Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Jeg vil ikke være papmor for hans datter

Den nyforelskede
9. marts 2019

Jeg er 36 år, kvinde og tilfreds frivillig barnløs. Nu er der bare det, at jeg har forelsket mig hovedkulds i en mand, der har en otteårig datter.

Jeg er flyttet sammen med ham, men jeg bliver mere og mere frustreret.

Jeg vil gerne leve sammen med ham, men jeg har ikke lyst til at leve med hans datter, som ellers er sød og accepterer mig. Han kan selvfølgelig ikke opgive sit barn, så hvad skal jeg gøre?

Svar I:

Nu skal du høre: Den datter er lige så meget en del af din kæreste, som det ville være, hvis han havde et tredje ben, glasøje eller galopperende glutenallergi (uden sammenligning i øvrigt). Du vidste godt, at han havde en datter, da du flyttede sammen med ham – det var vel ikke sådan, at hun en dag sprang ud af skabet?

Altså: Datteren bliver. Færdig. Og vil du have ham, må du tage hende med. Ellers må du være den voksne og afslutte forholdet af hensyn til både dine og barnets tarv.

Hvis du vælger at blive, så må du finde en måde at holde af datteren på. Ikke nødvendigvis som mor – det kan din kæreste heller ikke forvente, og det skal du endelig tale med ham om – men som minimum som voksenven. Børn – især skilsmissebørn – er årvågne små bæster, og hun kan helt sikkert mærke, at du ikke rigtig vil hende. Det er fandeme synd – for hende.

Tænk over, om ikke I kan finde en aktivitet, interesse eller bare en joke, som I ’har’ sammen, du og datteren, og se, om det ikke hjælper på samværet. Og tag så og bliv voksen.

— Mikka Tecza

Svar II:

Da du valgte at bo sammen med din kæreste og hans barn, havde du så bare glemt, at du virkelig ikke har lyst til at bo sammen med et barn?

Nå, men nu sidder du i saksen og må få det bedste ud af situationen. Her er en lille huskeliste, du kan hive frem, når du har allermest ondt af dig selv:

Jeg satser på, at der her er tale om et delebarn, så 1) glæd dig over din relativt uforpligtende papmorrolle, og kom ud af lejligheden, hyg dig med venner, gå til koncerter og i biografen, når det er din kærestes tur til at have datteren boende. 2) Glæd dig endnu mere over den alenetid, du har med ham, når hun ikke er der. 3) Glæd dig over, at du faktisk har fundet en at være hovedkulds forelsket i (det er ikke alle forundt). 4) Glæd dig over, at han tager ansvar for sin datter og insisterer på at bo sammen med hende (det er heller ikke alle forundt). 5) Glæd dig over, at den otteårige er sød og accepterende og tilsyneladende mere voksen end dig.

— Jon Faber

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Carsten Mortensen
  • Olaf Tehrani
  • Viggo Okholm
Erik Karlsen, Carsten Mortensen, Olaf Tehrani og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Der må være mere til historien, end der skitseres i disse få linjer?

For som det står her, belaver en 36-årig kvinde sig på at konkurrere med et 8-årigt barn om en mands kærlighed og loyalitet. Der kommer kun tabere ud af en sådan kamp. Men hvor vor 36-årige 'vampyr' muligvis kan vandre nogenlunde hel ud af ruinerne, når det hele er overstået, så taler alt for, at fader og datter vil stå tilbage med livslange ar.

Der være mere til historien? Vampyrer findes slet ikke, gør de vel?

Jeg tror ikke, at vor 36-årige brevskriver er en 'vampyr'. Der er noget alt for hjerteskærende naivt over udsagnet om, at den 8-årige er "sød og accepterer mig". Som om man ikke kan forvente bedre og mere af et forhold til et barn. Børn er som hundehvalpe, ikke sandt? De skal være søde og accepterende, og helst ikke tisse på gulvet.. Mon ikke netop denne brevskrivers 'frivillige barnløshed' har sine egne barndomsforankrede årsager? Det vil jeg invitere hende til at tænke lidt nærmere over..

Well, måske vil kærligheden i sidste ende sejre? Måske wannabe-'vampyren' vil stikke sig selv en metaforisk pæl i hjertet, og genopstå i ny og mere sand form? Som menneske, ligefrem? Det har man da lov til at håbe. Alle historier fortjener en lykkelig slutning, også denne. Blot fordrer en lykkelig slutning som regel, at protagonisten har udviklet sig undervejs.

I en klassisk veldrejet historie får protagonisten gerne hjælp til sit forehavende:

Gabor Mate taler her i 5 minutter om, hvordan man bør forstå det at være (pap)forælder som ikke blot en rolle man skal passe ind i, men som et mellem-menneskeligt forhold.
https://www.youtube.com/watch?v=B4E3had2OoM

Esben Lykke, Dagmar Christiandottir, Rikke Nielsen, Anne Isbak, Viggo Okholm og Lene Torp carlsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Det sidste i hele verden en kvinde må give udtryk for, er forbehold overfor børn. Erdudaheltfrakoncepterne, kvinde?! Det er jo for fanden DET størte tabu nogensinde. Hele verden vil falde over dig med fordømmelse, psykologiseringer, mere fordømmelse og nogen vil sågar forsøge at dehumanisere dig.
Ti stille. Luk forbeholdet inde i dig selv og nøjes med at sige det højt, når du er i enerum, og selv da skal du passe på.
Du er kvinde. Ikke mand. Mænd må godt have forbehold over for børn. Det står skrevet alle steder i kønsrollemønstrene. Men kvinder er fulde af omsorg og kærlighed til børn. Hele tiden. Helt officielt.

Mette Haagerup, Dagmar Christiandottir, John Andersen, Eva Schwanenflügel, Eva Pedersen, Poul Kristensen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Lise Lotte Rahbek,

Det har intet med køn at gøre. Det har alt med forholdet voksne - børn at gøre.

Har du prøvet empatisk at forestille dig den beskrevne situation fra den 8-åriges perspektiv?

At du tilsyneladende oplever den 36-årige som 'offeret' her, overgår simpelthen min forstand.

Carsten Mortensen, Michael Waterstradt, Olaf Tehrani, Søren Ferling, Maria Jensen, Rikke Nielsen, Martin Rønnow Klarlund, Martin Rasmussen, Lykke Johansen, Marie Jensen, Viggo Okholm, Torben Skov, Lene Torp carlsen, Tino Rozzo og Henning Kjær anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Hvor står det, Torsten Jacobsen, at jeg opfatter nogen som offer?
Jeg snakker om tabuer.
Alle fortællingerne om onde stedmødre indeholder det skjulte frygtens element at ikke alle kvinder elsker alle børn til alle tider. Det er væmmeligt, overvældende og helt langt ude på følelsernes overdrev. For selvfølgelig elsker alle kvinder alle børn, ikkeesandt. Det er kun ukvinder, vampyrer og ofre, som ikke elsker alle børn og som vover at tænke andet.
Ikke sandt..

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Benta Victoria Gunnlögsson anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Lise Lotte Rahbek,

Du er vist kommet lidt skævt ind på min 'vampyr'-metafor? Altså kunne noget pege på, at der er tale om en dårlig metafor. Den tager jeg på min kappe, beklager.

Hvad jeg med den måske dårligt valgte metafor forsøgte at pege på, er urimeligheden i det beskrevne forhold:

A er 'hovedkulds forelsket' i B.
B er forpligtet på C
C har brug for B

Hvis A søger at tilfredsstille sit eget behov for kærlighed, selv på bekostning af B og ikke mindst C, så optræder A 'vampyrisk'.

Men det er som medgivet nok en dårlig metafor. Hvad med hamrende egoistisk og selvoptaget, så?

Esben Lykke, Flemming Berger, Maria Jensen, Rikke Nielsen, Lykke Johansen, Niels Duus Nielsen, Torben Skov og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Det er for øvrigt interessant hvordan denne historie og korte diskussion - for mig i det mindste - fremhæver 'kvindens kærlighed' som et åbenbart alt-betydende forhold. Et fænomen, vi som samfund har grund og ret til at forsøge at 'normalisere', at 'indhegne', at 'tæmme'.

Som Lise Lotte Rahbek påpeger, så knytter der sig visse forventninger til - der opstilles visse normer for - hvordan 'kvindens kærlighed' bør komme til udtryk og udfolde sig i samfundet.

Mest hellig af alt er naturligvis moderkærligheden - vé den kvinde, som ikke elsker sine børn (og vé det barn, som ikke elskes af sin mor!).

Men også i de traditionsbundne forestillinger om kønnenes rolle i et parforhold, opstilles der klare normer for passende opførsel: Kvindens kærlighed bør være centreret om manden: Manden som centrum for hendes opmærksomhed, hendes (selv)vurderinger, domme og - hvis forholdet skal betragtes som harmonisk - hendes beundring. Ikke mindst i de maskuline forestillinger, der ofte strejfes af betegnelsen 'giftig maskulinitet', forventes kvinden på sådan vis at kredse om mandens ego, som en planet om en sol..

Denne norm for udfoldelsen af 'kvindens kærlighed' er selv i dette herrens år 2019 en af hovedingredienserne i langt de fleste mainstream-produktioner fra Hollywoods drømmefabrik.

Men kan vi tale om 'giftig maskulinitet', så er det måske ikke helt urimeligt - omend ikke uden risiko - at spejde efter 'giftige' elementer i 'feminiteten'?

Jeg vover det sgu!

I den nærværende korte og sikkert ufuldstændige historie om en 36-årig kvindes meget konkrete involveren sig selv med en mand, hvis 8-årige barn hun ikke ønsker at dele hus med, der kan med rimelighed undre sig over hendes motiv? Hvorfor dog medvirke til at skabe en så ulykkelig situation?

Det forklares af kvinden selv, med to ord, der i sidste ende kan koges ned til blot ét: 'Hovedkulds forelskelse' - dvs. kærlighed.

Ak, den kærlighed: Melder den sig først på banen, så er alt forklaret. Endnu et tema man kan genfinde som trope overalt i populærkulturen. Kærligheden overvinder alt, trumfer alt, selv det mest urimelige. Prøver man at kigge ud over kvindens lidelseshistorie - i både virkelighed og fiktion - hvor meget forklares så ikke med henvisning til 'kvindens kærlighed'?

Hvad nævner en mishandlet kvinde ofte - lige efter frygten - når hun for sig selv og andre skal forsøge at forklare, hvorfor hun dog ikke blot forlod mishandleren? "Jeg elskede/elsker ham stadig".

Voldelige og dominerende mænd lukrerer på dette udtryk for giftig feminitet:
(Måske i det mindste visse aspekter af 'giftig maskulinitet' og 'giftig feminitet føder hinanden?)
Denne fortvivlede forestilling om, at kærligheden i sidste ende gør det hele godt, gør det hele rigtigt. Denne forestilling om, at hvis blot der handles i kærlighed, så behøves der ikke yderligere retfærdiggørelse.

Denne forestilling om, som i dette konkrete tilfælde, at en elskende 36-årig kvinde med rimelighed kan tage kampen op mod en blot 8-årig pige...

Mette Haagerup, Carsten Mortensen, Elisabeth Andersen, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Lene Torp carlsen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Ups, stærkt meningsforstyrrende fejl i ovenstående:

Jeg skriver, at "vi som samfund har grund og ret til at forsøge at ’normalisere’, at ’indhegne’, at ’tæmme’ 'kvindens kærlighed'".

Jeg ville have skrevet, at vi som samfund bilder os ind at have ret til at forsøge at ’normalisere’, at ’indhegne’, at ’tæmme’.

Det er min opfattelse, at denne enorme optagethed af 'kvindens kærlighed' er skadelig, både for samfundet som et hele, og ikke mindst for kvinder som individer. Bare lige for at slå dét helt på plads..

Elisabeth Andersen, Flemming Berger og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Er et barn i forholdet ikke noget af det første man burde adressere før en sammenflytning?
Enten er dette læserbrev ufuldstændigt, forkortet eller frit opfundet.

Bjarne Bisgaard Jensen, Christel Gruner-Olesen, Dagmar Christiandottir, Tino Rozzo, Rikke Nielsen, René Arestrup, Else Marie Arevad, Katrine Damm, Heidi Larsen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar

Ingen skal flytte sammen med en person, hvis BARN de ikke gider. Der har intet med køn at gøre, det gælder ligeligt for begge køn.
Et barn har krav på begge sin forældres kærlighed og opmærksomhed, uanset om de bor sammen, hver for sig alene, eller hver for sig med andre partnere.
Hvis man ikke kan rumme en andens barn - når denne stadigt er barn - så må man opgive forholdet. Det er noget andet, når "barnet" er voksent - så kan man sagtens lave samvær, hvor ikke alle behøver at være tilstede. men når barnet er 8 og fandme har krav på en god del af sin fars tid og opmærksomhed, så er det noget helt, helt andet.
Og så deler jeg i høj grad Torsten Jacobsens undren over KÆRLIGHED som forklaring på alt - især i voldelige forhold. Jeg tror, at en del af forklaringen er, at både mænd og kvinder, men især kvinder, ofte forveksler seksuel tiltrækning, måske endda seksuel afhængighed med kærlighed. Det sidste lyder ligesom bare bedre og mere acceptabel, ikke

Mette Haagerup, Carsten Mortensen, Elisabeth Andersen, Christel Gruner-Olesen, Dagmar Christiandottir, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, René Arestrup, Britta Hansen, Viggo Okholm, Heidi Larsen og Lene Torp carlsen anbefalede denne kommentar
Anna Sørensen

Igen et hovedrystende eksempel på den mangel på helheds-syn vi 'moderne' mennesker har...???
Så mit råd er: Genopdragelse i HELHED

Nils Lauritzen

Igen må jeg lettere bekymret spørge:
Denne brevkasse er da satire, er den ikke ?

Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Mortensen, Dagmar Christiandottir, Tino Rozzo, Flemming Berger, Rikke Nielsen, René Arestrup, Eva Schwanenflügel, Maj-Britt Kent Hansen, Steen Sohn, Poul Kristensen, Sabine Behrmann, Thomas Jensen, Jens Thaarup Nyberg og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Anne Folehave

Min undren ligger nu mest i hvorfor brevskriveren, overhoved er flyttet ind hos en kæreste med barn. Hun fortæller at hun bevidst har fravalgt børn i sit liv, al respekt for det. Børn får man i vore dage fordi man gerne vil have dem, eller hvad?
At brevskriveren er hovedkulds forelsket, tja det kommer man over, det er et valg man tager. Mit bud til brevskriveren er, at hun nok gør bedst i at flytte, kaste sin kærlighed på en mand uden børn, hvilket må være et kriterie inden hun indgår i et nyt forhold. Det hun står i nu kan få store omkostninger for det 8 årlige barn, som fortjener bedre. Det er ikke i orden, at et 8 årigt barn skal kæmpe om sin fars opmærksomhed med en voksen kvinde.

Bjarne Bisgaard Jensen, Elisabeth Andersen, Charlotte Jensen, Else Marie Arevad, Maria Jensen, Jette Randrup, René Arestrup, Eva Schwanenflügel, Martin Rasmussen, Herdis Weins, Frede Jørgensen, Heidi Larsen og Lene Torp carlsen anbefalede denne kommentar

Som en der selv er vokset op med en papfar der ikke gad mig og min storebror (og det gad hans familie i øvrigt heller ikke), løber ovenstående læserbrev mig langt ned ad ryggen. Det var absolut ikke sjovt at bo sammen med en voksen der åbenlyst ikke gad mig og det har givet mig store psykiske konsekvenser langt op i mit voksenliv.
Uanset hvor stærk kærligheden er mellem de voksne, så skal det aldrig nogensinde være på børnenes bekostning! Børn kan mærke når de ikke er ønsket og det vil også på et tidspunkt skabe konflikter mellem barn/børn og den biologiske forælder og papforælderen.

Så har man fravalgt børn i sit liv, så skylder man saftsuseme også at man ikke indleder et forhold til en der har barn/børn, for børnene kom altså først og vil altid komme først.

Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Mortensen, Elisabeth Andersen, Christel Gruner-Olesen, Klaus Lundahl Engelholt, Else Marie Arevad, Maria Jensen, Eva Schwanenflügel, Britta Hansen, Kim Houmøller, Herdis Weins, Viggo Okholm og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Hvis du vil have mandens pik, må du finde dig i hans datter. Ja undskyld mit fransk, men dengang jeg var enlig far, var ungen en del af mig, så hvis kvinden ikke kunne lide ungen, blev hun droppet. Ikke altid uden gråd og tænders gnidsel, følelser er jo noget underligt noget, men ungen vil være min søn i al fremtid, også efter, at jeg er død, mens kvinden blot er en midlertidig distraktion på vejen. Jeg kan ikke engang huske, hvad hun hed, så det var nok ikke alvorligt.

Eva Schwanenflügel

Problemet med dette 'læserbrev' (?) er at der ikke står et muk om, hvorfor i alverden brevskriverens kæreste og hun selv ikke har snakket om barnet før indflytningen.
Er kæresten en tøffelhelt, der er ligeglad med sit barn?
Er brevskriveren en falsk, ond løgnerske, som har bildt sin mand ind at hun gerne vil være fælles om hans barn for at flytte sammen med ham på trods af at hun netop har modsatte hensigter?
Hvorfor i alverden skulle hun flytte sammen med ham, hvis hun ikke var interesseret i hans barn ?!?

Undskyld mig, men det virker konstrueret, som et gammelt Grimms eventyr.
Brevskriveren er 36 år, og derfor må man formode hun ikke er studerende fra et kollegium der blot vil forbedre sine boligforhold.
Medmindre hun var hjemløs da de mødtes, kan jeg ikke finde nogen forklaring på at hun skulle vælge at flytte sammen med en alenefar, når hun ikke vil spilde sin kostbare tid på et iøvrigt sødt og imødekommende barn.

René Arestrup

Hvis denne 36-årige kvinde vitterlig er andet end fri fantasi, er der tale om et helt eventyrligt infantilt eksemplar af racen.

Tino Rozzo, Eva Schwanenflügel, Herdis Weins og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ René Arestrup

Der er da ligesåvel tale om en far der ikke har sit barns bedste for øje?
Hvis læserbrevet faktisk står til troende..

René Arestrup

@Eva Schwanenflügel
Det kommer vel an på, hvordan denne kvinde i øvrigt gebærder sig.
Men ja, det er naturligvis først og fremmest hans ansvar - og personligt ville jeg være stærkt betænkelig ved et forhold som det beskrevne.

Eva Schwanenflügel -
ja, man sidder tilbage med mange spørgsmål om den konkrete sag - og med en lille mistanke om, at det er konstrueret.
Men i virkeligheden findes problematikken jo i utalliga varianter med samme grundtema.
P.S: Hvis jeg mødte en sådan person IRL, så ville jeg give hende en gevaldig opsang. Og hvis det var faren, der fandtes i min opgangskreds, så ville jeg bede ham om at smide damen ud ASAP !

Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Maria Jensen anbefalede denne kommentar

Af alle min fars kvinder var de, jeg brød mig mindst om, dem, der troede at de skulle være min mor. Jeg vil råde brevskriveren til at spørge sig selv, om hun bedre ville kunne holde situationen ud, hvis hun ikke følte at hun skulle være papmor for kærestens datter, men måske bare en sambo og/eller ven. Pigen har sikkert allerede en mor og ikke brug for flere.

Hvis svaret stadigvæk er nej, må brevskriveren enten se at blive voksen i en fart eller finde sig en anden kæreste, der ikke har umyndige børn. Børns følelser kommer altid i første række, og hvis man ikke kan acceptere det, så skal man ikke være en del af deres liv.

Kenneth Graakjær, Niels Duus Nielsen, Runa Lystlund, Britta Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Caroline Lillelund, Klaus Lundahl Engelholt, Katrine Damm, Herdis Weins, Rikke Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Undskyld min skurvogns-jargon, men desværre er der lidt for mange mænd, der tænker med det forkerte hoved....

Josephine Kaldan

Kvinden skal vel ikke være mor for barnet. Barnet har en mor. Hun skal vel bare være en voksen empatisk persom over for et barn, hvis far hun elsker. Er historien rigtigt fortalt?

Runa Lystlund

Herdis Weins.
En lille sand historie, om en lille dreng på 28, der ikke ville have, at hans mor fik en ny kæreste. Moren er en veluddannet polak, men har fået denne dreng med en indfødt. Derved er drengen halv polak og halv indfødt. Drengen og moren har et meget tæt forhold, fordi forældrene blev skilt, meget tidligt i drengens liv. Faren flyttede sammen med en sød asatisk kvinde. Mor og søn taler polsk sammen, også når der er gæster på besøg og gæster, der ikke forstår polsk.

Så skete der noget. Den tidligere indfødte ægtemand forlod sin søde asiatiske kone, flyttede til storbyen og på foranledning af deres 28 årige lille dreng, lejede tidligere ægtemand et værelse af tidligere kone. Den polske kvinde er en rigtig pengekvinde, som mange polakker, som jeg har stiftet bekendtskab med er, og hun er en yderst praktisk kvinde.

