Læsetid: 13 min.

»Europa hjælper kun børn«

Da Information mødte Kisma Barrie i Afrika i efteråret, sagde han, han var 22 år. Nu er han kommet til Europa og siger, at han i virkeligheden er 15
Kisma Barrie bevæger sig næsten ikke væk fra motorvejshotellet Comfort Suites. Når han ikke er på sit værelse, sidder han ofte på græsplænen bag hotellet og laver ingenting.

Kisma Barrie bevæger sig næsten ikke væk fra motorvejshotellet Comfort Suites. Når han ikke er på sit værelse, sidder han ofte på græsplænen bag hotellet og laver ingenting.

Peter Nygaard Christensen

23. marts 2019

Pau er en mellemstor by i det sydlige Frankrig. Fra centrum kan man se Pyrenæerne rage op mod himlen i horisonten. Tværs gennem byen løber en flod med vand, der er så klart og rent, at man kan bade i det. Og i de bakkede, brostensbelagte gader sidder hippe unge mennesker og drikker vin på fortovscafeer til langt ud på aftenen. Det er her, man gerne vil være.

Men det er ikke her, vores historie foregår.

For at finde historiens hovedperson skal vi med en bus ud af byen, tage endnu en bus og så stå af ved den tresporede og tungt trafikerede rundkørsel. Herfra skal vi gå i 30 minutter langs en mennesketom landevej uden fortov og fyldt med biler, før vi når den grimme, grå-orange firkantede betonbygning, som huser lavprishotellet med det misvisende navn Comfort Suites.

Det er her, vores historie foregår. Det er her, Kisma Barrie bor.

Det er fire måneder siden, at fotograf Peter Nygaard Christensen og jeg sagde farvel til Kisma Barrie – den 22-årige migrant fra det vestafrikanske land Sierra Leone, der forlod sin far og søskende tilbage i 2016 for at drage mod Europa »og blive til noget«.

I oktober sidste år fulgte vi ham i halvanden uge. På det tidspunkt befandt han sig i den lille spanske enklave Ceuta, som udgør den nordligste spids af det afrikanske kontinent. Her boede han med 611 andre unge vestafrikanske mænd på asylcentret CETI. Den store gruppe havde sammen stormet det seks meter høje hegn rundt om Ceuta, der skærmer EU’s grænse for udefrakommende. Handlingen var blevet identitetsskabende for dem, og derfor kaldte de sig for les six cent douze – de 612.

I Ceuta sad Kisma Barrie hver dag på en betonklods ved en skrænt i timevis ad gangen og kiggede mod Europa, som han kunne skimte på den anden side af Gribraltarstrædet, når vejret var godt. Sådan slog han bedst tiden ihjel, mens han ventede på at blive sejlet over til det europæiske kontinent af de spanske myndigheder.

Da vi tog afsked med Kisma Barrie, talte vi med ham om, at vi gerne ville besøge ham, hvis han en dag kom til Europa. Så kunne vi skrive om og fotografere næste skridt på hans rejse.

Vi tvivlede på, at det nogensinde ville ske. For kunne det virkelig passe, at spanierne ville sejle migranter, der ulovligt havde krydset hegnet rundt om Ceuta, til Europa? Måske havde Kisma Barrie misforstået systemet? Måske ville han blive sendt tilbage om på den anden side af hegnet, til Marokko? Eller helt hjem til Freetown i Sierra Leone?

Så da vi vandrede ned ad bakken fra betonklodsen og skævede tilbage mod Kisma Barries ryg, regnede vi med, at det nok var sidste gang, vi så ham.

Men så en dag i december modtog jeg en besked fra ham på Facebook.

»In Europe,« stod der.

Ikke en mand, men en dreng

Der går et par sekunder, før det går op for mig, at det er Kisma Barrie, der står foran mig i hotellobbyen på Comfort Suites uden for Pau.

I Ceuta var han så tynd, at man tydeligt kunne se hans kraveben. Hans hår var kort. Han havde en lille guldring i øret. Han havde altid det samme tøj på, for han ejede ikke andet: Klipklapper og en laksefarvet, tyndslidt pullover med V-udskæring.

