Læsetid: 7 min.

Præsten blev skiftet ud med paven

Den karismatiske franskmand Zinedine Zidane blev i mandags udpeget som ny træner i kriseramte Real Madrid. Og ja, vi taler om samme ’Zizou’, som i maj 2018 sagde op efter at have ført klubben til historiske tre Champions League-trofæer på stribe
Valget faldt på Zidane, og det er svært at få armene ned. Det svarer til at skifte præsten ud med paven. Hvem ville ikke elske det?

Valget faldt på Zidane, og det er svært at få armene ned. Det svarer til at skifte præsten ud med paven. Hvem ville ikke elske det?

Pierre-Philippe Marcou

16. marts 2019

Real Madrid er ofte i krise. Det er en del af deres DNA. Selv når alt er fryd og gammen, skal den madrilenske sportspresse – AS og Marca især – nok grave noget snask op fra dybet. Men denne gang er krisen alvorlig, og det er derfor, Zinedine Zidane er hentet hjem igen. Hans job bliver at få Real Madrid på ret kurs og som minimum sikre en topfire-placering i den spanske liga, der giver direkte adgang til næste års Champions League.

Lige nu er spillertruppen ved at knække midtover. En superstjerne som Gareth Bale præsterer ikke som forventet. Isco og Marcelo har for mange kilo på sidebenene. Sæsonen 2018/19 har været forfærdelig. Cristiano Ronaldos garanti for 50 mål på en sæson er forduftet. ’CR7’ skiftede til Juventus sidste sommer. Der har været to trænere på under et år. Først Julen Lopetegui, som klodset måtte springe fra jobbet som spansk landsholdstræner og tre måneder senere blev vippet af pinden efter et forsmædeligt 5-1-nederlag til Barcelona. Så trådte Santiago Solari til, der lige som Zidane også blev hentet fra klubbens egne B-rækker.

Alt er gået galt

Solari kendte man i det mindste. Han havde spillet på samme Galacticos-hold som selveste Zidane. Der var ikke så meget stjernestøv over den 42-årige argentiner, men blandt hans stille triumfer var revitaliseringen af Karim Benzema, der havde levet i skyggen af Ronaldo, og tilførslen af friske, unge kræfter i en lidt for magelig start-11’er. Ind med Sergio Reguilón i stedet for Marcelo. I modsætning til Lopetegui gav Solari det blot 18-årige guldæg, Vinicius Júnior, en chance på den store scene. I mangel af bedre tog det forvænte publikum på Estadio Santiago Bernabeu imod den brasilianske teenager med kyshånd.

Men de seneste uger er alt gået galt for Real Madrid. To nederlag til ærkerivalerne fra FC Barcelona på bare fire dage. Ikke alene sendte catalonierne Real ud af den hjemlige pokalturnering, Copa del Rey. Den 2. marts 2019 slukkede de også drømmen om en La Liga-titel.

Det sidste burde dog ikke komme bag på nogen. Sidste år, da Zidane styrede løjerne, sluttede man også alenlangt efter Barca. Reals spidskompetence er eksplosionerne og knald eller fald-kampene, helst på de store, europæiske Champions League-aftener. Det lange seje stræk i ligaen er ikke noget for dem. Den klarer Barcelona.

Ud af Champions League

Og så skete det, der bare ikke måtte ske: Los Blancos blev ydmygende besejret 4-1 af Ajax Amsterdam i årets Champions League-ottendedelsfinale, det sidste mål endda sat ind af danske Lasse Schöne på et frispark, som dykkede bag om hovedet på Thibaut Courtois i Reals mål.

Ajax udspillede reelt Madrid. De var ungdommeligt energiske med deres moderniserede totalfodbold, som jo egentlig burde være Reals signatur. Real bød på tiqui-taca uden adresse eller lange, desperate bolde op i et affolket målfelt. Intet synes at virke. Imens kiggede Solari på fra sidelinjen, mere og mere resigneret. De sidste par uger har hans øjne set våde og røde ud, som om han lige har grædt. Håret sidder dog stadig forbandet perfekt.

Katastrofen var indtruffet. Real Madrids sæson var slut. Ikke mere Copa. Ikke mere liga. Ingen pokal med store ører.

Forfejlet ledelse

Efter Ajax-kampen gik Florentino Pérez, Reals præsident, ned i omklædningsrummet og talte dunder. Spillerne var dovne og manglede dedikation. Hvor var respekten for det stolte Real-emblem? Sergio Ramos, centerforsvarer og holdets kaptajn, blandede sig i striden, og det hele endte med, at præsidenten truede med fyring, hvortil Ramos agiteret sagde, at det var da helt fint: »Betal, hvad du skylder mig, og jeg er væk!«

Ramos er en institution i Real Madrid. Hans indflydelse er enorm. Selv hvis Pérez ville gøre alvor af sine trusler og sælge den 32-årige forsvarsspiller, ville det være en næsten umulig opgave. Real har på godt og ondt brug for det fundament, som Ramos er, han er madridismo, og fansene ville hade Pérez for ugerningen.

Det var det, Ramos angiveligt sigtede til i skænderiet i omklædningsrummet oven på Ajax-nederlaget. Det her var ikke bare spillernes skyld, men derimod resultatet af en forfejlet ledelse og politik. Der var ingen forstærkninger til holdet efter Cristianos exit til Juventus. Højst sandsynligt havde Zidane allerede set skriften på væggen tilbage i maj 2018, da Real lige havde vundet over Liverpool med et spektakulært saksespark fra en pigefornærmet Gareth Bale og sikret sit tredje Champions League-trofæ på rad og række.

Men Pérez ville ikke høre på Zidanes ord om fornyelse og udskiftninger i spillertruppen. Det gik jo forrygende.

Nej, det gjorde det ikke. Og nu, om aftenen, den 5. marts 2019, stod de selv samme spillere – plus nogle af Solaris unge kræfter – med vådt hår og en deroute fra deres turnering, Champions League. Ude af alle turneringer.

Som at skifte præsten ud med paven

Ifølge AS og Marca ønskede Pérez at fyre Solari med det samme (det er altid trænere, der ryger først), men bestyrelsen i klubben fik ham på bedre tanker. Ro på. Imens skrev de spanske medier om alle kandidaterne til trænerposten. Massimiliano Allegri fra Juventus, Mauricio Pochettino fra Tottenham, Jürgen Klopp fra Liverpool, Tysklands Joachim Löw samt José Mourinho, den megalomane Special One, som tidligere havde været træner for Real Madrid, mellem 2010 og 2013, og fået holdet i Champions League-semifinaler efter magre år. Desuden havde Mourinho opnået at gøre sig svært uvenner med Benzema og Ramos.

Den spanske radiostation Onda Cero spurgte i mandags Jorge Valdano, inden Zidane officielt blev annonceret som ny træner, hvad Mourinho og Zidane var for nogle størrelser. For hvem af dem var det klogest at satse på? Skulle det være ’Mou’, den stærke mand, der garanteret ville rydde brutalt op i truppen – inklusive Ramos – eller Zidane, som nyder enorm respekt i fanbasen, men som også har ry for at være for meget venner med sine spillere?

For Valdano var svaret simpelt:

»Zidane repræsenterer enigheden i Real Madrid. Mourinho står for splittelse,« forklarede Valdano.

»Jeg tror ikke, nogen vil være utilfredse, hvis Zidane vender tilbage. Med Mourinho er der både fordele og ulemper,« sluttede Valdano.

Valget faldt på Zidane, og det er svært at få armene ned. Det svarer til at skifte præsten ud med paven. Hvem ville ikke elske det?

Men med Zidane kommer der også ansigt på Real Madrids positive slagside. De skygger, der trives og kan vokse til kriser lige under triumferne. Toni Kroos, Reals pasningsstærke midtbanespiller, sagde det præcist, da han for et par måneder siden blev interviewet til Marca om holdets ’januarkrise’:

»Sådan var det også sidste år, og året før. Det glemmer man bare hurtigt.«

Underforstået, når man vinder tre Champions League-pokaler på stribe.

Hvad nu, Zidane?

I mellemtiden er Cristiano, måske Real Madrids bedste spiller nogensinde, forsvundet til Juventus. ’Verdens bedste midtbane’ – Toni Kroos, Luka Modric og Casemiro – ser mere og mere metaltræt ud. Resultatet af de grandiose, europæiske triumfer er en kollektiv fortrængning af det faktum, at det går ad helvede til i ligaen, og at truppen i flere år har trængt til en gevaldig totalvask.

At fansene på Bérnabeu klapper begejstret over en Vinicius Júnior, der dribler som en genfødt Robinho, men til gengæld stivner foran målet, og en Lucas Vázquez, hvis fremmeste kvalitet er, at han løber solen sort på grønsværen, siger en del. Der er ikke så meget at juble over. Men vi har Champions League! Vi ejer Champions League!

Nej, ikke efter 5. marts i år, hvor Ajax detroniserede kongerne af Europa, der havde siddet 1.000 dage på tronen.

Hvad nu, Zidane? Og hvad kommer der til at ske til sommer, når Real Madrid kan sælge spillere og købe nye?

Pérez skulle ifølge de spanske medier have lovet Zidane ubegrænset sportslig magt, og det kan meget vel betyde, at klubben henter Chelseas Eden Hazard og sælger Gareth Bale. Paris Saint-Germains to megastjerner, Neymar og Kylian Mbappé, står også højt på ønskelisten. Muligheden for at hapse de to sidste er steget betragteligt, efter at Manchester United slog PSG ud af Champions League.

I de senere år har Pérez’ filosofi været en slags anti-Galacticos, idet man har satset på morgendagens stjerner (som Vinicius jr. og det seneste indkøb, Rodgrigo). Pérez vil ikke være med på markedets hysteriske betingelser og spendere mere end 300 millioner euro på Neymar. Så hellere vente, til prisen falder, og bygge holdet stille og roligt op. Tiden vil vise, om Zidane får nok penge at lege med, og om Pérez rent faktisk blander sig uden om mandskabet.

Positiv ånd – kollektiv glemsel

Zidane har stjernedrys i metermål. Alene i kraft af status og naturlig autoritet kan han sætte sine spillere op til at tæve Bayern München, Manchester City, PSG, Juventus, og hvad de ellers hedder. Men er han også idiot nok til at skrabe alle de døde hudceller væk og starte fra scratch og vinde det lange stræk, som er ligaen? Det var måske lige dér, Mourinho ville have været et upopulært, men ikke desto mindre brutalt passende match.

Med Zidane kommer der positiv ånd til klubben, men også kollektiv glemsel og fortrængning. Der kommer fransk coolness og respekt grænsende til mytedyrkelse. Men der kommer ingen paradigmeskift.

Da jeg var yngre, var det magisk at se Harlem Globetrotters jonglere med en basketball, og på en enkelt aften badet i projektørlys forførte de alt og alle. Hold kæft, hvor var det fedt. Så glemte man, at i en helt almindelig liga ville de ikke have en chance.

Med Zidane har Pérez købt et styk omvandrende fodboldmytologi, en frelser, en Globetrotter-readymade. Hermed indvarsles endnu en cyklus af den jubilerende fortrængning, som altid har været madridismoens sjæl og drivkraft. Men en meget, meget underholdende en af slagsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu