Læsetid: 3 min.

Et liv er forbi: Om det var Indurain eller Pantani, der vandt etapen, var ikke så vigtigt

At få skoleelever til at bevæge sig var Jette Angelo Schmidts livslange kærlighedsprojekt. For hende var sport og idræt ikke en verden af enten vindere eller tabere, men af mennesker i udvikling. Ikke et konkurrencens sted, men et glædens sted
Jette Angelo Schmidt voksede op i et frisindet, men disciplineret hjem. Man blev opfordret til at diskutere, dyrke sport og gøre en aktiv indsats.

Jette Angelo Schmidt voksede op i et frisindet, men disciplineret hjem. Man blev opfordret til at diskutere, dyrke sport og gøre en aktiv indsats.

Privatfoto

9. marts 2019

Beskeden var ikke til at misforstå, da Jette Angelo Schmidt tog til lægen med ondt i knæet. Der var en skade på menisken, og hun ville ikke kunne dyrke atletik på samme niveau længere. Slet ikke favoritdistancen 100 meter sprint. Hun var i slutningen af 20’erne og arbejdede som skolelærer på det tidspunkt.

Og så havde hun i øvrigt slet ikke tid til at ærgre sig over en knæskade.

Hun havde travlt med at undervise i idræt og matematik og med sit frivillige idrætsarbejde. Både som atletiktræner for kvinderne i København IF, i Københavns Atletik Forbund, Dansk Atletik Forbunds Idrætsudvalg og Dansk Skoleidræts Forretningsudvalg.

Jette Angelo Schmidt

  • Født 22. februar 1942.
  • Arbejdede som skolelærer, skoleinspektør, musikskoleleder og idrætsforeningsentusiast.
  • Efterlader sig en nevø, tre niecer, børnebørn og venner.
  • Død den 21. august 2018

Hun brokkede sig kun sjældent over sine private problemer. Ikke at hun ikke kunne finde ud af at brokke sig og råbe op. Men det gjorde hun som oftest kun, når andre blev uretfærdigt behandlet.

Som hendes mangeårige idrætsveninde Nina Møller forklarer det: »Hvis folk ikke fik lige chancer, kunne det gøre hende stiktosset. Alle skulle have ordentlige vilkår, uanset hvem de var.«

Gør din pligt, kræv din ret

Retfærdighedssansen havde hun med hjemmefra. Hun voksede op i en lejlighed på Østerbro. Faren var socialdemokrat og tidligere landstingsmedlem og kulturborgmester i byen, Børge Angelo Schmidt. Moren arbejdede som operationssygeplejerske. Storesøsteren var Jette Angelo Schmidts tætteste ven og fortrolige.

Det var et frisindet, men disciplineret hjem. Man blev opfordret til at diskutere, dyrke sport og gøre en aktiv indsats. Var der noget, man ville, måtte man selv tage ansvar for at få det til at ske. Gør din pligt, kræv din ret, lød et hyppigt motto.

Paradis Hyttefadet

I slutningen af 60’erne købte hendes forældre en grund ved Gilleleje og gik i gang med at bygge et sommerhus. Med sorte træplanker, hvidmalede vinduesrammer, klunkegardiner og kurvemøbler.

Huset fik navnet Hyttefadet og blev et paradisisk tilflugtssted for Jette Angelo Schmidt gennem resten af hendes liv. Når hun ikke var på arbejde eller hjemme i sin lejlighed i Borgergade, så var det Hyttefadet.

Når hendes søster, niecer og nevø var med, kunne man være sikker på, at Jette Angelo Schmidt arrangerede badmintonturneringer, fodboldkampe og gymnastikopvisninger ude på græsplænen. Med matchende træningsdragter og pomponer, som hun havde sneget med fra klubben, til alle.

Imens kørte tv’et hele tiden i baggrunden. Og det viste altid sport. Jette Angelo Schmidt elskede at følge med i atletik. Helst på svenske kanaler, som var bedre til at dække atletik end de danske.

Glæden er ligeglad med resultatet

Tour de France var også en favorit.

»Men om det lige var Miguel Indurain eller Marco Pantani som vandt dagens etape, det var ikke det vigtigste,« husker hendes nevø, Klaus Angelo Schmidt.

Det handlede mere om den livsglæde, sport lirkede op for. Fornøjelsen ved selve spillet, ved handlingen i sig selv. Og den var for Jette Angelo Schmidt altid uafhængig af resultatet.

Og så alligevel. Der var noget ved den indbyggede logik og målbarhed i sport, som hun godt kunne lide. Ligesom når hun underviste elever i matematik, og de i fællesskab mærkede den store tilfredshed ved et spørgsmål med kun ét rigtigt svar. Det at kunne sætte to streger under noget.

Østerbro for evigt

I 2004 gik Jette Angelo Schmidt på pension efter 12 år som inspektør på Lundehusskolen på Østerbro. Og før det knap 20 år som faginspektør for idræt i Københavns Kommune.

Tiden som faginspektør var et højdepunkt i hendes liv og karriere. Her fik hun lov til at gøre det, hun virkelig brændte for: at udbrede idrætten og glæden ved at bruge sin krop til så mange skoleelever som muligt.

Men det slidsomme job som skoleleder havde tæret meget på kræfterne, da Jette Angelo Schmidt trak sig tilbage. Og livet som pensionist gjorde ikke situationen nemmere. Det var underligt pludselig at skulle udfylde sin kalender selv. Ikke længere at kunne begrave sig i arbejde.

Særligt hårdt blev det, da hendes søster døde. De plejede at tale i telefon hver dag, og de drømte om at flytte sammen, når de blev helt gamle. Sådan blev det ikke.

Efterhånden blev det sværere og sværere for Jette Angelo Schmidt at gøre de ting, hun før var glad for – at komme ud, dyrke motion, være social.

Fem år inden sin død fik hun konstateret demens.

Det sidste år boede hun på et demensplejecenter på Østerbro. Det var et trygt sted, med besøg fra venner, nevø og niecer. Tæt på hendes gamle atletikbane og den lejlighed, hun voksede op i.

Den 21. august 2018 døde Jette Angelo Schmidt. Hun blev 76 år.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Lise Lotte Rahbek
David Zennaro og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu