Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Skal vi voksne også strejke for klimaet?

Mand, 2300 København S
30. marts 2019

For et par uger siden læste jeg her i avisen, at skoleelever i både Danmark og resten af verden er begyndt at strejke fra skole for at vise deres utilfredshed med den førte klimapolitik. Der var demonstrationer i flere end 2.000 byer i 100 lande verden over. Imponerende!

Jeg synes, det er meget positivt, at børnene tager klimaproblemerne alvorligt og forsøger at presse politikerne til også at gøre det, men jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg som voksen skal gøre.

På den ene side virker det urimeligt, at det kun er børnene, som handler, når det er os voksne, som har skabt problemet. På den anden side vil jeg meget nødig strejke fra arbejde. Demonstrationerne er, så vidt jeg er orienteret, om fredagen, og der har jeg en del møder, som jeg helst ikke vil udeblive fra.

Svar I:

Du skriver ikke din alder, men jeg vil tillade mig at gå ud fra, at du er kernelæser af Information og derfor formentlig tilhører den velbjærgede, venstresnoede efterkrigsgeneration, som har redet på en bølge af velfærdssamfund, vækst og fri adgang til uddannelse og i dag sidder relativt godt i det på grund af en betimelig investering i fast ejendom.

Ud over at det er god stil at rydde op efter sig – for ja, det er de voksne, der har svinet planeten til – så burde der her i dit arbejdslivs efterår være råd til at gå ned i tid.

Skær 20 procent af lønnen og tag en ugentlig fridag. Den kan du passende lægge om fredagen. Så kan du også hjælpe dine stressede voksne børn, som først kan se frem til at blive pensionerede, når de er over 70, og hente børnebørnene på vej hjem fra din ældredemo.

Hvis du da ikke møder dem ude på gaden med et skilt i hånden.

— Line Vaaben

Svar II:

I det mindste ved du, hvad du skal skrive i dine memoirer til dine børnebørn:

»Undskyld for det med klimaet. Jeg ville gerne have gjort mere, men jeg havde et vigtigt møde den dag. Kram, farfar.«

Møder kan udskydes, og arbejde kan planlægges, så du sagtens kan fredagsdemonstrere for klimaet, hvis du virkelig ville (selv om det teknisk set ikke ville være at strejke, hvis du bare udfører arbejdet på et andet tidspunkt).

Så det lyder mere som en dårlig undskyldning, fordi du ikke gider. Det er også okay, demonstrationer er ikke for alle. Personligt har jeg det selv stramt med at marchere af sted i flok.

Men så må du jo finde ud af, hvordan du så vil handle for at rette op på de problemer, vi som samfund har skabt. Børnene gør jo bare, hvad de kan og har råd til. Og du har mange flere handlemuligheder end dem: forbrug, transport, politik, investeringer, debatindlæg, civil ulydighed …

— Emil Rottbøll

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
Gert Romme anbefalede denne artikel

Kommentarer

Emil:
Her er et bedre skilt.

Red isen - og curlingfædrene.

Brugernavnet user_cbbf434fd78d58deb62d1bfafc166eca og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Hvis du mener en sag er værd at kæmpe for, så kæmp.
Det er det de unge i klimabevægelsen gør.
Der er andre unge, der ønsker benzin og disel. Der er faktisk rigtig mange unge, der ikke strejker.
Så er spørgsmålet ikke, om du finder problemet så alvorligt, at du er villig til resikere din nutid for at sikre din fremtid.

Søren Fosberg og Brugernavnet user_cbbf434fd78d58deb62d1bfafc166eca anbefalede denne kommentar

I hvert fald kræver sagens alvor noget realisme og aktion - også af de voksne.

Søren Fosberg og Brugernavnet user_cbbf434fd78d58deb62d1bfafc166eca anbefalede denne kommentar
Anders Skot-Hansen

Som voksen kan man enten råbe og skrige eller starte på det personlige plan med at isolere sit hus, rejse med kollektiv trafik samt selvfølgelig afstå fra enhver rejse med fly. Det er faktisk ikke så svært...

Bodil Rasmussen og Brugernavnet user_cbbf434fd78d58deb62d1bfafc166eca anbefalede denne kommentar