgivende afleveringer – senest til Gareth Bales signaturmål mod Atletico sidste weekend.

»Når Modric spiller godt, spiller hele holdet godt,« sagde en klummeskribent for avisen AS for nylig.

Og Solari kvitterede for sine spilleres selvanerkendelse med gengældt kærlighed oven på Atletico-sejren:

»Nøglen er spillerne. Alle er en del af holdet. Det er dem, der træner og lægger krop, hjerte og kræfter ind i det her. Spillerne fortjener anerkendelsen,« udtalte han til pressemødet.

Ungdom og brasiliansk vildskab

Vinicius José Paixão de Oliveira Júnior er en god historie. Den 18-årige brasilianer har bidt sig fast i Solaris startopstilling. Han er lynhurtig, driblestærk og fyldt med ungdommelig energi. Dog er der et stykke vej op til det, fodboldfans kalder ’slutproduktet’ – kunsten at score mål.

Vinicius er som skåret ud af Pérez’ filosofi i disse år. Hellere investere i unge spillere, der kan modnes og toppe om nogle år, end sprænge banken for megastjerner, der både er besværlige og knap så langtidsholdbare.

Vinicius lader lige nu til at være fremtidens mand. Men tag ikke fejl. For mon ikke Pérez alligevel hiver det store checkhæfte frem til næste sommer? Eden Hazard, Neymar og Kylian Mbappé har alle været på tale. I mellemtiden regerer Solari, skriver Marca, som en, der godt ved, at næste kamp kan blive den sidste. Men det går jo meget godt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu