Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Han giftede sig med musikken

Ole Høilund dedikerede sit liv til at få den rytmiske musik ligestillet med den klassiske. Som et led i den vision var han med til at grundlægge Danmarks første kulturhus: Huset i Magstræde
Ole Høilund ved Storkespringvandet i det indre København. 

Ole Høilund ved Storkespringvandet i det indre København. 

Privatfoto

23. marts 2019

Det er ikke meget, vi ved om Ole Høilund, før han som 22-årig en nytårsaften mødte Inge Thorning.

Vi ved, at han formentligt var noget nær et sidste udkald. Hans mor var i begyndelsen af 40’erne og faderen nærmere de 50, da hun blev gravid, og de blev forældre for første og eneste gang. Vi ved lidt mere, men det er ikke så afgørende.

Nytårsaften i 1966 bankede den nu unge fysik- og kemistuderende Ole Høilund på døren til en fest med folk fra Kampagnen mod Atomvåben. Det var 15-årige Inge Thorning, der åbnede og hilste på ham, der skulle vise sig at blive et livslangt venskab iført pandebånd og kridtpibe.

De to blev uadskillelige. På spadsereture gennem København udpegede Ole Høilund mennesker og grupper, som han mente tilhørte klassekampen. Omvæltningernes tid var på vej, lod Ole Høilund forstå, og han pegede over på Bådsmandsstrædes Kaserne:

»Inge, en dag bliver den vores,« og Inge Thorning blev selvfølgelig forelsket, men kærligheden i den forstand blev aldrig gengældt, for Ole Høilund ville hverken giftes eller have børn.

Musikaktivist

1968 kom, og det gjorde oprøret også, og Ole Høilund blev aktiv i både Studenterbevægelsen, Det Ny Samfund og Provobevægelsen, men mest af alt fokuserede han sin aktivisme på sin eneste sande livsledsager: den rytmiske musik.

Ole Høilund ville vende det hele på hovedet. Han arrangerede koncerter overalt, han kunne komme til det. Indenfor: i højhuses kældre og universitetets auditorier. Udenfor: under broer og i parker. Ole Høilund fjernede stolerækkerne, lavede mærkelige lysbilledshow og rykkede scenerne så tæt på publikum, at det hele smeltede sammen, og snart efter var Steppeulvene på alles læber.

Blå bog: Ole Høilund

  • Født den 22. december 1944.
  • Mangeårig leder af Huset i Magstræde og talsmand for den rytmiske musik i Danmark.
  • Aktiv i Provobevægelsen, Studenterbevægelsen, Det Ny Samfund og Kampagnen mod Atomkraft.
  • Efterlader sig veninderne Inge, Briten og Tove.
  • Død den 27. januar 2019.

Trods sine mange aktiviteter i diverse hippiebevægelser hadede Ole Høilund prædikatet hippie. Han var »aktivist og ikke andet«. Og han gad heller ikke alle stofferne: Hashen var CIA’s forsøg på at sløve ungdommen, grinede han, og omvæltningernes tid måtte ikke gå til spilde.

Skopudsning

På samme måde afviste Ole Høilund tidens politiske ismer. Han kæmpede for de enkeltsager, han troede på, men brød sig ellers ikke om de dogmatiske, grænsende til sekteriske fællesskaber, som ungdomsoprøret også rummede.

Næ, musik og fred stod øverst på Ole Høilunds dagsorden, og mens det gik okay med musikken, var ufreden sværere at få bugt med. Det skulle vise sig, at aktivisme kommer med en pris.

En forårsdag i 1969 hang han som så mange gange før ud ved Storkespringvandet, da en politibetjent spurgte, hvad han bestilte.

»Jeg pudser såmænd bare ordensmagtens sko,« svarede Ole Høilund og fandt sit hvide lommetørklæde frem.

Betjenten blev provokeret og tog fat i hans arm, men Ole Høilunds skubbede fra sig, og betjenten faldt, og Ole Høilund røg i fængsel.

Månederne i fængsel var et mørkt kapitel. Han blev degraderet i Studenterbevægelsen, droppede ud af universitetet, og særligt faren havde svært ved at skjule sin skuffelse.

Huset

Ole Høilund var dog ikke til at slå ud, og i 1970 var han med til ’indtage’ den bygning, der senere blev kendt som Huset i Magstræde – Danmarks første kulturhus.

Ligesom meget andet dengang startede Huset som et anarkistisk slaraffenland. Op mod 700 unge flyttede ind og slog teltpløkker gennem de gamle gulve for at øve sig på det forestående Thy-lejrliv, men langsomt lykkedes det for Ole Høilund at overtale de unge og kommunen til, at Huset skulle istandsættes og blive et kulturhus for særligt rytmisk musik.

Ole Høilund blev udnævnt som stedets daglige leder og fungerede som en direktør for det hele: fra toiletrengøring til økonomiplanlægning, og han dedikerede resten af sit arbejdsliv til at promovere den rytmiske musik. Det var ikke altid lige let og flere gange blev Ole Høilund opsagt eller sågar fyret for blot at indfinde sig igen dagen derpå og efter nogle uger påny blive ansat på krav fra hans kolleger.

Ole Høilund levede hele sit liv alene, og i lige så høj grad som han nød familie og venners selskab, nød han at være sig selv i selskab med alskens musik.

Da Ole Høilund sidste sommer kom hjem fra en af sine mange rejser til Indien, blev han indlagt. Lægerne sagde, at lungekræften var så fremskreden, at han skulle dø, men det var, som om Ole Høilund bevidst overhørte diagnosen og i stedet valgte at leve ufortrødent videre til det sidste.

En måned før sin død besøgte han sammen med Inge Thorning sit livsprojekt for sidste gang. Til en reception i Huset i Magstræde kunne han selvtilfreds betragte en vision fra ungdomsoprøret, der – i modsætning til så meget andet – aldrig overlevede sig selv: musikken.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Flemming Berger
  • Anker Nielsen
  • Arne Albatros Olsen
  • Steffen Gliese
  • Katrine Damm
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Kristian Rikard
David Zennaro, Flemming Berger, Anker Nielsen, Arne Albatros Olsen, Steffen Gliese, Katrine Damm, Maj-Britt Kent Hansen og Kristian Rikard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arne Albatros Olsen

Han var sgu en fighter, der ikke var til at slå omkuld.
I moderne sprogbrug vil man nok sige , at han var yderst robust.
Han havde til tider lidt sin egen højrøstede facon, men det var altid ment
med et god hjerte. Jeg ved, han nød mange af sine sidste år og rejste meget.

Ære være hans minde.