Et liv er forbi: Hvis vi tænker anderledes, er der en løsning

En dag i 1970’erne var Inge-Margrethe Madsen kommet hjemmefra uden kontanter og uden sit månedskort til toget. Hun havde sit checkhæfte, men det kunne hun ikke bruge til at betale de tre kroner og 60 øre, som en togbillet fra Vesterport til Farum kostede, fortalte de hende på billetkontoret.

Hun måtte tage chancen og krydse fingre for ikke at møde en kontrollør i toget, lød opfordringen.

Inge-Margrethe Madsen var måske heldig den dag, for hun mødte ingen kontrollør.

Da hun kom hjem, satte hun sig foran sin gamle rejseskrivemaskine og skrev et brev til generaldirektøren for De Danske Statsbaner og vedlagde en check på 3 kroner og 60 øre. For det kunne da ikke passe, at man ikke kunne betale med check hos en af landets største virksomheder?

Checken fik hun uindløst retur, men kort efter kunne man betale for sine togbilletter med check.

Inge-Margrethe Madsen blandede sig, hvis hun mente, at noget burde eller kunne være anderledes.

»Hvordan kan vi tænke anderledes for at ændre det her problem?« var de ord, hun levede efter.

Med pen og pensel

Inge-Margrethe Madsen voksede op som enebarn af en ung enke. Hun blev mobbet i skolen, for hendes mor ejede en chokoladeforretning og med lidt ekstra chokoladesul på kroppen, skilte hun sig ud i årene efter Anden Verdenskrig.

Allerede som 12-årig gik hun i lære hos en kunstner. Og kunstmaleriet fulgte hende hele livet.

Maleriet forblev hendes foretrukne udtryksform. Det troede hendes børn i hvert fald, men da de skulle rydde ud i hendes bo fandt de 55 flyttekasser fyldt med tekster. Kronikker, afslag på kronikker, artikler, digte og indignerede læserbreve.

Hendes trang til at blande sig begyndte, efter hun fik børn i starten af 1960’erne. Hun kastede sig ind i skolebestyrelser og foreninger med en tørst efter små revolutioner.

Følte hun sig ikke hørt, fandt hun en vej. Efter hendes død, fandt børnene en laset aktie i Danske Bank i hendes gemmer. Den havde hun købt for 175 kroner, da hun arbejdede som assistent i banken sidst i 1960’erne og oplevede, at direktøren ikke ville lytte til alle hendes ændringsforslag. Med en aktie i hånden, var hun aktionær, og tog ordet på den årlige generalforsamling.

Endelig journalist

Midt i 1970’erne begyndte Inge-Margrethe Madsen at arrangere køkkenmøder for lokalpolitikere i familiens spisekøkken i Farum. Hun meldte sig ind i Det Radikale Venstre, og nogle gange ud igen, hvis hun var uenig i linjen.

De to børn sad altid med om bordet og diskuterede med lokal- og folketingspolitikere, og deres holdninger var lige så værdsatte som de voksnes.

En af hendes største og mest personlige kampe, var kampen for et pressekort. I Dansk Journalistforbund kvalificerede hendes skriverier som redaktør på diverse personaleblade hende ikke til et pressekort. Men efter mange års intens brevudveksling fik Inge-Margrethe Madsen det som hun ville, og i 1990 fik hun endelig sit pressekort. Siden da så man hende aldrig uden.

Som 57-årig fik hun sin drømmestilling som journalist hos lokalaviserne i Furesøområdet. Hun arbejdede 60 timer om ugen, og der var ikke et lokalt arrangement, hvor hun ikke dukkede op med kuglepen, blok og sit karakteristiske orange hår.

Af og til kunne man høre hendes ivrige klik på tasterne midt om natten, fordi hun ikke kunne vente til næste dag med at nedskrive sin tekst.

»Hvis jeg bare tænker anderledes«

Inge-Margrethe Madsens sociale indignation kom også til udtryk i hendes malerkunst. Som et stort feministisk projekt malede hun 12 malerier af de 12 apostle, hvis de havde været kvinder. Både Hillary Clinton, Astrid Lindgren og Suzanne Brøgger fik en plads blandt de 12, mens Pia Kjærsgaard blev portrætteret særskilt som en mørk skikkelse på et 13. maleri. 

Tidligere havde hun malet flere portrætter af Anna Politkovskaya, og i dag hænger et af malerierne af den russiske journalist i Dansk Journalistforbunds lokaler.

På et tidspunkt begyndte Inge-Margrethe Madsen at blive forvirret. Når hun skrev, hoppede bogstaverne rundt på skærmen, og hun kunne pludselig ikke finde rundt i byen.

Da hun fik konstateret Alzheimers, var det første, hun sagde til sine børn: »Hvis jeg bare tænker anderledes, må der være en løsning på det her problem.«

Og selv da hun flyttede på plejehjem, fortsatte hun med at blande sig. Hvis hun syntes, at plejepersonalet talte grimt til hendes demente nabo, protesterede hun højlydt igen og igen.

Inge-Margrethe Madsen døde 2. juledag 2018.

Få overblik fra morgenstunden

Vi sender dig dagens vigtigste artikler fra Information. Et miks af nyheder, debat og det tunge stof.

E-mail *

Leave this field blank