I Frankrig er hans kinder rundere. Han har en frisure med længere hår på toppen. Han har fjernet øreringen, så europæerne ikke tror, at han er en »gangster«. På fødderne har han helt nye sneakers og fashionable stribede sokker og på kroppen en pæn, sort hættetrøje.

Kisma Barrie.

Peter Nygaard Christensen
Men den mest afgørende forskel er én, man ikke kan se. I Ceuta var Kisma Barrie 22 år gammel. Det er han ikke her i hotellobbyen i Frankrig.

»Ser du,« siger han som noget af det første, læner sig lidt frem og hvisker: »Her i Frankrig er jeg 15 år gammel.«

Han kaster et hurtigt blik hen på receptionisten, der sidder bag en skranke og sorterer en stor stak papirer. Hun hører og ser ingenting.

»Så det betyder,« fortsætter Kisma Barrie lavmælt, »at de holder øje med mig. Fordi jeg er et barn,« siger han, mens et par andre unge fyre passerer os.

Kisma Barrie nikker til dem. Det er nogle af hans venner fra les six cent douze. I alt bor der omkring 100 af de unge migranter her på hotellet, der ligesom Kisma Barrie venter på at få afgjort deres asylsag.

Kisma Barrie sætter sig i den sorte lædersofa og strækker halsen, først ned mod venstre skulder, så ned mod højre. Så kigger han lidt ud i luften. Det er, som om han ikke tænker, at den nye oplysning om, at han pludselig er blevet syv år yngre, har nogen betydning.

– Men … du er jo ikke 15 år i virkeligheden? Du er jo 22?

Ligesom i Ceuta holder han lange tænkepauser inden hver eneste sætning, som om det, han skal til at sige, er af den yderste vigtighed.

»Nej,« siger han så.

»Jeg er 15.«

Turen til Europa

Om aftenen lugter der gennemtrængende af mad på alle etager. Der kommer ikke en eneste lyd ud gennem de lukkede døre. De smalle, vinduesløse gange med væg til væg-gulvtæpper ligger øde hen. Det er mærkeligt, når man tænker på, at der bor så mange unge mænd samlet her og uden noget særligt at tage sig til.

Det er noget helt andet end Ceuta, hvor der blev bygget huler på skrænterne, drukket øl og røget hash i ét væk, hvor der alle steder lød skrattende musik fra små højtalere, og hvor der blev lavet mad over bål. På Comfort Suites er der helt dødt.

Mens Kisma Barrie er oppe og lave aftensmad, taler jeg med den unge receptionist om, hvad det er for en ordning, hotellet er en del af, siden det huser så mange unge migranter.

»Jeg ved ingenting,« siger hun med store øjne og trækker demonstrativt på skuldrene.

Så fortæller hun alligevel lidt. At man i Frankrig ofte huser mindreårige asylansøgere, der kommer uden deres forældre, på hoteller i stedet for på centre. At de bor to og to på små dobbeltværelser, og at de langt hen ad vejen passer sig selv.

»Hver morgen kommer der en kontaktperson fra de franske myndigheder for at tjekke op på, om de har det okay. Om de har brug for medicin eller sådan noget. Så går de igen. Det er alt, jeg ved,« siger hun.

Kisma Barrie går tidligt i seng og sover indtil frokosttid. Han er altid træt, siger han. Men det føles godt at have en seng, man kan sove i, når man vil. Det har han ikke haft, siden han forlod Sierra Leone for flere år siden.

Peter Nygaard Christensen

Lidt efter er Kisma Barrie færdig med sin aftensmad og kommer ud foran hotellet. Det er blevet mørkt og koldt. Men vi må mødes herude, for vi må ikke komme ind på hans værelse, siger han. Han og de andre drenge på hotellet har fået strikse ordrer fra myndighederne om ikke at invitere folk ind. Det er for deres egen beskyttelses skyld, har de fået at vide.

En kvinde går forbi med en stor hund, der snuser til nedfaldne blade og gør lidt. Kisma Barrie løfter et øjenbryn.

»Hvorfor elsker hvide mennesker hunde så meget?« spørger han, inden han går i gang med at fortælle om sin rejse til Frankrig.

