Læsetid: 3 min.

Miraklet i Basel

Landskampen mellem Danmark og Schweiz endte på mirakuløs vis 3-3. Det var på en uge, hvor Theresa May gav det britiske parlament en gulerod, hvis de stemmer for hendes aftale – så vil hun nemlig gå af, Donald Trump kunne ånde lettet op, da Mueller-rapporten blev afsløret, og hvor vi ulykkeligt kan konstatere, at Master Fatman ikke længere er iblandt os
Henrik Dalsgaard (t.v.) og Pierre-Emile Højbjerg fejrer det schweiziske mirakel. Theresa May har endnu ikke kontaktet dem for at høre, hvordan de gjorde.

Henrik Dalsgaard (t.v.) og Pierre-Emile Højbjerg fejrer det schweiziske mirakel. Theresa May har endnu ikke kontaktet dem for at høre, hvordan de gjorde.

Fabrice Coffrini

30. marts 2019

Efter gang på gang at have fået Brexit-aftalen og andre forslag stemt ned i parlamentet kom premierminister Theresa May i denne uge på en helt ny måde at få sin politik gennemført på: Hvis bare I stemmer for, så lover jeg at gå af bagefter!

Det var noget af en gulerod at holde op foran parlamentet, og med udsigten til at slippe af med May var der flere, der pludselig havde ændret syn på aftalen.

Man kan vælge at se det som en ultimativ selvydmygelse, men man kan også vende den om og sige, at May er en politiker, som ofrer sig for sagen. Hun er ligefrem klar til at sætte sit job og den medfølgende magt ind på den.

Fik man lidt fornyet respekt for Mays utrættelige indsats, var det lige omvendt med Boris Johnson. Når May går af, vil han nemlig stå som den mest oplagte efterfølger, og nu kunne han søreme også godt stemme for den aftale, som han indtil for ganske nylig kun havde hån tilovers for. Påfaldende, mente flere kommentatorer.

Analysen af Johnsons motiver har dog den klare svaghed, at jobbet som premierminister mildest talt ikke fremstår specielt attraktivt for tiden. Parlamentet stemte om halvdelen af aftalen fredag eftermiddag og det blev som sædvanligt et nej. Større var guleroden trods alt heller ikke.

Den helt store pakke under træet

Så er der for en gangs skyld mere styr på tingene i USA, hvor Donald Trump kunne ånde lettet op, da Mueller-rapporten blev afsløret. Ja, det gjorde den så ikke, for offentligheden måtte ikke se rapporten i sin helhed, men kun et fire sider langt (eller kort, om man vil) resumé, som i grove træk frikender Donald Trump for beskydninger om at være i ledtog med russerne i deres forsøg på at påvirke præsidentvalget i 2016.

Rapporten var ellers ventet med det, man roligt kan kalde spænding blandt Trump-skeptikere i USA og resten af verden. Hvilket vil sige stort set hele jordens befolkning. Som barn kender man følelsen af at have set den helt store pakke under juletræet.

Den, som rager helt op til de nederste grene og er flottest pakket ind, og som man ved, man skal have senere på aftenen. Men først skal man spise. Og så skal de voksne drikke kaffe. Og så skal man danse om træet. Og man kan næsten ikke holde det ud. Og så endelig kommer tiden … og ja … alle ved, hvordan historien ender. Og den kan ikke byttes.

Miraklernes tid er aldrig forbi

Nu vi er ved de store skuffelser, så lad os da lige sende en venlig tanke til de schweiziske fodboldfans og landsholdsspillere. Ved tirsdagens EM-kvalifikationskamp førte de 3-0 med seks minutter tilbage af den ordinære spilletid, men som bekendt endte de med at indkassere tre hurtige mål fra det danske landshold, som var vågnet op efter 84-minutters søvngang og pludselig kendte sin besøgelsestid.

Og lad os også sende en venlig tanke til de mange danske fodboldfans, som valgte at slukke for kampen, da Schweiz scorede til 3-0, og som derfor gik glip af den dramatiske afslutning.

De tre mål på rekordtid blev hurtigt udråbt til ’miraklet i Basel’, og den slags nationale fodboldmirakler er jo oplagte at bruge som et billede på andre ting, f.eks. politik. Således skrev vores økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, onsdag følgende på Twitter:

»Den landskamp i går … den fik mig til at tænke på valgkampen – Det gør ikke noget, man er bagud, bare man vinder til sidst,« hvorefter Twitter-politiet stilfærdigt mindede ham om, at kampen endte uafgjort. Man kan da heller ikke slippe af sted med noget nu om dage med alt det fakta-tjekkeri, der finder sted.

Så lad os gå til weekend med en god portion Simon Emil-optimisme i blodet. Nu, hvor Master Fatman på ulykkelig vis ikke længere er iblandt os, må vi jo prøve at få energi, positivitet og kosmisk kærlighed fra andre derude. Uafgjort kan vitterligt føles som en sejr! Og måske kan Theresa May trods endnu et nederlag ende med at trække sig tilbage fra jobbet som premierminister med en form for ære i behold. Miraklernes tid er aldrig forbi.

Serie

Ugerevyen

Ugerevyen giver dig et stærkt idiosynkratisk overblik over de mest interessante begivenheder i ugen der gik. Vi dækker både indland, udland og dyrenes verden.

Seneste artikler

  • Rigtig dårlig julestemning

    30. november 2019
    I denne uge er julestemningen indtruffet. Nisserne har været på spil i Tyskland, hvor tre sæt juvelbesatte baroksmykker er blevet snuppet, Bertel Haarder har gjort sig bemærket i årets første politiske juleskandale og så fik klimarapporterne for alvor sat en kæp i hjulet på den gode julestemning
  • Parallelle verdener

    23. november 2019
    Amerikanernes fælles virkelighed spaltede sig ud i parallelle verdener omkring høringerne om en rigsretssag i USA, da det republikanske kongresmedlem Devin Nunes åbnede onsdagens høringer med et angreb på pressen for deres tidligere dækning af Trump
  • Ugerevyen: Fanget i luksusfælden

    16. november 2019
    I denne uge hørte vi Britta Nielsen i retten fortælle om, hvordan pengene endte med at tage røven på hende. Derudover blev vi klogere på tyrkernes forhold til kurderne, som er »mægtigt godt« - i hvert fald hvis man spørger Donald Trump
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu