De lokale på Fiskerhavnen frygter, at det sidste ægte stykke af Københavns Havn snart er passé

»Der er sgu da stole nok, mand. Tag endelig plads.«

Gæstfriheden er ikke til at tage fejl af, da ålefisker Poul Rasmussen iført blå overalls byder Information indenfor i ly for regnen i sit røde træskur ved Fiskerhavnen i Københavns Sydhavn med udsigt over havnens bådebroer.

Det er dog ikke alle, der ikke får en lige så varm velkomst i Fiskerhavnen: Politikerne, der har besluttet at affrede Stejlepladsen ved Fiskerhavnen, så der kan opføres boliger.

»De skal kraftedeme ikke komme her og bygge, bare fordi de pludselig mangler penge til deres metro,« siger Poul Rasmussen og peger over mod Stejlepladsen.

»Det bliver det lille stykke jord derude,« siger han. 

Et område, der er et af de steder, som politikerne på Christiansborg med 92 stemmer for og 14 imod tirsdag vedtog at affrede, så grundene kan blive solgt og bebygget, og By & Havns kan få finansieret metrobyggeriet, som ellers skulle have været finansieret af den oprindelige plan om at bygge op ad metrolinjen ved Amager Fælled.

De oprindelige byggeplaner på Amager Fælled mødte massiv borgermodstand, og politikerne så sig om efter et nyt sted, hvor der kunne blive bygget, og med tirsdagens vedtagelse af L 153 – der i folkemunde kaldes affredningsloven – er det blandt andet Stejlepladsen, der står for skud. Her vil By & Havn ifølge planen opføre 550 boliger, og mange lokale frygter, at de langsomt vil blive presset ud, når først de nye, dyre lejligheder bliver opført.

»Der er flere herude, der er blevet opsagt, så der er nok et eller andet undervejs. Og så snakker de også om, at de vil bygge omme på den anden side af de bygninger her på havnen,« siger Poul Rasmussen og peger mod Sydhavnstippen.

Det er ikke mange år siden, man skulle et godt stykke længere op i inderhavnen, før man kunne spotte nybyggerier. I dag er området ved Bådehavnsgade et af de sidste områder, hvor »det ægte af Københavns Havn står tilbage,« lyder det fra fiskeren – men nu er det altså også truet.

Fra havnekajen kan man i periferien ane Ørestadens nyopskudte højhuse, mens man til venstre, hvor Sjællandsbroen bliver til Sydhavnsgade kan se den ene betonklods efter den anden skyde i vejret. Kun hvis man drejer hovedet mod højre og kigger mod Stejlepladsen, undgår man synet af stablede betonklodser.

Byudvikling er en vanskelig øvelse

Linda Lapina, der er adjunkt og forsker i gentrificering på Roskilde Universitet, oplever i sin forskning, at mange stadig opfatter Sydhavnen som et af de unikke områder, der står tilbage i byen.

»Dele af Sydhavnen betragtes ofte som et af de steder i byen, hvor gentrificeringen ikke har slået igennem endnu – hvor der stadig er plads til autenticitet, råhed og skæve eksistenser, men udviklingen går kun én vej,« siger Linda Lapina.

København bliver en mere og mere eftertragtet by for både internationale og nationale aktører. Byen vil gerne tiltrække investeringer, kvalificeret arbejdskraft og turister, og for at optimere forudsætningerne for at realisere disse ambitioner byudvikles der på livet løs.

Flere ressourcestærke børnefamilier ønsker ifølge Linda Lapina at blive i byen, og den udvikling forstærker både urbaniseringen og gentrificeringstendenserne i byen, hvor nogle grupper bliver skubbet længere og længere ud af byen. Og på havnefronten må fiskeriet og industrielle erhverv altså nu vige for mere profitable måder at bruge havnefronten på.

Overborgmesteren i Københavns Kommune, Frank Jensen (S), har flere gange sagt, at København skal være »en by for alle«, men parolen harmonerer ifølge Linda Lapina ikke helt med udviklingen.

»Der er et klart paradoks i, at politikerne på den ene side snakker om byen som et sted med inklusion og mangfoldighed, mens de på den anden side bidrager til udviklingen med byfornyelse og gentrificering. For når politikerne snakker om inklusion og mangfoldighed, har de vel pligt til at beskytte dem, der ikke bare er højestbydende. Den strategiske kommunikation harmonerer ikke helt med udviklingen i byen.«

Men har politikerne overhovedet noget alternativ til at bebygge de grønne områder, når der skal genereres penge til store anlægsprojekter i byen? Svaret er ifølge Lapina ja, men det er ikke nødvendigvis mere populært.

»Alternativet til at bygge på de grønne områder er at bygge højere bygninger, som man gør det ved eksempelvis Carlsberg Byen. Højhuse er heller ikke noget, folk elsker. Og sandheden er, at der nok ikke findes nogen let løsning. Det er meget vanskeligt at lave politik på det her område,« siger hun.