Tilbage i december, da Kisma Barrie stadig boede på asylcentret CETI i Ceuta, vågnede han en dag op til nyheden, han havde ventet på i et halvt år: En stor gruppe af migranterne skulle med færgen mod det europæiske kontinent næste dag, og han var en af dem.

I ugerne frem til da var situationen mellem de vestafrikanske og arabiske migranter i CETI spidset til. I november havde myndighederne fundet liget af en af centrets vestafrikanske migranter flydende i havet. Drengene fik aldrig en forklaring på, hvad der var sket med deres ven.

Nogle sagde, at han havde drukket og var faldet i vandet. Andre gættede på, at han var blevet slået ihjel af de arabiske migranter, der boede på det overfyldte CETI, og som de stærke mænd blandt de vestafrikanske migranter ofte kom i slagsmål med over mad, plads og alt muligt andet.

Rygtet siger, forklarer Kisma Barrie, at man fra myndighedernes side derfor besluttede sig for at sætte farten op og rykke migranterne hurtigere til det europæiske kontinent. Hans gruppe var den første i lang tid, der kom afsted, og allerede to dage efter sendte man endnu en gruppe til Europa.

På Ceuta-mediet El Faro kan man se en video af afgangen fra havnen. Kisma Barrie er også med i videoen. Med en rød kasket på hovedet står han og smiler og sender håndtegn til kameraet.

Da 612’erne ankom til Spanien, stod der nogle store busser og ventede på dem. De blev delt op i mindre hold og kørt rundt til forskellige spanske byer. Kisma Barrie blev indlogeret på et asylcenter i Cadiz, men allerede nogle dage efter forlod han centeret og tog en billig Flixbus nordpå til den franske grænse. Her boede han først på et center i Bayonne i en måneds tid.

Senere blev han rykket til Pau, og nu sidder han her igen og venter på, at hans sag bliver behandlet. Han har allerede haft interview med politiet og myndighederne, og nu mangler der bare, at de anerkender ham som mindreårig og giver ham ret til at gå i skole, siger han.

70 euro om ugen

Tirsdag eftermiddag skal Kisma Barrie, hans roommate Abdulaizo og en tredje ung migrantmand, der bor på hotellet, ind til centrum og hente penge.

Kisma Barries liv i Pau er rimelig enkelt. Han sover længe hver morgen og vågner, når han vil. Han køber ind i supermarkedet over for hotellet et par gange om ugen og laver mad hver dag. En gang om ugen spiller han fodbold på en bane et par kilometer fra hotellet. Og hver tirsdag tager han turen ind til centrum for at møde op hos byens asylmyndighed og få uddelt sin ugentlige gage på 70 euro. Det er det.

Mens han slentrer den lange tur langs kanten af den trafikerede vej hen til den store rundkørsel for at tage den første bus og derefter den anden bus ind til byen, tænker jeg over, om han mon virkelig kan være 15 år.

Det vil forklare hans kejtede, generte personlighed. Han taler for det meste så afdæmpet, at det nogle gange er svært at høre, hvad han siger. Når han smiler, holder han ikke øjenkontakt. I Ceuta virkede han altid lidt uden for gruppen af drenge, lidt som en lillebror, som de andre kostede rundt med. På den anden side kan man vel være lige så genert, når man er 22 år, som når man er 15?

Det er svært at afgøre på udseendet. Han er høj, men han er også ranglet.

Mens vi går mod bussen, siger jeg til ham, at det er svært at vænne sig til tanken om, at han efter sigende er et stort barn.

»I min familie er vi meget høje,« svarer han.

»Selv min storesøster, hun er højere end mig,« tilføjer han, mens han går.

At asylsøgere skifter alder, er et kendt fænomen i asylsystemer over hele Europa: Hvis du er mindreårig, har du ofte en bedre chance for at opnå asyl.

I Kisma Barries tilfælde virker det dog umiddelbart meningsløst at lyve sig yngre. Da han blev registreret og fik taget sine fingeraftryk i Ceuta, opgav han sin alder som 22 år. De oplysninger har de franske myndigheder indhentet og sat spørgsmålstegn ved i behandlingen af hans sag.

Men han har en god forklaring, siger han. Da han ankom til Ceuta, fik han nemlig at vide, at mindreårige migranter bliver placeret på et spansk asylcenter for børn, og at de først bliver sejlet til det europæiske fastland efter tre år. Så lang tid ville han ikke vente. Derfor løj han, siger han. Over for de spanske myndigheder – og over for Information.

Uanset hvor gammel han er, har han altså løjet for Information mindst én gang. Vi har altid vidst, at det var sandsynligt, men den konkrete løgn får mig til at tænke over, hvad han ellers har løjet om. Det kan være detaljer fra rejsen. Eller hvad med i går, hvor han fortalte mig, at hans venner holdt en fest for ham, da han skulle afsted med færgen til Europa, og at nogle af dem græd. Gjorde de virkelig?

Hvad angår løgnen om hans alder, virker han ikke synderligt nervøs over, at hans mulighed for at blive i Europa formentlig afhænger af, om han rent faktisk er 15 år eller ej. Nu har han bedt sin far om at sende sit fødselscertifikat med posten fra Sierra Leone til de franske myndigheder. Der står højt og tydeligt, at han er 15 år, siger han. Så der er intet at være nervøs for.

Da Kisma Barrie og de to andre når frem til asylkontoret, en smuk men faldefærdig gammel bygning, beder han mig vente udenfor, for han vil helst ikke have problemer.

Peter Nygaard Christensen
Da han kommer ud igen 10 minutter senere, har han en skotøjsæske i hænderne. Det er nye fodboldstøvler, som han har fået af de franske myndigheder, og som bekræfter ham i, at Europa er et godt sted for ham at være.

»Her skaber de muligheder for os. Hvis vi siger, at vi gerne vil spille fodbold, så sørger de for, at vi kan spille fodbold,« siger han og vipper låget på æsken af, så man kan se de nye sorte støvler, han har fået.

»Alt er behageligt for os her,« siger han og fortæller om det hul i maven og de bekymringer for fremtiden, han havde før. De er væk nu, siger han.

»Jeg er 100 procent sikker på, at alt kommer til at blive godt fremover.«

Intet håndværk, ingen uddannelse

Der er et sted tæt på Comfort Suites, som faktisk er tilnærmelsesvist hyggeligt. Det er en lille græsplæne rundt om hjørnet med en bænk i midten, hvor Kisma Barrie kan lide at sidde for sig selv, når det bliver for kedeligt at ligge på hotelværelset. Vi sætter os derhen, for mens vi har været der, er det blevet mere og mere tydeligt, at de franske myndigheder ikke er synderligt tilfredse med, at vi taler med ham og fotograferer ham.

Siden Ceuta har hans drømme ændret sig lidt. Han har til sin fars store skuffelse droppet at blive fodboldspiller. Han kan ikke nå at blive god nok i forhold til den alder, han har.

»Forhåbentlig kan min lillebror blive fodboldspiller. Så bliver min far tilfreds.«

Hans far er efterhånden kommet til den konklusion, at han aldrig kommer til at se sin ældste søn igen. Kisma Barrie tror nok, at det skal lykkes ham at komme tilbage en dag. Men først når han har tjent nok penge og udrettet noget.

Han taler lidt om, hvad det har kostet at komme til Europa. 300 euro anslår han, at han har brugt på hele rejsen fra Vestafrika op gennem Mali og Marokko og frem til Europa.

– Hvad hvis du blev sendt hjem. Ville du så fortryde rejsen? Eller har det været det værd at prøve?

»Det er svært at sige. Men hvis jeg kommer tilbage, står jeg i en forfærdelig situation. Så har jeg ikke lært et håndværk, jeg har ingen uddannelse. Oooj,« siger han. »Det ville være et mareridt.«

Lige meget hvad synes han, at han skiller sig ud ved at være en af dem, der begiver sig ud på rejsen. For ham at se er det folk som ham, der forlader deres hjemland, der tænker mest over livet.

»Det er dem med ideerne. Selv de af os, der ser dumme ud, er ofte klogere end dem, der blev derhjemme, som bare bliver ved med at stå op, spise mad og så lægge sig ned igen,« siger han.

»Jeg burde skrive alle de her tanker ned,« siger han så og kigger på sine hænder.

»Så når jeg en dag bliver voksen, og alt det her er ovre, så kan jeg huske, hvad der skete. Det må jeg gøre.«

Selv om Kisma Barrie synes, at han lever et behageligt liv i Pau, er det også et tomt liv, han lever, hvor han spilder en masse tid ved bare at sidde på motorvejshotellet hele dagen. Han ville gerne gå mere ind til byen, få nogle franske venner, bade i floden, kigge på Pyrenæerne i baggrunden. Men samtidig er han bange for at træde forkert og for at gøre nogen sure.

»Jeg synes, jeg opfører mig pænt. Men jeg kan godt blive nervøs for, om de andre drenge vil opføre sig ordentligt. Du ved, om de vil være højrystede og kigge for meget på smukke kvinder,« siger han.

Nogle gange bliver han nødt til at bede dem om lige at falde lidt ned, når nogle af de unge kvinder, som arbejder som frivillige og kontaktpersoner for migranterne, kommer på hotellet.

»Så puster de andre drenge sig op og prøver at skabe kontakt. Og så siger jeg til dem: ’Mand, hun tror, du er et barn. I hendes hoved er du 15 år’.«

– Så de er ikke 15 år?

Han sukker og smiler.

»Jo, jo. Men det er også, fordi Europa har ændret det hele. Nu hjælper Europa kun børn. Så er det jo klart, at alle der kommer her, pludselig er børn.«

Det er blevet tid til, at vi skal hjem til Danmark. Kisma Barrie knækker fingre, rejser sig fra bænken og begynder at gå tilbage mod hotellet. Vi taler igen om, at vi forhåbentlig ses igen. I Frankrig eller et andet sted i Europa, siger Kisma Barrie. Eller i Sierra Leone måske, tænker jeg.

Da vi når hotellet, giver han hånd, vender sig om og går ind ad hotellets hoveddør. Han passerer den unge receptionist, som ikke løfter hovedet. Så drejer han om hjørnet ned ad den mørke gang og er væk.

I denne uges udgave af Radio Information fortæller chefredaktør Rune Lykkeberg om sin nye bog, ‘Vesten mod Vesten’. Du kan også høre om migranten Kisma Barrie fra Sierra Leone og filmredaktør Christian Monggaards guide til CPH:DOX.
Hør mere i podcasten

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Runa Lystlund
  • Steffen Gliese
Runa Lystlund og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis Europa kun hjælper børn, så bør man i hvert fald kigge på børnene fra Islamisk Republik. Her er mange europæiske børn, der ikke selv har valgt deres fremtid, men som alligevel "betaler prisen" for forældrenes valg.

Den bør de Europæiske lande tage hjem. - Selvfølgelig sammen med forældrene, der kan blive stillet for retten og resocialiseret. For hverken kurderne eller andre lokale befolkninger har valgt dem. Og alligevel hænger man på dem.

Og så er der i øvrigt langt mere brug for felthospitaler og flygtningelejre end for militær. Hvis noget vestligt land skulle vise interesse. For ligefrem at vise ansvar er nok for meget at forvente af de vestlige lande, der gerne vil træne deres militær på rigtige mennesker.

Jesper Sano Højdal, Erik Karlsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Det vrimler med unge veluddannede arbejdsløse sydeuropærere, det er da helt absurd at lukke en ung mand som Kisma Barrie ind i Europa?

Ole jakob Dueholm Bech, Søren Ferling, Michael Boe, Lars Jørgen Hansen, Kim Houmøller og Thomas Poulsen anbefalede denne kommentar

Jeg synes historien om Kisma Barrie er historien om den sindsyge som besætter unge afrikanere. Løsningen på deres problemer findes ikke i Europa, men i deres hjemlande. I kismas tilfælde er vanviddet åbenbart plantet af hans far, som mislykkedes med rejsen, da han var ung.

Den forudgående historie er læselig her: https://www.information.dk/612