Læsetid: 5 min.

Ida Auken: »Vi realiserer det, kommunisterne drømmer om«

Den radikale Ida Auken ser sammenskudsgildet som det mest socialliberale måltid: Her kan alle yde efter evne og nyde efter behov. Og så kan hendes gastronomiske forventninger til Joachim B. Olsen ligge på et meget lille sted
Den radikale Ida Auken ser sammenskudsgildet som det mest socialliberale måltid: Her kan alle yde efter evne og nyde efter behov. Og så kan hendes gastronomiske forventninger til Joachim B. Olsen ligge på et meget lille sted

Peter Hove Olesen

2. marts 2019

Frem mod valget taler vi hver uge med en politiker om mad, identitet og ideologi. Denne uge taler vi med Ida Auken, der stiller op til folketingsvalget for De Radikale.

— Fra 1-10 hvor madglad er du?

»Jeg fristes til at sige ti, men der må være nogen, der er mere madglade, end jeg er, så jeg nøjes med at sige ni. Men jeg er meget madglad.«

— Hvor socialliberal er du fra 1-10?

»Jeg kan vel svinge mig op på otte. Jeg tror også, der er lidt oprører og lidt konservativ i mig på en gang, så jeg kan ikke komme helt op på ti.«

— Spiser du som en socialliberal?

»Det gør jeg nok. Men i virkeligheden spiser jeg alt. Jeg tror ikke, der er noget, jeg er for fin til, eller som jeg ikke gerne vil prøve. Så hvis socialliberal er at kunne lide lidt af det hele, så passer det nok meget godt med mig. Jeg kan dog ikke lide ost med kommen.«

Livretten: Hjemmebagte boller, der giver glade børn om morgenen

  • 0,75 liter vand, 25 gram gær, 2 dl havregryn, 1 spsk. salt og mel på øjemål.
  • Vand og gær røres sammen, hvorefter havregryn og salt blandes i. Melet kommer i lidt ad gangen, og dejen røres med en gaffel. Kom mel i dejen, indtil dejen fremstår som en tyk havregrød. Dejen skal gerne fremstå skinnende og fugtig.
  • Kom et låg eller en tallerken oven på skålen, og sæt den i køleskabet natten over.
  • Tag dejen ud næste morgen, brug to skeer til at forme bollerne, og anbring dem derefter på en bageplade.
  • Bag bollerne i 18 minutter ved 200 grader, og så har du perfekte, radikale boller.

— Hvad er din mest socialliberale, Radikale Venstre-agtige madoplevelse?

»Det er selvfølgelig sammenskudsgildet, hvor alle bidrager med det, de kan. Hvor det står alle frit for at tage det med, som de vil, og så spiser man det sammen. Socialliberale er jo dem, der yder efter evne og nyder efter behov. Så vi er dem, der kan realisere det, som kommunisterne drømmer om.«

— Hvad finder man altid i dit køkken?

»Lego. Sådan er det, når man har småbørn.«

— Hvad burde være Danmarks nationalret?

»I virkeligheden er det ikke så vigtigt, hvad vi spiser, men at vi spiser sammen med andre mennesker. Al mad skal gerne spises sammen med andre og gerne klokken seks. Det, synes jeg, er mere dansk end at udnævne en eller anden ret til nationalret.«

— Hvor bevidst er du om at bruge mad som en identitetsmarkør?

»Jeg tænker mest over, om det smager godt. Og der smager hjemmelavet mad som regel bedst.«

— Hvilken politisk modstander vil du, af gastronomiske årsager, nødigst til middag hos?

»Jeg holder jo meget af Joachim B. Olsen, men jeg vil nok blive skræmt af en middagsinvitation fra ham, for jeg tænker, at det vil være sådan noget smart mad, man drikker, hvor man lige får alt det protein og ernæring, man skal have. Selv med hindbærsmag er nutramino altså ikke min yndlingsspise.«

— Tænker du på klimaet, i forhold til hvad du spiser?

