Læsetid: 12 min.

Københavns nye stadsarkitekt: »Grundlæggende tror jeg, at alle arkitekter er idealister«

Fredag tiltrådte Camilla van Deurs som Københavns nye stadsarkitekt. Det betyder, at hun de næste fem år skal rådgive hovedstadens politikere om byens udvikling. Vi har bedt hende lægge en rute gennem København og vise os, hvad hun synes fungerer, hvad der ikke fungerer, og hvad hun har store ambitioner for
Et smukt, moderne hus, som på fornemmeste vis kan det her med at tale ind i sin samtid, siger Camilla van Deurs om Mærsk Tårnet, som tårner sig op i baggrunden.

Et smukt, moderne hus, som på fornemmeste vis kan det her med at tale ind i sin samtid, siger Camilla van Deurs om Mærsk Tårnet, som tårner sig op i baggrunden.

Anders Rye Skjoldjensen

2. februar 2019

Det er tirsdag omkring frokosttid, og vi skal gå tur med Københavns nye stadsarkitekt, Camilla van Deurs.

Det er den 42-årige arkitekt, som indtil nu har været partner i arkitektfirmaet Gehl Architects, der har valgt ruten.

Vi skal forbi Torvehallerne og Israels Plads videre til Søtorvet og begyndelsen af Nørrebrogade og til sidst se på Sankt Hans Torv og gå rundt om det nye Panum tæt på Tagensvej og Rigshospitalet.

Undervejs skal vi også tale om temaer som cyklisme, bæredygtig arkitektur og børn i byen, der kommer til at fylde meget i planlægningen af København de kommende år.

Men først skal vi tale om Nørreport Station.

Nørreport

Hvis Nytorv er det gamle Københavns centrum, kan man kalde Nørreport for det nye Københavns centrum. Det er derfor, vi skal mødes her, forklarer Camilla van Deurs

»Det er herfra byen er vokset ud mod brokvartererne.«

Camilla van Deurs

  • Født 1977, arkitekt.
  • Tiltrådt som stadsarkitekt i København den 1. februar.
  • Uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole i 2002, ph.d. fra samme sted i 2010.
  • Ekstern professor ved Københavns Universitet siden 2011.
  • Landskabsarkitekt i Svend Kierkegaard Landskabsarkitekter 2001-2003.
  • Arkitekt i Gehl Architects siden 2008. Partner siden 2013.
  • Gift og mor til to.

I hendes øjne er Nørreport et fantastisk projekt, fordi det har haft øje for nogle af fremtidens udfordringer: At der skal tænkes i klimaløsninger, og at befolkningstallet i byen bare vokser og vokser.

For eksempel indsamler stationens tage regnvand, cykelstativerne er sænket 40 centimeter ned i jorden, så der ikke skærmes for de forbipasserendes udsyn, og så har arkitekterne taget udgangspunkt i menneskers bevægelser og behov. Det har de gjort ved at kigge på københavnernes brug af stationen og efterfølgende bygge den efter de mønstre, arkitekterne opdagede.

»Jeg kan godt lide, at der er nogle grundelementer, men at det også er relativt uprogrammeret, hvad du skal her,« siger den kommende stadsarkitekt.

»Det gør, at man kan indtage stedet. Nogle gange er her blomsterkummer, andre gange demonstrationer, nogle gange studenter om sommeren. Og andre gange kan man sætte sig på en bænk uden at købe noget og kigge på andre mennesker. Man kan bruge Nørreport til mange ting.«

At skabe en by

Mens vi bevæger os videre, fortæller Camilla van Deurs, at københavnerne og befolkningen generelt er meget optagede af arkitektur, og af hvordan vores byer skal udvikles.

»Det skyldes simpelthen, at arkitektur er den kunstart, du ikke kan undgå. Du kan lade være med at gå i opera eller på kunstmuseum. Men arkitektur er derude, og du bliver udsat for den, lige meget om du vil det eller ej. Både den gode og den dårlige.«

Derfor vil Camilla van Deurs bruge meget af sin tid som stadsarkitekt på at tale med københavnerne om deres ønsker til og drømme for byen. De drømme vil hun tage videre til politikerne. Derefter er det deres opgave at tage beslutningerne.

