Brevkassen: Jeg vil ikke være papmor for hans datter

Det sidste i hele verden en kvinde må give udtryk for, er forbehold overfor børn. Erdudaheltfrakoncepterne, kvinde?! Det er jo for fanden DET størte tabu nogensinde. Hele verden vil falde over dig med fordømmelse, psykologiseringer, mere fordømmelse og nogen vil sågar forsøge at dehumanisere dig.
Ti stille. Luk forbeholdet inde i dig selv og nøjes med at sige det højt, når du er i enerum, og selv da skal du passe på.
Du er kvinde. Ikke mand. Mænd må godt have forbehold over for børn. Det står skrevet alle steder i kønsrollemønstrene. Men kvinder er fulde af omsorg og kærlighed til børn. Hele tiden. Helt officielt.

Lise Lotte Rahbek,

Det har intet med køn at gøre. Det har alt med forholdet voksne - børn at gøre.

Har du prøvet empatisk at forestille dig den beskrevne situation fra den 8-åriges perspektiv?

At du tilsyneladende oplever den 36-årige som 'offeret' her, overgår simpelthen min forstand.

Hvor står det, Torsten Jacobsen, at jeg opfatter nogen som offer?
Jeg snakker om tabuer.
Alle fortællingerne om onde stedmødre indeholder det skjulte frygtens element at ikke alle kvinder elsker alle børn til alle tider. Det er væmmeligt, overvældende og helt langt ude på følelsernes overdrev. For selvfølgelig elsker alle kvinder alle børn, ikkeesandt. Det er kun ukvinder, vampyrer og ofre, som ikke elsker alle børn og som vover at tænke andet.
Ikke sandt..

Lise Lotte Rahbek,

Du er vist kommet lidt skævt ind på min 'vampyr'-metafor? Altså kunne noget pege på, at der er tale om en dårlig metafor. Den tager jeg på min kappe, beklager.

Hvad jeg med den måske dårligt valgte metafor forsøgte at pege på, er urimeligheden i det beskrevne forhold:

A er 'hovedkulds forelsket' i B.
B er forpligtet på C
C har brug for B

Hvis A søger at tilfredsstille sit eget behov for kærlighed, selv på bekostning af B og ikke mindst C, så optræder A 'vampyrisk'.

Men det er som medgivet nok en dårlig metafor. Hvad med hamrende egoistisk og selvoptaget, så?

Smid hende ud - altså kæresten.

Det er for øvrigt interessant hvordan denne historie og korte diskussion - for mig i det mindste - fremhæver 'kvindens kærlighed' som et åbenbart alt-betydende forhold. Et fænomen, vi som samfund har grund og ret til at forsøge at 'normalisere', at 'indhegne', at 'tæmme'.

Som Lise Lotte Rahbek påpeger, så knytter der sig visse forventninger til - der opstilles visse normer for - hvordan 'kvindens kærlighed' bør komme til udtryk og udfolde sig i samfundet.

Mest hellig af alt er naturligvis moderkærligheden - vé den kvinde, som ikke elsker sine børn (og vé det barn, som ikke elskes af sin mor!).

Men også i de traditionsbundne forestillinger om kønnenes rolle i et parforhold, opstilles der klare normer for passende opførsel: Kvindens kærlighed bør være centreret om manden: Manden som centrum for hendes opmærksomhed, hendes (selv)vurderinger, domme og - hvis forholdet skal betragtes som harmonisk - hendes beundring. Ikke mindst i de maskuline forestillinger, der ofte strejfes af betegnelsen 'giftig maskulinitet', forventes kvinden på sådan vis at kredse om mandens ego, som en planet om en sol..

Denne norm for udfoldelsen af 'kvindens kærlighed' er selv i dette herrens år 2019 en af hovedingredienserne i langt de fleste mainstream-produktioner fra Hollywoods drømmefabrik.

Men kan vi tale om 'giftig maskulinitet', så er det måske ikke helt urimeligt - omend ikke uden risiko - at spejde efter 'giftige' elementer i 'feminiteten'?

Jeg vover det sgu!

I den nærværende korte og sikkert ufuldstændige historie om en 36-årig kvindes meget konkrete involveren sig selv med en mand, hvis 8-årige barn hun ikke ønsker at dele hus med, der kan med rimelighed undre sig over hendes motiv? Hvorfor dog medvirke til at skabe en så ulykkelig situation?

Det forklares af kvinden selv, med to ord, der i sidste ende kan koges ned til blot ét: 'Hovedkulds forelskelse' - dvs. kærlighed.

Ak, den kærlighed: Melder den sig først på banen, så er alt forklaret. Endnu et tema man kan genfinde som trope overalt i populærkulturen. Kærligheden overvinder alt, trumfer alt, selv det mest urimelige. Prøver man at kigge ud over kvindens lidelseshistorie - i både virkelighed og fiktion - hvor meget forklares så ikke med henvisning til 'kvindens kærlighed'?

Hvad nævner en mishandlet kvinde ofte - lige efter frygten - når hun for sig selv og andre skal forsøge at forklare, hvorfor hun dog ikke blot forlod mishandleren? "Jeg elskede/elsker ham stadig".

Voldelige og dominerende mænd lukrerer på dette udtryk for giftig feminitet:
(Måske i det mindste visse aspekter af 'giftig maskulinitet' og 'giftig feminitet føder hinanden?)
Denne fortvivlede forestilling om, at kærligheden i sidste ende gør det hele godt, gør det hele rigtigt. Denne forestilling om, at hvis blot der handles i kærlighed, så behøves der ikke yderligere retfærdiggørelse.

Denne forestilling om, som i dette konkrete tilfælde, at en elskende 36-årig kvinde med rimelighed kan tage kampen op mod en blot 8-årig pige...

Ups, stærkt meningsforstyrrende fejl i ovenstående:

Jeg skriver, at "vi som samfund har grund og ret til at forsøge at ’normalisere’, at ’indhegne’, at ’tæmme’ 'kvindens kærlighed'".

Jeg ville have skrevet, at vi som samfund bilder os ind at have ret til at forsøge at ’normalisere’, at ’indhegne’, at ’tæmme’.

Det er min opfattelse, at denne enorme optagethed af 'kvindens kærlighed' er skadelig, både for samfundet som et hele, og ikke mindst for kvinder som individer. Bare lige for at slå dét helt på plads..

Er et barn i forholdet ikke noget af det første man burde adressere før en sammenflytning?
Enten er dette læserbrev ufuldstændigt, forkortet eller frit opfundet.

Ingen skal flytte sammen med en person, hvis BARN de ikke gider. Der har intet med køn at gøre, det gælder ligeligt for begge køn.
Et barn har krav på begge sin forældres kærlighed og opmærksomhed, uanset om de bor sammen, hver for sig alene, eller hver for sig med andre partnere.
Hvis man ikke kan rumme en andens barn - når denne stadigt er barn - så må man opgive forholdet. Det er noget andet, når "barnet" er voksent - så kan man sagtens lave samvær, hvor ikke alle behøver at være tilstede. men når barnet er 8 og fandme har krav på en god del af sin fars tid og opmærksomhed, så er det noget helt, helt andet.
Og så deler jeg i høj grad Torsten Jacobsens undren over KÆRLIGHED som forklaring på alt - især i voldelige forhold. Jeg tror, at en del af forklaringen er, at både mænd og kvinder, men især kvinder, ofte forveksler seksuel tiltrækning, måske endda seksuel afhængighed med kærlighed. Det sidste lyder ligesom bare bedre og mere acceptabel, ikke

Igen et hovedrystende eksempel på den mangel på helheds-syn vi 'moderne' mennesker har...???
Så mit råd er: Genopdragelse i HELHED

Igen må jeg lettere bekymret spørge:
Denne brevkasse er da satire, er den ikke ?

Min undren ligger nu mest i hvorfor brevskriveren, overhoved er flyttet ind hos en kæreste med barn. Hun fortæller at hun bevidst har fravalgt børn i sit liv, al respekt for det. Børn får man i vore dage fordi man gerne vil have dem, eller hvad?
At brevskriveren er hovedkulds forelsket, tja det kommer man over, det er et valg man tager. Mit bud til brevskriveren er, at hun nok gør bedst i at flytte, kaste sin kærlighed på en mand uden børn, hvilket må være et kriterie inden hun indgår i et nyt forhold. Det hun står i nu kan få store omkostninger for det 8 årlige barn, som fortjener bedre. Det er ikke i orden, at et 8 årigt barn skal kæmpe om sin fars opmærksomhed med en voksen kvinde.

Som en der selv er vokset op med en papfar der ikke gad mig og min storebror (og det gad hans familie i øvrigt heller ikke), løber ovenstående læserbrev mig langt ned ad ryggen. Det var absolut ikke sjovt at bo sammen med en voksen der åbenlyst ikke gad mig og det har givet mig store psykiske konsekvenser langt op i mit voksenliv.
Uanset hvor stærk kærligheden er mellem de voksne, så skal det aldrig nogensinde være på børnenes bekostning! Børn kan mærke når de ikke er ønsket og det vil også på et tidspunkt skabe konflikter mellem barn/børn og den biologiske forælder og papforælderen.

