Et liv er forbi: »Mennesker har ret til at være, som de er«

Da Bent O. Rasmussen afsluttede niende klasse, var han færdig med at sidde stille og høre efter.

Mens klassekammeraterne tog uddannelser, tog han til Norge for at fiske. Han havde nok en snert af, hvad man i dag ville kalde ADHD, og livet føltes ofte meget lettere, når han i stilhed stod ved en norsk elv og fangede laks. Han havde ikke ro i kroppen til at tage en uddannelse, men fandt altid noget at tjene penge på. På et tidspunkt kørte han rundt i Sverige og solgte stearinlys, men han har også haft en bådudlejning i Hals og importeret lædervarer og tennissokker af tvivlsom kvalitet fra Grækenland.

Da han blev tjener på det aalborgensiske værtshus Fedtebrød, mødte han en flok mennesker, hvis selskab, han godt kunne lide at være i. Fedtebrød var kendt som Aalborgs mest snuskede værtshus. Det var her, folk fra samfundets bund kom for sludre, slås, drikke guldøl og købe hash. Han holdt af de skæve eksistenser, og tøvede ikke med at tage sine børn med ned på værtshuset, hvor de sad på de høje barstole og drak appelsinvand, mens han selv gik rundt med øl og sjusser til de øvrige gæster.

Den lille mands kamp

I 2000 dømte byrådet Fedtebrød til nedrivning for at gøre plads til ældreboliger. I den forbindelse udtalte en rådmand, at der nok ikke var nogen, der kom til at savne værtshuset. Den bemærkning gjorde Bent O. Rasmussen rasende, og han ringede rundt til forskellige journalister og sagde, at truslen om nedrivning var »den lilles kamp mod de store«.

Det blev en sag for Ekstra Bladet, og snart blev der for første gang nogensinde skrevet positive artikler om Fedtebrød. Der kom støtteerklæringer fra selveste Kim Larsen, Peter Ingemann og Ebbe Kløvedal Reich og der blev holdt støttekoncerter for bevarelsen af Fedtebrød. Og Bent. O. Rasmussen fik tilnavnet Bent Ohm, som er det udtryk, der bruges om elektrisk modstand, fordi han kæmpede en indædt kamp mod lokalpolitikerne.

Til sidst måtte byrådet komme med indrømmelser. Fedtebrød fik lov til at overleve, men blev nødt til at flytte. Så ingen vandt helt, og kampen blev betragtet som uafgjort. Siden fik konflikten et kapitel i forskningsprojektet Magtudredningen, hvori Bent O. Rasmussen i 2003 udtalte, at det ikke bare var en kamp for en bygning, men en kamp for at »vise mennesker, at de har ret til at være, som de er«.

Kampen om opmærksomheden

Bent O. Rasmussens engagement påvirkede hans børn på både godt og ondt. De forstod, at deres fars kamp for de skæve eksistenser var vigtig. Men det var samtidigt svært, at de skulle dele deres fars opmærksomhed med så mange andre. Noget af det bedste, de vidste, var, når han tog dem med på fisketur, på ferie, eller når de egentligt var puttet, og han kom sent hjem og så satte sig hos dem og læste højt fra De fem-bøgerne. Da de selv blev store, begyndte de selv at komme på Fedtebrød med deres venner, og her så de meget til ham.

For da Fedtebrød skiftede lokaler, ændredes klientellet. Nogle af de gamle stamfolk hang ved, men Bent O. Rasmussen begyndte at satse på koncerter, og Fedtebrød fik hurtigt kultstatus blandt Aalborgs unge, som tog på Fedtebrød for at høre musik eller selv stille sig op på scenen. En del kom også for at ryge hash.

Bent O. Rasmussen røg selv en del og mente, at man burde legalisere det. Han drømte om at lave værtshuset til en coffeeshop efter hollandsk forbillede, hvor hashen kunne sælges under kontrollerede forhold, så man på sigt kunne isolere den fra volden og de sorte penge.

Katte stiller ingen krav

I 2010 fik Bent O. Rasmussen konstateret KOL. Selv om børnene håbede, at det ville få ham til at ændre livsstil, forsatte han med at ryge og misbrugte også hårdere stoffer. Han fik katte, og havde hele 17, da de var flest, og hver og en blev behandlet forbilledligt. Børnenes tolkning var, at han elskede kattene, fordi de ikke stillede krav om, at han skulle ændre adfærd og passe bedre på sit helbred. Han var nemlig stædig og mente, at folk måtte acceptere ham eller gå deres vej.

Stædigheden kom blandt andet til udtryk, da Bent O. Rasmussen fandt ud af, at han var god til at bowle og besluttede at slå rekorden på samtlige bowlingcenterets ti baner. I en periode bowlede han alene i mange timer hver dag, indtil der stod Bent O. Rasmussen på alle baner.

Med årene blev KOL’en værre, og i december døde han. I hans ånd var både bisættelse og gravøl åben for alle. Gamle hippiemusikere kom og spillede og både de skæve, de skøre og de unge, der pludseligt var blevet 15 år ældre, dukkede op og sagde farvel.