Læsetid: 3 min.

Ugerevy: Fjender over hele verden mødtes med udstrakte arme – for en stund

I næste uge skal vi være rasende på hinanden, som vi plejer. Men i denne uge, har der været amoriner i luften mellem gamle fjender som Sosse-Sass og medierne, Trump og Demokraterne samt Grækenland og Nordmakedonien
Forbrødningen i amerikansk politik varede lige til torsdag, hvor præsident Trump erklærede undtagelsestilstand for at skaffe sig penge til den mur, han vil have i stedet for et hegn.

Forbrødningen i amerikansk politik varede lige til torsdag, hvor præsident Trump erklærede undtagelsestilstand for at skaffe sig penge til den mur, han vil have i stedet for et hegn.

Guillermo Arias

16. februar 2019

Denne uge sluttede med, at en fortørnet Donald Trump indførte nødretstilstand, så han kan få den store grænsemur mod Mexico, han så længe har ønsket sig. På den måde slutter ugen fint i tråd med tidsånden, hvor folk generelt er dårlige til at nøjes med at have det anstrengt med hinanden på en civiliseret og indebrændt måde, men er gode til at sige ting som »dumme fascistsvin«.

Men ellers har denne uge, hvor det både har været vinterferie og valentinsdag, vist, at vi kan godt finde ud af at gå på kompromis og nærme os hinanden. Over hele verden har fjender mødt hinanden med udstrakte arme over raseriets mure. Det begyndte først på ugen med, at den føromtalte mur mod Mexico blev reduceret til et hegn. Mandag blev Demokraterne og Republikanerne enige om en ny budgetaftale. Der blev ikke råd til en stor mur, men der blev afsat 1,4 milliarder dollar til et nyt hegn i Texas.

På vores side er Atlanten skete der noget endnu mere usandsynligt. EU-landene er ikke bare blevet enige om noget. De har også sat Rusland og USA på plads. Russerne ville bygge gasledningen North Stream II, som kun måtte benyttes af det statsejede Gazprom. Amerikanerne ville have EU til helt at forhindre byggeriet. Men nu har danmarkshistoriens mest kompetente udenrigsminister og hans kolleger aftalt, at Rusland kan få sin ledning på betingelse af, at Gazprom ikke får monopol på brugen af den. Europa står stærkt og forenet, så længe det drejer sig om noget, vælgerne er helt og aldeles ligeglade med.

Noget, der til gengæld kan hidse europæere op, er flygtninge. I Tyskland har kvinden med det arrige navn Annegret Kramp-Karrenbauer afløst Angela Merkel som formand for CDU. I denne uge indkaldte hun så til workshops om partiets håndtering af flygtningekrisen i 2015. I ved, dengang Merkel sagde: »Den klarer vi.« Kramp-Karrenbauer understregede, at der ikke ville blive tale om en domstol. Mere en håndvask, hvor den nye CDU-ledelse i smuk forbrødring kunne blive enige om, at ansvaret var Merkels – ikke deres.

Henrik Sass Larsen elsker medier

Herhjemme har der de seneste år rejst sig en mur mellem socialdemokraten Henrik Sass Larsen og pressen. Alle medier (undtagen Netavisen Pio) har været rasende på ham, fordi han ikke gider tale med dem, og han har været rasende på alle medier (undtagen Netavisen Pio), fordi den konstant vil tale med ham. Men i et timelangt interview på P1 fik man faktisk det indtryk, at Henrik Sass Larsen elsker medier. Han har i hvert fald en bred smag og orienterer sig i både Woodward og Bernsteins gamle avis, Washington Post, og i Stephen Bannons højreradikale netmedie Breitbart.

Og så måske det største kompromis af dem alle. Grækenland og Makedonien gav midt på ugen hinanden håndslag på, at Makedonien nu ikke længere hedder Makedonien, men derimod Nordmakedonien. Grækerne har nægtet at anerkende nabolandets navn, fordi der findes en region i Grækenland af samme navn. Med navneændringen ender en årelang konflikt, der grundlæggende har handlet om, hvem der kan gøre krav på Alexander den Store.

Det får den betydning, at man ved det internationale melodigrandprix ikke længere behøver sige det bøvlede og lange »10 points to The Former Yugoslavian Republic of Macedonia«, som er det navn, man har brugt, hvis man ikke anerkendte Makedoniens ret til at kalde sig Makedonien. Og så har Grækenland i øvrigt lovet at holde op med at blokere for, at Makedonien kan blive medlem af EU og NATO.

»Må i dag blive begyndelsen på et langt venskab mellem Grækenland og Nordmakedonien,« skrev Makedoniens ... undskyld: Nordmakedoniens udenrigsminister, Nikola Dimitrov, på Twitter, og ikke et øje var tørt på Balkan.

Nu er ferien ved at være slut, og vi klar til at blive rasende igen i næste uge.

Serie

Ugerevyen

Ugerevyen giver dig et stærkt idiosynkratisk overblik over de mest interessante begivenheder i ugen der gik. Vi dækker både indland, udland og dyrenes verden.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Samuel Grønlund
ingemaje lange og Samuel Grønlund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu