I Rumænien er det udvandring, der er ved at splitte samfundet ad

»Den her by er så hæslig, at Gud må græde ved synet af den.«

I anledning af Rumæniens EU-formandskab er Zimniceas grå rådhus ellers pyntet med både rumænske og EU-flag. Men rundt om rådhuset rager en håndfuld næsten identiske ruiner fem etager op i luften. Sådan har byen set ud siden et jordskælv i 1977, dengang planøkonomien og Rumæniens diktator Ceausescu regerede landet.

I en improviseret bar i et af de ødelagte huse lægger Carul – barens eneste gæst – ikke fingrene imellem i sin dom over byens hæslighed. Bag disken ryster de to ekspeditricer på hovedet ad hans ordvalg, men de giver ham ret: Her i rumænske Zimnicea på grænsen til Bulgarien er det de færreste, der bliver med deres gode vilje.

Både geografisk og i forhold til fattigdom og fremtidsudsigter er det bunden af Rumænien, som i sig selv er i bunden af EU: I intet EU-land lever der så mange børn med udsigten til et liv i fattigdom.

»De, der har råd, er for længst rejst væk. Snart er her kun fattige, gamle og romaer tilbage,« siger den 70-årige Manole Deca, der har boet her siden 1977. Eller rettere: Han har boet her fra 1977 og frem til 2005, hvor han flyttede til Spanien. Denne vinter er han vendt tilbage, fordi hans beskedne pension ikke rækker til at blive der.

Begge hans børn rejste til Spanien i 2004. Og i 2005 flyttede først hans kone og siden Manole Deca med.

»Vi levede under jorden i Spanien, indtil Rumænien blev optaget i EU i 2007,« fortæller han ved Donaus næsten en kilometer brede vande, der udgør grænsen til Bulgarien lige syd for Zimnicea.

»Alle rumænere fejrede EU-optagelsen, men vi udvandrere havde allermest at fejre.«

I dag ser det endnu værre ud i regionen omkring Zimnicea, mener Manole Deca.

»Der er stadig flere tomme huse i området. I alle familier er der nogen, der er taget afsted,« siger han.

»De flytter ikke til Bukarest. De flytter helt ud af landet, og langt de fleste vender højst tilbage én gang om året for at besøge deres familier.«

For et par år siden føjede det spot til skade, da Rumæniens rigeste investor, den korruptionsdømte Ioan Niculae, gik konkurs og trak flere virksomheder med ned, herunder landbrugsvirksomheden InterAgro og en tekstilfabrik i Zimnicea. Tusindvis af arbejdere i regionen mistede deres levebrød og stod pludselig uden skyggen af jobchancer – også selv om mange er villige til at arbejde som daglejere for mindre end mindstelønnen på omkring 2.500 kroner om måneden for en 40 timers arbejdsuge.

En bibelsk eksodus

Udvandringen fra regionen omkring Zimnicea er ekstrem, men desværre er den symptomatisk for udviklingen i hele landet. Siden årtusindskiftet har mellem tre og fire millioner rumænere forladt deres hjemland, så befolkningstallet nu er røget under 20 millioner. Alene i Italien bor der over en million rumænere. I Storbritannien regner man med næsten en halv million rumænere. Mange af dem kigger med rædsel på den forestående Brexit.

Blandt udvandrerne er langt de fleste i den arbejdsdygtige alder, og dermed har Rumænien blødt omkring en femtedel af sin arbejdsstyrke. I Rumænien beskrives udvandringen, der i kraft af billig, solid og fleksibel arbejdskraft har været en velsignelse for de vesteuropæiske økonomier, derfor gerne med den bibelske term ’eksodus’. Eller kort og godt ’udvandringskrisen’.

I begyndelsen var udvandringen en chance: De unge tog ud, kvalificerede sig og sendte penge hjem. Men i dag er den endegyldigt blevet til en krise for den rumænske udvikling, mener Monica Roman, der er økonomiprofessor ved Bukarest Universitet med speciale i den internationale bevægelse af arbejdskraft.

I et lokale med nøgne lysstofrør og en herlig udsigt over Bukarests kaotiske byplanlægning beskriver hun, hvordan udvandringen tog fart i 1990’erne, hvor Rumænien i omstillingen til markedsøkonomi var plaget af stærk inflation og høj arbejdsløshed. Da visumpligten faldt bort i 2002, tog udvandringen kraftigt til. Hundredtusinder af rumænere udvandrede til Italien og Spanien – de vesteuropæiske lande, der kulturelt og sprogligt er tættest på Rumænien. Her bød især landbrugssektoren på rige muligheder for daglejere. Med en månedsløn på omkring 4.000 kr. kunne de dengang lave omtrent det tidobbelte af en rumænsk løn.

Skrigende mangel

I 1990’erne og starten af 00’erne var den rumænske stat på kanten af sammenbrud, fortæller Monica Roman.

»Derfor var den store udvandring en lettelse. Arbejdsløsheden røg nedad, og staten sparede sociale ydelser, mens de udvandrede sendte betragtelige milliardbeløb tilbage til Rumænien.«

Men efter Rumæniens optagelse i EU i 2007 tog især udvandringen af kvalificeret arbejdskraft til.

»I dag har vi en helt anden situation efter en årrække med Europas højeste vækstrate – ofte på over fem procent,« siger Monica Roman.

Udviklingen har skabt en skrigende rumænsk mangel på bl.a. ingeniører, læger og it-specialister. En tredjedel af alle rumænske læger arbejder f.eks. i udlandet. Blandt unge læger under 40 år er det næsten halvdelen.

»Det hjælper at hæve lønningerne for f.eks. læger, som det er sket i de seneste år,« siger professor Roman.

»Men når hospitalerne ikke investerer, når arbejdsforholdene og udstyret er elendigt, så handler det for den enkelte læge også om de større perspektiver som karrieremuligheder og netværk.«

Oven i den massive brain drain er jobfunktioner med lavere kvalifikationskrav som chauffører og byggearbejdere nu også er blevet en rumænsk mangelvare. Derfor har landet åbnet for tusindvis af asiatiske indvandrere for at holde væksten oppe, fortæller Monica Roman.

»Økonomisk set er ideen med den fri bevægelighed i EU, at arbejdskraften vandrer derhen, hvor jobudbuddet er. Men det er på mange punkter blevet kritisk for Rumænien. Manglen på arbejdskraft truer væksten og medvirker til, at investeringerne udebliver. Det er en ond cirkel, som er svær at bryde.«

’Generation sacrifice’

Næsten halvdelen af den rumænske befolkning bor i landområder som regionen omkring Zimnicea – i europæisk perspektiv en rekordhøj andel. Derfor er det et yderligere problem, at væksten langt overvejende foregår i storbyer som Bukarest eller Cluj, mens de fleste landregioner er helt hægtet af. Alligevel ser selv landbefolkningen stadig med optimisme på EU og arbejdskraftens fri bevægelighed, mener den slagfærdige antropolog Radu Umbres, der har lavet flere års feltarbejde blandt rumænske landarbejdere.

»Rumænerne er ekstremt familieorienterede, de tænker i små enheder og er skeptiske over for alt abstrakt – altså også over for staten,« fortæller han på en hipsterbar i Bukarest.

»Det fremmer den rumænske klientelisme og korruption, men det gør også, at rumænerne ikke er nationalistiske på samme måde som polakker eller ungarer. De tænker stadig meget på EU som modstykket til sovjettiden. Og selv om vi ikke just har oplevet de sidste 13 år i EU som en kollektiv succes, så er mulighederne ekstremt udvidet for rumænerne på et individuelt plan,« siger Radu Umbres.

Antropologer taler om »generation sacrifice«, der aldrig selv rejste ud, men som nu gør alt for, at deres børn får det bedre i Vesteuropa. I titusindvis er der endda bedsteforældre, der passer deres børnebørn, mens deres børn er måneds- eller årevis afsted for at arbejde.

»Det, folk oplever mest konkret i EU, er udvandring,« siger Radu Umbres.

»Men individuelt er forjættelsen enorm med vestlige lønninger. Samtidig handler det om, at de unge ikke tror på, at de kan opbygge noget her, eller at vi nogensinde får et sundheds- og uddannelsessystem som i Vesteuropa.«

Intet overblik

Radu Umbres peger på de over 600.000 rumænske romaer som en del af problemet, men også en mulig del af løsningen, hvis det lykkes at få flere af dem ud på det rumænske arbejdsmarked. Med en blanding af lav arbejdsmoral, elendigt uddannelsesniveau og benhård diskrimination har de siden kommunismens sammenbrud fyldt godt i arbejdsløshedsstatistikkerne, efter at de ikke længere nød godt af hverken jobpligten eller -tvangen i planøkonomiens kunstige jobudbud.

Den løsning er de noget skeptiske over for ved arbejdsformidlingen i regionshovedstaden Alexandria en times tid i bil fra Zimnicea. Men generelt bekræfter chefen Mariean Achim-Caranica det dystre billede af det rumænske arbejdsmarked i et kontor med både rumænsk, EU- og NATO-flag.

Selv om arbejdsløsheden kun er knap otte procent, er der en langt højere arbejdsløshed blandt de mange helt ukvalificerede unge, mens de har svært ved at dække efterspørgslen på kvalificeret arbejdskraft. Til gengæld har de i de seneste år sendt masser af folk til Vesteuropa – bl.a. fire avisbude og 14 landarbejdere til Danmark. Men i langt de fleste tilfælde rejser folk på egen hånd – med eller uden kontrakt.

»Derfor har vi intet statistisk overblik over udvandringen,« siger Mariean Achim-Caranica.

»De sender penge tilbage til regionen. Men nu mangler vi arbejdskraften. Og jo højere deres kompetencer er, desto større er risikoen for, at de aldrig vender tilbage.«

Hellere væk

Det er åbenlyst, at de først kommer tilbage til Rumænien med deres kompetencer og kapital, når det kan betale sig, konstaterer økonomiprofessor Monica Roman.

»Derfor er Rumæniens helt store motivation også at øge konkurrenceevnen og lønningerne, så vi i det mindste kommer i øjenhøjde med Polen og Ungarn.«

Hun medgiver, at der ikke er nogen simple løsninger på den rumænske misere. Men hun peger på, at EU kunne gøre det mere gunstigt at investere i Rumænien – og at der skal skabes langt mere og bedre uddannelse for rumænerne, hvor en femtedel stadig ikke får afsluttet en skoleuddannelse.

»Uddannelse! Så kan vi snakke om mere åbenhed for indvandring af arbejdskraft, om korruptionsbekæmpelse og alle de andre ting bagefter,« siger Monica Roman.

Tilbage i Zimnicea på grænsen til Bulgarien er det de færreste, der deler hendes forsigtige optimisme. En af dem er Manole Deca. Han er selv vendt hjem, men hans to børn og fire nevøer er stadig i Spanien, og de kommer aldrig til at flytte tilbage, vurderer han.

»Vesteuropa får de bedste af den rumænske arbejdskraft. Men jeg håber på, at vi holder fast i de vesteuropæiske værdier, og væksten fortsætter her. Kapitalisme er konkurrence,« siger han og kigger over mod Donaus bulgarske breder.

»Al konkurrence kræver kompetence og kvalifikationer, og dem er vi først ved at få her i Rumænien. Vi er på vej op. Men jeg er bange for, at det går for langsomt. At rumænerne når at miste tålmodigheden og bliver ved med at tage væk.«

Inde i Zimnicea slår den 51-årige Marin og den 63-årige Tudor tiden ihjel foran en kiosk. De er endnu mere skeptiske.

»De unge skal se at komme væk så hurtigt som muligt,« siger Marin, hvis datter er taget til Spanien, mens Tudors to børn er taget til Storbritannien. De er begge rasende over, hvordan de er blevet ofret i den store konkurs omkring milliardæren Ioan Niculae, der skylder dem flere månedslønninger.

»Vi er jo bare slaver for den slags mennesker,« siger Tudor.

Men at videreuddanne sig kan de heller ikke forestille sig.

»Vi skal bruge penge nu. Ikke om et eller to år. Så hellere prøve at tage væk, selv om vi ikke har mange chancer.«