Så har man fravalgt børn i sit liv, så skylder man saftsuseme også at man ikke indleder et forhold til en der har barn/børn, for børnene kom altså først og vil altid komme først.

Hvis du vil have mandens pik, må du finde dig i hans datter. Ja undskyld mit fransk, men dengang jeg var enlig far, var ungen en del af mig, så hvis kvinden ikke kunne lide ungen, blev hun droppet. Ikke altid uden gråd og tænders gnidsel, følelser er jo noget underligt noget, men ungen vil være min søn i al fremtid, også efter, at jeg er død, mens kvinden blot er en midlertidig distraktion på vejen. Jeg kan ikke engang huske, hvad hun hed, så det var nok ikke alvorligt.

Niels

Gitte?
De plejer at være de værste!

Problemet med dette 'læserbrev' (?) er at der ikke står et muk om, hvorfor i alverden brevskriverens kæreste og hun selv ikke har snakket om barnet før indflytningen.
Er kæresten en tøffelhelt, der er ligeglad med sit barn?
Er brevskriveren en falsk, ond løgnerske, som har bildt sin mand ind at hun gerne vil være fælles om hans barn for at flytte sammen med ham på trods af at hun netop har modsatte hensigter?
Hvorfor i alverden skulle hun flytte sammen med ham, hvis hun ikke var interesseret i hans barn ?!?

Undskyld mig, men det virker konstrueret, som et gammelt Grimms eventyr.
Brevskriveren er 36 år, og derfor må man formode hun ikke er studerende fra et kollegium der blot vil forbedre sine boligforhold.
Medmindre hun var hjemløs da de mødtes, kan jeg ikke finde nogen forklaring på at hun skulle vælge at flytte sammen med en alenefar, når hun ikke vil spilde sin kostbare tid på et iøvrigt sødt og imødekommende barn.

Hvis denne 36-årige kvinde vitterlig er andet end fri fantasi, er der tale om et helt eventyrligt infantilt eksemplar af racen.

@ René Arestrup

Der er da ligesåvel tale om en far der ikke har sit barns bedste for øje?
Hvis læserbrevet faktisk står til troende..

@Eva Schwanenflügel
Det kommer vel an på, hvordan denne kvinde i øvrigt gebærder sig.
Men ja, det er naturligvis først og fremmest hans ansvar - og personligt ville jeg være stærkt betænkelig ved et forhold som det beskrevne.

Eva Schwanenflügel -
ja, man sidder tilbage med mange spørgsmål om den konkrete sag - og med en lille mistanke om, at det er konstrueret.
Men i virkeligheden findes problematikken jo i utalliga varianter med samme grundtema.
P.S: Hvis jeg mødte en sådan person IRL, så ville jeg give hende en gevaldig opsang. Og hvis det var faren, der fandtes i min opgangskreds, så ville jeg bede ham om at smide damen ud ASAP !

Af alle min fars kvinder var de, jeg brød mig mindst om, dem, der troede at de skulle være min mor. Jeg vil råde brevskriveren til at spørge sig selv, om hun bedre ville kunne holde situationen ud, hvis hun ikke følte at hun skulle være papmor for kærestens datter, men måske bare en sambo og/eller ven. Pigen har sikkert allerede en mor og ikke brug for flere.

Hvis svaret stadigvæk er nej, må brevskriveren enten se at blive voksen i en fart eller finde sig en anden kæreste, der ikke har umyndige børn. Børns følelser kommer altid i første række, og hvis man ikke kan acceptere det, så skal man ikke være en del af deres liv.

Undskyld min skurvogns-jargon, men desværre er der lidt for mange mænd, der tænker med det forkerte hoved....

René Arestrup

Skurvogns-jargon? Hvor har du det fra?

Kvinden skal vel ikke være mor for barnet. Barnet har en mor. Hun skal vel bare være en voksen empatisk persom over for et barn, hvis far hun elsker. Er historien rigtigt fortalt?

Herdis Weins.
En lille sand historie, om en lille dreng på 28, der ikke ville have, at hans mor fik en ny kæreste. Moren er en veluddannet polak, men har fået denne dreng med en indfødt. Derved er drengen halv polak og halv indfødt. Drengen og moren har et meget tæt forhold, fordi forældrene blev skilt, meget tidligt i drengens liv. Faren flyttede sammen med en sød asatisk kvinde. Mor og søn taler polsk sammen, også når der er gæster på besøg og gæster, der ikke forstår polsk.

