Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Skal jeg hjælpe min søn eller mig selv?

Farfar
30. marts 2019

For syv år siden købte jeg en forældrekøbsandelslejlighed til min søn. Af forskellige grunde flyttede han ud efter et par år, og min stedsøn rykkede ind i stedet. Nu skal den sælges, og salget vil formentlig give et provenu på 800.000 kr.

Min søn har siden brændt sig ved salg af en ejerlejlighed, som blev solgt for 300.000 kr. mindre, end mægleren havde stillet i udsigt.

Spørgsmålet er nu, om jeg skal give 300.000 kr. af provenuet som rentefrit lån til min søn (hvilket han på en måde synes er rimeligt) eller beholde hele provenuet selv, fordi jeg har brug for så mange penge som muligt for at kunne købe en god ejerlejlighed til mine gamle dage. Han kan godt sidde i den bolig, han har nu, men har f.eks. ikke råd til at have bil.

Svar I:

Børn er hovedløse fjolser, og forældre er dømt til at hjælpe, indtil den dag de bliver skubbet ud over kanten og triller i graven. Det mønster er vi genetisk skruet sammen til at følge.

Du har tre muligheder: Giv sønnen pengene. Giv ham halvdelen, og brug den anden halvdel selv. Brug alle pengene selv, og lad slynglen arve dem, når du engang ryger ud over førnævnte kant, vel vidende, at så er de 300.000 formentlig blevet mere værd i takt med, at din nye lejlighed er steget i pris.

Inden du vælger, skal du svare på et par spørgsmål først.

For det første: Solgte din søn sin lejlighed for flere penge, end han gav for den? Ejendomsmægleres gætværk er skrevet med pis i sne, og man skal ikke spise den gule sne. For det andet: Købte din søn en bolig, han reelt ikke havde råd til, hvis han vil have et liv ved siden af sine mursten, måske endda baseret på ovennævnte, værdiløse ejendomsmæglerløfte?

— Bo Elkjær

Svar II:

Kender du ikke andre end din stedsøn, der har brug for et sted at bo?

Grunden til, at du med dit forældrekøb er sluppet billigere i skat end andre udlejende boligejere, er, at samfundet hylder, at du tager dig af dine nære og kæres boligsituation. Ikke at du skulle tjene en lille million på at have penge nok i forvejen.

Hvis du er løbet tør for nære og kære, hvis liv passer ind i den lejlighed, du sidder på, kan du måske udvide kredsen af potentielle lejere til dine børns venner. Eller deres venner. Eller deres venners kollegers nyskilte eksnaboer.

Hver gang en lejlighed bliver solgt for 800.000 kr. mere, end den blev købt for (for syv år siden! Verden er vanvittig!), bliver boligmarkedet i de store byer (hvor jeg går ud fra, lejligheden ligger) et mere utilnærmeligt, skævvredent og urimeligt sted med plads til færre forskellige slags mennesker.

Giv din søn en stor is og en ny cykel.

— Lone Nikolajsen

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu