Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: De pinlige guder

Vi har på fornemmelsen, at verden er ved at ændre sig grundlæggende, men vi har bare ingen idé om, hvor vi skal hen
Måske er det først nu, 200 år efter at Goya malede Saturn, der spiser sin søn, at maleriet for alvor finder sit motiv.

Måske er det først nu, 200 år efter at Goya malede Saturn, der spiser sin søn, at maleriet for alvor finder sit motiv.

2. marts 2019

Hvor langt skal man kigge ud i fremtiden, før man bliver radikalt usikker på, hvordan verden ser ud? Fem år? 10 år? 20 år?

Det er naturligvis svært at svare på, men vores gæt vil være, at det efterhånden er overraskende få år. Årsagerne til usikkerheden er mange. Politiske omvæltninger som Brexit og Trump; digitale teknologiske fremskridt og den magt, som de ser ud til at tilbyde global kapitalisme; og naturligvis de stadig mere truende klimaforandringer.

Filosoffen Slavoj Žižek beskrev tilbage i 1990’erne, hvordan verden tidligere havde set radikalt åben ud. I årene efter Anden Verdenskrig var det ikke til at sige, om verden ville udvikle sig i retning af kommunisme, fascisme eller kapitalisme (og såkaldt demokrati). Men på dét tidspunkt i 1990’erne og i de tidlige år i det nye årtusinde var det med Zizeks ord, som om det lå fast, at fremtiden ikke ville byde på andet end mere kapitalisme og den dertilhørende form for demokrati.

Som han formulerede det, var det, som om det var nemmere at forestille sig, at Jorden ville gå under i et meteornedslag end at forestille sig, at kapitalismen skulle høre op.

I dag har vi en særlig syntese mellem de to positioner. På den ene side er fremtiden igen blevet åben. Vi er langtfra så sikre på, at vores nuværende politiske og økonomiske orden kommer til at bestå specielt længe. Men samtidig har vi ikke for alvor nogen alternativer til den orden, vi kender. Vi har blot en ganske klar fornemmelse af, at det ikke kan blive ved med at gå.

Saturn

Hvad er det for en bevidsthed, vi dermed står midt i? Måske det bedste svar på det spørgsmål er et billede: Francisco Goyas Saturno devorando a su hijo (Saturn æder sin søn) (1818-1823). Maleriet forestiller et klassisk motiv. Den romerske gud Saturn, som på græsk hed Kronos, spiser sin søn.

På Goyas billede er det tydeligt, at Saturn allerede har bidt hovedet af sønnen, for det mangler på det legeme, han krampagtigt holder i hænderne. Og nu har han gnavet en luns mere af, en luns, som måske, måske ikke, er en arm. I det øjeblik, hvor han for alvor flår i kødet med tænderne, er det imidlertid tydeligt, at han får øje på noget, som får ham til at spærre øjnene op med det blik, der rammer beskueren og vidner om en sær blanding af pinlighed og rædsel.

Goya malede sit billede af Saturn på et tidspunkt mellem 1819 og 1823. Det vil sige på et tidspunkt i historien, hvor Europa stadig havde Napoleonskrigene tæt på. Man kan let forestille sig, at Goya malede billedet som en kommentar til krigens meningsløse rædsler. Men der er også en mere grundlæggende historie, som vi kan fortælle med dette billedes hjælp. For der er noget meget moderne i det pinlige blik, som Saturn sender os.

Hvad ligger der i Saturns pinlighed? Saturn er en gud, som æder børn, men pludselig er det også, som om han er blevet opmærksomhed på noget, der gør ham forvirret og skamfuld. Det er næsten, som om Saturn er blevet taget med fingrene i kagedåsen – eller måske bedre endnu, at Saturn har det som teenageren, der sidder med bukserne nede og et kulørt blad i hånden i det øjeblik, hvor mor åbner døren. At Goya måske oprindeligt havde malet Saturn med erigeret penis, synes kun at understrege denne pointe.

Selvbevidste guder

Historien om Saturn, der æder sine børn, er naturligvis bare en antik myte.

Men i Goyas version er det tydeligt, at myten har en uhyggelig side, som er helt særlig for den moderne verden. Billedet aftegner en verden, hvor guderne pludselig bliver klar over, hvad det egentlig er, de har gang i. I første omgang kunne man tilskrive denne bevidsthed blikket fra en endnu større gud, som i eksemplet med moren ovenfor. Men Saturn er jo en gud, og pinligheden ligger måske snarere i, at han pludselig bliver bevidst om sig selv som gud, men uden at vide, hvad det egentlig betyder – andet end at det ikke ser så godt ud at gnaske i sine egne sønner.

Er dette ikke også netop et billede på det moderne menneske? Det moderne menneske, der bliver klar over, at det selv er det guddommelige element, som kan få civilisationer til at opstå og forgå. Den pinlighed, som vi kan læse i Saturns øjne, er med andre ord en refleksion af vores egen akavede guddommelighed.

Problemet med dette er nu ikke, som så mange konservative tænkere har forsøgt at gøre gældende, at mennesket som et skabt og dødeligt væsen ikke bør bilde sig ind, at det kan overtage Guds plads i verdensordenen. Problemet er ikke, at denne ’idé’ er ’farlig’. Tværtimod.

Problemet er, at vi er ved at opdage, at vi er guddommelige. Det er os selv, der er de guder, som forandrer verdens gang. Det er os, der skaber den virkelighed, hvor vi pludselig begynder at føle os usikre på, om verden kan fortsætte, som den er.

På den måde er Goyas billede et portræt, der måske først fandt sit egentlige motiv godt 200 år efter, det blev malet.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Nielsen
  • Anders Graae
  • Kurt Nielsen
  • Jørn Andersen
Kristian Nielsen, Anders Graae, Kurt Nielsen og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer