Læsetid: 5 min.

Leeds er en sovende kæmpe, der skal holdes øje med

Leeds United har i årtier haft deres storhedstid bag sig – 1960’erne og 70’ernes gyldne æra. Men med nogle af engelsk fodbolds mest dedikerede fans og en af verdens mest interessante trænere står klubben nu i den næstbedste række med udsigt til en plads i Premier League
Leeds Uniteds Pablo Hernandez (t.v.) i konfrontation med Jake Bidwell fra Queens Park Rangers under denne uges mesterskabsopgør.

Leeds Uniteds Pablo Hernandez (t.v.) i konfrontation med Jake Bidwell fra Queens Park Rangers under denne uges mesterskabsopgør.

Paul Childs Livepic

2. marts 2019

Leeds United, den engelske fodboldklub fra byen Leeds i West Yorkshire, spiller for tiden i den næstbedste række, The Championship, men de fleste kommentatorer regner det for næsten sikkert, at The Peacocks rykker op i Premier League næste sæson.

Klubben har en lang og stolt tradition som engelsk topklub med tre mesterskaber: FA-Cup’en i 1972, Liga-Cup’en i 1968 og to UEFA Cup-sejre. Sidste weekend vandt de 2-1 over Bolton, og tidligere på måneden blev det ligeledes 2-1 over Michael Laudrups gamle klub Swansea. Truppen er blevet forstærket med Real Madrids tidligere målmand, Kiko Casilla, og den blot 18-årige winger Jack Clarke er fremtidens mand.

Og så har Leeds nogle af de mest passionerede fans, der kan opdrives. Samt en af de mest interessante trænere i verden, chileneren Marcelo Alberto Bielsa Caldera.

I Chile kalder de ham El Loco, galningen. Bielsa stod i mange år i spidsen for Argentinas og Chiles landshold, og han nåede også et par sæsoner for Athletic Bilbao og en enkelt for Marseille. Efter at have kvalificeret Chile til VM i 2010 og senere til knockoutrunden gik de hjemlige fans så vidt som til at helgenkåre ham og titulerede ham fra da af San Marcelino.

En grundig mand – lidt for grundig

Bielsa ynder at spille med et 3-3-1-3-system, der har et ufravigeligt princip. Det hedder un enganché y tres punta, hvilket frit oversat betyder »én playmaker (’krog’) og tre forwards«. Det er et system med høj risiko, konstant offensivt og meget højt genpres.

Der spilles i en kile op i banen, hvor ’krogen’ skal binde alting sammen, og i en mere traditionel brasiliansk stil, hvor hele bredden udnyttes. Meget ofte vil Bielsas mandskaber angribe med syv, nogle gange helt op til ni mand. Det centrale forsvar står for det meste lige så højt som en normal midtbane.

Bielsa er en grundig mand. Måske for grundig. For nylig modtog Leeds United en bøde fra English Football League (EFL) på 200.000 pund for spionage mod den rivaliserende klub Derby County. Leeds endte med at vinde 2-0 over Derby i januar 2019. Deres fodboldfilosofi og taktik kendte man fra tæt hold. Da EFL bankede på døren hos Leeds med reprimande og bøde i posen, svarede en lettere forbløffet Bielsa, at den slags gjorde han skam med alle sine modstandere.

Derbys træner, Frank Lampard, var skeptisk over for Bielsas metoder og talte varmt for EFL’s forslag om at indføre en ny regel, der forbyder modstandere at overvære andre holds træning op til 72 timer før en kamp.

Fortidens bedrifter

Leeds var kæmpestore engang. Perioden fra 1960’erne og op til midten af 70’erne regnes for den gyldne æra, hvor holdet med den legendariske træner Don Revie i spidsen formåede at blive i top-fire i ni år. Fra årtusindskiftet gik det så gevaldigt ned ad bakke, men for ni år siden, i januar 2010, fik fansene igen et glimt af klubbens gamle storhed.

Manchester Uniteds daværende træner, Sir Alex Ferguson, var chokeret. Hans hold var slået ud af den britiske pokalturnering. 1-0 til Leeds United, som dengang spillede i den tredjebedste række, League One, lød slutcifrene efter 90 minutter. Plus en hel del tillægsminutter. Fem af dem, faktisk.

»En fornærmelse mod fodbolden,« mente Fergie. Scoringen blev sat ind af Jermaine Beckford. 9.000 tilrejsende fans på Old Trafford var vidne til den forløsende scoring, og i de år blev Beckfords formidable partnerskab med den argentinske forward Luciano Becchio en del af Leeds-folkloren.

FA Cup’en har en høj stjerne på West Yorkshire-egnen. Her hepper man på Leeds eller holder kæft, og der er ikke noget bedre end at tæve de gamle ærkerivaler fra Manchester.

Det skulle da lige være at få skovlen under Sheffield United, der også står til at rykke op i Premier League. Leeds tager imod Sheffield på hjemmebane om 14 dage, lørdag den 16. marts.

Hadet til Manchester United

At være med i Leeds United Supporters Club er lidt af et fuldtidsjob. Hardcore fans rejser landet tyndt hver anden weekend til ørigets yderkanter. Der er halvlege i fedtet føre, smattede plastiksæder og ru hals efter timers nonstopslagråb fra betonlægterne. Det er en usikker tilværelse med politiet i hælene, men selvforståelsen fejler ingenting. I 2010 drømte de om Championship. Nu drømmer de om Premier League.

Leeds snuppede Premier League-trofæet i 1992, og ved årtusindskiftet nåede holdet semifinaler i både UEFA Cup og Champions League, som dog blev tabt til Galatasaray og Valencia.

Da var der stadig penge at rutte med, så landsholdsspilleren Rio Ferdinand, der dengang spillede for West Ham, blev købt for 18 millioner pund. Siden gik det gevaldigt ned ad bakke, først finansielt og siden på grønsværen. Efter en tid i næstbedste række rykkede Leeds i 2007 ned i League One. Ud over myterne og historien har de 40.000 trofaste Peacocks-fans på Elland Road Stadion to ting til fælles: Vi er meget bedre end alle de andre, og vi hader Manchester United.

Hadet mellem Leeds og United går langt tilbage. The Wars of the Roses kaldes den serie af dynastiske borgerkrige mellem husene i Lancaster og York, som rasede i anden halvdel af 1400-tallet. Målet var kongemagten over England. Det var den hvide rose mod den røde rose, Yorkshire mod Lancashire.

Mainstream

Det er derfor, Manchester United har rød spilledragt, og Leeds trakterer i hvidt, og tilbage i 1970’erne, hvor hooliganismen var på sit højeste, og halve stadioner når som helst kunne eksplodere i masseslagsmål, var kampene mellem Leeds’ Service Crew og Uniteds Red Army hyppigt på avisforsiderne.

Efterhånden er der gået mainstream i den. Der findes stort set ikke den engelske klub, der ikke hader enten Leeds eller Manchester. Rivalerne fra Sheffield United er til gengæld blevet retrotrendy.

David Gaertner, én af de mest trofaste Leeds-fans, var i mange år PR-ansvarlig i Leeds United Supporters Club, og han fortalte The Guardian tilbage i 2010:

»Jeg er heldig, at min kone også er fan af Leeds. Men jeg kan forsikre dig om, at der er fyre derude, som forbliver singler, simpelthen fordi de ikke kan finde en kvinde, som vil finde sig i en mand, der farer frem og tilbage mellem obskure landsdele hver anden weekend.«

The sleeping giant hedder det om Leeds United i den engelske presse. Hold godt øje med dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu