Læsetid: 3 min.

En uge med Tour de France, der kom bumlende fra start, og team Riskær i vådt føre

I ugen der er gået, er mere end én politiker blevet overhalet indenom
Klar til Tour de France. Først var der lidt forvirring, så lidt tøven – men omsider kom de store smil frem. På et tidpunkt husker de vel også cyklerne.

Klar til Tour de France. Først var der lidt forvirring, så lidt tøven – men omsider kom de store smil frem. På et tidpunkt husker de vel også cyklerne.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

23. februar 2019

I cykel- såvel som i nyhedsbranchen gælder det om at komme først, og det lykkedes i den grad for det franske medie Europe 1, der onsdag – inden nogen af de danske politikere overhovedet var klar til at sole sig i succesen – kunne breake historien om, at Tour de France kommer til Danmark i 2021.

Om de var dopede på Europe 1 eller blot havde tyvstartet, vides ikke, men de trak i hvert fald historien tilbage – for så at lægge den ud igen senere.

Finansminister Kristian Jensen (V) nåede lige at skrive et febrilsk jubel-tweet, som han så også måtte trække tilbage, hvilket gav stor forvirring.

Kulturminister Mette Bock (LA), som havde linet så fint op og taget et billede af sig selv med et fransk og et dansk flag, endte med også at skabe mere forvirring end begejstring.

Mest synd var det dog for den tidligere Team Rynkeby-rytter, Lars Løkke Rasmussen, der som en hårdtarbejdende vandbærer havde spændt hjelmen og knoklet for at få Tour’en til Danmark, men endte med at få minimal shine, fordi medierne fokuserede på den kiksede lancering.

Riskær har nogle høje bjerge, der skal passeres

Så gik det en anelse bedre for Partiet Klaus Riskær Pedersen, som blev præsenteret for pressen tirsdag og trak overskrifter i alle medier.

Desværre hoppede kæden også af for en kort bemærkning, da Radio24syv var så unfair at ringe op til en af de kandidater, der ikke hedder Klaus Riskær Pedersen, nemlig Rolf David Gøtze, der stiller op på Fyn. Han vidste ikke, at partiet både går ind for gratis kollektiv transport, en genåbning af Irak-kommissionen og afskaffelse af selskabsskatten. Her er dialogen om skatten:

Journalist: »Hvad mener jeres parti, man bør gøre i forhold til selskabsskatten?«

Rolf: »Det er ikke entydigt. Vi skal sørge for, at der skabes fordelagtige forhold for erhvervslivet i Danmark … Det vil ikke være en god idé at øge selskabsskatten.«

Journalist: »Men den skal heller ikke afskaffes?«

Rolf: »Nej, den skal som udgangspunkt ikke afskaffes, men vi skal kigge på, hvordan vi kan gøre den lempelig og relevant for virksomhederne.«

Journalist: »Rolf, det, jeg bare kan se, det er, at inde på jeres hjemmeside står der, at I vil afskaffe selskabsskatten.«

Og sådan kørte hele interviewet. For at blive i cykelretorikken, så var det et interview uden for kategori. Til gengæld kan vi konstatere, at Rolf er ren – der var ikke meget poleret spindoktori over hans første medieoptræden.

Det var der heller ikke sidst på ugen, da en anden af Partiet Klaus Riskær Pedersens stjerneryttere Christina Asklund styrtede. Hun blev ganske enkelt droppet som kandidat allerede inden, løbet for alvor var kommet i gang.

Rolf og det øvrige hold bag Partiet Klaus Riskær Pedersen har nogle høje bjerge, der skal passeres, før de når målstregen.

Feel the bern!

Det samme har Bernie Sanders, som tirsdag meldte sig som kandidat til at blive demokraternes præsidentkandidat ved valget i 2020.

De fleste kommentatorer tvivlede straks på, at den 77-årige demokrat skulle have en chance – men Bernie er en snu rytter, der før har overrasket. Og så er han en publikumsfavorit, skal man ikke glemme.

På sit første døgn som kandidat lykkedes det Bernie Sanders at samle hele 39 millioner kroner ind til sin kampagne. Pengene kom fra 223.000 donorer. Den gamle mand har medvind og cykler ned ad bakke. Feel the bern!

Mon ikke Lars Løkke Rasmussen ville ønske, at han gjorde det samme?

For ifølge de seneste meningsmålinger er han presset, og det er langtfra sikkert, at han stadig har den gule førertrøje på, når Tour de France kommer til Danmark. Men også Løkke har tidligere vist, at han har et ekstra gear til den afgørende etape, så intet er afgjort.

Dog kan vi være ganske trygge ved, at mange af de politikere, der blev overhalet indenom af Europe 1 i den afgørende spurt, vil få rig mulighed for at sole sig og være glade i de to år og fire måneder, der går, før Tour de France-rytterne kommer til Danmark.

Serie

Ugerevyen

Ugerevyen giver dig et stærkt idiosynkratisk overblik over de mest interessante begivenheder i ugen der gik. Vi dækker både indland, udland og dyrenes verden.

Seneste artikler

  • Informations ugerevy: Tillykke med kærligheden, Kristian og Pernille

    7. december 2019
    Selv om det er hårdt at være blå for tiden, endte ugen alligevel med at byde på hele tre ting at fejre. Tillykke med det
  • Rigtig dårlig julestemning

    30. november 2019
    I denne uge er julestemningen indtruffet. Nisserne har været på spil i Tyskland, hvor tre sæt juvelbesatte baroksmykker er blevet snuppet, Bertel Haarder har gjort sig bemærket i årets første politiske juleskandale og så fik klimarapporterne for alvor sat en kæp i hjulet på den gode julestemning
  • Parallelle verdener

    23. november 2019
    Amerikanernes fælles virkelighed spaltede sig ud i parallelle verdener omkring høringerne om en rigsretssag i USA, da det republikanske kongresmedlem Devin Nunes åbnede onsdagens høringer med et angreb på pressen for deres tidligere dækning af Trump
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Mortensen
  • Grethe Preisler
  • Ejvind Larsen
Carsten Mortensen, Grethe Preisler og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Den artikel var svær at finde på information.dk. Ikke med i "Dagens Avis". Overskriften som sædvanlig en anden end i papiravisen. Så må man finde et sjældent ord i brødteksten. I dette tilfælde var der bonus med "jubel-tweet". Og hvorfor ville jeg kommentere? Det ville jeg som heller ikke, men typerne på papir var små og uskarpe.

Konstaterer, at statsministerens udsagn om Joachim og Alex' indsats for at få Tour de France til Danmark ikke er omtalt. Det gav ellers andetsteds anledning til grin hos folk med lang hukommelse.