»Politik betyder jo faktisk ’at skabe by’ på græsk. På den måde hænger byudvikling og politik sammen. Og der bliver det min opgave at have den faglige rådgivning af politikerne.«

Torvehallerne

Bag Nørreport ligger Torvehallerne. Før i tiden var der nogle fodboldbaner og parkeringspladser i området. Men i 2015 blev de erstattet af de to store haller i glas os stål, hvor man kan købe råvarer, vin og mad.

Hallerne har været undervejs længe, fortæller Camilla van Deurs. Faktisk kæmpede arkitekten Hans Peter Hagen for projektet i 25-30 år, mens han rejste rundt i hele Europa og lod sig inspirere af andre torvehaller. I hendes øjne er hallerne et symbol på ændringen af madkulturen i København.

»Vi er ikke bare blevet bevidst om, hvor vigtig sundhed og fødevarer er, men også at de er vigtige at have inde i vores by. At bo i byen handler også om at have adgang til natur og gode fødevarer,« siger hun. Det ser man også på, at flere og flere dyrker fødevarer i byen, at der er kommet bistader i hovedstaden og lignende.

»Og så bliver man bare glad. Det er sanseligt midt i alle brostenene,« siger hun om hallerne, der er blevet kritiseret for at være dyre og for eliten.

»Og de er dyre. For de er en del af en oplevelseskultur – mad som oplevelse.«

Børn i byen

Mens vi bevæger os videre, fortæller Camilla van Deurs, at der kommer til at bo 100.000 flere mennesker i København om 10 år. Og der vil især komme flere børn.

Det skyldes særligt, at børnefamilier vælger at blive i byen i stedet for at flytte i hus i forstæderne.

»En stor opgave de næste fem år bliver derfor at få plads til børnene, for der skal bygges børnehaver, skoler og legepladser. Det er især en udfordring, fordi kommunen er underlagt et anlægsloft, som betyder, at kommunerne kun må bygge for et vist beløb årligt.«

Ved siden af Torvehallerne ligger Israels Plads – en stor åben plads i grå betonfarver og med en basketballbane i midten. Mellem Torvehallerne og Israels Plads løber den let trafikerede Vendersgade.

Israels Plads

Og apropos børn i byen. Israels Plads er faktisk en skolegård, forklarer Camilla van Deurs.

To skoler ved siden af bruger den åbne plads til at lege på, når der er frikvarter. Og netop som vi står og taler om dem, ringer klokken ud, og i løbet af et minut er pladsen fyldt med børn, der spiller bold eller sjipper. Lidt i det fjerne står en gårdvagt med en gul vest på.

»Hvis du lægger mærke til det, så er der ikke nogen hegn, der afskærmer pladsen fra trafikken eller andre mennesker. Ideen med det er at åbne skolerne op og opdrage børnene til at være borgere i deres by. De skal lære at interagere, og at vejen er lige derude,« siger hun og peger, »så der skal de ikke gå ud. Det er gennemsyret af dansk, pædagogisk tilgang. Havde det været USA, var der vagter og hegn. Men pladsen her symboliserer, at man stoler på børnene.«

Arkitektur er den kunstart, du ikke kan undgå. Du kan lade være med at gå i opera eller på kunstmuseum. Men arkitektur er derude, og du bliver udsat for den, lige meget om du vil det eller ej. Både den gode og den dårlige, siger Camilla van Deurs.

Anders Rye Skjoldjensen

I nogles øjne kan Israels Plads virke kedelig, som en ligegyldig bar plads uden cafeer, skulpturer eller spragl. Men hvis man tænker sådan, så er det højst sandsynlig, fordi man er voksen, siger Camilla van Deurs.

»Det her er en legeplads! Vi er mange om byen, og derfor skal der være plads til alle mulige forskellige byrum. Hvis man hellere vil sidde og drikke latte, så kan man jo gøre det derovre,« siger hun og kaster hovedet mod Torvehallerne ved siden af.

Klima og bæredygtighed

På Nørre Farimagsgade passerer vi en skraldevogn, der bippende er i gang med at kvase skrald. På siden står der ’Genbrug er guld’.

I fremtiden bliver netop genbrug og genbrugscentraler, men også byggeriets ansvar og klimaaftryk et vigtigt tema, siger Camilla van Deurs. Hun håber, at man i kommunen kan begynde at tale om og stille krav til, at byggeri i byen skal være mere cirkulært – for eksempel ved at genanvende materialer såsom gamle vinduer og mursten.

»Københavns Kommune er jo i virkeligheden en af de største bygherrer i landet. Og det betyder, at vi har et stort ansvar i forhold til klima og bæredygtighed.«

Derudover skal kommunen være bedre til at tænke genbrug af regnvand, grønne facadeløsninger, og passiv solvarme ind i arkitekturen.

»Det begyndte vi så småt med i 1990’erne, men de erfaringer har desværre været fraværende, da man for eksempel udviklede Ørestaden. Der skal vi blive bedre.«

Søtorvet ved Dronning Louises Bro

Vi er kommet til Søerne og står med Dronning Louises Bro og Nørrebro i ryggen. Over for os tårner to symmetriske, palælignende bygninger op.

Husene er bygget i 1870’erne af Camilla van Deurs’ tiptipoldefar Ferdinand Meldahl, som også var stadsarkitekt. Det var dengang, voldene var faldet, og byen rigtig begyndte at udvikle sig ud i brokvartererne.

Andre i tiden op til havde bygget i danske materialer som tegl og i et dansk formsprog, men Meldahl var international og historist, som man kaldte det. Han var optaget af Paris og de store boulevarder, og ønskede noget lignende for København: Noget formelt, der gav byen grandieur.

»Det blev han kritiseret massivt for af sin samtid, hvor mange mente, at han var konservativ og bagstræberisk. Og nu 150 år senere må jeg sige, at jeg ikke har de helt samme ambitioner og drømme for byen som min tiptipoldefar. Jeg er ikke så optaget af grandieur,« siger hun.

Cykler

Vi bevæger os hen over Dronning Louises Bro, som ifølge en undersøgelse fra 2011 dengang var den mest cykeltrafikerede strækning i verden.

Lige nu cykler 43 procent af københavnerne. Kommunens ambition for fremtiden er, at 50 procent skal cykle, forklarer Camilla van Deurs.

»Det er et voldsomt skift, og det betyder, at vi ikke bare skal lave små hyggeinvesteringer i cyklisme. I stedet skal vi tænke kreativt med cykelparkering, signalanlæg, bedre muligheder for at kombinere cykling med kollektiv transport og måske endda regionale supercykelstier for pendlerne på de længere ture på tværs af kommunegrænsen. Det kræver en reel investering,« siger Camilla van Deurs.

Men det skift giver god mening, for ikke nok med at cykler ikke forurener, så optager de heller ikke meget plads.

»Så i forhandlingen om den trange plads i København, er cyklerne vigtige.«

Som et incitament til at tage cyklen har man på Nørrebro lavet ’den grønne bølge’. Det betyder, at en cyklist, der kører cirka 20 km i timen, vil fange alle de grønne lys i lyskrydsene. Farten kan man se på nogle af de fartmålere, der er sat op langs cykelstien.

I en multikulturel by som København skal der være nogle grundrum som fortov og cykelstier, der skal fungere for alle. Men så må der også gerne være nogle specialrum til for eksempel børn, unge eller borgere med en anden etnicitet, siger Camilla van Deurs

Anders Rye Skjoldjensen
Camilla van Deurs er klar over, at biler kontra cykler er et sprængfarligt emne, hvor politikerne må træffe »nogle svære valg«. Men man kan også prøve at lave nogle kloge valg.

»Der findes eksempelvis steder i byen, hvor parkeringspladserne skifter – om dagen er det parkering til 10 cykler, og om natten skifter det til en parkeringsplads for en bil. Den fleksibilitet i byrummet bliver interessant at arbejde med,« siger hun.

Man kunne også forestille sig en fremtid med flere teknologiske løsninger. For eksempel arbejder kommunen på at få lyskrydsene til at tælle, hvor mange biler, der kører ind i byen og tilpasser antallet ved at lade lyset være rødt i længere tid, hvis der er for mange biler..

En anden idé kunne i fremtiden være cykelstier og vejbaner markeret på vejen med LED-lys, som så tilpasser bredden på cykelsti og vej alt efter, om det er myldretid eller weekend, siger Camilla van Deurs, mens vi fortsætter fra Dronning Louises Bro ud ad Nørrebrogade.

Nørrebrogade

En del af Nørrebrogade er malet rød. Det indikerer, at biler ikke må køre der – kun busser. Det er Camilla van Deurs’ gamle arbejdsplads, Gehl Architects, der har lavet strategierne for det.

Det viste sig at være rigtig hårdt for mange af butikkerne på Nørrebrogade de første fem-syv år, hvor flere gik konkurs. I dag er der kommet en anden type forretninger, og man køber ikke længere køleskabe på Nørrebrogade, men i stedet mad, musik og indretning.

»En undersøgelse fra London, der viser, at cyklisterne bruger butikkerne 40 procent mere end bilisterne. Så det er en skrøne, at forretningslivet dør i et bycentrum, hvis man skaber bedre kår for cykler på bekostning af biler. Der kommer bare andre former for butikker.«

Gentrificering

Nogle gange kaldes begyndelsen af Nørrebro med sine hippe butikker og kædecafeer for gentrificeret – at der på grund af byfornyelse og stigende boligpriser er sket et socialt skift, hvor studerende og andre uden mange penge er flyttet ud, mens de rige er flyttet ind.

»Gentrificeringen er i mine øjne hverken godt eller dårligt. Det er en balance. Men jeg synes, at det er et problem, at København er blevet så dyr en by. Lejlighedspriserne presser folk ud, og i virkeligheden er noget af det vigtigste at diskutere i fremtiden, hvordan vi bygger billigere og måske også lidt mindre, så der bliver plads til flere af os herinde.«

Sankt Hans Torv

Vi er drejet fra Nørrebrogade til højre ad Elmegade og er nu kommet til Sankt Hans Torv. Pladsen  blev omlagt i 1992 efter tegning af Sven-Ingvar Andersson.

I 1960’erne og langt op i 1980’erne fokuserede man meget på at lave gågader og skabe rum for en shoppingkultur, fortæller Camilla van Deurs.

»Men i begyndelsen af 90’erne begynder man i stedet at interessere sig for folks hverdag og skabe rum til den. Og det er Sankt Hans Torv et symbol på,« siger hun og peger på Jørgen Haugen Sørensens vandkunst i midten, og bænkene, hvor man kan sidde og kigge på mennesker uden at skulle købe noget.

Torvet har desuden eftermiddags- og aftensol og er en af de første pladser, der blev anlagt uden for den indre, klassiske by. Indtil 1992 gik der en trafikeret vej lige gennem der, hvor torvet nu ligger.

»Det er et af de steder i København, som jeg har beundret meget i min ungdom, fordi det er så enkelt og netop derfor fungerer så godt.«

Arkitektur for etniske minoriteter

Netop på Nørrebro, hvor vi befinder os, bor der mange med anden etnisk baggrund. Og det er ikke ligegyldigt for arkitekturen.

Da Camilla van Deurs skrev ph.d., fandt hun ud af, at mange indvandrere fra mellemøstlige lande ikke bryder sig om at sidde i solen. De vil gerne have bænke i skyggen og plads til, at hele familien kan sidde sammen og grille.

Det er helt modsat de etniske danskere, som vil have så meget sol, de kan få, og som helst ikke vil sidde sammen med andre.

En ting, vi i København og Danmark kan lære af udlandet, er at turde tale om inklusion i byrummet og designe efter det, mener Camilla van Deurs.

»I en multikulturel by som København skal der være nogle grundrum som fortov og cykelstier, der skal fungere for alle. Men så må der også gerne være nogle specialrum til for eksempel børn, unge eller borgere med en anden etnicitet.«

Mærsk Tårnet – Det nye Panum

Sidste stop på turen er Mærsk Tårnet, også kaldet det nye Panum, som med sine 14 etager rager op mellem den gamle Sankt Johannes Kirke og den oprindelige Panum-bygning, der er en del af Københavns Universitet.

»Jeg synes, det er et meget smukt, moderne hus, som på fornemmeste vis kan det her med at tale ind i sin samtid.«

Bygningen er belagt med 3.300 skodder af kobber og har derfor samme farvetoner som byen omkring den. På den side af bygningen, som vender mod kirken, bliver den smallere og smallere, jo længere op, man kommer. På den måde spejler den kirketårnet ved siden af. Til gengæld er bygningen bredere på den side, der vender mod det gamle, firkantede Panum. Og så er der anlagt en vild have i bunden.

»Det her med at bygge højt kan godt fungere, hvis man laver en base, der møder byen på en god måde,« siger hun, mens vi bevæger os ned ad den cykel- og gangsti, der hænger over jorden rundt om bygningen.

Vi er nået til afslutningen på vores gåtur.

Camilla van Deurs ved godt, at mange foretrækker de gamle bygninger og ofte afskyer det nye og moderne.

»Men det kan man jo ikke synes og samtidig være arkitekt. Grundlæggende tror jeg, at alle arkitekter er idealister. Det handler om at forandre verden til det bedre ved at skabe funktion, skønhed og system.«

I Carlsbergbyen har grønne områder og et stort antal træer måttet vige for ny, tæt bebyggelse. Men det er kortsigtet tænkning, hvis arealernes værdi alene gøres op i etagekvadratmeter til boliger og erhverv.
Læs også

Opdateret: I en tidligere version fremgik det, at kommunens ambition er, at 70-80 procent skal cykle i fremtiden op imod 46 procent i dag. Det rigtige tal er 50 procent i 2025 op imod 43 procent i dag. Det fremgik også, at nogle lyskryds allerede tæller biler på vej ind i byen. Det er forkert. Kommunen arbejder dog på, at det skal blive sådan. Derudover fremgik det, at Rådhuspladsen er det gamle Københavns centrum, når det i virkeligheden er Nytorv.
 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Runa Lystlund
  • Flemming Berger
Runa Lystlund og Flemming Berger anbefalede denne artikel

Kommentarer

En af de i artiklen nævnte landskabsarkitekter hed Sven Ingvar (ikke Ingmar) Andersson og var født i Sverige.

Ete Forchhammer

Nogle på Information må da være gamle nok til at kunne huske og fortælle yngre kolleger om da der ikke kun var noget med parkering og fodbold på Israels Plads (som hed noget andet engang), men var rigtigt grønttorv, blomster yderst, bag dem frugt og grønt i flere rækker med fænomenale sælgere der kunne lyn-hovedregning mens de ekspederede i lyntempo, og undertiden akkompgnerede handlen med en kvik replik, samt at oprindelig var boderne ikke ensartede og strømlinede som de blev påbudt at være det de sidste år før Torvehallerne ryddede pladsen.
I øvrigt interessant rute at vælge i interviewet og interessante betragtninger om fænomenet Nørreport.
Israels Plads over for Torvehallerne er en perle for alle aldre, dejligt den er fri for cafeer, men med mange muligheder for bare at sidde og god plads til at røre sig, inkl. vandpjask...

Rolf Andersen, Flemming Berger, Jørn Andersen, Anker Nielsen, Gert Romme, Eva Schwanenflügel og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Desværre skal en Nørrebro fetichist stå for rådgivningen.
Tag lige en tur til Tingbjerg -det er også København og løs udfordringen.
Det bliver vist ikke til mange nye boliger til kommende borgere.
Flere boliger på Amager Fælled tak, så rykker det.

Søren Kristensen

Et andet af de store spørgsmål for fremtiden er hvordan vi undgår at det gamle København mister kontakt og udsyn til Øresund og dermed halvdelen af sin historiske kulisse. Hvordan det skulle ske? Fx ved at tillade etablering af nye holme og øer til rigmandsghettoer, uden at tænke sig om.

