Sidst 1990’erne, da Tottenham kiggede efter en afløser for angriberen Teddy Sheringham, der året forinden var skiftet til Manchester United, faldt deres blik på den norske frontløber Ole Gunnar Solskjær, der fristede en tilværelse som fjerdevalg i frontkæden hos netop United.
Faktisk var dialogen mellem parterne så fremskreden, at Tottenhams daværende ejer, Alan Sugar, var blevet enig med Manchester Uniteds bestyrelsesformand Martin Edwards om en overgangssum på 5,5 millioner pund, og en fax med betingelserne for skiftet var blevet sendt fra White Hart Lane til direktionskontoret hos Manchester United.
Det eneste, der udestod, var, at Solskjær satte pen til papir og skrev under.
Før det kunne nå så vidt, blev den norske angriber dog trukket til side af Uniteds daværende manager, skotske Alex Ferguson, der ville have en snak på tomandshånd. De gik ind på Fergusons kontor, og her rettede Ferguson en sidste appel til Solskjær om, at han afviste tilbuddet fra Tottenham.
»Chefen (Ferguson, red.) kaldte mig ind på sit kontor og sagde: ’Jeg ønsker virkelig ikke at sælge dig, og hvis du bliver her hos os, skal jeg nok sørge for, at du får spilletid.’ Og det var nok for mig.«
Offervilje
Sådan husker Solskjær selv episoden, der endte med, at han blev i United. Og der er to ting i den historie, det er værd at lægge mærke til:
For det første illustrerer den, at Solskjær allerede dengang havde et meget nært forhold til Ferguson. En personlig appel fra den skotske manager var nok til, at nordmanden opgav et attraktivt skifte til Tottenham, selv om der lå en fristende kontrakt på bordet.
Og for det andet viser den, at Solskjær var villig til at ofre sig.
Man skal nemlig lægge mærke til, hvad Ferguson egentlig sagde. Han lovede den norske frontangriber spilletid. Men han lovede ham ikke mere spilletid.
Før Tottenham afgav sit tilbud, var Solskjær fjerdeangriber i Uniteds trup efter Andy Cole, Dwight Yorke og Teddy Sheringham. Og det var han også bagefter. Intet havde ændret sig.
Solskjær var stadig ham, der startede på bænken og først blev skiftet ind til allersidst, når de røde djævle jagtede et mål.
Alle taler om nordmandens afgørende kasse i Champions League-finalen mod Bayern München i 1999. Men ingen husker, at han først kom på banen i det 81. minut. Og hvis United ikke havde været bagud, var han forblevet på bænken.
Sådan var vilkårene for den spiller, der fik kælenavnet ’the babyfaced assasin’ (lejemorderen med babyansigtet, red.) af Uniteds fanskare. I langt det meste af sin tid på Old Trafford levede han af smulerne, efter at de foretrukne frontløbere havde fortæret hovedmåltidet.
Og det vidste Solskjær godt, da han stod på Fergusons kontor og vejede disse vilkår op imod muligheden for langt mere spilletid og en højere plads i hierarkiet på White Hart Lane.
Og han valgte altså alligevel at blive i United. Han ofrede sig for klubbens bedste.
Og netop disse forhold skal man kende, hvis man vil forstå, hvorfor Solskjær er så afholdt af Uniteds tilhængere.
Han er ikke bare en tilfældig aktør fra klubbens moderne guldalder under Alex Ferguson. Han er en klubmand, der i selve sin person repræsenterer de krav om opofrelse og loyalitet, som Uniteds triumfer i 90’erne og 00’erne byggede på.
Og netop af denne grund har Solskjær enorm kredit hos klubbens fanbase.
Drømmestart
Efter at tilhængerne i de seneste fem et halvt år har måttet døje med baldrehoveder og lejesvende som David Moyes, Louis van Gaal og José Mourinho er det en lise for dem, at det nu endelig er en af deres egne, der har overtaget styringen på Old Trafford.
Derudover har det naturligvis ikke skadet nordmandens sag, at han har fået en drømmeagtig start på jobbet med ni sejre og én uafgjort i de første ti kampe.
I de britiske sportsmedier er den succes i høj grad blevet tilskrevet, at den evigt smilende Solskjær har bragt humøret tilbage i United-truppen og gengivet spillerne den selvtillid, Mourinho systematisk havde pillet ud af dem.
Det er imidlertid en alt for simpel forklaring, der overser, at nordmanden rent taktisk har foretaget nogle helt afgørende justeringer.
Først og fremmest har han fundet svaret på den gåde, det aldrig lykkedes Mourinho at løse, nemlig: Hvad skal vi gøre med Paul Pogba?
Da den franske superstjerne i 2016 ankom til Old Trafford, blev han udskreget som de røde djævles nye midtbanemaestro: En komplet balancespiller, der både skulle skærme forsvaret og støbe kuglerne frem ad banen.
Sagen er bare, at Pogba aldrig har været egnet til sådan en rolle.
Den høje franskmand er alt for sløset og udisciplineret til at tage vare på de slidsomme og defensive pligter, der følger med positionen i det, som englænderne kalder the heavy traffic midt på banen.
Hans indiskutable talent kommer først til sin ret, når han placeres i en fri rolle, hvor han kan lade sig guide af sin medfødte, intuitive evne til at vælge de rigtige løsninger, hvad enten det er overrumplende afleveringer eller giftige afslutninger.
Sådan var det i hans gennembrudsår i Juventus, hvor han brillerede i en fri rolle ude på venstrekanten. Og sådan er det også i Manchester United.
Ole Gunnar Solskjærs mesterstykke er, at han har indset dette: At en fri og ubundet Paul Pogba er et langt større aktiv for holdet end den overinstruerede og taktisk nedtyngede skikkelse, der endte med at sidde på bænken i den sidste tid under Mourinho.
Som følge heraf har den snu nordmand skubbet franskmanden 15-20 meter længere frem på banen i en position, der bedst kan betegnes som en blanding mellem en gammeldags playmaker og en falsk 9’er med lov til at bevæge sig rundt på hele grønsværen. Og fra denne fremskudte plads styrer den franske verdensmester et United-angreb, der fremtræder langt mere uforudsigeligt og gennembrudsstærkt end på noget andet tidspunkt siden Alex Fergusons tid.
Solskjær fik ret
Samtidig har Solskjær bevist, at han havde ret i sin oprindelige tilgang til mandskabet. For et stykke tid siden, da nordmanden stadig var træner for Molde i Tippeligaen, blev han nemlig spurgt af en journalist, hvad han ville gøre, hvis han nogensinde blev træner for Manchester United – en mulighed, der på det tidspunkt blev anset for rent teoretisk.
Solskjærs svar var enkelt: Han ville bygge holdet op omkring Pogba. Det har han gjort. Og det har virket.
At få Pogba placeret på rette hylde er dog ikke Solskjærs eneste væsentlige bedrift.
Også på et andet punkt har han foretaget en vigtig taktisk justering på holdet – og det handler om venstrekanten.
Manchester United har en stolt tradition for at spille fløjbaseret angrebsfodbold, og især klubbens venstreside har altid haft et historisk schwung over sig. Det var her, George Best tilbragte hele sin debutsæson. Cristiano Ronaldo excellerede der ofte i sine år på Old Trafford. Og Ryan Giggs gjorde som bekendt venstreflanken til sin personlige dagligstue i sine 24 år hos de røde djævle.
Under Mourinho led venstrekanten dog en stedmoderlig tilværelse. Den portugisiske træner så sig gal på sine to bedste gennembrudsspillere i denne side af banen – Luke Shaw og Anthony Martial – som han beskyldte for henholdsvis at være overvægtig og mangle fodboldintelligens, og han foretrak at føre angreb frem over højre side eller ved hjælp af høje bolde frem til den køleskabsbyggede frontløber Lukaku.
Under den norske manager er Uniteds venstrekant atter kommet til ære og værdighed. Nylige tal fra avisen The Telegraph viser, at hovedparten af holdets angreb siden nordmandens tiltræden er blevet ført igennem i venstre side, og både Shaw og Martial er blomstret op, efter den norske manager overtog tøjlerne.
Fra vikar til favorit
Oprindelig blev Ole Gunnar Solskjær kun betragtet som en kortvarig løsning på trænersædet. Det var den almindelige holdning i de britiske medier, at han blot skulle holde pladsen varm frem til sommer, hvor Mauricio Pochettino ville ankomme fra Tottenham.
Efterhånden som nordmanden er gået fra sejr til sejr, er han dog blevet stadig sværere at komme udenom. Og den krølhårede målscorer fra Kristiansund betragtes nu som favorit til at blive Uniteds næste permanente manager.
Eller som The Times’ fodboldskribent, Paul Hirst, der dækker klubben intensivt, sagde for nylig:
»Det er en fantastisk start, han har fået. Han har enorm opbakning fra tilhængerne. De synger hans navn konstant. (…) Da han fik jobbet, sagde folk fra klubben uden for citat: Han er en fin midlertidig løsning, men det er helt usandsynligt, at han får jobbet permanent, men nu ser han ud til at være en meget stærk kandidat. (…) Spillerne kæmper for ham. De er virkelig entusiastiske, og han har drejet klubben fuldstændig rundt. Det vil være en kæmpe fejltagelse, hvis Ed Woodward (klubdirektøren, red.) ikke overvejer at give ham jobbet på fuld tid.«
Ja, hvis det lykkes Solskjær at føre United op i topfire og dermed kvalificere holdet til næste års Champions League, kan han vise sig nærmest umulig at komme udenom.
Lige nu ligger klubben på femtepladsen, to point efter Chelsea og et mulehår foran Arsenal, og der venter et spændende forår, hvor de tre klubber vil dyste tæt om adgangen til Europas fineste klubturnering og de mange millioner, der følger med.
Solskjær skrev sig ind i Uniteds annaler, da han satte en lang tå på et forlænget hovedstød fra Sheringham i målfeltet i det 93. minut af Champions League-finalen mod Bayern München og dermed sendte pokalen med de store ører hjem til Manchester.
Nu kan han udbygge sin legende, hvis han også bliver manageren, der fører United tilbage til toppen af engelsk fodbold efter den mørke tid under Mourinho.