Der var dog en hage på denne historie. Dette efter hånden noget komplicerede forhold, rent følelsesmæssigt og især
pladsmæssigt, fortsatte nu efterfølgende i min bekendts hus. Tidligere havde min bekendt kunnet smyge sig ind på det værelse, som den tidligere ægtemand nu beboede, på grund af den polske kvindes voldsomme snorken.

Der var ligesom ikke plads i konens ellers rimelige store lejlighed til deres forhold. Far og søn optog snart hele lejligheden og sønnen nød gensynet af den far, der ellers havde forladt dem 20 år tidligere.

Dette gav yderst lidt plads til det nye forhold, som den lille søn på 28 nok var imod. Min bekendt har selv en 12 årig søn, som tilbringer 7 dage hos sin far og 7 dage hos sin mor. Derfor bor denne 12 årige dreng hos sin far hver anden uge. Det er kæresten med den lille 28 årige søn, så meget imod og mener, at drengen kun bør være hos sin mor, for at min bekendt og hun kan være sammen.

Der er mange vanskeligheder og komplicerede forhold her i livet.

Mit svar til kvinden er. Find dig en anden mand, der ikke kan få børn, hvis du er nød til at spørge her. Du bliver sandsynligvis en elendig mor til et barn du ikke vil have i forholdet. Det ville være synd for barnet, akkurat som med den 12 årige, som min bekendt er far til.

Hvis jeg var mor til den 28 årige lille halve polak, så ville jeg nok sige, at det var på tide, at han fandt sig en lejlighed, evt. sammen med sin far, for den polske kvinde ønsker ikke at genoptage forholdet til tidligere mand. Min bekendt har nu sagt farvel til polakken, det blev lidt for kompliceret, men polakken forstår stadigvæk ikke, hvorfor forholdet ikke holdt.

PS. Jeg flere kvinder sidst i 40ene og begyndelsen af 50erne, der oplever en stor sorg over ikke, at have fået børn, så måske skal vores spørger alligevel tænke sig om en gang til.

Runa Lystlund

Præcisering.
Så skete der noget. Den tidligere indfødte ægtemand forlod sin søde asiatiske kone, flyttede til storbyen og på foranledning af den fra tidligere ægteskab, 28 årige lille søn, lejede tidligere ægtemand et værelse af tidligere kone.

Runa Lystlund

Mit svar til kvinden er. Find dig en anden mand, der ikke kan få børn, hvis du er nød til at spørge her. Du bliver sandsynligvis en elendig mor til et barn du ikke vil have i forholdet. Det ville være synd for barnet, akkurat som med den 12 årige, som min bekendt er far til.

PS. Jeg kender flere kvinder sidst i 40ene og begyndelsen af 50erne, der oplever en stor sorg over ikke, at have fået børn, så måske skal vores spørger alligevel tænke sig om en gang til.

Jeg har faktisk oplevet den modsatte situation for nogle år siden. Jeg havde mødt en mand som jeg rigtig godt kunne lide, og selvom vi ikke kendte hinanden ret godt, blev jeg virkelig glad, da han fortalte mig at han havde slettet sin Tinder-profil.

Han havde en datter på 8 i en deleordning, og i sommerferien skulle han have hende hos sig i nogle uger. Han foreslog så at vi mødtes midt på dagen, hvor han lige havde nogle timer mens hun var i sommerfritten. Jeg syntes at ideen om at sende hende på fritidshjem i hendes ferie, når hun nu endelig havde mulighed for at være sammen med sin far hele dagen, var helt forkert, og det ville jeg ikke være årsag til.

Jeg foreslog derfor, i et forsøg på at være hensynsfuld og gøre plads, at vi bare ventede med at ses til ugen efter, hvor hun skulle begynde i skolen igen, så han kunne være sammen med sin datter. Hvorefter han genoprettede sin Tinder-profil og meddelte mig at han ikke kunne tilbyde mig et eksklusivt forhold alligevel.

Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Runa Lystlund anbefalede denne kommentar

Runa Lystlund -
jeg kender en del kvinder - inklusiv mig selv - der ALDRIG har fortrudt ikke at have fået børn.

Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar