Ugerevy: Håbets slipseklædte budbringere

Januar er ofte en lidt træls måned præget af mørke, økonomisk smalhals og en ubehagelig fornemmelse af, at man burde ransage sig selv og lave et eller andet om.

Det sidste er selvfølgelig det mest skræmmende, og derfor var det vældig inspirerende, da Finanstilsynet i denne uge demonstrerede, at selvransagelse ikke behøver at føre til det, vi alle frygter – nemlig forandring.

Håbets slipseklædte budbringere nåede efter grundig selvransagelse angående deres manglende indgriben i en af verdens værste hvidvaskskandaler frem til, at de ikke havde sat en fod forkert. Nej, de havde tværtimod »levet op til sine forpligtelser som ansvarlig tilsynsmyndighed for Danske Bank«, som det lød i Finanstilsynets redegørelse.

Således inspireret har jeg iværksat en undersøgelse af Moderne Tiders Ugerevy, der har vist, at den hidtil har levet op til sine forpligtelser som en »skuffende tyndbenet omgang sniksnak. Ingen dybde, intet perspektiv, kun lidt retorisk selvglæde og fnisen«, som en læser præcist beskrev indholdet forrige weekend.

For hvis bare man sætter forventninger tilpas lavt, bliver man sjældent skuffet – og ud fra det princip begyndte opførelsen af det 80 millioner kroner dyre vildsvinehegn ved Danmarks landfaste sydgrænse i denne uge.

Forventningen til dette dyrenes Dannevirke er nemlig ikke, at det vil forhindre vildsvin i at betræde dansk jord, for der er trods lavet åbninger til andre dyr, som særligt lovløse vildsvin kan benytte i en snæver vending.

Forventningen er i stedet, at hegnet kan reducere antallet, der kommer ind, hvilket jo er så tilpas svært at måle, at vildsvinehegnet i sin egen interne undersøgelse om ti år med sikkerhed kan konkludere, at det »har levet op til sine forpligtelser som ansvarligt hegn«.

Og nu vi snakker om ansvarlige hegn og grænser, så er netop det blevet hovedtema i verdens kedeligste drama – det, vi kalder Brexit. Selvfølgelig er Storbritanniens exit fra EU principielt åndeløst spændende, fordi udformningen af dette store farvel kan få store konsekvenser for millioner af mennesker – men dramaets enkelte kapitler har efterhånden lidt karakter af genudsendelse.

Stridspunktet er stadig grænsen mellem Irland og Nordirland – hvor der egentlig ikke må være en fysisk grænse, men hvor briterne godt kunne bruge en sådan. Og igen i denne uge, hvor der er to måneder før skæringsdatoen for briternes udtræden af EU, gav det britiske parlament sin opbakning til en ny plan fra Theresa May, som EU-lederne Tusk og Juncker besvarede med en kold skulder.

Det synes set før, men Jean-Claude Juncker gjorde dog sit for at puste til dramaet ved at slutte på en cliffhanger, da han sagde:

»Vi må forberede os på det værste.«

Mens der er kold luft over Kanalen, var der amoriner i luften herhjemme. Dansk Folkeparti omfavnede tirsdag socialdemokraternes ide om at lave et differentieret pensionssystem, selv om DF’erne tidligere har brokket sig over, at de ikke aner, hvordan man skulle gøre det. Og så stemte Socialdemokraterne for regeringen og DF’s såkaldte paradigmeskift i udlændingepolitikken, selv om de egentlig er imod, at integrationsydelsen skal sænkes.

»Som to hænder, der fletter sammen,« beskrev DR’s Ask Rostrup poetisk de to partiers bevægelser.

Endelig bød ugen på to store nationale fejringer: Jublen over herrehåndboldlandsholdets VM-guldsejr på en fyldt Rådhusplads i København gjorde nok ondt på nogle elitære kredse, men i denne mørke stund, hvor Lars Lilholt-kulturen gik sin sejrsgang i selveste hovedstaden, kom der glædeligt nyt fra Lyon. Den danske kok Kenneth Toft-Hansen vandt nemlig verdens mest prestigefulde kokkepris, Bocuse d’Or, og så var balancen ligesom genoprettet.

Sådan nåede januar i sine sidste korte dage at bevise, at den bestemt ikke blot er nedtur, men også håbets, kærlighedens og sejrens måned. Og desuden har januars interne undersøgelse vist, at den ved at ligge som årets første »har levet op til sine forpligtelser som ansvarlig måned«. Nu går vi mod lysere tider.