»Jeg er begyndt at gøre det de senere år, for det er gået op for mig, hvor alvorligt et problem rødt kød er for klimaet. Så jeg spiser meget mindre kød, end jeg har gjort før. Især meget mindre oksekød og rødt kød i det hele taget.«

– Hvad er Radikale Venstres største bidrag til dansk madkultur?

»Jeg skuffer jo mange, hvis jeg ikke siger tag selv-bordet. Så jeg bliver nødt til at sige buffeten. Som radikal tænker man sig dog lige om en ekstra gang, før man fylder tallerkenen. Der er jo sådan en gammel joke om, at radikale ikke får noget at spise, hvis man stiller dem foran et tag selv-bord.«

— Næste gang skal jeg tale med dit tidligere parti SF. Hvad er den mest socialistiske spise, du kan komme i tanke om?

»Brændende kærlighed, der bliver serveret iskold. Jeg tror ikke, jeg skal sige mere end det. Så må folk selv tænke sig til resten.«

Joachim Sperling: Mon det er manden, der laver mad derhjemme? 

Det er forudsigeligt, at Ida Auken bager boller og skærer ned på rødt kød. Og naturligvis vil hun ikke have proteintilskud hjemme hos Joachim B. Olsen. Hun typecaster sig selv, men vælgerne vil gerne kunne identificere sig med deres politikere, navnlig dem med de hejste faner, og det gav for nylig Carolina Magdalene Maier massive problemer.

Ida Auken har ikke været igennem noget tilsvarende, hvis lige vi ser bort fra hoppet fra SF til Det Radikale Venstre. Nu har hun indflydelse, også uden for landets grænser. Det er ikke muligt i SF, som på trods af alle gode intentioner har det svært med ansvar.

Ida Auken har gjort en forskel inden for cirkulær økonomi, hvilket har gjort hende til en del af World Economic Forum. Flot klaret af en teolog. Hun er også vild med elbiler og siger, at vi skal have en million i Danmark inden 2030. Det er nu også regeringens budskab, så tak for det. Jeg har selv svært ved at forstå, at dem, der har råd, ikke investerer i en bæredygtig bil.

Men tilbage til maden. Jeg synes, at Ida Auken padler. Kan hun lide østers? Er hun til vine lavet på Poulsard, eller skal det være bamserne fra Rhone? Vi får intet at vide.

Mon det er manden Bent, der står for madlavningen derhjemme? Det har jeg hørt rygter om. Måske fordi hun ikke har fået det med hjemmefra, hvor der ellers var højt til loftet med en professorfar og en politikermor.

Men Ida Auken kan i det mindste bage boller. Vi får med, at bollerne bliver sejere og mere smagfulde af, at dejen kommer i køleskabet i stedet for at hæve ved stuetemperatur. Jo tak, men hvad med fordejen, og er der ikke lidt for meget gær i de boller? Jeg sidder tilbage med en flad fornemmelse. Kunne hun ikke servere noget rigtig mad? Så kommer jeg gerne forbi og spiser med.

Joachim Sperling er cand.polit., madøre og højreorienteret socialdemokrat. Han vurderer hver uge den politiske menu.

Serie

Stemmegaflen

Mad er gennemsyret af identitet og ideologi: Hvordan spiser en konservativ, findes der særlig venstreorienteret mad, og hvad er Dansk Folkepartis største bidrag til dansk madkultur? Frem mod valget taler Moderne Tider hver uge med en politiker om mad, identitet og politik. Og Mavefornemmelsen skifter navn til Stemmegaflen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Frede Jørgensen
Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Engelby

“— Næste gang skal jeg tale med dit tidligere parti SF. Hvad er den mest socialistiske spise, du kan komme i tanke om?

»Brændende kærlighed, der bliver serveret iskold. Jeg tror ikke, jeg skal sige mere end det. Så må folk selv tænke sig til resten.«”

Ja, det kan vi. Det siger alt om de radikale.