Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Abens anatomi

Om medfødte anlæg, der opstår senere i livet
Måske er det ikke aben, der skal lære os noget; måske skal er det gennem os selv, at vi skal forstå vores meningen med vores tidligere inkarnationer.

Måske er det ikke aben, der skal lære os noget; måske skal er det gennem os selv, at vi skal forstå vores meningen med vores tidligere inkarnationer.

Yiannis Kourtoglou

16. marts 2019

Hvis man har børn eller kender nogen, kan man nogle gange blive vidne til en forunderlig oplevelse. Man kigger på nogle gamle film af barnet, og lige et sekund bliver man rystet: Så han virkelig sådan ud, talte han med den stemme, gik han på den måde? Man kan slet ikke huske, at det barn på en 8-10 år, man har siddende foran sig, engang har været så lille. Der er sket en enorm udvikling – der er et spring fra dengang til nu. Den langlemmede knægt, der spytter og spiller computerspil, var blot en lille tumling med en bamse.

Når man har samlet sig en smule, vil en anden interesse ofte tage over, idet man begynder at lede efter træk ved det lille barn, som kan fremskrives til det stadie, barnet er i nu: »Allerede dengang var du jo glad for at tegne og finde på,« eller: »Du havde godt nok temperament allerede dengang.«

Men også denne lille øvelse indeholder sin egen sitrende fornemmelse: For det er jo ikke helt rigtigt, at netop det, som sidder foran en nu, allerede var til stede i det lille barn. Det kunne være gået helt anderledes, og andre træk kunne være blevet fremhævet, andre baner og beslutninger taget. Eller rettere: Jo, på en måde er det ældre barn til stede i det yngre barn, men kun set fra nutidens stadie. Den lille fantasi, vi bygger op omkring, hvad barnet allerede var, indeholder et interessant sus: Vi bygger fremtiden ind i fortiden.

Marx’ abe

Den lille oplevelse med barnet har en række ret voldsomme filosofiske konsekvenser, især for den evolutionære forklaringslogik, som ellers præger store dele af den populærvidenskabelige sendeflade i dag – fra Peter Lund Madsen til ’Mød dit urmenneske’ osv.

Det er på den ene side helt rigtigt, at menneskets udvikling, både som individ og som art, foregår uafbrudt ved små fremskrivninger af anlæg og tilpasninger til omgivelserne, dvs. ved en sammenhængende evolutionær proces.

Og alligevel kan man om den samme udvikling sige, at den også i hver enkelt lille overgang, uden at vi kan sige præcis hvor, indeholder muligheden for et brud; for at barnet, eller i en større skala arten, finder på noget andet og realiserer noget, som først senere kan genindskrives i dets udviklingslinje. Og her er der en anden logik på spil, som siger, at vi altid først senere ved, hvad det var, vi var.

I den populære evolutionære logik hører man meget ofte den forklaring, at når vi gør dette eller hint – bliver bange for noget, udviser væmmelse, søger tryghed osv. – så er det fordi, vi adlyder vores ’stenalderhjerne’. For at forklare det, vi gør i dag, må vi altså søge tilbage til det, vi var, og til de mange år, vi tilbragte på savannen med at jage, og ja måske endnu længere tilbage i vores dyriske præhistorie. Det er i denne tilstand, vi skal søge vores essentielle værensform.

Evolutionslogikken fører ofte til ret pinlige og underligt konservative formuleringer, som f.eks. kan lyde, at »evolutionært set er vi jo slet ikke skabt til at leve i storbyer«. Men det gør vi jo, altså lever i storbyer, og det er egentlig ikke vores problem, at det ikke lever op til evolutionsteoretikerens forestilling om, hvad en stenalderhjerne kan og kan blive til (i denne forestilling er stenalderhjernen sikkert heller ikke glad for indførelsen af demokrati, ligestilling etc.).

Det er simpelthen ikke tilstrækkeligt at anskue vores tilstand i dag som en lineær fremskrivning af en bestemt værensform og en række bestemte arveanlæg fra en tidligere periode.

Det er netop derfor, Marx formulerer sin berømte antievolutionære sætning, at »nøglen til at forstå abens anatomi ligger i menneskets anatomi«. Ikke alene kan man ikke udlede vores nuværende værensform af vores forfædres; det er snarere lige omvendt sådan, at mennesket retroaktivt ændrer på, hvad aben er for en størrelse. Vi er først nu ved at finde ud af, hvad en abe egentlig er, idet vi har brug for de senere (og faktisk endnu ukendte) stadier for at se dens fulde skikkelse.

Aben og subjektet

Kan de to logikker, den evolutionære og den mere dialektiske, forenes? Måske er løsningen at antage et slags paradoksalt både-og: Vi er væsner, som udvikler os gennem udfoldelsen af en række udviklingslove og tilpasninger, og vi er væsner, som ikke kan forudsiges.

I psykoanalysen er der et navn for det, som ikke forudsiges: subjektet. Subjektet er i psykoanalysen det, som kan overraske, og som ikke passer ind i en videnskabelig model; det er det, som drømmer om natten, gør uforklarlige ting, overskrider sin egne beføjelser. Vi bør acceptere, at det ikke kun er abens anatomi, som forklarer mennesket og de handlinger, det foretager sig, men at det omvendt også er subjektet, der bliver ved med at plage abens anatomi.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Center for Vild Analyse,

Dem, der er aber i dag, hvornår bliver de mennesker?

I har skrevet en perlerække af klummer. Denne bør I overveje at trække tilbage.