Læsetid: 9 min.

Politisk skandale reducerer superstjernen Justin Trudeau til en politiker som alle andre

Jo større man har pustet den op, jo højere et brag giver det, når ballonen springer. Det oplever den canadiske premierminister, Justin Trudeau, i disse i uger. Hans image som hele verdens progressive håb ligger i ruiner, efter han er blevet fanget i en skandale om korruption og benhård magtpolitik. Ifølge meningsmålingerne står han nu til at tabe valget senere i år
Lige så meget, som medierne elsker at bygge en figur som Trudeau op, lige så meget elsker de at flå den ned igen, og det rammer den canadiske premierminister med fuld styrke nu.

Lige så meget, som medierne elsker at bygge en figur som Trudeau op, lige så meget elsker de at flå den ned igen, og det rammer den canadiske premierminister med fuld styrke nu.

Sean Kilpatrick

16. marts 2019

Budskabet i Justin Trudeaus sejrstale på valgaftenen i 2015 var ikke til at misforstå. De mørke tider var forbi. I 11 år havde Canada været ledet af den konservative, politiske kyniker Stephen Harper. Nu var det nye tider.

Solbrun og med perfekt, bølget hår kiggede Justin Trudeau ud over forsamlingen og ind i kameraerne og lovede canadierne, at der ikke var grænser for, hvad de kunne opnå med »positiv politik«.

»Sunny ways, mine venner, sunny ways,« sagde Justin Trudeau og smilede tilfreds.

Så gentog han det hele på fransk. I canadisk politik sidder vendingen »sunny ways« fast – den er  forbundet med Trudeau, som Yes, We Can er knyttet til Barack Obama.

Man snakkede ligefrem om en ny og særlig idealistisk og konstruktiv type sunny ways-politik. Det blev et sprogligt billede på Justin Trudeau som fænomen. For Justin Trudeau er ikke bare en ung og veltalende canadisk premierminister. Han er et verdensomspændende, progressivt ikon.

De seneste uger har det imidlertid vist sig, at der alligevel var grænser for den positive politik.

For at beskytte nogle tusinde arbejdspladser i et afgørende valgdistrikt har Justin Trudeau øjensynligt forsøgt at holde hånden over en stor canadisk virksomhed, der er anklaget for korruption.

To af de mest populære ministre i Trudeaus regering har trukket sig i protest, og den konservative opposition kræver Trudeaus afgang. Der er valg igen til december, og efter sagen er Justin Trudeau og hans socialliberale parti bagud i meningsmålingerne.

Når pressen i dag skriver om Trudeaus sunny ways, er det først og fremmest for at understrege, at han har forbrudt sig mod sine egne idealer. Den nuværende skandale stinker nemlig langt væk af det, som Trudeau lovede at hæve sig over: hård realpolitik. Negativ politik, om man vil.

Mange canadiere står nu med den samme følelse af desillusion, som den canadiske journalist, Leah McLaren, der i en klumme i The Guardian skrev:

»Meet the new boss, same as the old boss«.

Politisk pres

Hvad handler skandalen konkret om?

Det store canadiske ingeniørfirma, SNC Lavalin, der har ry for lyssky forretninger rundt omkring i verden, står anklaget for at have betalt 240 millioner kroner i bestikkelser til Muammar Gaddafis tidligere regime i Libyen.

Bliver de dømt, er canadisk lovgivning indrettet sådan, at firmaet får forbud mod at arbejde for den canadiske stat i 10 år. Og SNC Lavalin er involveret i en række store, offentlige infrastrukturprojekter.

En dom vil altså også betyde, at SNC Lavalins 9.000 canadiske arbejdspladser kommer i fare. Størstedelen af dem er placeret i provinsen Quebec, hvor firmaet spiller en væsentlig rolle i økonomien. Det skriver det amerikanske medie VOX.

Og det er her Justin Trudeau kommer ind i billedet. Quebec er nemlig en afgørende provins i det kommende valg, både for Det Liberale Parti og for Justin Trudeau personligt, som er valgt i en valgkreds i provinsen.

I februar kunne den canadiske avis, The Globe and Mail, afsløre, at folk fra premierministerens stab havde forsøgt at presse justitsministeren, Jody Wilson-Raybould, til at droppe retssagen og i stedet indgå et forlig, der ikke inkluderede en 10-årig karantæne. Det havde hun imidlertid afvist.

I Canada fungerer justitsministeren også som den øverste offentlige anklager, og har altså magt til at rejse og droppe sager.

Ud over at være kvinde og tilhøre et af Canadas oprindelige folk, var Jody Wilson-Raybould også en populær minister. Men kort inden afsløringerne blev hun degraderet til minister for krigsveteraner. Og ugen efter afsløringerne trak hun sig helt fra regeringen.

Sidst i februar blev hun så afhørt om sagen i parlamentet, hvor hun fortalte om et »hårdt og vedholdende« pres fra regeringstoppen for at droppe straffesagen mod SNC Lavalin. Justin Trudeau havde personligt taget kontakt til hende for at sige, at en sådan sag kunne få alvorlige økonomiske konsekvenser, og at han selv var valgt i Quebec.