Så skete der noget. Den tidligere indfødte ægtemand forlod sin søde asiatiske kone, flyttede til storbyen og på foranledning af deres 28 årige lille dreng, lejede tidligere ægtemand et værelse af tidligere kone. Den polske kvinde er en rigtig pengekvinde, som mange polakker, som jeg har stiftet bekendtskab med er, og hun er en yderst praktisk kvinde.

Der var dog en hage på denne historie. Dette efter hånden noget komplicerede forhold, rent følelsesmæssigt og især
pladsmæssigt, fortsatte nu efterfølgende i min bekendts hus. Tidligere havde min bekendt kunnet smyge sig ind på det værelse, som den tidligere ægtemand nu beboede, på grund af den polske kvindes voldsomme snorken.

Der var ligesom ikke plads i konens ellers rimelige store lejlighed til deres forhold. Far og søn optog snart hele lejligheden og sønnen nød gensynet af den far, der ellers havde forladt dem 20 år tidligere.

Dette gav yderst lidt plads til det nye forhold, som den lille søn på 28 nok var imod. Min bekendt har selv en 12 årig søn, som tilbringer 7 dage hos sin far og 7 dage hos sin mor. Derfor bor denne 12 årige dreng hos sin far hver anden uge. Det er kæresten med den lille 28 årige søn, så meget imod og mener, at drengen kun bør være hos sin mor, for at min bekendt og hun kan være sammen.

Der er mange vanskeligheder og komplicerede forhold her i livet.

Mit svar til kvinden er. Find dig en anden mand, der ikke kan få børn, hvis du er nød til at spørge her. Du bliver sandsynligvis en elendig mor til et barn du ikke vil have i forholdet. Det ville være synd for barnet, akkurat som med den 12 årige, som min bekendt er far til.

Hvis jeg var mor til den 28 årige lille halve polak, så ville jeg nok sige, at det var på tide, at han fandt sig en lejlighed, evt. sammen med sin far, for den polske kvinde ønsker ikke at genoptage forholdet til tidligere mand. Min bekendt har nu sagt farvel til polakken, det blev lidt for kompliceret, men polakken forstår stadigvæk ikke, hvorfor forholdet ikke holdt.

PS. Jeg flere kvinder sidst i 40ene og begyndelsen af 50erne, der oplever en stor sorg over ikke, at have fået børn, så måske skal vores spørger alligevel tænke sig om en gang til.

Præcisering.
Så skete der noget. Den tidligere indfødte ægtemand forlod sin søde asiatiske kone, flyttede til storbyen og på foranledning af den fra tidligere ægteskab, 28 årige lille søn, lejede tidligere ægtemand et værelse af tidligere kone.

Mit svar til kvinden er. Find dig en anden mand, der ikke kan få børn, hvis du er nød til at spørge her. Du bliver sandsynligvis en elendig mor til et barn du ikke vil have i forholdet. Det ville være synd for barnet, akkurat som med den 12 årige, som min bekendt er far til.

PS. Jeg kender flere kvinder sidst i 40ene og begyndelsen af 50erne, der oplever en stor sorg over ikke, at have fået børn, så måske skal vores spørger alligevel tænke sig om en gang til.

Det er svært at dele og især kærlighed.

Jeg har faktisk oplevet den modsatte situation for nogle år siden. Jeg havde mødt en mand som jeg rigtig godt kunne lide, og selvom vi ikke kendte hinanden ret godt, blev jeg virkelig glad, da han fortalte mig at han havde slettet sin Tinder-profil.

Han havde en datter på 8 i en deleordning, og i sommerferien skulle han have hende hos sig i nogle uger. Han foreslog så at vi mødtes midt på dagen, hvor han lige havde nogle timer mens hun var i sommerfritten. Jeg syntes at ideen om at sende hende på fritidshjem i hendes ferie, når hun nu endelig havde mulighed for at være sammen med sin far hele dagen, var helt forkert, og det ville jeg ikke være årsag til.

Jeg foreslog derfor, i et forsøg på at være hensynsfuld og gøre plads, at vi bare ventede med at ses til ugen efter, hvor hun skulle begynde i skolen igen, så han kunne være sammen med sin datter. Hvorefter han genoprettede sin Tinder-profil og meddelte mig at han ikke kunne tilbyde mig et eksklusivt forhold alligevel.

Jeg er stor fan af Mikka Tecza

Runa Lystlund -
jeg kender en del kvinder - inklusiv mig selv - der ALDRIG har fortrudt ikke at have fået børn.