Læsetid: 11 min.

For gammel? Bernie Sanders vil være præsident som 79-årig

I denne uge annoncerede 77-årige Bernie Sanders, at han stiller op til præsidentvalget i 2020. Vinder han valget, vil han være 79 år ved sin tiltrædelse. I USA diskuterer man nu, om en 80-årig overhovedet er egnet til at være præsident, og om de ældre generationer har for meget magt i amerikansk politik
Selvfølgelig spiller alder en rolle, men man må vurdere det på baggrund af den enkeltes tilstand og helbred, sagde Bernie Sanders selv i et interview i efteråret.

Selvfølgelig spiller alder en rolle, men man må vurdere det på baggrund af den enkeltes tilstand og helbred, sagde Bernie Sanders selv i et interview i efteråret.

Michael Kelly The Washington Post

23. februar 2019

Bernie Sanders vil endnu engang forsøge at blive Demokraternes præsidentkandidat. Det erklærede han tirsdag i et interview med Vermont Public Radio. Det siger en del om Bernie Sanders, at han valgte at annoncere sit længe ventede kandidatur på en lokal public service-radio i staten Vermont, hvor han også er valgt.

»Bagefter satte han en seddel op på opslagstavlen i det lokale supermarked for at gøre det helt officielt,« jokede talkshowværten Stephen Colbert.

Det fortæller os i hvert fald, at Bernie Sanders på mange måder hører til i en anden tid. Og det understreger, hvor usandsynlig historien om Bernie Sanders er: 

Han er en gammel, krumbøjet mand, der taler nasalt med en uddøende New York-dialekt, men har alligevel formået at samle de unge, progressive amerikanere omkring sig og blive et symbol på deres krav om forandring. 

Ganske vist blev han ikke Demokraternes præsidentkandidat i 2016, men ved primærvalgene fik han flere stemmer blandt de 18-30-årige end Donald Trump og Hillary Clinton tilsammen. Markant flere endda. 

Men ender Bernie Sanders med at vinde valget i 2020, vil han være 79 år gammel, når han tiltræder som præsident, og 83 år, når hans valgperiode udløber.

I USA er Bernie Sanders’ alder nu blevet genstand for en debat i flere spor.   

Først og fremmest bliver det diskuteret, om vælgerne overhovedet kan have tillid til, at en mand på 80 år fysisk og mentalt er i stand til at varetage et så krævende og afgørende job som at være amerikansk præsident.

Desuden er der en bredere diskussion om, at den ældre generation sidder for tungt på den politiske magt i USA. 

Og endelig diskuterer venstrefløjen, om Bernie Sanders er den rigtige mand til at føre ideen om demokratisk socialisme i USA videre, eller om han burde give plads til yngre kræfter.

Bernie Sanders selv har svært ved at se problemet.

»Selvfølgelig spiller alder en rolle, men man må vurdere det på baggrund af den enkeltes tilstand og helbred,« sagde han til mediet Politico i efteråret.

»Jeg kan bogstaveligt talt ikke huske, hvornår jeg sidst har været syg,« tilføjede han

Legitim bekymring

Bernie Sanders er langtfra den eneste kandidat til præsidentvalget i 2020, som er langt over pensionsalderen. Den siddende præsident, Donald Trump, er 72 år, og de øvrige favoritter til at blive Demokraternes kandidat tæller blandt andre Elizabeth Warren på 69 år og 76-årige Joe Biden – sidstnævnte har dog ikke meldt sig som kandidat endnu.

Historisk set er det en undtagelse, at de fremtrædende præsidentkandidater er så gamle. Donald Trumps forgængere – Barack Obama, George W. Bush og Bill Clinton – var henholdsvis 47, 54 og 46 år, da de overtog embedet.

Nogle mener, at debatten om politikernes alder er udtryk for diskrimination på linje med racisme og sexisme. En af dem er Bernie Sanders’ kone, Jane Sanders.

»Ageism (aldersdiskrimination, red.) lader til at være den sidste form for isme, som folk bare accepterer. Jeg mener slet ikke, man kan være for ung eller for gammel til noget,« har hun udtalt.

Uffe Ellemann-Jensen, 77 år

Forhenværende minister og tidligere folketingsmedlem for Venstre interviewet af Morten Madsen.

– Kunne du forestille dig at varetage rollen som statsminister i en alder af 79?

»Nej, det kunne jeg ikke, så mange kan ånde lettet op. Men det må generelt komme an på en fuldstændig individuel vurdering. Lad mig minde om Konrad Adenauer (første forbundskansler i Vesttyskland efter anden verdenskrig og medstifter af CDU, red.), der gjorde det ganske udmærket, så alderen kan man ikke sige noget som helst generelt om. Det er klart, at man besidder en vis erfaring, og omvendt kan man sige, at risikoen for at køre galt også er større i den alder.«

– Hvad tænker du om, at Bernie Sanders stiller op?

»Selv om man er godt oppe i årene, kan man sagtens varetage det job, og jeg sidder da personligt og krydser fingre for, at Joe Bidden stiller op. Han er en af de få, der kan banke ham grobrianen, der sidder i Det Hvide Hus for øjeblikket. Jeg er bange for, at Bernie Sanders med sit kandidatur kommer til at gøre det samme, som han gjorde over for Hillary Clinton; at gøre det svært for en demokratisk kandidat, der samler bredt.«

Harold A. Pollack, der er professor i folkesundhedsvidenskab ved Chicago University, mener omvendt, at det helt legitimt, at medier og vælgere forholder sig kritisk til kandidaternes alder og helbred.

»I USA har præsidenten utrolig stor magt. Han skal træffe afgørende beslutninger med meget vidtgående konsekvenser hele tiden. Det kræver bare fysisk og psykisk energi,« siger Harold A. Pollack.

Han anerkender, at 75-årige sagtens kan være både åndsfriske, sunde og energiske. Man kommer bare ikke uden om, at krop og sind forfalder med årene, mener han. Det er en af livets ubarmhjertige kendsgerninger, og det bør man kunne have en åben og nøgtern diskussion om, siger han. Især når det kommer til noget så afgørende som politik.

Efter man er fyldt 70 år, fordobles risikoen for at udvikle demens hvert femte år. Og næsten en tredjedel af alle amerikanere, der er fyldt 85 år, lider af en eller anden grad af demens. Andre, mildere mentale funktionsnedsættelser er endnu mere udbredte, tilføjer Harold A. Pollack.

»Når vælgerne overlader så meget magt og autoritet til én person, er det ikke urimeligt, at vi også vil sikre os, at den person er sund og rask. Bliver præsidenten meget syg, er det et stort problem for hele landet,« siger Harold A. Pollack.

Meget tyder på, at det faktisk skete for Ronald Reagan. Han var 69 år, da han blev præsident i 1980, og dermed den næstældste præsident, der nogensinde er tiltrådt – kun overgået af Donald Trump. I 1994, fem år efter han at var gået af, fik han konstateret alzheimers.

I dag vurderer flere forskere, at han havde symptomer, allerede mens han var præsident. Han svarede blandt andet langsommere og med et begrænset ordforråd, når han blev interviewet.

Polack mener ikke, at man bør indføre regler, der afskærer kandidater over 70 eller 75 år fra at stille op, på samme måde som forfatningen hindrer personer under 35 år i at blive præsident. Men man bør som minimum kræve, at alle kandidater skal igennem en grundig og uvildig helbredsundersøgelse.

Stabil IQ

Martin Lauritzen, der er hjerneprofessor ved Københavns Universitet, og Rigshospitalet, mener ikke, man kan sige noget kategorisk om Bernie Sanders eller de øvrige kandidaters helbred alene på baggrund af deres alder. Det varierer utroligt meget fra person til person, hvordan og i hvilken grad alderen påvirker dem. Ser man på den gennemsnitlige udvikling, er der dog nogle ting, som mennesker generelt bliver dårligere til.

»Det gælder blandt andet evnen til at lære nye ting eller omstille sig til nye situationer og korttidshukommelsen,« siger han. Omvendt lader menneskers intelligens målt i IQ til at være relativ stabil livet igennem.

»Overordnet set skal man ikke afskrive nogen på grund af deres alder. I mine øjne ligner Bernie Sanders en mand, der er fuld af energi,« siger Martin Lauritzen.

Gammelmandsvælde

Uanset om man mener, de er egnede til det eller ej, kommer man ikke uden om, at mennesker over 70 år fylder utroligt meget i amerikansk politik. Det er det andet spor i debatten om alder og politik. 

Valget i 2020 bliver det første, hvor de såkaldte millenials, der er født i 1980’erne og 90’erne, bliver den største generation af vælgere. Men personer under 40 år spiller ofte kun en meget begrænset rolle i amerikansk politik. 

David Walsh er ph.d.-studerende ved Princeton Universitet. Han mener, at USA er ved at udvikle sig til et gerontokrati – et samfund styret af gamle.

I lighed med lederen af det republikanske flertal i Senatet, Mitch McConnell, som er 76 år, og 78-årige Nancy Pelosi, der er formand for Repræsentanternes Hus, er det overvejende ældre politikere, der sidder på de tunge udvalgsposter i Kongressen, og gennemsnitsalderen i senatet er over 60 år, påpeger David Walsh.

Margrete Auken, 74 år

Forhenværende medlem af Folketinget og nuværende medlem af Europa-Parlamentet for SF.

– Ville du være i stand til at være statsminister?

»Ja, det ville jeg da. Når man er 79, er man ikke så frisk, som da man var 55, men jeg har da set masser af mennesker, der er fuldt friske, selv når de er oppe i 90’erne. Selv er jeg da begyndt at rende rundt og lede efter ting, jeg lige har haft i hånden. Det er sådan, vi gamle mennesker holder os i form.«

– Hvordan mærker du det konkret, at alderen påvirker dig?

»Når jeg rapporterer hjem fra parlamentet, skal jeg både holde styr på arbejdsmarkedet, miljø og sundhed. Jeg kan godt klare mig i situationen, når en af mine medarbejdere lige har briefet mig, men jeg er begyndt at glemme tingene hurtigere. Så jeg stiller nok i hvert fald ikke op igen om fem år, for der er jeg ved at ryge i farezonen helbredsmæssigt.«

– Synes du, det er en god ide, Bernie Sanders stiller op?

»Ja, det synes jeg. Det er dristigt, at mange påpeger, at han er 83, når han skal genvælges. Vi skal have bedsteforældrene på banen.«

Han mener ikke, at det er et problem i sig selv, at en politiker er gammel. Tværtimod har erfarne politikere fordelen af en lang politisk hukommelse. De kan placere aktuelle udfordringer i en historisk kontekst og fungere som værn imod at gentage tidligere tiders fejl.

»Derudover behøver man blot at kigge på Nancy Pelosis livtag med Trump den seneste måned for at konstatere, hvor effektive erfarne politikere, der ved, hvordan man navigerer i det politiske system, kan være,« siger David Walsh til Information.

Det er først et problem, når stort set alle de mest magtfulde positioner i samfundet er besat med ældre mennesker, mener han. Unge har generelt en mere dynamisk forståelse af samfundet og er – på godt og ondt – mere åbne over for forandring og nye, radikale ideer. Som et eksempel peger David Walsh på, at den ellers venstreorienterede Nancy Pelosi uden videre har afvist yngre Demokraters forslag om en omfattende green new deal til at finansiere den grønne omstilling.

»Helt generelt kan man se en tendens til, at det amerikanske samfund har udviklet sig hurtigere end politikernes opfattelse af det,« siger han.

»Hvis man er valgt i 1980’erne, er ens opfattelse af Amerika rundet af nogle andre erfaringer, end hvis man politisk er vokset op under finanskrisen. Det er, uanset om det drejer sig om opfattelsen af ordet ’socialisme’, synet på finanssektoren, klimaforandringerne eller big tech

Ny verden

I foråret 2018 var Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, indkaldt til en høring i Senatet for at svare på kritiske spørgsmål om virksomhedens håndtering af personfølsomme oplysninger og dens rolle i spredningen af fake news.

»Hvordan kan Facebook overhovedet tjene penge, når kunderne ikke betaler for jeres ydelser,« spurgte den 84-årige senator Orrin Hatch. Mark Zuckerberg, der for en sjælden gangs skyld var iført jakkesæt, sad tavs og forundret i flere sekunder.

»Senator, vi har reklamer,« sagde han endelig og rystede på hovedet. Det var han ikke alene om. Et videoklip med ordvekslingen gik viralt.

Bertel Haarder, 74 år

Forhenværende minister og nuværende folketingsmedlem for Venstre. Interviewet af Morten Madsen.

– Er det okay, at man dømmer Bernie Sanders på hans alder? 