Siden da har sagen taget fart. Både den canadiske ombudsmand og underhuset har nu indledt en undersøgelse af sagen. I og med at justitsministeren også er chefanklager, kan regeringstoppens pres betragtes som utidig politisk indblanding i retssystemet og et brud på princippet om magtens tredeling.

Jody Wilson-Raybould fortalte også, at hun havde spurgt Justin Trudeau direkte:

»Blander du dig i min beslutning som anklager? Det vil jeg nemlig kraftigt fraråde dig.« Det havde Trudeau, ifølge Wilson-Raybould, afvist med ordene »Nej, nej, nej. Vi bliver bare nødt til at finde en løsning.«

Efter Jody Wilson-Rayboulds vidnesbyrd trak en anden fremtrædende kvindelig minister, økonomiminister Jane Philpott, sig også, fordi hun ikke længere havde tillid til regeringen.

Tilbage står, at Jody Wilson-Rayboulds faktisk modstod presset. SNC Lavalin er fortsat anklaget i sagen. Nogle spekulerer nu i, at Wilson-Rayboulds degradering til minister for veteraner var en straf for hendes principfasthed.

Forventer vækst

Torsdag i sidste uge havde Justin Trudeau indkaldt til pressemøde for at svare på spørgsmål. Ligesom efter sin valgsejr stod han badet i blitzlys. Håret sad igen perfekt, og han så stadig blændende godt ud i sit blå jakkesæt. Men hans udtryk var anderledes.

»Der var ikke et sammenbrud i vores system, i vores retsstatsprincipperne eller i integriteten af vores institutioner. Der var aldrig tale om upassende pres,« sagde han.

Justin Trudeau erkendte, at han ganske rigtig havde haft samtaler med Jody Wilson-Rayboulds om SNC Lavalins juridiske problemer. Men der var ikke tale om pres, blot rådgivning. Regeringsledelsen ville sikre sig, at alle perspektiver blev inddraget i håndteringen af sagen.

»Jeg understregede, hvor vigtigt det er at beskytte canadiske job, og gentog, at det her var en sag af væsentlig betydning for hele nationen,« sagde Justin Trudeau og fortsatte:

»Den canadiske regering skal beskytte job og forfølge økonomisk vækst. Det forventer alle canadiere af deres regering.«

Det var ikke idealisten Trudeau fra valgnatten, der var dukket op, siger Matthew Hennigar, der er lektor i politologi ved Brock University i Canada, til Information. Ingen dundertale om højttravende principper. Det var en premierminister, der formulerede sig i magtpolitikerens kølige sprog.

»Hans taktik var i høj grad at sætte sig selv i scene som den politiske pragmatiker, der ville beskytte canadiske arbejdspladser og sikre vækst og fremgang. Han sagde heller ikke undskyld. Han erkendte ikke at have gjort noget forkert. I stedet afskrev han problemerne som kommunikations- og tillidsproblemer,« siger Matthew Hennigar.

Symbolske sejre

Meget tyder på, at Justin Trudeau har forsøgt at påvirke den juridiske proces i Canada til fordel for et multinationalt selskab med en historie for korruption i udlandet.

Det er en alvorlig sag, konstaterer Peter Donolo til Information. Han var kommunikationschef for den liberale regering i 1990’erne og stabschef for partiet, da Michael Ignatieff var leder. I dag arbejder han i pr-bureau, men under valgkampen i 2015 hjalp han Justin Trudeau med at forberede sig til tv-debatter.

Han mener, at sagen har ramt Justin Trudeau ekstra hårdt, fordi det lader til, at han har opført sig på en måde, der er i direkte konflikt med de egenskaber, som mange vælgere generelt har fundet appellerende ved ham.

Derudover er det en delikat omstændighed, at det er to markante, kvindelige ministre, der har forladt regeringen i protest:

»Trudeau har fremstillet sig som en blød og inkluderende leder. En feminist, der er er stærkt optaget af forsoning med Canadas oprindelige folk,« siger Peter Donolo. Og nu lader det til, at han med hård hånd har forsøgt at banke en kvindelig minister, der tilhører et oprindeligt folk, på plads.

Peter Donolo peger på, at Justin Trudeaus regering har haft nogle substantielle politiske sejre. Den har blandt andet legaliseret cannabis og været dygtige i genforhandlingerne af den nordamerikanske handelsaftale, NAFTA, med Donald Trump.

»Men meget af hans appel, særligt internationalt, er baseret på symbolik,« forklarer Peter Donolo. »Han er blevet set som denne her smukke, progressive politiker, der er uapologetisk venstreorienteret på en forfriskende måde.«

Mange af de store sejre, der har formet Justin Trudeaus brand som progressiv helt, kan betragtes som symbolske manifestationer. Han har tildelt æresstatsborgerskab til den pakistanske aktivist Malala, givet officielle undskyldninger for Canadas historiske forbrydelser mod henholdsvis oprindelige indbyggere og LGBTQ-personer, og udpeget en regering med lige mange mandlige og kvindelige ministre.

Hver gang har historier gået verden rundt, og Trudeau er blevet hyldet som et stort, progressivt håb.

Men hvad betyder det, hvis han ikke respekterer de kvindelige ministres autoritet, spørger flere canadiske medier nu. Den verserende sag er ikke den første, der tegner et billede af, at der ikke altid er substans bag premierministerens bombastiske markeringer.

I 2017 bød Justin Trudeau flygtninge velkommen til Canada på Twitter med teksten:

»Til jer, der flygter fra forfølgelse, terror og krig, canadierne byder jer velkomne, uanset jeres tro. Diversitet er vores styrke.« Efterfølgende påpegede flere det åbenlyse hykleri i, at Justin Trudeau indtog rollen som den store humanist, når Canada i virkeligheden kun tager en brøkdel af det antal flygtninge, flere europæiske lande tager, og tilmed har en benhård udvælgelsesproces, der betyder, at landet overvejende tager imod veluddannede flygtninge.

»Åh, Trudeau«

Lige så meget, som medierne elsker at bygge en figur som Trudeau op, lige så meget elsker de at flå den ned igen, tilføjer Peter Donolo. Den internationale presse har da også været nådesløs i sin vurdering af Trudeaus rolle i SNC Lavalin-skandalen.

I en leder med titlen »Oh, Trudeau,« konkluderede New York Times, at sagen muligvis virker uskyldig i et amerikansk perspektiv, hvor politikere rutinemæssigt varetager store firmaers interesser, men at Trudeau har »overtrådt de høje etiske grænser, han har sat for sig selv«.

Foreign Policy skriver, at »Canadas golden boy har mistet sin glans«.

I britiske The Guardian skrev den canadiske kommentator, Leah McLaren, at det er »ligesom at se en enhjørning blive kørt over af en bus«.

Fox News var den konservative juraprofessor og politiske kommentator, F. H. Bucklet, decideret skadefro:

»Efter al den selvhævdelse og moraliseren fra Trudeau og hans regering, efter alle deres hånlige, selvtilfredse fnys af Trump-regeringen, er det dejligt at se, hvordan deres hykleri endelig bliver afsløret for hele verden,« skriver han.

Og Washington Post konstaterede, at »Justin Trudeaus status som rockstjerne hører fortiden til«.

Sunny ways

I et indlæg i den populære tabloidavis Toronto Sun, skriver Canadas konservative oppositionsleder, Andrew Scheer, at alle nu kan se den »ægte Trudeau«.

Senest har den internationale økonomiske institution, OECD, udtrykt bekymring for sagen, og erklæret, at det aldrig er legitimt at inddrage hensynet til arbejdspladser eller økonomisk vækst i retsforfølgelsen af alvorlige forbrydelser som korruption.

Mange vælgere lader til at være enige. Der er valg i Canada til oktober, og at dømme efter meningsmålingerne ligner SNC Lavalin-skandalen en politisk katastrofe for Justin Trudeau og de liberale. Ifølge analyseinstituttet Ipsos holder to tredjedele af canadierne med den nu forhenværende minister Jody Wilson-Rayboulds.

Var der valg nu, ville Trudeaus Liberale Parti kun få 31 procent af stemmerne. Det Konservative parti ville få 40 procent. I januar førte de liberale med cirka fire procentpoint i målingerne. Og så mener 62 procent af vælgerne, at Trudeau har mistet moralsk autoritet til at lede landet.

Lektor Matthew Hennigar vurderer, at Det Liberale Parti stadig har en god chancer for at vinde valget, selv om Trudeau har mistet sin uskyld og nu virker mere som en normal politiker.

»Han kan ikke føre kampagne på at være forandringens mand i samme grad som sidst. Men der er heller ingen af hans modkandidater, der ligefrem kan love sunny ways,« siger lektoren. Han tvivler på, at skandalen kommer til at fortsætte helt til oktober. Det drejer sig om et firma, der har bestukket regeringen i et land, hvor korruption er allestedsnærværende, påpeger han.

»Vil canadierne virkelig være meget forargede over, at Trudeau ikke har villet lade det gå ud over den canadiske økonomi? Spørgsmålet er, om de overhovedet vil betragte det som et problem, at deres premierminister, når alt kommer til alt, er en politisk pragmatiker,« spørger Matthew Hennigar.

Uanset hvad bliver partiet næppe båret frem af Justin Trudeaus stærke personlige brand på samme måde som i 2015. Justin Trudeau kan ikke længere bare smile og sige sunny ways. Han kan ikke længere fortælle canadierne, at mulighederne i den positive politik er uendelige, når han tydeligvis ikke selv tror på det. Bliver han valgt til efteråret, bliver det ikke som fænomen eller ikon. Det bliver som politiker.

Justin Trudeau er af canadiske feminister og flere repræsentanter for den oprindelige befolkning, kaldt First Nations, blevet beskyldt for at have optrådt chauvinistisk over for sin tidligere justitsminister Jody Wilson-Raybould, der er medlem af We Wai Kai-nationen i British Vancouver.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer