I retten: »Vi havde fået at vide, at vi kunne rejse lovligt på de her papirer«

Retssal 1 i Københavns Byret er stor, har marmorsøjler i siderne og en kæmpe lysekrone i midten. M og Z er varetægtsfængslet og bliver ført ind i lokalet af tre betjente. De to søskende er tiltalt for den 19. december sidste år at have forsøge at rejse fra København til London på falske pas.

Deres historie begynder i Iran, hvor de er født og opvokset.

Ifølge deres forklaring er de flygtet, fordi de arbejdede for en organisation, som kæmper for ligestilling og menneskerettigheder. Blandt andet har de lavet og distribueret videoer, hvor de er kritiske over for Irans religiøse leder, Sayyed Ali Khamenei, og med egne ord oplyst iranerne om, hvem der i virkeligheden leder deres land.

M, en mand på 31 år, er leder af gruppen. Hans lillesøster, Z på 28, år er menigt medlem. De har begge uddannelse, arbejde og fine indkomster i Iran.

Under en ferie i Tyrkiet i december, hvor Z’s mand også var med, blev de ringet op af et af de øvrige medlemmer af gruppen, som fortalte, at den iranske efterretningstjeneste havde ransaget deres hovedkvarter og taget nogle kasser.

I kasserne lå angiveligt nogle af originalvideoerne, hvor man kan se Z og M’s ansigter – de var blevet sløret i de distribuerede versioner. Derfor var de nu i fare.

»Vi vil få dødsstraf, hvis vi rejser tilbage,« siger M.

Derfor kunne de ikke tage hjem fra ferien i Istanbul.

De taler igennem en tolk – og mange af spørgsmålene fra både anklager og forsvarer skal stilles flere gange. De kommer med lange svar på selv ja-nej-spørgsmål, og der er dårlig akustik i det store retslokale.

Ifølge Z fik de af deres venner at vide, at de i Istanbul skulle mødes med en mand med en guitartaske ved springvandet på pladsen ud for Den Blå Moské. Han ville hjælpe dem. M skulle sige:

»Jeg vil gerne lære at spille guitar,« som et kodeord.

Blev træt af pillerne

Manden bad dem ødelægge deres simkort og tog dem med til et hus, hvor de gav ham deres iranske pas. Et par dage senere rejste de fra Istanbul og via to mellemlandinger til København.

Z fortæller, at hun fik nogle piller af manden, som gjorde hende »meget træt.« Derfor kan hun ikke huske mellemlandingerne. Men planen var, at de skulle videre til London – om det var den endelige destination, ved de to søskende heller ikke, men de havde fået udleveret deres rejsedokumenter af manden og fået at vide, hvilket fly, de skulle tage.

De var egentlig kommet forbi paskontrollen, men da de i ude ved gaten skulle om bord på deres Ryanair-fly, afviste maskinen dem. Det var to falske, spanske pas, manden med guitartasken havde givet M og Z.En betjent ved navn Martin hentede dem, og siden blev de sigtet for dokumentfalsk.

Martin vidner i retten, men han kan ikke bidrage med ret meget andet end at fortælle forløbet – for de tiltalte benægter hverken, at de forsøgte at komme om bord på flyet eller at passene skulle være falske. De påstår derimod, at de slet ikke vidste, at det var pas – og heller ikke, at papirerne var falske.

»Vi havde fået at vide, at vi kunne rejse lovligt på de her papirer,« siger M.

De fortæller også, at de stolede på manden med guitartasken, som angiveligt rejste sammen med dem hele vejen. Hvor han til sidst er blevet af, vides ikke.Anklageren undrer sig over, at de ikke vidste, at det var falske pas:

»Jeg har aldrig set et udenlandsk pas,« siger M.

Anklageren spørger, hvordan deres iranske pas ser ud til sammenligning?

»De har en anden farve,« svarer han.

Z’s mand skulle også flygte, men han skulle rejse alene, forklarer de. I virkeligheden havde manden med guitartasken sagt, de alle skulle rejse hver for sig, men de to søskende havde nægtet at lade sig skille.

De ved ikke hvor Z’s mand er, siger M, mens Z begynder at græde og må låne et lommetørklæde.

Hurtig afgørelse

Retsmødet tager lang tid, og spørgsmålene skal stilles mange gange. En af de betjente, som kom med M og Z, tager en pose Super Piratos frem fra sin lomme og spiser en. På grund af akustikken kan det høres i hele retssalen.

Anklageren kræver 40 dages fængsel og udvisning af Danmark. Forsvareren mener, at de skal frifindes.

Dommerne trækker sig tilbage og kommer relativt hurtigt ind igen.

M og Z bliver idømt 40 dages fængsel og bliver udvist af Danmark. Z græder, da tolken oversætter det.

Dommerne har lagt til grund, at de – eftersom de er godt uddannede og arbejder i en menneskerettighedsorganisation – måtte have vidst, at den måde, de havde fået deres pas på, ikke var den gængse. Og at de altså må have været klar over at de rejste på falske pas.

»Det betyder ikke, at vi ikke tror på det, I har fortalt i dag,« siger dommeren med henvisning til deres historie om flugten fra det iranske regime.

Anklageren kræver dem varetægtsfængslet indtil udvisningen kan finde sted. Men forsvareren protesterer. Han mener ikke, at de to overhovedet kan udvises.

De har søgt asyl i Danmark, og »iranere, som har søgt asyl i Danmark har ikke kunnet blive udsendt til Iran de sidste 20 år.« Derfor skal de løslades og til Sandholm, hvor deres asylsag kan blive behandlet, mener han.

Dommeren er enig med forsvareren. De to skal derfor ikke varetægtsfængsles igen, og da de allerede har været varetægtsfængslet i 41 dage, har de afsonet deres straf og er »løsladt til gaden.«

Nu græder både Z og M af glæde, selv om de lige er blevet dømt.

Foran retsbygningen får tolken en stor krammer, og de to søskende går lettede med forsvareren, som har lovet at hjælpe dem videre.