»Det er aldersracistisk, uanstændigt og i strid med demokrati og ligestilling. Man skal spørge, om Bernie Sanders er fit for fight, om han er åndsfrisk, om han brænder for noget, og svaret er ja til det hele. Man skal se bort fra dåbsattesten. Churchill, Reagan og de Gaulle ledede alle deres lande i en periode, hvor de var ældre end Bernie Sanders. Og jeg har da med glæde konstateret, at både Bernie Sanders og Nancy Pelosi er fire-fem år ældre, end jeg er. At bortdømme nogen på grund af deres alder er lige så slemt som at bortdømme nogen på grund af deres køn eller deres hudfarve.« 

– Hvad tænker du om, at Bernie Sanders har meldt sit kandidatur? 

»Jeg synes, det er fremragende, at Bernie Sanders stiller op, når nu han taler så meget om Danmark hele tiden. Og jeg er da i øvrigt helt enig med ham i, at sundhed og uddannelse bør være gratis, så det er da en herlig ambassadør, vi har fået i amerikansk politik.«

Harold A. Pollack fra Chicago University mener ikke nødvendigvis, at det handler om de enkelte parlamentarikeres alder. Modsat præsidenten skal de ikke træffe afgørende øjebliksbeslutninger, og hvis en ledende kongrespolitiker bliver syg, kan vedkommende relativt nemt skiftes ud.

Det handler om sammensætningen af politikere, mener han. Reguleringen af internettet og ny teknologi er et godt eksempel på, hvor vigtigt det er, at alle generationer er repræsenteret politisk.

»Hvis man er digital indfødt, og store dele af ens liv leves i gennem de her teknologier, har du også et andet politisk perspektiv på området. Man ved ikke bare noget om det, man har også langt mere på spil end ældre generationer,« siger professoren.

»På samme måde har unge et andet perspektiv på klimaforandringerne, fordi de ved, at det kommer til at ramme dem selv.«

Nye tider

Det sidste spor i den amerikanske debat handler om, hvorvidt Bernie Sanders fortsat bør være frontfigur for den amerikanske venstrefløj, som i høj grad er båret frem af unge vælgere.

»Det er virkelig et bizart fænomen, at Sanders er blevet hyldet som en ny, radikal politiker, selv om han har været i politik og ment det samme siden 1970’erne,« siger David Walsh fra Princeton.

Han kan kun forklare det med, at det må handle om substansen. Eftersom Bernie Sanders præsenterede vælgerne for en dramatisk anderledes forståelse af statens rolle i forhold til markedet og social sikkerhed end den, der er dominerende i amerikansk politik, virkede han frisk.

»En af USA’s mest populære politikere lige nu er 29-årige Alexandria Ocasio-Cortez. Men det skyldes måske ikke hendes alder eller hendes udseende, som nogle indikerer. Det skyldes måske hendes politik, som minder meget om Bernies,« siger David Walsh om den nye stjerne i det demokratiske parti.

Alexandria Ocasio-Cortez er blevet et symbol på det nye demokratiske parti.

Bernie Sanders var muligvis den eneste erklærede socialist i amerikansk politik, da han stillede op i 2016. Sådan er det ikke længere. Efter valget i november faldt gennemsnitsalderen i Repræsentanternes Hus med ti år, fra 59 til 49 år. Grupper af demokratiske kongresmedlemmer tæller nu flere kvinder, flere brune og flere unge. Og de også mere venstreorienterede.

Tirsdag, da han annoncerede sit kandidatur, sagde Bernie Sanders selv:

»Man bør ikke kigge efter farven på kandidaternes hud, på deres seksuelle orientering, på deres køn, og man skal ikke kigge på deres alder. Vi bliver nødt til at bevæge os imod et ikke-diskriminerende samfund,« og tilføjede:

»Jeg vil bede folk om kigge på mig og se det store billede: mit energiniveau, min historie i Senatet, og ikke bare dømme mig på ét kriterium.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • Gert Romme
  • Viggo Okholm
  • Torben K L Jensen
Anders Graae, Gert Romme, Viggo Okholm og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Er det ikke den nye pensionsalder i Danmark?

Mogens Holme, Ib Christensen, Michael Waterstradt, Alvin Jensen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Hent alle relevante oplysninger om Bernie Sanders kampagne og den 1 million der støtter den aktivt på youtube.
main-stream medier sværter ham til alle steder - også i Danmark.

Michael Waterstradt

Hvorfor er spørgsmålet ikke, om en korrupt, narcissistisk, utilregnelig, kvindehadende, racistisk osv.osv person kan være præsident? Bernie Sanders, har gennem hele sit liv stået på den rette side af historien når det gælder borgerrettigheder, kvinderettigheder, rettigheder for homoseksuelle, kampen for et rent klima samt en vedvarende kamp for, at nogle få magtfulde grupperinger ikke skal have lov til at sætte dagsordnen for en hel nation.
Hvilke mærkelige spørgsmål kan man ellers stille? Er det trygt at overlade magt til en kvinde? en jøde? en homoseksuel? en der kommer fra Brøndby (jeg kommer selv fra Brøndby)?
Denne underlødige retorik om alder vs magt burde Information holde sig for god til.

Flemming Berger, Mogens Holme, Ib Christensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen, Carl Chr Søndergård, Randi Overgård og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Bernies eventuelle præsidentskab ville hele vejen skulle kæmpe med alderen som handicap. Chancen for at en yngre kandidat samler stafetten op er helt sikkert til stede, og successen er blandt meget andet op til os. Ting tager tid. Vis dem hvad vi kan. At afskrive USA som en del af Danmarks fremtid vil være en fatal fejltagelse. They've got the numbers.

Nu har man måbende kunne følge med i den danske debat om amerikansk politik og valgkampe, og har konstateret at, så at sige ingen dansker vil i en amerikansk valgkamps-kontekst stå på mål for vores eget sundhedssystem.

De vil ikke have det i USA, og det vil de aldrig betale for, og det kan ikke blive til noget, har vi hørt 1000-vis af af gange.

Her kommer så ind fra venstre Venstres Bertel Haarder, 74 år " jeg er da i øvrigt helt enig med ham (Bernie) i, at sundhed og uddannelse bør være gratis, så det er da en herlig ambassadør, vi har fået i amerikansk politik". Flot Bertel!!!

Hvis han får en ung, kvindelig vicepræsident til at tageover såfremt der skulle ske ham noget, så tror jeg sagtens det kan lade sig gøre.

Jørgen Wind-Willassen

79 år.
Lad os nu være ærlige. Den holder ikke.
At være bekymret for at en homoseksuel skulle blive præsident er noget helt andet.
Alderen kan vi altså ikke løbe fra.
Så Bernie. Hyg dig nu med børnebørnene og deltag i politik når du har tid og gode indspark.
Men præsident?
Nej tak, og det selvom jeg er enig med dit budskab.
Måske du skulle overveje vicepræsident positionen og være erfaringen- den voksne i selskabet.

Michael Waterstradt

Slap nu af; en præsident vælges kun for 4 år af gangen. Dette er en af årsagerne til at amerikanerne har en vicepræsident funktion; Sanders/Tulsi Gabbard eller AOC (går ud fra at argumentet forsvinder hvis vicepræsidenten skulle blive Elisabeth Warren som også er oppe i årene). At der pludselig er bekymring i de amerikanske medier, om at alderen er et problem, når snakken kommer til Bernie Sanders, er for mig at se endnu et forsøg på at stikke en kæp i hjulet på hans præsidentkandidatur.
Jeg er ganske sikker på, at den amerikanske befolkning, som på tværs af partiskel støtter op om hans politik, er bedre tjent med en ældre person som kæmper deres sag end en ung korporatist. Nu da A.O. Cortez er valgt ind i kongressen, er det også et problem for de kooperative medier, da personen nu er for ung (29 år), og dermed ikke har nok erfaring!
Så tag nu og centre opmærksomheden om substansen i hans (Sanders) politiske ideologi end omkring hans person.

Flemming Berger, Mogens Holme og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Jes Enevoldsen

Her i Italien har vi 82 årige Berlusconi, som for nylig under valgkampen til regionalvalget på Sardinien berettede, at han for 10 år siden kunne klare 6 piger på en nat, men nu falder i søvn efter 3. Alder er ikke, hvad det har været..
Spøg til side: selvfølgelig kan Sanders klare det. Hvis han vinder bliver det sammen med et klart venstreryk i både Senatet og Repræsentanternes Hus. Han bliver ikke alene om at føre en ny politik i USA.