Læser du bøger: Mads Eslund
Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?
»Forestillingen, om at alle læste den samme bog, er uhyggelig præ-babelsk. Hvilken menighed ville være nødt til det? For jeg kan ikke se for mig, at nogen ville gøre det af lyst, nysgerrighed eller egen fri vilje.«
Hvilken bog har haft størst betydning for dig?
»Forskellige bøger har i forskellige perioder været skelsættende for mig. Per Højholts Turbo lærte mig for 20 år siden noget om, hvad et skriftligt kunstværk kan være. Finsksvenske Tua Forsströms Efter at have tilbragt en nat blandt heste har vist mig, at poesi og breve er forbundne, at man i begge formater skriver fra et sted og rækker ud til nogen, som er væk, og, at det er OK og vigtigt, at man gestalter det sted, selv om det er fjernt og lille og tilsyneladende trivielt.«
»Senest har jeg været oppe at køre over eksil-ungarske Ágota Kristófs Det store stilehæfte, som består af to-i-krigen-hos-bedstemor-anbragte tvillingers selvgodkendte stile. Godkendte stile skal være sande og sige tingene, som de er – det, der ses, høres og gøres. For eksempel er det forbudt at skrive: ’Bedstemor ligner en heks,’ men det er tilladt at skrive: ’Folk kalder bedstemor en heks.’ Jeg er vild med tvillingernes selvdisciplin! Og genkender fra min egen praksis, at sproget er besværligt! Det må udsættes for strategier og hårde greb.«
Hvad er den værste bog, du har læst?
»Jeg tror, jeg stopper med at læse, før jeg overhovedet kommer til den overvejelse.«
Hvilken type læser er du?
»Hvid og midaldrende, maskulin, tror jeg – dvs. til dels uforståelig for mig selv. Og lige fra rastløs og humørsyg til snyltende og begejstret, når jeg – for sjældent – finder tid til at læse noget, jeg ikke skal læse.«
Hvornår læser du?
»Jeg læser dagligt, i pauserne fra mit professionelle arbejde som skriveunderviser, sjatlæser, tuner ind på andres skrivemåder. Ellers i lange stræk, hvis der er tid, i transportmidler og på sofaen. Men jeg er også glad for at slippe for at læse – få luft: gå ture og løbe, være sammen med mine kære.«
Læser du bøger?
Hver uge spørger vi en ny kulturpersonlighed om deres læsevaner.
Seneste artikler
Line Barfod: Historiske romaner har lært mig langt mere end historieundervisningen i skolen
23. januar 2021’Den kriblende have’ af Dave Goulson gav advokat, forhenværende folketingsmedlem og Enhedslistens nye borgmesterkandidat i København, Line Barfod mod på at fremelske plante, dyre – og insektliv på sin altan. Og så læser hun kogebøger – også som godnat læsningForsvarsadvokat Mette Grith Stage: Dostojevskij var for tung
16. januar 2021Forsvarsadvokat Mette Grith Stage ville ønske, at alle læste ’Lykke-Per’ af Henrik Pontoppidan for deres egen skyld, men hendes sønner har måttet lægge øre til ’Brødrene Løvehjerte’, ’Orla Frøsnapper’ og andre yndlingsbørnebøger, fordi hun gerne ville genlæse dem selvPianist og DR-vært: »Jeg er rørt over at være vokset op i en tradition, hvor vi synger vores digtere«
12. december 2020’Højskolesangbogen’ har fulgt Mathias Hammer fra hans barndom. Og Stefan Zweigs forgangne Europa giver ham gåsehud
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »