Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Den feminine maskerade

Af og til bliver misogynien så tyk, at man næsten kan lære noget af den.
Efter årets Oscar-uddeling i Hollywood gjorde journalisten Ida Rud Nielsen opmærksom på, hvor konsekvent nedladende de to mandlige kommentatorer på TV 2, Uffe Buchard og Jesper Høvring, havde behandlet de kvindelige deltagere i showet: Angela Bassets kjole var for krøllet, Melissa McCarthy havde for runde skuldre, Jennifer Lopez’ festskrud blev kaldt for en discokugle – og tennisstjernen Serena Willams, der havde en stropløs kjole på, blev klandret for at have ’vagina armhuler’, dvs. små folder af hud ved armhulen, der med lidt god (eller netop ond) vilje kunne ligne en glatbarberet vagina.

Efter årets Oscar-uddeling i Hollywood gjorde journalisten Ida Rud Nielsen opmærksom på, hvor konsekvent nedladende de to mandlige kommentatorer på TV 2, Uffe Buchard og Jesper Høvring, havde behandlet de kvindelige deltagere i showet: Angela Bassets kjole var for krøllet, Melissa McCarthy havde for runde skuldre, Jennifer Lopez’ festskrud blev kaldt for en discokugle – og tennisstjernen Serena Willams, der havde en stropløs kjole på, blev klandret for at have ’vagina armhuler’, dvs. små folder af hud ved armhulen, der med lidt god (eller netop ond) vilje kunne ligne en glatbarberet vagina.

JC Olivera

9. marts 2019

Efter årets Oscar-uddeling i Hollywood gjorde journalisten Ida Rud Nielsen opmærksom på, hvor konsekvent nedladende de to mandlige kommentatorer på TV 2, Uffe Buchard og Jesper Høvring, havde behandlet de kvindelige deltagere i showet:

Angela Bassets kjole var for krøllet, Melissa McCarthy havde for runde skuldre, Jennifer Lopez’ festskrud blev kaldt for en discokugle – og tennisstjernen Serena Willams, der havde en stropløs kjole på, blev klandret for at have ’vagina armhuler’, dvs. små folder af hud ved armhulen, der med lidt god (eller netop ond) vilje kunne ligne en glatbarberet vagina.

Det var på en måde en passende opfølgning på den omgang nedrakning af kvindekroppe, at et vittigt hoved på Facebook bemærkede, at Uffe Buchards egen mund med dens sirligt omkransende behåring ligner en fisse!

Denne effektfulde omvending af bodyshamingen minder om den intervention, flere medier har eksperimenteret med de senere år, hvor mandlige sportsstjerner eller skuespillere bliver stillet den slags spørgsmål, som kvindelige stjerner ofte mødes med:

»Kan du sige lidt om det outfit, du har valgt?«, »Hvad mener du om den diskussion, der har været af dit hår?« osv. De mandlige stjerners reaktioner på den slags spørgsmål går som regel fra fuldstændig forvirring til decideret fornærmelse.

Hvad man dagligt udsætter kvindelige atleter, sangere og skuespillere for, virker nemlig absurd, når det gøres ved en mand i samme situation. Bortset fra det åbenlyst sexistiske i den helt almindelige mediepraksis viser eksemplerne også noget mere generelt om, hvordan det mandlige og det kvindelige fungerer.

Kvinder spiller kvinder

Den slovenske filosof Alenka Zupancic har beskrevet det på den måde, at forskellen mellem det maskuline og det feminine er, at mænd tror, at de er mænd, mens kvinder foregiver, eller bliver nødt til at foregive, at de er kvinder. En mand tror som udgangspunkt, at der ikke er noget spørgsmål om, hvordan han fremtræder som mand. Han er det bare (og kan så i øvrigt koncentrere sig om sin faglighed, sine penge, sine ideer, osv.). Kvinden derimod bliver hele tiden afprøvet i forhold til, hvordan hun fremtræder som kvinde.

I den forstand bliver kvindens modus maskeradens: Enhver kvindelig fremtrædelse er blot én version af hende, som kan afløses af den næste: Hun bliver til en samling af fremtrædelser, tøjstile, makeup osv., som dækker over hendes grundlæggende værensmangel.

Som i Joan Rivieres klassiske casestudie af en kvinde, der var ekstremt succesfuld i sine foretagender, som inkluderede offentlige forelæsninger og skriverier: Efter særligt succesfulde og overbevisende optrædener havde denne kvinde en tilbøjelighed til at blive excessivt flirtende og feminin over for sine mandlige kolleger. Det virkede med andre ord, som om at hun, for ikke at true dem for åbenlyst, endnu mere intenst end vanligt måtte spille kvinde. (Man kan forestille sig, hvordan et mandligt modstykke med samme evner langt mere ’naturligt’ og ’ukompliceret’ havde trådt ned fra sit podium og badet sig i omgivelsernes beundring).

For Zupancic viser denne case noget centralt om selve det maskuline og det feminine. Historien er ikke ’blot’ udtryk for den mandsdominerede praksis inden for en række brancher, men også for hvad det maskuline og det feminine i det hele taget er. Der er ikke nogen ’sand’ maskulinitet eller femininitet bag ved facaden: at tro, at man er en mand, er, hvad det vil sige at være en mand, mens at foregive at være en kvinde er netop dét, det vil sige at være en kvinde. Det er to asymmetriske svar på den fundamentale umulighed af at være ét af to køn.

Hysteriske kællinger

Men måske er det ikke kun kvinder, der kan foregive at være kvinder? Kan man ikke også ofte se mænd, der foregiver at være mænd? Et godt eksempel er de mest ekstremt trænede mænd i fitnesscentre. Det er, som om de har mistet troen på deres egen mandighed og derfor netop må foregive at have den.

Men det bedste eksempel er givet ved Uffe Buchard selv, der for nogle år siden i et interview beklagede sig over de mænd, der gik rundt med barnevogn og caffe latte og lignede kvinder. En rigtig mand skal ikke gå rundt med en barnevogn, mente Buchard; han skal stå op og pisse, og han skal drikke sig hamrende stiv med sine venner. Ellers kan han lige så godt skære pikken af med det samme. Det kræver ingen særlig dybtgående, psykoanalytisk læsning at spore den kastrationsangst, der gemmer sig i den maskulinitetsopfattelse.

Men derudover rummer den en spejling af historien om den succesfulde kvinde, der excessivt måtte spille en kvinde. Hvad nu hvis Buchards ’rigtige mand’ i virkeligheden blot er en maskulin pendant til den feminine maskerade? Hvad sådan en mand er, kan vel i så fald bedst betegnes med udtrykket ’en hysterisk kælling’.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gustav Wegener Tams
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Toke Kåre Wagener
  • David Breuer
  • Kurt Nielsen
  • Svend Erik Sokkelund
  • Jakob Dahl
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jørn Andersen
  • lars søgaard-jensen
  • Katrine Damm
  • Troels Ken Pedersen
Gustav Wegener Tams, David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Toke Kåre Wagener, David Breuer, Kurt Nielsen, Svend Erik Sokkelund, Jakob Dahl, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Jørn Andersen, lars søgaard-jensen, Katrine Damm og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alt handler om sex, undtagen sex. Sex handler om magt. (Oscar Wilde).
(Det kunne faktisk være sjovt at se CVA's analyse af det citat - Nu vi er ved det.

Anne Schøtt, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Helle Lorenzen

"Ellers kan han lige så godt skære pikken af med det samme." Nå ja, så er problemet løst, for så bliver der vel ingen barnevogn at gå rundt med?
venlig hilsen, kvinden der ikke forstod et muk af det hele..