Bjarne Bisgaard Jensen, Per Torbensen, Trond Meiring og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Arkitekter? Millimeterark som template er forudsætningen for arkitektur i København!
Det er rædselsfuldt som københavner at se sin by ødelagt på en generation. Vi mangler byrum og natur. Se på ørestaden; nok noget af det ringeste slum, og tænk hvad det har kostet? Er der plads til børn?

Huslejerne er skyhøje, fordi det er spekulationsbyggeri, præcis som tilbage i slutningen af 1800 tallet hvor arbejderne boede i fjerde baggårde. Tag ud og se hvor ringe vore boligkvarterer i fremtiden ser ud!
Splid af gode kræfter, at sætte en socialdemokrat i spidsen for By og Havn.

Nike Forsander Lorentsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Kim Houmøller.
Byen København er styret af udviklere og økonomi og ikke millimeterpapir. Arkitekter skitserer gerne på gennemsigtigt finsk papir, vi kalder manifold. Nu om dage projekterer arkitekter med computere, ingeniører bruger derimod millimeterpapir og computere.

Jeg er enig med dig, der er bygget alt for meget ligegyldigt byggeri i Danmarks største byer.

Skalaen på byggerier er mange steder helt ude af proportioner, samtidigt bliver de grønne områder sparet væk mange steder. Det nyeste projekt af Lendager arkitekter og Årstiderne på Amagers sydøstligske hjørne er en inhuman mastodont.

3D billederne viser "fantastiske" områder, alt i lidt tågede billeder. Dette byggeri er én stor kuldebro og ender som en stor vandskade. Offentlige konkurrencer eksisterer knapt nok, derfor ser alt ens ud, fordi relativt få tegnestuen tegner de fleste byggerier i Danmark, efter afsluttede konkurrencer.
Lendagers arkitekters er et eksempel på et projekt, hvor skalaen er enorm og gadeprofilen er nogen steder magen til en almindelig gadeprofil, etagerne er bare vokset til 9 etager, nogle steder.

Arkitektforeningen er på alle måde blevet en lakaj for udviklere og store tegnestuer. De nyder godt af Arkitektforeningens lille begrænsede verden med indbudte konkurrecer. Neopotismen er blevet for stor og dermed bliver udtrykket for pauvert, magert og ensartet.

Arkitektforeningen har glemt sin rolle i at skabe rammer for diversitet, kvalitet og kreativitet. Nær alle konkurrencer er indbudt konkurrencer. Her vil vi i fremtiden se endnu ringere projekter, men her kan den nye statsarkitekt få en ny rolle, hvis hun har mod.

Lynetteholmen er noget af det ringeste, der længe er tegnet. Her ødelægger man sundudsigten og kvæler Trekroner, alt med totalt fantasiløst karrebebyggelser. Sjældent har man set noget så ringe.

Stadsarkitektembedet kunne sætte hælene i. Der er for mange udviklere og entreprenører, der har skullet tjene penge på byggeriet og byen har brugt salg af grunde til betaling af metrobyggeri. Mange arkitekter har glemt at sige det lille ord nej til dårligt og ligegyldigt byggeri. Samtidigt køber flere og flere tegnestuer og ingeniørfirmaet mindre virksomheder op.

Arkitekter skal til at passe på deres profession.

Bjarne Bisgaard Jensen, Per Torbensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Beton og glas, beton og glas, rette vinkler og lige linier, der skal sgu ikke være noget der stikker ud. Hvor blev kreativitet og fantasi af i opgaveløsningen frem for konformitet. Hvorfor elsker vi at besøge byer hvor disse eksempler findes og respekteres og vises frem med stolthed.??

Nike Forsander Lorentsen, Per Torbensen, Trond Meiring og Runa Lystlund anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Beton og glas, beton og glas, rette vinkler og lige linier, der skal sgu ikke være noget der stikker ud. Hvor blev kreativitet og fantasi af i opgaveløsningen frem for konformitet. Hvorfor elsker vi at besøge byer hvor disse eksempler findes og respekteres og vises frem med stolthed.??

Bjarne Bisgaard Jensen.
Tiden er en alt afgørende faktor for udvikling af en spændende by. De byer vi elsker, er byggede over flere hundrede år. Noget bliver revet ned og nyt erstatter gammelt. Byer udvikler sig over tid med forskellige ismer og tidsbilleder. Det giver en kærkommen variation.

Nye byer er byggede på en gang. Det er svært at bygge og udforme helt nye byer, hvor mangfoldighed og kvalitet er i højsæde. Der er altid en, der skal tjene penge. Det er forsøgt mange steder, f.eks. med Braziliens hovedstad. Her har vi en bymidte, udformet af den brasilianske arkitekt Oscar Niemeyer. Ikoniske bygninger skaber ikke en by alene, der skal mere til.

Nike Forsander Lorentsen

Beton og glas, beton og glas...og hvorhen er træerne? I dessa miljøtider når det snakkes om Co2 og hvor meget skoven, træer og blomsternes betydning?

Nørreport er ikke et rart sted at opholde sig. Det er ødelagt med de nye bygninger, hvis tage skærer facaderne over på de bygninger der ligger rundt om pladsen. Proportionerne på de søjler der bærer tagene er helt forkert, men det værste er den belægning, der er lagt på hele området. De sten kan slette ikke bære belastningen af den trafik der er. Desuden er de grimme og passer ikke til København. De ligger hulter til bulter, og de metalskinner der er lagt ned ligger hulter til bulter, og de er desuden glatte når de våde. Hele pladsen bør lægges om med granitsten. De kan holde og de passer til den gamle del af byen. Bygningerne er der nok ikke noget at gøre ved, men de ser allerede slidte og beskidte ud, så de holder forhåbentlig ikke så længe, og så kan man jo håbe at det bliver bedre næste gang.

Nike Forsander Lorentsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Torben Morten Lund

Dette burde have været en varm velkomst til den nye stadsarkitekt, men hyldesten af ny Nørreport bommer for begejstringen. Pladsen er mest misk-mask med input fra elitære rådgiverede i hipede firmaer. Sammenhængen mellem de 4 kollektive trafikformer, er under al kritik, Pattehatteskyerne har ingen udover symbolsk funktion. Bænkpositionerne er uforståelige. Nedgangsforholdene til de underjordiske ikke logiske, peaket af en ekstrem dyr trappenedstigning. Elevatorbetjeningen for eksperter. Overjordisk er gang-cykel-bil-varekørsel mixed uforudsigelig. Utrygheden vokser af forskellige grupper, karakteriseret ved alternativ adfærd. At den gennemkørende ringvej stadig velsigner folk dette sted med uanede partikelmasser, ligesom ned i røret

Torben Morten Lund

...understreger, at dyrt - langvarigt - ikke nødvendigvis gir kvalitet, men lange røde næser. Kommunen kan vi takke.
Medl. af Ældrerådet

Den ny stadsarkitekt udtaler: ”København ekspanderer voldsomt, og der er et enormt pres på byggeriet og boligmarkedet. I den sammenhæng er jeg ligesom politikerne i København optaget af helhedsperspektivet. De nye bydele må ikke lukke sig om sig selv, men skal være åbne og tilgængelige for resten af byen. Det er vigtigt, at man også tænker for eksempel folkeskoler, institutioner og ældreboliger ind i de nye byområder, og der skal være god plads til de rekreative områder,« udtaler Camilla van Deurs i pressemeddelelsen.
Selvindlysende ord som vi alle har været optaget af i årevis, uden at kommunen har været særlig god til at løse de planmæssige opgaver for alt dette. Dels fordi regeringen og kommune i årevis har prioriteret en ny liberalistisk tilgang til både planlov- og miljølovgivning, og dels fordi financieringen af metroen har haft forrang for anstændig byudvikling, hvorfor hendes henvisninger til kommunens hensyn til helhedsperspektivet falder til jorden.
Glemt er alt om stigende ulighed, stigende boligpriser, stigende trængsel med befolkningsvæksten, og færre grønne åbne friarealer. Uanset nye bydele eller ej har alle byens bydele altid udgjort et mentalt lukket lokalt område som vi forholder os til i det daglige, og hvad der foregår på Østerbro eller i Ørestad rager jo de færreste der ikke har noget at gøre derude, hvis man bor i Borgergade eller i Hollænderdybet.
Bydele er jo ikke lukkede rum, men der er de lukkede gårdrum og boliger, og ikke mindst udgør gentrificeringen et problem som hun mener ikke betyder noget. Denne har netop medført at interaktionen mellem forskellige klassegrupperinger i byen ophører, og hermed også indsigten i andres normer end middelklassens egne. Det påvirker også udformningen af offentlige pladser, som ofte bevidst udformes for ikke at inviterer uønskede subjekter, for fattige, hjemløse og fulderikker og rygere passer ikke til byens image.

Vi kan som borgere spørge os selv hvad vi egentlig skal med en stadsarkitekt, da de forrige ikke synes at have haft nogen særlig indflydelse på hverken infrastruktur, arkitektur, kommuneplaner eller den lokalplanlægning vi ser føjer sig efter bygherrernes behov.
Det fremgår at den københavnske stadsarkitekts rolle er at rådgive kommunens politikere og forvaltninger om byudvikling, planlægning og arkitektur. En pressemeddelelse lyder ;
»Camillas faglige profil matcher på fornem vis visionerne i kommunens arkitekturpolitik og vores byudviklingsstrategi 'Fællesskab København'. Begge dele handler om at udvikle attraktive byrum og nye byområder i samskabelse med borgerne og med et øget fokus på grønne løsninger.«
Med de affredninger man er i gang med og ved ikke at se på CO2 regnskabet i sin helhed og de mange protester der kommer fra byens borgere synes der ikke at være meget samskabelse her i byen.
Camilla referer også til at mange foretrækker gamle bygninger og ofte afskyer det nye og moderne, men det hænger jo mere sammen med at man i forvaltningen ikke respektere sammenstød mellem ny og gammelt, men maser frem med spektakulære bygninger som f.eks. dem på Axeltorv (øldåserne i folkemunde), som fuldstændig har ødelagt pladsen, samt lukket af for udsigt til den fredede cirkusbygning, samt BLOX- containerne der har frataget os udsigten ind over den gamle bys smukke tage og tårne.

Hvis man skal tage interviewet for troende kommer Camilla van Deurs, da heller ikke men nogen revolutionerende ideer for byens udvikling som kan støde investorer, overborgmesteren og et politisk flertal, der ikke ser stigende ulighed, eller fraværet at et reelt CO2 neutralt regnskab for byggeriernes materiale og transport forbrug – ej heller et opgør med By og Havn økonomiske gældsfælde der gør os borgere til gidsler uden indflydelse.
Hun accepterer åbenbart at byen skal vokse ud fra det de påstår på rådhuset, til trods for at nettotal viser at flere børnefamilierne nu flytter ud af byen. Det kan heller ikke hjælpe med påstande om at 70-80 % af Københavnerne skal cykle, slet ikke i betragtning af at næsten halvdelen af de bosatte arbejder uden for kommunegrænsen. Praleriet med de mange cyklister kan vi tilskrive alle de uddannelser man har anbragt her i byen, samt de høje priser på kollektiv transport. Men pendlingen i biler ud og ind ad byen skal løse med mere drastiske løsninger. Man kan ikke satse på de alle sammen får en elcykelvogn, for at køre deres børn i skole og børnehave inden de kører på arbejde i Bagsværd, Hillerød eller Vordingborg.
Camilla van Deurs kan jo rådgive så meget hun vil uden at det vil sætte sig særlig spor i sagsbehandlingen på Rådhuset, for det der skal til er en kamp mod både lovgivning og de spekulanter der har fået alt for frit spil til at vi kan få en bæredygtig udvikling og en arkitektonisk og social harmonisk byudvikling.