Læsetid: 3 min.

Et liv er forbi: »Sindssyg er ikke et skældsord«

Agnete Philipsen arbejdede hele sit liv på at nedbryde fordomme om psykiske sygdomme, både som chefsygeplejerske og direktør. Og så havde hun aldrig for travlt til at minde sine børn om deres mosters fødselsdag, eller om at vejene var glatte
Agnete Philipsen arbejdede hele sit liv på at nedbryde fordomme om psykiske sygdomme, både som chefsygeplejerske og direktør. Og så havde hun aldrig for travlt til at minde sine børn om deres mosters fødselsdag, eller om at vejene var glatte

Region Syddanmark

9. februar 2019

Man taler om fysisk og mental sundhed. Men hvorfor i alverden det bliver kaldt ’mental’ og ikke ’psykisk’, det havde Agnete Philipsen svært ved at forstå. Hun mente, at man burde kalde det psykisk sundhed for at sidestille det med fysisk sundhed. At kalde det ’mental’ tilslørede dets egentlige betydning, argumenterede hun.

Agnete Philipsen arbejdede gennem hele sit liv på at skabe større åbenhed inden for psykiatrien og nedbryde stigma – som sygeplejerske, chefsygeplejerske og psykiatridirektør i Region Syddanmark.

Derfor var hun der som en høg, når hun opdagede, at hendes kolleger i Region Syddanmark skrev ’mental’ og ikke ’psykisk’.

Agnete Philipsen

  • Født Thomsen, den 16. januar 1950.
  • Ansat i psykiatrien, først som sygeplejerske og senere som direktør for psykiatrien i Region Syddanmark.
  • Efterlader sig to børn og fire børnebørn.
  • Død 11. oktober 2018.

Som sygeplejeelev på Psykiatrisk Hospital i Risskov i begyndelsen af 1970’erne lagde hun mærke til, hvor stigmatiserede patienterne var.

Hun oplevede, hvor vanskeligt det var at samarbejde med pårørende, fordi mange dengang syntes, det var flovt at være i familie med en psykisk syg. Og hun lagde mærke til, hvor lidt der blev gjort for at få psykisk syge tilbage i samfundet.

Derfor forlod hun aldrig psykiatrien, men fik tværtimod mere ansvar og indflydelse. Hun blev drevet af sagen, som hun forklarede, når hun blev spurgt ind til sine mange år i faget.

’Mormor er sygeplejerske’

Agnete Philipsen voksede op på Fyn, hvor hendes far var præst og moren hjemmegående, og selv forestillede hun sig, at hun skulle være jurist eller sygeplejerske. Men fordi hendes forældre mente, hun skulle være det sidste, så endte hun med det.

Identiteten som sygeplejerske bevarede hun hele sit liv. Selv da hun var social- og psykiatridirektør i Region Syddanmark, refererede hun til sig selv som sygeplejerske, og når hendes børnebørn havde slået sig, trøstede hun dem og sagde:

»Mormor er sygeplejerske, nu skal jeg give dig plaster på.«

Det var samtidig en del af en politisk agenda, at hun omtalte sig selv som sygeplejerske. Hun var bestemt ikke læge eller akademiker, men gjorde med et glimt i øjet grin med de intellektuelle.

Agnete Philipsen var en del af ungdomsoprøret, kvindebevægelsen og den antiautoritære psykiatri. Og hun var politisk aktiv i SF, indtil hun fik en større rolle inden for psykiatrien og brugte sine politiske kræfter der.

Som psykiatridirektør skabte hun informationscentre, de såkaldte Psykinfo, og var formand for antistigmakampagnen ’EN AF OS’ – begge dele for at oplyse om psykiske sygdomme. Hendes argument var, at jo mere folk vidste, desto færre fordomme og bedre vilkår, og hun udviklede psykiatrien i Sønderjylland på en måde, der blev lagt mærke til i resten af landet.

Sylte, marmelade og suppe

I weekenderne lå hun på sofaen og læste en bog eller slæbte madrasser ind i stuen, så hele familien kunne slænge sig og se tv.

Det var også i weekenderne og ved højtider, at hun stod i køkkenet og lavede hjemmelavet sylte, marmelade og suppe til sig selv, sin mand og to børn. Hun prioriterede familie, hjem og karriere, og det betød, at hun ikke havde et stort socialt liv, og at hun sjældent gik i biografen med veninder. Det vigtigste var den nære familie.

Da hun som 61-årig blev enke efter 11 års ægteskab med sin anden mand, var det også familien, der trak. Hun gik på efterløn og flyttede fra Sønderjylland til København for at være tættere på sine børn og børnebørn. I København fik hun et socialt liv med læsekreds, biografklub og rejser.

Men det var stadig familien, der var vigtigst, og hun sørgede for at fylde sine børns frysere med mad, rydde op i deres lejligheder og holde øje med, om de havde huller i sokkerne.

Når hun ikke var sammen med dem, sendte hun sms’er:

»Hej Kasper. Håber du er kommet godt frem. Jeg har købt 8 par sokker til dig, de ligger hos Karen. KH mor.«

»Hej begge. Se lige mail fra moster.«

»Pas på i morgen tidlig, de har lovet glatte veje i Nordsjælland. Kh mor.«

Og så huskede hun dem på en anden ting, som lå hendes hjerte meget nær. Når hendes børnebørn sagde, at nogle var sindssyge, mindede hun dem om, at »sindssyg ikke er et skældsord«.

Agnete Philipsen døde den 11. oktober sidste år efter længere tids kræftsygdom.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Niels Duus Nielsen
  • Erik Fuglsang
David Zennaro, Niels Duus Nielsen og Erik Fuglsang anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Mette Jørgensen

Tak til hende, som jeg først ved noget om nu.
Det er tåbeligt at kalde psykisk sygdom for noget med sårbarhed og mental sygdom.
Nyrop har gjort sig til talsmand for, sårbarhed og dermed undergraver han alvoren. Måske stammer det fra dårlig samvittighed over rejsen til Grønland. Det skal han ikke klandres for. Ingen kan på forhånd vide om en person begår selvmord.
De, der begår selvmord har ofte i årevis vist tegn på, at de har endog meget svært ved at takle livet, og ikke følt sig lyttet til og dette fra professionelle til de mest nære. En dag tager de en smertelig beslutning trods de muligvis ved, at det vil gøre ondt på de mest uskyldige, nemlig børnebørn.
Dette er ikke kun de med en psykiatrisk diagnose.Det kan være alle andre.

David Zennaro, Erik Fuglsang og Trond Meiring anbefalede denne kommentar