Ikke plads til os

Et par huse længere nede ad Bådehavnsgade har kunstnerparret Vincent Flemming og Wang Lu deres værksted i et hus, der tilbage i tiden tilhørte en af Fiskerhavnens fiskere.

»For 30 år siden malede jeg gavlen for fiskerne, der dengang holdt til her i huset. Da de smuttede herfra i 2000, blev jeg spurgt, om jeg ville overtage huset, da de syntes, jeg skulle have det, når nu jeg havde malet deres gavl,« siger Vincent Flemming.

Siden Vincent Flemming overtog huset, har han lavet et par justeringer: Den ene side af værkstedet er nu blevet isoleret, mens han har installeret ovenlysvinduer ved at installere gamle køreunderlag til kontorstole i loftet, hvilket »giver et bedre lys at arbejde i« for kunstneren.

Én isoleret sidevæg og primitive ovenlysvinduer rækker dog nok ikke til meget mere end et G i energimærke, men charmen kan kulden ikke tage fra det gamle træbeklædte værksted, hvor Vincent Flemming har flere tredimensionelle værker hængende – blandt andet et med en halv indkøbsvogn stikkende ud af lærredet.

Allerede i 2000 var byudviklingen i Ørestaden og metroen ved at blive etableret, men dengang troede Vincent Flemming, at der ville gå mange år, før kommunen ville bygge ude ved Fiskerhavnen. Nu er der kun ét år, til lejekontrakten med kommunen udløber, og han frygter, at de også vil bygge der, hvor hans værksted og hus i dag står.

»Det ender jo nok her som ovre på den anden side (ved Sluseholmen, red.), hvor de henter betonelementer op fra Polen og stiller dem oven på hinanden som burhønsbure, og så lejer de dem ud for 20.000 kroner om måneden,« siger han.

Vincent Flemming og Wang Lu forstår ikke, hvorfor der nu skal bygges nye højhuse op og ned ad deres lille oase, hvor den lokale folkestemningen i de seneste år ifølge dem er vendt til deres fordel.

»Da folk kom før i tiden, korsede de sig og spurgte undrende: ’Kan I bo her?’ Nu er der flere og flere, der siger: ’Hvor er her smukt og charmerende’,« siger portrætmaleren Wang Lu, hvortil Vincent Flemming supplerer:

»Der er så mange mennesker, der har glæde af det her område. Der kommer tusindvis af mennesker herude og går tur og nyder området. Vi har da i hvert fald et par hundrede mennesker om ugen, som kommer ind i det her værksted og kigger på vores malerier og på, hvad vi laver.«

To fiskere tilbage

I Poul Rasmussens forhave ligger et par orange garnblåser, nogle gamle plastikhavestole til opbevaring af reb og andet maritimt udstyr. Og i den asfalterede indkørsel holder hans gamle ladtrailer med et stort fiskegarn. Han mærker også, hvordan tiderne skifter for fiskeriet i København: Engang holdt ni rederier til i Fiskerhavnen, i dag er der kun to tilbage. Den ene er Poul Rasmussen, der har arbejdet som fisker ved Fiskerhavnen i 58 år. Den anden hedder Brian Kyed:

»Vi har været her siden 1949. De første, der kom på havnen, var Brian Kyeds oldefar, må det være. Så kom hans morfar, så kom hans far, og så kom hans bror. Nu kører Brian Kyed det videre,« fortæller Poul Rasmussen.

Selv er Poul Rasmussen ved at være oppe i årene, og han tror ikke, at han fortsætter mange år endnu. Slet ikke, når kommunen nu vil til at bygge ved havnen, og så løber hans kontrakt også kun frem til næste sommer.

»Jeg ligger på lejet jord. Vi skal have ny kontrakt herude i juli 2020, så der er kun et år. Vi forhandler jo om, hvor lang tid vi får. Lige nu er der jo tre måneders opsigelse. Og hvis de nu først får lov til at bygge på det første stykke af tippen og ovre ved Stejlepladsen, så tager de sgu da nok et stykke mere senere,« siger han.

Ifølge Poul Rasmussen er der ikke nogen tvivl om, at Stejlepladsen er et lukrativt sted at bygge med tanke på udsigten over vandet, men han synes nu alligevel godt, at politikerne kunne finde et andet sted at bygge.

»Så stort er det stykke jord ved Stejlepladsen altså heller ikke, men de kan vel få mere for det stykke jord end så meget andet, når der er udsigt til vandet,« siger han.

Selve metroen har Poul Rasmussen det fint med, men det kan man ikke sige om måden, som politikerne vil finansiere den på.

»Det er fint nok med metroen, men det er da åndssvagt, at de tager det her stykke jord, bare fordi de nu ikke har penge i kassen. Jeg tror aldrig, at det offentlige har lavet noget, uden det er blevet forsinket eller dobbelt så dyrt. Det er jo lige meget, hvad de laver. Det var aldrig gået i det private erhvervsliv. Bare se, da Møller lavede operaen inde i inderhavnen: Det var den pris. Det skulle være færdig den dag. Og det var det!«

Frygter for fremtiden

I februar afleverede foreningen Fiskerhavnens Venner mere end 17.000 underskrifter imod byggeplanerne på Stejlepladsen ved Fiskerhavnen til overborgmester Frank Jensen men med tirsdagens vedtagelse af affredningsloven ser det ikke ud, som om flertallet af politikerne har valgt at lytte til de frustrerede borgere.

Pernille Sonne, der er formand for Fiskerhavnens Venner og beboer i Bådehavnsgade, mener, at politikerne undergraver hele fredningstanken med den nye lov.

»Det er jo et lidt skræmmende perspektiv for Københavns fremtid, for det her er den første metro, der skal finansieres. Siden har man bygget Cityringen, og man vil nu bygge en Nordhavns- og Sydhavnslinje, men hvor skal de penge så komme fra? Med affredningsloven her laver man jo en eller anden form for præcedens for, at man fremadrettet kan tage grønne, fredede områder og affrede dem og bygge,« siger Pernille Sonne.

– Så du kan godt frygte, at man i 2070 har tapeseret hele Kalvebod Brygge, Amager Fælled og Sydhavnstippen med boliger?

»Ja, og Mols Bjerge for den sags skyld, for vi skal jo også have bygget en Kattegats- og Femernforbindelse,« siger hun.

Hun er meget bekymret for udsigterne til at blive nabo til fem-seks-etager høje huse lige ved siden af Fiskerhavnens lille, beskyttede miljø, der ifølge Pernille Sonne af kommunen tidligere er udråbt til at være et kulturhistorisk og bevaringsværdigt område, som er sårbart.

»De siger én ting, og de gør noget andet.«

Ingen eliteby på min vagt

Københavns overborgmester, Frank Jensen, skriver i en mail til Information, at sagen »ikke har været enkel«, men politikerne stod ifølge overborgmesteren med en bunden opgave. 

»Vi skulle finde en løsning, så vi kunne betale regningen for metroen, og så vi kunne få flere boliger. Beslutningen om at bygge på Stejlepladsen er et resultat af lange politiske forhandlinger, hvor alle forslag til alternative placeringer blev lagt åbent frem. Vi har i alt screenet 2.500 matrikler, og løsningen med at opføre 550 boliger ved Bådehavnsgade var den løsning, som det var muligt at samle syv partier om,« skriver Frank Jensen. 

– Flere borgere frygter, at affredningen vil danne præcedens for, at man i fremtiden vil affrede flere grønne områder som led i at finansiere anlægsprojekter. Skal københavnerne være bekymrede?

»Sagen om Strandengen er ikke en trend, men en helt ekstraordinær situation, hvor vi efter folkelige protester måtte opgive et byggeri, der havde været planlagt i mere end 20 år. For at kunne frede Strandengen (på Amager Fælled, red.) var vi nødt til at finde nogle områder med lavere naturværdi. Ellers skulle vi hente 1,9 milliarder kroner i kommunekassen, og vi ville komme til at mangle de boliger, der var planlagt på Strandengen,« skriver overborgmesteren. 

»Hvis ikke vi bygger nye boliger i København, vil priserne fortsætte deres himmelflugt, og resultatet vil være, at København bliver en by, der kun er for dem med meget tykke tegnebøger. Det vil jeg bekæmpe med næb og kløer.«

– Kan beboerne i Fiskerhavnen være sikre på, at I ikke skubber dem ud i fremtiden til fordel for nye byggerier?

»De nye boliger skal være på Stejlepladsen, som er en grund med krat på, der primært bruges til at tørre garn, så der skal ikke rives noget ned. Derudover er det helt centralt, at området bliver udviklet med respekt for det eksisterende miljø,« forsikrer overborgmesteren.

By & Havn går i dialog

Hos By & Havn er de ifølge administrerende direktør for By & Havn, Anne Skovbro, »meget opmærksomme på, at københavnerne ønsker at passe på naturen«, som hun skriver i en skriftlig kommentar til Information, mens hun ikke forholder sig til de lokale i Fiskerhavnens frygt for på sigt at blive presset ud af området. 

»By & Havn stiller store krav til en bæredygtig og fremtidssikret byudvikling ved løbende at sikre planlægning af nye bykvarterer med plads til de typer af boliger og arbejdspladser, der efterspørges nu og på langt sigt,« skriver Anne Skovbro og tilføjer:

»Vi vil gå i åben dialog med beboerne, lejerne og de erhvervsaktive i området for at få alle synspunkter med i det fremadrettede arbejde med byudviklingen,« skriver hun.