Læsetid: 4 min.

I retten: »Han virker ikke så munter, ham dommeren«

I retssal 13 i Københavns Byret er en mand tiltalt for at ville sælge 11 små poser med kokain
En mand er anklaget for at havet været i besiddelse af og ville sælge 11 små poser med i alt 7,62 gram kokain.

En mand er anklaget for at havet været i besiddelse af og ville sælge 11 små poser med i alt 7,62 gram kokain.

Mia Mottelson

23. februar 2019

Tiltalte, N, har taget en paperbackudgave af Per Wahlöös krimi Terroristerne med i retten, som han lægger på bordet foran sig, inden han hilser varmt på sin forsvarer Janus Pedersen.

N sætter sig og folder hænderne. Halvdelen af hans skjorte er hoppet op af bukserne, og to hårtotter er brudt fri af den 44-årige mands tilbageslikkede frisure.

Den mulige forbrydelse, retten skal til stilling til i dag, fandt sted lillejuleaften i 2016, men sagen er blevet udskudt flere gange, da N er udeblevet fra retten. For tiden sidder han varetægtsfængslet i en anden og betragteligt større sag, og har altså ikke haft mulighed for at prioritere sin tid anderledes i dag, hvor han er anklaget for besiddelse af 7,62 gram kokain fordelt i 11 små poser.

»Besiddelse med henblik på videresalg,« uddyber anklageren.

N husker udmærket den pågældende aften. Han sidder med foldede hænder på vidnepladsen midt i lokalet. Sammen med sin søn Mads og sin ven Brian var han ude at køre på Vesterbro. De parkerede i kælderen under Tivoli Hotel, hvor N skulle op og have et værelse. De to andre havde fået lov til at låne hans bil og kørte videre. N havde lige bestilt en drink i foyeren, da politiet dukkede op. 

Anklageren hæfter sig ved, at kokainen er fundet i henholdsvis tiltaltes bil og i en toiletbås, han netop havde været i.

»De beder mig om at følge med. Jeg skal lige på toilettet, og det er så okay. Da jeg er færdig, går betjenten ind i den bås, jeg lige er kommet ud af. Og så kommer han ud med noget,« forklarer N.

»Med noget?« spørger anklageren.

»Ja. Med kokain,« siger han.

»Bagefter finder de mere kokain nede i din bil. Kender du noget til det?« fortsætter anklageren.

»Det er som sagt ikke mig, der kører bilen på det tidspunkt,« siger N.

Hostelyde

Dommeren er en ældre og særdeles grundig herre. Da N forlader vidneskranken, gentager han slavisk alt, hvad der er blevet sagt.

»Tiltalte kom kørende i en Citroën. Overdrager nøglerne til sin søn og sin ven. Bliver stoppet i foyeren.« Sådan fortsætter han.

De to betjente, som stoppede N er begge indkaldt som vidner. De var på almindelig patrulje, da de modtog en rundringning fra alarmcentralen om en Citroën, der var kørt over for rødt i høj fart, inden den drejede ned i kælderen under hotellet. Det forklarer en rødhåret betjent, som er mødt op i retten i fuld uniform og skudsikker vest.

Da de har konfronteret N, vil han pludselig på toilettet.

»Inde fra båsen kommer nogle mistænkelige lyde. Som overdreven hosten eller opkast,« siger betjenten. »Det er derfor jeg går derind, da han er færdig.«

Seks små poser kokain er mast ned i skålen under toiletbørsten.

Den anden betjent er mørkhåret og i civilt tøj. Han forklarer, at de fører N ned i parkeringskælderen, hvor hans to venner stadig sidder i den parkerede bil.

Klemt inde i en bog under førersædet finder de mere kokain.

»Fem små poser. Salgsposer, kan man kalde det,« siger han.

Det er blevet forsvarer Janus Pedersens tur til at udspørge den mørkhårede betjent.

»Undersøgte I om kokainen i bilen var identisk med den fra toilettet,« spørger han.

»Sådan rent kemisk,« spørger betjenten forvirret, inden han selv svarer. »Nej. Men poserne var ens.«

»Havde du handsker på, da du håndterede kokainen,« spørger han.

»Nej.«

»Men hvad så med fingeraftryk? Eller dna?« spørger forsvareren lidt højstemt.

Forsvareren mener, at sagen er et eksempel på sjusket efterforskning.

Mia Mottelson
»Nu havde den ene pose været mast ned i en toiletbørste, og der havde været flere mennesker i bilen,« siger han.

»Plejer I at bruge handsker, når I søger efter narkotika?« fortsætter Janus Pedersen.

»Ikke som udgangspunkt,« siger betjenten.

»Hvad hvis det havde været et kilo kokain?«

»Så havde vi slet ikke ransaget selv,« forklarer betjenten.

»Men hvor meget troede I, der var, siden I for ned til bilen?«

Nu bryder dommeren ind. »Så! Nu stiller du det samme spørgsmål igen og igen.«

Mængderabat

Anklageren er ikke i tvivl. Det ene fund kokain lå på et toilet, hvor N lige havde været og rumsteret. Det andet lå under førersædet i hans bil.

»Stoffet er opdelt på samme måde i de samme poser. Det er noget af et sammentræf, hvis ikke de to fund har noget med hinanden at gøre,« siger hun.

Desuden indikerer opdelingen i små poser, at N har haft hensigt om at sælge kokainen videre. Det bør give en straf på mellem tre og fire måneders ubetinget fængsel, mener hun.

Vidnet, en betjent, forklarer, at kokainposerne fra toilettet og fra bilen var ens.

Mia Mottelson
En anden omstændighed i sagen er, at N fik en betinget dom på to måneder for vold i januar 2017, blot en måned efter den aktuelle sag. Da han ikke mødte op til samfundstjeneste blev dommen gjort ubetinget.

Det betyder, at hvis der falder dom i dag, bliver det som en tillægsstraf til voldsdommen. Det er en fordel for N, da der er et generelt princip om mængderabat, hvis man modtager flere domme samtidig.

Ifølge Janus Pedersen bør det dog ikke bliver aktuelt.

»Der bliver fundet kokain på et toilet og i en bog i bilen. Kan man så konkludere, at de to fund har noget med hinanden at gøre, eller at det tilhører N,« spørger han og tilføjer: »Politiet kunne med et minimum af efterforskning have sandsynliggjort, om det var hans. Den manglende efterforskning må komme N til gode.«

Da dommer og domsmænd går ud for at votere, sidder N og piller lidt ved sin bog. »Han virker ikke så munter ham dommeren. Det er sgu ikke ligesom John nede fra retten i Roskilde,« siger han og kigger på sin advokat. »Nej, han er altså fin,« svarer Janus Pedersen.

N får en tillægsstraf på én måneds ubetinget fængsel.

Serie

I retten

Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu