Læsetid: 4 min.

Pædagog: »Når et lille barn græder, vil jeg have tid til at være nærværende«

I denne uge satte DR fokus på vilkårene i landets daginstitutioner med dokumentaren ’Hvem passer vores børn?’ Dokumentaren følger tre pædagoger. Mia Tilgreen Nielsen fra vuggestuen Munin i Greve er den eneste af dem, der ikke har sagt sit job op i protest. Men hun er frustreret over, at hun ofte må gå på kompromis med sin pædagogiske faglighed på grund af manglende ressourcer
Man føler sig utilstrækkelig, når man hele tiden skal bede små børn om at vente, eller når små børn sidder og spiser alene, siger Mia Tilgreen Nielsen, der er pædagog og medvirker i dokumentaren Hvem passer vores børn?

Man føler sig utilstrækkelig, når man hele tiden skal bede små børn om at vente, eller når små børn sidder og spiser alene, siger Mia Tilgreen Nielsen, der er pædagog og medvirker i dokumentaren Hvem passer vores børn?

DR Dokumentar

16. marts 2019

 – Hvor mange børn har du ansvaret for i dag?

»Der er 14 børn på min stue. Om formiddagen er jeg den eneste pædagog, og så er der tre medhjælpere. Så det er egentlig fint. Problemet er, at én medhjælper går hjem klokken 12, og en anden går hjem klokken 14. Og så er vi kun to resten af dagen.«

 – Hvor længe har du været pædagog?

»Jeg blev færdiguddannet for 10 år siden og har arbejdet i dagsinstitution lige siden.«

 – Der er ikke noget nyt i, at pædagoger brokker sig over arbejdsforholdene. Hvordan er forholdene konkret blevet værre, siden du startede?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Steen Voigt
  • Jørn Andersen
  • Viggo Okholm
Eva Schwanenflügel, Steen Voigt, Jørn Andersen og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kan man ikke stå inde for, det der foregår på ens arbejdsplads, så forlad den og overlade opgaven til de ansvarlige politikere. Det gælder også på skoler, sundhedsvæsenet, ældreplejen og fængselsvæsenet og så videre, for det er mennesker og ikke genstande, man skal tage ansvar for.

Sådan har vi på det private arbejdsmarked måttet gøre, og det bør man også gøre på det offentlige arbejdsmarked.

Ete Forchhammer

Gert Romme, verden og livet er ikke et arbejdsmarked!
FX handler børns opvækst om noget vigtigere, større, mere betydningsfuldt både her og nu og i fremtiden end hvad der i øjeblikket kan klare sig på et arbejdsmarked. BL.A. drejer det sig om faglighed der ikke sådan bare kan erstattes af hvad som helst, og det drejer sig om arbejdsvilkår og -rammer der gi'r et udbytte det er lige så umuligt at måle og veje som det er sikkert at priserne er høje, menneskeligt og økonomisk, for at forsømme.

Estermarie Mandelquist og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

@ Ete Forchhammer,

Jeg tror, du helt har misforstået mig.

For jeg er helt overbevidst om, at hvis/når kommunekontorerne skal stå for børnepasning, undervisning i skolerne og ældreomsorg, så tror jeg, de finder på et konstruktivt i samarbejde med de faglige medarbejdere. Og det samme tror jeg vil ske, hvis medarbejderne i Udlændingestyrelsen, fængselsvæsenet, sundhedssektoren og så videre overlod opgaverne til politikerne.

Min kompetence som erhvervsøkonom er tilpasset til det private arbejdsmarked. Men jeg har faktisk haft et par opgaver for det offentlige, og der gjorde jeg som på det private arbejdsmarked. Blev jeg presset eller mine arbejdsopgaver ikke blev "forstået", så flyttede jeg.

Mange har truet med at stoppe, - og har gjort det i det uendelige, men det fungerer slet ikke. I stedet skal man omgående sige fra, hvis der mangler respekt eller forståelse.

Ete Forchhammer

Gert Romme, forståelse eller mis-? Fint, hvis jeg har misforstået dig, men jeg tror nu at vi har ret forskellige smertetærskler og erfaringer mht. "det offentlige" og "det private", og det konkrete problem med børneinstitutionernes for mange børn til for få voksne på for lidt plads kan simpelthen ikke løses på markedsvilkår. Lige som børns opvækst ikke er markedets gebet bl.a. fordi det vist vil være håbløst at forestille sig at de virksomheder hvor forældrene arbejder, skulle ta' sig af "virksomhedens" børn på en forsvarlig måde. Nogle ville nok kalde det kinesiske tilstande? Andre vil beklage den da fraværende mangfoldighed i børnenes "bagage", osv...!? Og her og nu: hvor skal frustrerede pædagoger gå hen inden for deres fag hvor de ikke vil løbe ind i de samme frustrerende tilstande? Men jeg gi'r dig ret i at opsigelser, hvor spektakulære og alarmerende de end gøres i øjeblikket, er noget mange politikere har udviklet en vis immunitet overfor, desværre.