Læsetid: 6 min.

Chelsea er ved at udvikle sig til galehuset i engelsk topfodbold

En klub med uregerlige spillere og en fraværende ejer. Adskillige trænere har knækket halsen på at prøve at styre de stridbare gemytter i omklædningsrummet på Stamford Bridge. Og for nylig fik holdets nuværende manager, den kæderygende perfektionist Maurizio Sarri fra Napoli, udstillet sin afmagt i Liga Cup-finalen
Fulhams forsvarsspiller Joe Bryan (t.v.) går i græsset med Chelseas midtbanespiller Jorginho Premier League-kampen onsdag på Craven Cottage in London.

Fulhams forsvarsspiller Joe Bryan (t.v.) går i græsset med Chelseas midtbanespiller Jorginho Premier League-kampen onsdag på Craven Cottage in London.

Glyn Kirk

9. marts 2019

Sjældent har man vel set en voksen mand virke så magtesløs som Chelseas træner Maurizio Sarri i slutfasen af Liga Cup-finalen mod Manchester City for et par uger siden, da det gik op for ham, at hans målmand, Kepa Arrizabalaga, nægtede at lade sig udskifte til fordel for reserven og straffesparksspecialisten Willy Caballero.

Første reaktion fra napolitaneren på trænerbænken var vantro. Derefter – da erkendelsen af Kepas opsætsighed havde indfundet sig – begyndte han at råbe og skrige. Så fulgte en fase, hvor han stampede rundt i det tekniske felt og flåede i sin træningstrøje, før han pludselig forsvandt ned i spillertunnelen blot for få øjeblikke senere at vende tilbage og råbe lidt mere, før han i ren afmægtighed sank ned på sit trænersæde og nægtede at have mere med situationen at gøre.

For den neutrale observatør var det et studie i ren komik og en optræden, der mest af alt mindede om de faser af fornægtelse og afmagt, som de romerske centurioner gennemlever i Asterix-tegneserierne, når de hører, at gallerflokken nærmer sig.

Spillermagten

Men ser man bort fra det komiske, er der i bund og grund ikke noget at grine af for Sarri – eller for Chelsea som sådan. Tværtimod.

Episoden med Kepa var et af de mest tydelige eksempler på de rå magtspil, spillerne i klubben fra det vestlige London i årevis har kørt over for deres trænere, og som har gjort det af med mange markante skikkelser på trænerbænken på Stamford Bridge.

Eller som den tidligere Manchester United-spiller og nuværende fodboldkommentator Gary Neville beskriver det:

»Det er bare et omklædningsrum, der kan tænde for det (magtspillet, red.) som en vandhane, og det har de gjort i årevis. Sådan er det i den klub. Det er sådan, de opererer. (…) I de seneste 10-15 år har de haft magten til at fyre holdets trænere.«

En af de Chelsea-managere, der måtte mærke konsekvensen af at lægge sig ud med de højtbetalte stjerner i omklædningsrummet, var den unge portugiser André Villas-Boas, der ankom til Stamford Bridge i starten af årtiet som et af kontinentets største trænertalenter efter at have ført FC Porto frem til Europa League-trofæet.

Villas-Boas’ brøde bestod i, at han ikke udviste tilstrækkelig respekt over for truppens overhunde, Frank Lampard, Didier Drogba og John Terry, ligesom han insisterede på at spille med en høj forsvarslinje, hvilket holdet ikke brød sig om.

For det betalte han prisen i form af en spillerflok, der surmulede og mere eller mindre nægtede at spille for ham.

Eller som den forhenværende Chelsea-forsvarer Alex erindrer det:

»Det (spillermagten, red.) betød bestemt noget dengang. (…) Jeg oplevede masser af situationer, hvor træneren var på kant med spillerne. Der var mange, der håbede, at han fik fiasko, og til sidst endte han også med at stoppe.«

Før Villas-Boas var også den brasilianske mestertræner Luiz ’Big Phil’ Scolari blevet vippet ud efter et paladskup, hvor truppens stærkeste navne, Drogba, Petr Cech og Michael Ballack, gik bag hans ryg til klubejer Roman Abramovich og klagede over brasilianerens træningsmetoder og ledelsesstil – en handling, der efterfølgende fik en bitter Scolari til at bemærke, at »den virkelige magt i fodboldverdenen ligger for tiden hos spillerne. (…) Det er ligegyldigt, hvad træneren siger til dem, hvis de ikke lytter efter«.

Og i de senere år er også navne som Antonio Conte og José Mourinho (ved hans anden periode i klubben) blevet ofre for magtkampe med stærke aktører i spillertruppen.

Måtte bede om forladelse

Mourinho begik den fejl at have løbende konflikter kørende med navne som Diego Costa og Eden Hazard. Og i optakten til hans fyring talte den portugisiske træner åbent til pressen om, hvordan han følte, at spillerne »forråder mit arbejde«.

Og italienske Contes afskedigelse skete i en sky af rygter om, at han havde tabt omklædningsrummet og stod med en spillertrup, der saboterede ham ved bevidst at underpræstere på grønsværen.

Eller som den tidligere franske Chelsea-forsvarer, Frank Leboeuf, formulerede det:

»Vi kunne se, hvordan spillerne under Mourinho nærmest tabte med vilje, så træneren kunne blive fyret så hurtigt som muligt. (…) Nu (under Conte, red.) har vi igen at gøre med et hold, der sidste år virkede sultent efter trofæer, men som i dag virker nærmest uinteresserede.«

Og nu er det altså Sarris tur til at smage medicinen.

Den italienske træners svigtende resultater har tydeligvis gjort ham så sårbar, at spillerne føler sig i stand til at udfordre hans autoritet – selv med hele verden som publikum, sådan som det skete i slutningen af Liga Cup-finalen.

Det lover ikke godt for den italienske kæderygers fremtid i Vestlondon – hvilket i øvrigt også blev bemærket af hans forgænger, José Mourinho.

Sarri befinder sig i en »meget skrøbelig situation«, bemærkede Mourinho på amerikansk tv, hvor han var hevet ind som ekspertkommentator.

Det hjalp heller ikke på situationen, at der gik over et døgn – over et døgn! – før Kepa nødtvunget måtte rykke ud med en undskyldning for sin optræden.

I første omgang havde den spanske målmand forsøgt at slå episoden hen som en misforståelse, men efterhånden som raseriet og kritikken fra fans og medier voksede, måtte han bede om forladelse hos både klubben og Sarri selv.

Den efterfølgende bodsgang kan dog ikke skjule, at den italienske træners manglende kontrol med truppen blev udstillet for åben skærm i primetime.

Sportsligt vakuum

Balladen om Sarri og hans manglende kontrol over spillerne er imidlertid blot udtryk for en langt mere grundlæggende krise, klubben på Stamford Bridge befinder sig i.

En krise, der har sit udspring i det faktum, at Chelsea lige nu befinder sig i et sportsligt og magtmæssigt vakuum, hvor ingen rigtig ved, hvem der bestemmer, og hvad fremtiden vil bringe.

Klubbens mangeårige ejer, oligarken Roman Abramovich, opgav sidste forår at få sit visum til Storbritannien forlænget efter indførslen af en hårdere kurs fra de britiske myndigheder over for russiske velhavere på baggrund af den russiske sikkerhedstjenestes forsøg på at likvidere en forhenværende russisk agent i Sydengland.

Og selv om Abramovich efterfølgende skaffede sig en bagindgang til de britiske øer gennem erhvervelsen af et israelsk visum, har han ifølge de engelske medier ikke sat sine ben på Stamford Bridge i denne sæson, og han tager reelt ikke længere del i den daglige drift af klubben.

Tværtimod har han standset de ellers fremskredne planer om at bygge et nyt stadion. Og i den britiske sportspresse løber der rygter om, at han i al diskretion er begyndt at afsøge markedet i Rusland, USA og Mellemøsten for at finde en velhavende køber af klubben.

Og mens oliemilliardæren fra Saratov tæller på knapper og overvejer sin fremtid i fodboldens verden, har han overladt den daglige drift af Chelsea til sin mangeårige højrehånd, Marina Granovskaia; en dygtig administrator, der er helt uden forudsætninger for at lægge en langsigtet fodboldmæssig strategi.

Den opgave lå i mange år hos den velrenommerede tekniske direktør Michael Emenalo, der blandt andet stod bag indkøbene af Hazard, de Bruyne, Lukaku, Matic, Cahill og Salah.

Emenalo smuttede imidlertid i 2017 til AS Monaco, og siden hans afgang har stillingen som sportslig ansvarlig hos The Blues været ubesat.

Konsekvensen af dette fravær af strategisk tænkning ses i denne sæson, hvor man i skikkelse af Sarri har ansat en træner, der fik succes med et helt specifikt spillemæssigt koncept i Napoli – hvorefter man har forsømt at give ham værktøjerne til at føre denne spillestil ud i livet på Stamford Bridge.

Med den virkning, at Sarri lige nu forsøger at praktisere sit boldbesiddende Sarriball-koncept med en trup, der er designet til at spille forgængeren Antonio Contes omstillingsbaserede kontrafodbold.

Resultatet er ikke altid lige kønt at se på!

Siden Abramovich overtog Chelsea i 2003, har han gennemført 13 trænerskift. Det er langt flere end hos de andre klubber i toppen af Premier League, og tallet fortæller historien om en klub, der konstant befinder sig i en tilstand af flux, og hvor stærke spillere, fyringstruede trænere og en kun lejlighedsvist engageret klubejer kæmper om magten og retten til at sætte retningen for spillet på grønsværen.

Med episoden med Kepa in mente må Sarri frygte, at han snart bliver reduceret til et nummer i den statistik, der fører antallet af trænerskift op på 14.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu