– Hvor mange børn har du ansvaret for i dag?
»Der er 14 børn på min stue. Om formiddagen er jeg den eneste pædagog, og så er der tre medhjælpere. Så det er egentlig fint. Problemet er, at én medhjælper går hjem klokken 12, og en anden går hjem klokken 14. Og så er vi kun to resten af dagen.«
– Hvor længe har du været pædagog?
»Jeg blev færdiguddannet for 10 år siden og har arbejdet i dagsinstitution lige siden.«
– Der er ikke noget nyt i, at pædagoger brokker sig over arbejdsforholdene. Hvordan er forholdene konkret blevet værre, siden du startede?
»Børnene er her i længere tid. Det er ikke unormalt for børn at være her 45 timer om ugen. De er på overarbejde, kan man sige. Og det er netop i ydertimerne, hvor børnene er trætte, og vi er underbemandede, at der opstår problemer og konflikter. Børnegrupperne bliver også yngre og yngre. Børnehavebørnene starter tidligere i skole, og vuggestuebørnene kommer tidligere i børnehave. Så i vuggestuerne har vi kun de alleryngste tilbage. Jo yngre børnene er, des mere voksenkontakt har de brug for.«
Mia Tilgreen Nielsen
- Født 1982.
- Pædagog i vuggestuen Munin i Greve.
- Medvirkende i dokumentaren 'Hvem passer vores børn', der blev vist på DR i denne uge.
- Gift og mor til fire
»Vi bliver også pålagt flere opgaver. Vi skal lave dialogprofiler, sprogscreeninger og motoriske screening, men vi får ikke timer til at lave det i. Og der skal jo gå en pædagog fra for at tage sig af de ting.«
– Er det kun blevet værre?
»Jeg har i hvert fald ikke oplevet, at det er begyndt at blive bedre. Det er kun gået ned ad bakke. I DR-dokumentaren er der også en ekspert, der siger, at man skal ansætte 9.000 ekstra pædagoger for at komme tilbage på niveauet fra 1990’erne.«
– Hvad skal man som forældre gøre for at forbedre vilkårene for børn og pædagoger i institutionerne?
»Man skal måske råbe op. Særligt nu hvor der er fokus på problemet. Men hernede i den enkelte institution er det begrænset, hvad de kan gøre. Det handler om, at vi skal have tid og ressourcer til det pædagogiske arbejde. Opgaven ligger ikke hos forældrene.«
– Beskriv en situation, hvor du følte dig utilstrækkelig i dit job?
»Man føler sig utilstrækkelig, når man hele tiden skal bede små børn om at vente, eller når små børn sidder og spiser alene. Nogle børn får to eller tre måltider hernede. Så burde man også sidde og spise sammen i selskab med en nærværende voksen.«
– Hvad savner du helt konkret at kunne gøre i dit arbejde med børnene?
»At der er tid til at se det enkelte barn. Når et lille barn græder, vil jeg have tid til at sidde med dem på skødet og være nærværende. At man har tid til at lytte, når børnene fortæller noget. Vi har kun fuld bemanding om formiddagen. Der kan vi tage på tur og arrangere pædagogiske aktiviteter. Det fungerer godt i vores institution, og vi kan se, hvordan børnene flytter sig, når vi laver planlagte aktiviteter. Det ville være fint, hvis det ikke kun var sådan fra klokken 9 til klokken 12. Om eftermiddagen er vi så få, at det er ren brandslukning. Og det er ærgerligt.«
– Har du selv børn i institution, og er du bekymret for dem?
»Det har jeg haft. Og ligesom at jeg nogle gange går hjem fra arbejde med en følelse af, at vores arbejde ikke har været tilstrækkeligt, har jeg også haft den samme fornemmelse i mine børns institutioner. Og det er ærgerligt, fordi jeg tror ikke, at børn har godt af bare at sidde ned og lave perleplader. Jeg har også oplevet, at de har skrevet ud og spurgt, om nogle af forældrene kunne passe deres egne børn en eftermiddag, fordi de var pressede.«
– Skal man generelt som forælder være bekymret ved at sende sit barn i institution?
»Nej. Det skal man ikke.«
– Fortæl om den værste dag, du har haft på jobbet?
»Jeg ved ikke, om jeg kan nævne én bestemt episode. Men jeg er da gået hjem fra arbejde og har spurgt mig selv: ’Gider jeg overhovedet at være i det fag?’ Man vælger at blive pædagog for at gøre en forskel for børnene, og når man ikke føler, man er i stand til at gøre det, så har det været en dårlig dag.«
– Fortæl om den bedste?
»En god dag er, når man har haft tid og nærvær. Det er ærgerligt at sige, men det er jo ofte, når nogle af børnene er på ferie eller ikke er her, så man har tid til at tage på tur, lave planlagte aktiviteter og give børnene den opmærksomhed, de har brug for.«
– Ville du anbefale dine egne børn at blive pædagog?
»Åhr, nu vil jeg ikke være med til at afskrække folk fra at blive pædagog, og jeg har ikke selv fortrudt det. Men det er ikke nogen loppetjans, og vejer man lønnen op imod, hvor meget man knokler, er det måske ikke noget drømmejob.«
– Hvordan ser den perfekte dagsinstitution ud?
»Man burde være én voksen til tre eller fire børn. Så har man rigtig gode muligheder for at lave nogle gode forløb og aktiviteter.«
– Hvilken sang burde alle høre?
»Alle burde høre Man in the Mirror med Michael Jackson. Hvis alle kigger på sig selv og får lyst til at gøre verden til et bedre sted, så bliver den det også en dag.«
Kan man ikke stå inde for, det der foregår på ens arbejdsplads, så forlad den og overlade opgaven til de ansvarlige politikere. Det gælder også på skoler, sundhedsvæsenet, ældreplejen og fængselsvæsenet og så videre, for det er mennesker og ikke genstande, man skal tage ansvar for.
Sådan har vi på det private arbejdsmarked måttet gøre, og det bør man også gøre på det offentlige arbejdsmarked.
Gert Romme, verden og livet er ikke et arbejdsmarked!
FX handler børns opvækst om noget vigtigere, større, mere betydningsfuldt både her og nu og i fremtiden end hvad der i øjeblikket kan klare sig på et arbejdsmarked. BL.A. drejer det sig om faglighed der ikke sådan bare kan erstattes af hvad som helst, og det drejer sig om arbejdsvilkår og -rammer der gi'r et udbytte det er lige så umuligt at måle og veje som det er sikkert at priserne er høje, menneskeligt og økonomisk, for at forsømme.
@ Ete Forchhammer,
Jeg tror, du helt har misforstået mig.
For jeg er helt overbevidst om, at hvis/når kommunekontorerne skal stå for børnepasning, undervisning i skolerne og ældreomsorg, så tror jeg, de finder på et konstruktivt i samarbejde med de faglige medarbejdere. Og det samme tror jeg vil ske, hvis medarbejderne i Udlændingestyrelsen, fængselsvæsenet, sundhedssektoren og så videre overlod opgaverne til politikerne.
Min kompetence som erhvervsøkonom er tilpasset til det private arbejdsmarked. Men jeg har faktisk haft et par opgaver for det offentlige, og der gjorde jeg som på det private arbejdsmarked. Blev jeg presset eller mine arbejdsopgaver ikke blev "forstået", så flyttede jeg.
Mange har truet med at stoppe, - og har gjort det i det uendelige, men det fungerer slet ikke. I stedet skal man omgående sige fra, hvis der mangler respekt eller forståelse.
Gert Romme, forståelse eller mis-? Fint, hvis jeg har misforstået dig, men jeg tror nu at vi har ret forskellige smertetærskler og erfaringer mht. "det offentlige" og "det private", og det konkrete problem med børneinstitutionernes for mange børn til for få voksne på for lidt plads kan simpelthen ikke løses på markedsvilkår. Lige som børns opvækst ikke er markedets gebet bl.a. fordi det vist vil være håbløst at forestille sig at de virksomheder hvor forældrene arbejder, skulle ta' sig af "virksomhedens" børn på en forsvarlig måde. Nogle ville nok kalde det kinesiske tilstande? Andre vil beklage den da fraværende mangfoldighed i børnenes "bagage", osv...!? Og her og nu: hvor skal frustrerede pædagoger gå hen inden for deres fag hvor de ikke vil løbe ind i de samme frustrerende tilstande? Men jeg gi'r dig ret i at opsigelser, hvor spektakulære og alarmerende de end gøres i øjeblikket, er noget mange politikere har udviklet en vis immunitet overfor, desværre.