Læsetid: 6 min.

Ødelæg! Aflevér! Kreér! Da midtbanen blev moderne i fodbold

Fodbold er blevet en kompliceret affære rent taktisk. Det skyldes ikke mindst midtbanen. Cruyff, Laudrup og Nedved var berømte for at spille i banens huller, uden for og imellem de traditionelle zoner. I dag er hullerne blevet til veldefinerede positioner, og de befolkes af spillere, som kan købes for penge. Mange penge
Juan Román Riquelme var måske den sidste traditionelle 10’er, der lå højt op på banen og fordelte bolde. Og trods hædersprisninger havde han da også svært ved at finde sin rolle hos FC Barcelona, før han ad omveje vendte tilbage til Boca Juniors.

Juan Román Riquelme var måske den sidste traditionelle 10’er, der lå højt op på banen og fordelte bolde. Og trods hædersprisninger havde han da også svært ved at finde sin rolle hos FC Barcelona, før han ad omveje vendte tilbage til Boca Juniors.

Juan Mabromata/Scanpix Ritzau

2. februar 2019

Zlatan Ibrahimovic, fodboldnomaden over dem alle, der i dag spiller for amerikanske LA Galaxy, har engang sagt, at i England skal du være bomstærk, i Spanien skal du kunne drible på små områder, og i Italien skal du være listig.

Englænderne har en lille remse for, hvad der foregår på midtbanen: »Destroyer-passer-creator«, siger de.

Der er en spiller, der erobrer bolde og agerer skraldemand. Han ødelægger modstanderens spil. En anden sørger for at distribuere bolden, brede spillet ud mod flankerne og frem i angrebet til den tredje mand, som er den kreative, the creator. På ryggen af dem burde der stå nummer 6, 8 og 10. Det er nemlig de tre klassiske midtbanefolk i en lige så klassisk 4-3-3-opstilling.

I dag er midtbanen dog ikke så enkel som briternes remse. Det gælder ikke mindst 10’erens rolle.

I den italienske fodboldfilosofi – calcio – er midtbanen nærmest en slags udvidelse af forsvaret. Dog ikke trequartistaen, som huserer i rummet lige bag angriberne, og hvis opgave det er at bryde fri af kæderne. En moderne, italiensk 10’er ligger til gengæld femten meter dybere end den argentinske af slagsen. Positionsmæssigt opholder den italienske 10’er sig altså på 6’erens plads.

At flytte luften

Et af de bedste eksempler på de to 10’ere, en dyb og en høj, var AC Milans hold efter årtusindeskiftet trænet af Carlo Ancelotti.

Heltene var Andrea Pirlo og Kaka. Pirlo var den tilbagetrukne 10’er. Ofte lignede han en libero, ham, vi på Beckenbauers tid kaldte en 5’er. Kaka var den høje 10’er. Alligevel var rollerne skarpt optrukne. Var Pirlo den opfindsomme regissør (il regista), var Kaka lige så meget én, der selv scorede målene.

I Spanien er midtbanen hele omdrejningspunktet. Tænk på tiqui-taca og det, vi i moderne fodboldsprog kalder possession, altså boldbesiddelse. Et af de mål, som Real Madrid scorede i returkampen i den spanske Super Cup, sæsonen 2017/18, faldt efter 44 afleveringer i åbent spil.

Et meget smukt mål med et lige så smukt opspil faldt i opgøret mellem Argentina og Serbien-Montenegro ved VM i 2006. 27 afleveringer ledte til Hernan Crespos frække hælaflevering, hvorefter Esteban Cambiasso knaldede bolden i serbernes masker. »Jeg kender kun én måde at forsvare på,« har Xavi Hernández sagt, »og det er at have bolden«.

Spanierne taler ikke om pladser. I stedet handler det om rum. Det lyder spekulativt, men Johan Cruyff sagde om sig selv, at han flyttede luften. Han afleverede ikke bolden, men skabte en rumlig handlemulighed, der fik spillet til at eksplodere. Det kunne være en målgivende aflevering til en overlappende spiller på flanken i fuld galop. Eller én af de berømte vendinger med bolden, så Cruyff kunne løbe videre ind i et frit rum.

Som andre ikoniske playmakere frøs Cruyff flowet i spillet, indtil den helt rigtige chance opstod.

Cruyff og senere Michael Laudrup havde den frihed, at de spillede ud over de opgaver, som deres positioner definerede. I dag virker de langsomme. De forfinede og udviklede fodbolden, og med tiden blev ’hullet’ til en position. Mulighedsrummet blev afløst af et positionsrum. Og har man først et positionsrum, så har man også indbyggede opgaver.

Måske forsvinder magien. Til gengæld sætter professionalismen ind.

Kongerne af mulighedsrummet inviterer til at knække sproget i forsøget på at formidle deres kunnen.

Neymar driver bolden nærmest som en amerikansk football op ad banen, tæt på kroppen. Zidane med den lange krop og de store fødder virkede statuarisk, som han duvende gled fra den ene modstander til den næste. Rui Costa havde et myndigt og meget maskulint anstrøg. Guti, derimod, besad en feminin, flabet arrogance.

Den sidste 10’er

Den dybe playmaker, registaen, er en italiensk opfindelse, men den har spredt sig til store dele af europæisk fodbold. Registaen er delagtig i stort set alle spillets facetter. Han modtager gerne bolden fra centerforsvarerne, spiller den rundt, venter på en åbning.

Hans opgave er at orkestrere holdets build-up. Xavi Hernández, Andrea Pirlo, Ilkay Gündogan, Xabi Alonso, Riccardo Montolivo, Hernanes de Carvalho og Marco Verratti er nogle af de registaer, som er blevet mestre inden for deres særlige felt.

Man kan se, hvor vigtig registaen er blevet ved at iagttage de store turneringer. Italien vandt VM i 2006 og havde en central regista i folden, nemlig Pirlo. Spanien vandt EM i 2008 og VM i 2010, også med en regista på lønningslisten, og både Italien og Spanien nåede finalen i EM 2012 med brug af registaen. Mellem 2007 og 2012 bestod fem ud af seks Champions League-vindere af hold med en regista.

Manchester United og Chelsea vandt i henholdsvis 2008 og 2012, og uagtet ingen af dem benyttede den helt rigtige italienske regista, så spillede Paul Scholes og Frank Lampard alligevel en meget vigtig rolle. De var intelligente 8’ere. Inter, som vandt pokalen med de store ører i 2010, benyttede ikke en regista, men satte i stedet sin lid til en mere traditionel, centralt placeret, offensiv midtbanespiller i form af Wesley Sneijder. José Mourinhos Inter spillede på det tidspunkt, i 2010, med en variant af 4-3-3, nemlig 4-2-1-3, hvor Sneijder altså var 1-tallet lige bag angriberne.

Ifølge Jonathan Wilson, forfatter til bogen Inverting the Pyramid, er Juan Román Riquelme, som spillede i den spanske klub Villarreal, den sidste af de store, klassiske 10’ere. Den argentinske vel at mærke, den høje. Riquelme er adstadig, men elegant. Han stopper fremdriften, afleverer i dybden og splitter et forsvar. Han er måske den sidste ægte enganché, ’krogen’, på samme måde som Alessandro del Piero var den sidste store trequartista, der ubesværet kunne glide over i rollen som angriber.

Kontrasten til Riquelme og indvarslingen af den nye 10’er er, siger Wilson, Luka Modric. Kroaten er mere dynamisk i sit spil. I Tottenham-dagene var han en secunda punta, italienernes ord for den ekstra hængende angriber. Det er ham, der traditionelt er en 7’er. Hos Real Madrid ses han ofte på linje med sin makker på 8’er-pladsen, Toni Kroos. Sådan én hedder dirigista i Italien.

Den gradvise udviskning af 10’er-rollen hænger også sammen med udviklingen af formationerne. På Costas og Zidanes tid var normen mere rene 4-4-2- og 4-3-3-taktikker. Man ser det stadig på landsholdene, fordi der ikke er den samme tid til at arbejde med komplicerede geometrier og rollefordelinger som på klubplan.

I dag er det helt normalt for tophold at skifte flydende mellem 4-3-3, 3-5-2 og 4-2-3-1. Det har Real Madrid eksempelvis gjort de seneste uger. Det har skabt langt større krav til fleksibilitet, styrke på midten af banen og omstillingsparate spillere som Modric og hans landsmand Ivan Rakitic fra Barcelona. Moderne mandskaber er slet ikke så afhængige af 10’erens magiske evner længere.

’Den ypperste er Andrés Iniesta’

Hvad så med hekseriet og hullerne? Michael Laudrup er stadig et kuriosum. Men i dag er han tillige et tal, et element i en konfiguration, en plads i et positionsrum. Noget, man kan købe. En Neymar, en James Rodríguez, en Christian Eriksen, spillere, der allesammen ville have været vildt ude af position for tyve år siden. 10’eren, den smagfulde Riquelme-krog, er ved at være væk og erstattet af 6’ere og 8’ere, der arbejder benhårdt begge veje.

Riquelme blev engang spurgt, hvem der var den bedste fodboldspiller i verden. Messi, svarede han. Cristiano Ronaldo var også god, men på en PlayStation-agtig måde.

Så tænkte han sig om og svarede til intervieweren fra FIFA.com:

»Men den ypperste er Andrés Iniesta. Han ved præcist, hvornår han skal gå frem, og hvornår han skal gå tilbage. Han vælger altid det rette øjeblik. Til at drible, sætte farten op, tage tempoet ud. Jeg tror, det er det eneste, der ikke kan læres – eller købes. Enten er du født med det. Eller også er du ikke«.

Da fodboldklubben Sunderland røg ud af Premier League og blev sat til salg, inviterede klubben et filmselskab indenfor. Det er der kommet en velfortalt fortælling om fodboldglæde og pengemagt ud af
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Simon Lund Petersen
  • Steen Voigt
  • Mads Brydegaard
Simon Lund Petersen, Steen Voigt og Mads Brydegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Brydegaard

Dejlig artikel om de goe gamle dage fuld af patos og kendte opstillinger vs. det nymodens dynamiske omstillingsparate cirkus ;)
Men jeg mener nu at alt er ved det gamle, bortset fra at de fleste toptrænere - klart nok - har fundet ud af at sætte en opstilling der faktisk passer til de spillere han har til rådighed. Hvilket kan variere fra dag til dag og sæson til sæson. Samt det faktum at man selv kan vælge sit trøjenummer nu om dage.
Men begreberne fra fortiden holder stadig. Midtbanen skal både ødelægge, kombinere og skabe spillet og det sidste stadig af holdets store stjerne, herunder f.eks. Messi, Modric og Eriksen (Alle i øvrigt med nr. 10 ;)

"Cruyff og senere Michael Laudrup havde den frihed, at de spillede ud over de opgaver, som deres positioner definerede"

Alle de herligheder, man har kunnet studere ved at se på en række af de nævnte navne i artiklen (ikke blot de to i min kopi), har man kunnet se ved en enkelt spiller: Der Kaiser.