Læsetid: 7 min.

Hård værdikamp om Polen under Anden verdenskrig

Det nye Anden Verdenskrigsmuseum i Gdansk er blevet en kamplads. Museet har fokus på de civiles lidelser i stedet for heltefortællinger. Dermed giver det et langt mere broget og nuanceret billede af fortiden. Lov og Retfærdighedspartiet har imidlertid et andet syn på krigshistorien og er gået i gang med at modarbejde og ændre museet.
Med sit fokus på civiles lidelser fremfor helteberetninger om polsk ufejlbarlighed påkaldte Anden Verdenskrigs-museet i Gdansk sig regeringspartiets vrede allerede inden åbningen. Siden har regeringen forsøgt at kvæle institutionen administrativt.

Med sit fokus på civiles lidelser fremfor helteberetninger om polsk ufejlbarlighed påkaldte Anden Verdenskrigs-museet i Gdansk sig regeringspartiets vrede allerede inden åbningen. Siden har regeringen forsøgt at kvæle institutionen administrativt.

Czarek Sokolowski

16. marts 2019

Vi skal ikke mange minutter ind i interviewet, før lederen af uddannelsesafdelingen på det nye Anden Verdenskrigsmuseum i Gdansk, Elzbieta Olczak, får gjort klart, hvad vi ikke skal tale om:

»Politik er kedeligt«, siger hun og går hurtigt videre.

Men hvis man vil tage temperaturen på Polens politiske liv lige nu, så er termometeret netop denne nyopførte bygning i udkanten af centrum.

Feberstadiet blev nået i 2015, da det nationalkonservative Lov og Retfærdighedspartiet kom til magten og straks gik i gang med at lægge forhindringer i vejen for direktøren, historikeren Pawel Machcewicz, og hans kamp for at få museet gjort færdigt. Allerhelst så de, at museet slet ikke åbnede. Partiet lagde heller ikke skjul på, at direktøren var »dead man walking«.

Åbningen udskudt

Åbningen blev da også skubbet flere gange, inden det lykkedes Pawel Machcewicz – under sloganet: »se det, før de lukker det« – den 23. marts 2017 at åbne dørene for et af Europas mest moderne og banebrydende museer om Anden Verdenskrig.

Ideen til museet havde selv samme Machcewicz fået, da han i 2007 hørte rygter om, at man i Tyskland var gået i gang med et museum om de tyske civile, som i 1945 blev fordrevet fra deres hjem i Polen.

Kort sagt ville han skabe et museum, som skulle have fokus på de civiles lidelser, og ikke på heltefortællingerne, og det skulle ikke være ud fra det sædvanlige nationale perspektiv, men fra et multiperspektiv, et transnationalt perspektiv. Jo, tyske civile led uendelige lidelser under luftbombardementer, præcis som den polske, engelske og sovjetiske befolkning.

Bureaukratisk magtovertagelse

Tyngdepunktet skulle lægges på Polens historie, men i en global kontekst. Daværende premierminister – og i dag formand for Det Europæiske Råd – Donald Tusk, bakkede straks op om ideen til museet, og Gdansks daværende borgmester, og ligeledes medlem af det liberale Borgerplatformen, Pawel Adamowicz (som blev myrdet i januar 2019), sørgede for en attraktiv byggegrund til museet på kommunens regning.

Byen Gdansk har aldrig været populær i Lov og Retfærdighedspartiet, som 14 dage efter åbningen lod museet fusionere med et til lejligheden nyetableret Westerplatte-museum – et par bygninger fra halvøen Westerplatte lidt uden for Gdansk, hvor de første skud i Anden Verdenskrig faldt, og hvor polske soldater heroisk holdt stand i en lille uge.

Pawel Machcewicz kunne nu lovmæssigt erstattes med direktøren for Westerplatte-museet, den politisk udpegede Karol Nawrocki. Rokaden var helt i tråd med de massive udskiftninger af dommere, embedsmænd og journalister, der manglede den »korrekte nationale forståelse«.

Fokus på det komplekse

Længe inden den første betonpille var støbt, iværksatte Lov og Retfærdighedspartiet den ene smædekampagne om museet efter den anden. Den største anke mod museet var, at det nærede »upolske følelser«, og at der var for lidt fokus på »retskafne polakker« og for meget fokus på Jedwabne.

Byen Jedwabne er i dag et åbent sår i Polens selvforståelse, for det var i denne lille by, at de polske indbyggere i juli 1941 hjalp det tyske SS med slå mindst 340 jøder ihjel. Flere hundrede af byens jøder blev gennet ind i en lade, som indbyggerne derefter satte ild til. I dag befinder flere af ofrenes sortkullede nøgler sig i en lille montre på museet. Et billede på jødernes troskyldighed: De troede, at de kom tilbage til deres hjem.

Men i et større perspektiv et billede på krigens kompleksitet: Få nationer under Anden Verdenskrig led mere end den polske, men sandheden er, at der også blandt det polske folk var kollaboratører, antisemitter og bødler. Som der var i alle de besatte lande. At udstillingen også bringer vidnesbyrd om f.eks. tyske civiles lidelser betragtes af Lov og Retfærdighedspartiet som landsforræderi. Værre er imidlertid museets pacifistiske budskab, for på den baggrund vil ingen unge polakker jo være klar til at forsvare Polen, har den nye direktør Karol Nawrocki udtalt.

Opgøret med den nationale heltefortælling

Formanden for Lov og Retfærdighedspartiet, Jarosław Kaczyński, lancerede kort efter valgsejren i 2015 en ny erindringspolitik, som skulle »styrke polsk heroisme«. Den nye erindringspolitik fik sit eget kontor under kulturministeriet, og et af dets mest opsigtsvækkende tiltag var den såkaldte Holocaust-lov, som gjorde det strafbart (for alle andre end forskere) at omtale koncentrationslejrene i Polen som »polske dødslejre«.

Den i USA bosatte polske historiker Jan T. Gross svarede igen med udsagnet om, at polakker i løbet af Anden Verdenskrig slog flere jøder ihjel end tyskere. Museets svar og eksistensberettigelse er netop et opgør med en sådan heroisk historiepolitik. F.eks. når det skildrer både Gulag og tyskernes udsultning af ca. tre millioner russiske krigsfanger uden at relativere nogen af rædslerne.

Museet undlader kort sagt de sædvanlige nationale narrativer med det faste persongalleri af gode og onde, men giver derimod et langt mere broget og nuanceret billede af fortiden. F.eks. stilles der spørgsmålstegn ved de mange partisangrupper i Østeuropa, som selv gjorde sig skyldige i krigsforbrydelser, og hvis modstand ofte førte til blodige repressalier mod civilbefolkningen. Havde modstanden i virkeligheden en alt for høj pris?

Et spørgsmål, der er totalt fraværende i det relativt nye museum i Warszawa for opstanden i 1944, og som langt hen ad vejen er skåret efter den nationale heltefortælling. Omvendt ser vi på Anden Verdenskrigsmuseet, hvorledes de, som bomber, selv bliver bombet – og dermed bliver det nationale sekundært.

Til Lov og Retfærdighedspartiets store irritation inviterede Pawel Machcewicz og Donald Tusk fra begyndelsen udenlandske forskere til at komme med deres bud på et moderne og globalt orienteret museum, herunder nobiliteter som historikerne, Norman Davies og Timothy Snyder.

Begge har desuden anklaget Lov og Retfærdighedspartiets historiesyn for at være skåret efter en sovjetisk læst, og det endda helt ned i sproget, som når partiet forsøger at nedgøre museet ved at kalde det »kosmopolitisk«. En sikker frase under Moskvaprocesserne, når en kontrarevolutionær skulle udpeges. Og således bliver fortidens spøgelser ved med at dukke op i Polen i dag.

Ændringer?

Tilbage til interviewet med Elzbieta Olczak, som finder sted på hendes kontor i uddannelsesafdelingen højere oppe i bygningen. Selve udstillingslokalerne er symbolsk placeret under jordens overflade, måske så man efter et besøg i Europas mørkeste kapitel kan søge op mod lyset igen.

Jeg spørger, om der er blevet foretaget væsentlige ændringer i udstillingerne siden åbningen. Det afviser hun. På trods af Lov og Retfærdighedspartiet mange trusler om at lukke museet, på trods af den politisk udpegede nye direktør og på trods af den nye erindringspolitik, »så er der kun blevet foretaget små ændringer«, fortæller Olcak og skynder sig at give ordet til en af sine assistenter, som vil fortælle om noget af det oplysningsarbejde, der finder sted. Det er tydeligt, at Olczak ikke vil uddybe eller på anden vis nærme sig emnet.

»Så du i øvrigt videoen ved udgangen spørger,« assistenten, og ja, det gjorde jeg. I den grad. Oprindeligt sluttede udstillingen med en collage af historiske krigsbilleder, med Syrien som seneste eksempel. Budskabet var tydeligt nok: Krig er universelt, og det er de civile, der lider mest.

De ubesejrede

Den nye direktørs første aktion var at erstatte collagen med en animationsfilm med titlen De ubesejrede, og selv om det i det store hele kan synes som en beskeden ændring, var det nok til at den oprindelige direktør stævnede ham for brud på copyrightloven.

For indholdet af videoen modsiger alt det, som de foregående mange sale og over 2.000 udstillede genstande – herunder en amerikansk Sherman tank og en sovjetisk T-34 tank – har lært den besøgende om mødet med det totalitære.

At kalde filmen for problematisk ville være en mild underdrivelse, og dens amatørisme skriger til himlen efter netop at have vandret gennem et af Europas mest fremragende museer, men den er sigende for den kamp om historien, som i disse år finder sted i Polen.

Kort sagt er der tale om lige dele heltehistorie og martyrie: Videoen fortæller, at Polen led under to besættelser i det 20. århundrede, den tyske og den sovjetiske. Den første kostede millioner af polakker livet, den anden sendte hundredtusinder i Gulag. Og verden var tavs. Også da Polen som det første land gjorde opmærksom på Holocaust, var verden tavs.

Museet står endnu

Men polske soldater var med i de afgørende slag under Anden Verdenskrig, de brød enigma-koden, de skjulte jøder trods dødsstraffen »og selv i de tyske koncentrationslejre skaber vi modstandsgrupper«.

Et noget andet billede end det, vi netop har fået, f.eks. med udstillingen af nøglerne fra Jedwabne. Det gennemgående tema er, at Vesten konstant har forrådt Polen (f.eks. i 1939 med Molotov-Ribbentrop-pagten, i 1944 med Jalta-konferencen), og at »politik tilsyneladende er vigtigere end menneskeliv«, men at Polen gennem mod og offervilje gjorde modstand mod først tyskerne og siden russerne.

Først da polsk modstand førte til Jerntæppets fald, var krigen slut, en pointe, som udstillingen da også gør opmærksom på. Men ellers er filmen en parodi på monolitisk og heroisk historiefortælling med en knivskarp skelnen mellem gode og onde, og som med patos opildner til offervillighed for fædrelandet. Et sørgeligt punktum for museet og den besøgende, som imidlertid kan glæde sig over, at det ikke er jævnet med jorden. Endnu.

Litteratur: Rafal Wnuk og Piotr M. Majewski: »Between Heroization and Martyrology: The Second World War in Selected Museums in Central and Eastern Europe«, i The Polish Review Vol. 60, No 4, 2015

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Vilvig
Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu