Læsetid: 10 min.

»Dette ikke en sultens slavehær. Demonstrationerne drejer sig om noget andet: om et krav om et værdigt liv.«

I Frankrig protesterer De Gule Veste i titusindvis på fjerde måned. Sociale indrømmelser har ikke stillet dem tilfreds, og de har takket nej til at deltage i den nationale demokratiske samtale. Når bevægelsen nægter at forlade den politiske scene, skyldes det dels, at den gamle partistruktur er slået i stykker, dels de sociale netværks tiltagende magt, vurderer en af Frankrigs førende filosoffer, Alain Finkielkraut
En politisk bevægelse giver kun mening, hvis den på den ene side kan føre dialog og på den anden formulere klare krav. Jo længere De Gule Veste bliver ved med at aktionere, desto mere uklare synes de at blive, siger Alain Finkielkraut.

En politisk bevægelse giver kun mening, hvis den på den ene side kan føre dialog og på den anden formulere klare krav. Jo længere De Gule Veste bliver ved med at aktionere, desto mere uklare synes de at blive, siger Alain Finkielkraut.

Christophe Ena

9. marts 2019

— Hr. Finkielkraut, dårlige regeringer er i størst fare, når de forsøger at reformere, sagde den franske politiske 1800-tals-tænker Alexis de Tocqueville. I Frankrig har Macron sat omfattende reformer i gang. Men foregår det i en særlig farefuld tid – eller hvordan vurderer De situationen?

»Tocquevilles betragtning er ganske skarpsindig. Men jeg synes nu ikke, den passer så godt på den aktuelle situation, for det er efter min mening ikke politiske reformer, der er årsag til den store vrede, vi har set i mit land i de seneste måneder, men snarere det mere grundlæggende forhold, at en stor del af befolkningen føler sig glemt og foragtet.«

»Den lavere middelklasse fra den franske periferi – eller udkant – hører på den ene side til globaliseringens tabere. Men på den anden side er de mennesker ikke så forarmede, at de er nødt til at leve af sociale ydelser fra staten. De varslede grønne benzinafgifter blev dråben, der fik bægeret til at flyde over. For i udkanten har mange en livssituation, hvor de ikke kan fravælge deres afhængighed af at kunne komme rundt i bil. Når hele Frankrigs glemte lag iførte sig gule veste, var det for at synliggøre sig selv – for at gøre opmærksom på sig selv.«

Alain Finkielkraut
Tor Birk Trads

  • Født 1949 som søn af en indvandret polsk-jødisk lædervarehandler.
  • Filosof, forfatter, medlem af Académie française, vært for sit eget debatprogram på France Culture og en af Frankrigs bedst kendte intellektuelle.
  • Har de senere år kritiseret indvandringens og multikulturalismens forvandling af det franske samfund, ikke mindst gennem sit forsvar for de ’glemte’ etnisk franske småkårsfolk fra udkants-Frankrig, de såkaldte français de souche, som udgør grundstammen i De Gule Vestes bevægelse.
  • Kort efter dette interview blev Finkielkraut overfuset på Boulevard de Montparnasse af en gruppe aggressive gule veste, der råbte antisemitiske tilråb efter ham. Episoden vakte forargelse, og selv om andre gule veste tog afstand fra de hadefulde ytringer, har episoden skadet bevægelsen.
  • 55 procent af franskmændene ønsker i dag, at De Gule Veste indstiller deres aktioner

— Er det et initiativ, De i princippet hylder?

»Deres hovedbudskab er meget vigtigt. De siger til republikkens præsident og til magteliten: Vores land kan altså ikke bare være én stor global startupvirksomhed. Frankrig rummer også en anden verden, der har været her i meget længere tid, og som I bliver nødt til at anerkende og forholde jer til. I begyndelsen var det aspekt det klart vigtigste: De Gule Veste insisterede først og fremmest på deres værdighed. Og dermed fik de højst overraskende mobiliseret en meget stor del af befolkningen, der ikke før har organiseret sig, ikke engang i fagforeninger.«

»Det var et bemærkelsesværdigt kreativt politisk øjeblik, og personligt synes jeg, der er noget bevægende og tankevækkende ved, at De Gule Veste forsamlede sig i rundkørsler, for her mødes trafikken fra alle sider. Man kan i den forstand se rundkørslen som en moderne form for ældre tiders torve eller pladser, der via protestforsamlinger blev gjort til agoraer eller fora, altså til en første offentlighedsform.«

— Emmanuel Macron har med sin store debat forsøgt at forskyde den nationale samtale ved at flytte den væk fra rundkørslerne og ind på rådhusene. Hvad mener De om præsidentens udspil og det hidtidige forløb?

»Jeg ser debatten hidtil som særdeles positiv, og jeg er glad for, at præsidenten ikke har udelukket svære temaer som indvandringspolitik. Jeg glæder mig over, at Frankrig til trods for disse vedvarende civile uroligheder igen har vist sig som en ægte politisk diskuterende nation. De debatter, jeg har set mellem præsidenten og franske borgmestre, har været kendetegnet ved en stor seriøsitet, og jeg tror, de har interesseret rigtig mange. Det afgørende spørgsmål vil dog stadig være, om og hvordan de mange debatter kan munde ud i politiske beslutninger. Det har vi i sagens natur endnu til gode at se.«

Uklare krav

— De Gule Vestes politiske projekt synes svært at gennemskue. Det bliver også svært at stille dem tilfreds, når de fortsat hellere vil demonstrere end debattere ...

»Og det er unægteligt et problem for De Gule Veste. En politisk bevægelse kan principielt kun give mening, hvis den på den ene side er klar til at føre dialog og på den anden er i stand til at formulere og stille klare krav. Jo længere De Gule Veste bliver ved med at aktionere, desto mere uklare synes de at blive i deres krav.«

»Tilbage i december imødekom præsidenten den folkelige utilfredshed med sociale kompensationer for milliarder og en forhøjelse af mindstelønnen. Men De Gule Veste finder hele tiden på nye ting at kræve: Så vil de have flere penge, så vil de have et folkeafstemningsdemokrati i stedet osv. Man får det indtryk, at de for enhver pris ønsker at fastholde deres uvante plads i medierampelyset; at det mest handler om at markere sig og vise sig frem. Som om de er blevet grebet af en rus: Førhen eksisterede de knap nok – nu vil de overtage hele scenen.«

Tom politisk scene

— Man må vel også sige, at den franske politiske scene er blevet ret tom. Macron fejede nærmest egenhændigt de gamle partier af banen, erklærede det gamle højre-venstre-skema for et overstået stadium og har selv efterlyst nye politiske aktører fra civilsamfundet. Står han i virkeligheden ikke over for kræfter, han selv har manet frem?

»Jeg vil sige det sådan, at med De Gule Veste betaler han prisen for sin egen sejr. Det har givet bagslag at marginalisere de traditionelle partier. De er savnet i dag. Man længes efter den tid, hvor der var et stærkt socialdemokratisk parti til venstre og et stærkt borgerligt parti til højre, der fremstod som klare alternativer til hinanden og kunne afløse hinanden som regeringsbærende. Den konstellation fungerede længe rigtigt fint. I stedet har vi med præsidentens parti, La République en Marches‚ en vild modernisme på den ene side – og en ekstremisme som hos Marine Le Pen og Jean-Luc Mélenchon på den anden. Da vi også har set en Macron, der er næsten allestedsnærværende i mediebilledet, er der en vis logik i, at han nærmest mutters alene er kommet til at stå i fokus for den samlede folkelige utilfredshed.«

Repræsentationskrise

— I hvor høj grad markerer Frankrigs krise et nyt paradigme for et sæt af problemer, der også viser sig i andre demokratier?

»Frankrigs ’repræsentationskrise’ har sine paralleller andre steder. I mange lande har befolkningen svigtende tillid til sine repræsentanter. Det hænger utvivlsomt også sammen med det nye mediebillede, vi har fået med de sociale mediers tiltagende dominans over offentligheden. På de sociale netværk dominerer det direkte og det umiddelbare. Man vænner sig til at kunne få øjeblikkeligt afløb for sine holdninger. Det nytter bare ikke, at vi tror, vi kan klare os uden det repræsentative demokrati. Når man ser på nogle af de ledere og talsmænd, som De Gule Veste udpeger, lærer man at sætte meget bedre pris på vores etablerede politikere.«

— Hos mange borgere synes der at have ophobet sig et enormt og påfaldende personligt had til præsidenten. Hvad ligger der bag?

»Hadet florerer mange steder i vores tid. Det er igen en afsmittet effekt fra de sociale netværk. Ja, jeg vil sågar påstå, at hadet er disse netværks ondartede overraskelse. Det er ikke så længe siden, man mente, at internettet og de sociale medier ville blive en stor gevinst for ytringsfriheden: Vi ville alle blive friere til at ytre os og friere til at udfordre magten og de eksisterende hierarkier. Desværre ser vi noget andet: Den civiliserede debat skrælles væk, og selv om ytringer måske nu er blevet friere og mere spontane, har de også i stigende grad gjort sig fri af alle anstændighedshensyn, og deres spontanitet bliver stadig vildere, stadig mere barbarisk. På internettet kan barbariet ramme enhver, men det rammer selvfølgelig i særlig grad personer, der er så eksponerede som præsidenten. Hadet opflammes dog ikke kun af den nye teknologi, men også af en tiltagende afmagtsfølelse i befolkningen.«

Folkelig afmagt

— Afmagtsfølelse? Kan De konkretisere dette?

»Det handler om en trykkende fornemmelse af ikke at have noget at skulle have sagt, af ikke at tælle med nogen vægt. Frankrig er gradvis blevet til et multikulturelt samfund, uden at befolkningen på noget tidspunkt er blevet spurgt, om den udvikling var ønskelig i alle henseender. Derfor er det godt, at den nationale debat har sat spørgsmålet om den demokratiske suverænitet – og hvordan den bedst kan styrkes – på dagsordenen.«

— Verbalt had er en ting, men der findes også det had, der udtrykker sig fysisk. Hvad mener De om den vold, der er fulgt i kølvandet på De Gule Vestes aktioner?

»Vold er ulykkeligvis blevet et konstant ledsagefænomen til næsten alle protestaktioner, vi ser i Frankrig. Men det er sandt, at De Gule Vestes aktioner ofte har været yderst brutale med meget voldsomme angreb på politiet. Jeg er selv temmelig bestyrtet over voldens omfang, og jeg fatter slet og ret ikke, hvad der ansporer til den.«

»Frankrig er jo på ingen måde et land med stor social elendighed. Jeg vil dog gerne advare mod at identificere alle Gule Veste med volden, der nok er en konstant, men dog kun begås af marginale grupper. Ikke desto mindre må vi også sige, at den er omfattende og udbredt nok, til at ordensmagten endnu ikke har kunnet inddæmme den.«

— Målt med internationale standarder er der rigtignok ikke nogen stor social elendighed i Frankrig, og selv om De Gule Veste klager over udhulet købekraft, er mindstelønnens købekraft i Frankrig blevet firedoblet på 50 år. Er der ikke noget forkælet over disse sociale beklagelser?

»Man kan ikke skære det ned til et spørgsmål om mindsteløn. Blandt De Gule Veste er der f.eks. ganske mange små næringsdrivende, der i øvrigt ikke selv vil kunne finansiere en højere mindsteløn for deres ansatte. Men selvsagt er dette ikke en sultens slavehær. Demonstrationerne drejer sig om noget andet: om et krav om et værdigt liv.«

Hadet til eliter

— Hvilken rolle spiller forurettelsen og bitterheden imod eliterne? Er der tale om en tørst efter en absolut lighed?

»Åh ja, egalitarisme er – jeg vil ikke sige en sygdom, det ville være for stærkt et ord – men en ofte uheldssvanger tendens i Frankrig. Det ryster mig, når De Gule Veste f.eks. kræver, at ministerlønningerne generelt skal skæres ned. Lønningerne for ministre og deputerede er på ingen måde urimeligt høje, og de arbejder typisk langt ud over 35 timer om ugen. Når jeg hører den slags eksempler på forceret ligemageri, tænker jeg altid på et kinesisk ordsprog, som Jean d’Ormesson (fransk forfatter, red.) var glad for at citere: ’Når de tykke bliver tynde, dør de tynde.’ Vejen til social retfærdighed kan ikke gå gennem totalitær egalitarisme.«

— Længe så man forstadsghettoerne som det primære arnested for social uro, men nu kommer ustabiliteten pludselig andre steder fra. Har man rettet fokus i de forkerte retninger?

»Volden fra forstæderne er der stadig! Alene nytårsnat blev der stukket ild til over 1.000 biler. Den vækker bare ikke samme store interesse som før. Derudover findes der flere kvarterer, hvor politiet nu tøver med at vove sig ind. Man skal aldeles ikke tro, at disse problemer er gået i sig selv igen. Interessant er det også, at De Gule Veste altid demonstrerer med trikolorer og afsynger Marseillaisen. På den måde får de mellem linjerne sagt: Vi er én nation, og det vil vi blive med at være.«

Progressivisme

— I de ’klagebøger’, der er lagt frem på rådhuse, og som borgere over hele landet nu er ved at udfylde med indlæg, ser spørgsmål om identitet og indvandring ud til at rangere lavt. Det er sociale temaer, der optager folk. Giver det stadig mening at se det største konfliktpotentiale i identitetsspørgsmål og udlændingepolitik?

»De spørgsmål – og den ængstelse, som de udspringer af – dukker helt klart også op under protesterne, f.eks. i forbindelse med FN’s migrationspagt. Men ja, de sociale problematikker dominerer, og det afspejler også en fundamental brudflade mellem franskmændene. I dag mellem på den ene side De Gule Veste og på den anden den såkaldte ’progressivisme’, hvad enten den nu repræsenteres af Macron eller den mondæne venstrefløj. Det er et kulturelt modsætningsforhold snarere end et socialt. F.eks. opprioriteres reproduktionsmedicin eller rugemødre politisk, fordi det ses som progressivt, mens behandling af almindelige menneskers typiske helbredsproblemer forsømmes. De, som beklager sig, bliver så kaldt reaktionære eller bare ignoreret.«

»Venstrefløjen har bemærkelsesværdigt nok vendt sig væk fra disse grupper. Den vil hellere appellere til de unge hippe i storbyerne og til kvinderne. I både den politiske og den intellektuelle verden ser vi, hvordan dette skel går ned mellem ’progressive’ og ’reaktionære’, og for den gensidige ufordragelighed, der bliver resultatet, betaler vi en meget høj pris for.«

— Hvordan kan splittelsen overvindes?

»Det skal jeg ikke kunne sige. Men jeg håber trods alt, at den aktuelle krise kan føre til, at kortene kan blive blandet og fordelt på nye måder.«

På 15. uge tager demonstranter tilbagevendende magten i de franske gader. Tilslutningen i befolkningen er svingende, men volden tager de fleste afstand fra.
Læs også

© Neue Zürcher Zeitung og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Espen Bøgh
  • Gert Romme
  • Runa Lystlund
  • Peter Knap
Niels Duus Nielsen, Espen Bøgh, Gert Romme, Runa Lystlund og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Buttigieg har siden 2011 været borgmester i byen South Bend, Indiana. Jeg anbefaler, at I læser og anmelder hans bog, The Shortest Way Home. Dels biografisk og dels en beskrivelse af PB's politiske projekt. Han overvejer demokratisk kandidatur til præsidentvalget i USA i 2020. Manden var "top of his class", Rhodes Scholar i Oxford, eksamen fra Harvard, karriere som konsulent hos McKinsey & Co, veteran (naval intelligence) af krigen i Afghanistan. . . Kan flere sprog inkl. lidt dansk.

Efterhånden er det svært at finde noget omkring de gule veste i franske medier. Men ParisMatch har dog lidt nyt:

- Bl.a. at medlemmer af De Gule Veste i går gik ind i det store Atlantis indkøbscenter, der ligger i Saint-Herblain, hvor de bl.a. kastede med krukker fyldt med ekskrementer. Her blev 4 anholdt.

- Bl.a. at der i går var 4.000 Gule Veste i Paris , hvor de demonstrerede voldeligt forskellige steder i små og tilsyneladende uafhængige grupper. Der var dog også "Veste" andre steder i Frankrig i går, og der menes, at op mod 39.000 "Veste" kan have "demonstreret".

- Bl.a. at "Vestene" nu er splittet i flere fraktioner efter at nogle vil have "Vestene" ind i EU-parlamentet med støtte af europæiske fascister, medens andre slet ikke vil have "Vestene" ind i politik overhovedet.

- Bl.a. at der nu også er "Lyserøde Veste" på gaderne. Disse er organiseret i faglige foreninger, og mener på visse området det samme som "De Gule", mn de er imod vold, tyveri og hærværk på franske borgernes ejendom.

www.parismatch.com/Actu/Societe/Pres-de-Nantes-des-gilets-jaunes-penetre...

Jørgen Finnemann

Bevægelsen har spredt sig til andre lande.
I (Nord-)Norge er der et mere konkret indhold (fra en gruppe på MeWe):

RIC GUL VEST MANIFEST: Gul Vest Manifest!

Yellow Vest bevegelsen oppsto i Frankrike som et resultat av at folket fikk nok av myndighetenes stadige overtramp og utnyttelse.
Bevegelsen har siden spredd seg over store deler av verden, og nå også til Norge.

Globalisme og oligarki ødelegger i dag verden og dens innbyggere. Dette er det på tide å gjøre noe med!
Vi krever tilbake vår selvstendighet, vår rett til å bestemme over egne liv og land, og vår rett til å forkaste ledere som kun tjener egne interesser.

Gul Vest Norge stiller seg sammen med Yellow Vest bevegelsen i kampen mot elitens diktatur, og vi krever umiddelbar endring.
Nedenfor følger en liste over saker vi mener er viktige. Denne listen er åpen for tilføyelser (kontakt en admin).

Politikk:

-Norge ut av FNs migrasjonsavtale, samt Norge umiddelbart ut av FN.

-Norge ut av EØS.

-Norge ut av NATO. Norges forsvar skal trekkes ut av alle konflikter, og kun brukes til selvforsvar i Norge.

-Folkestyre. Vi har fått nok av korrupte politikere som selger ut landet vårt bit for bit og som generelt ikke ivaretar folkets interesser. Folket skal selv styre, og avholde folkeavstemning på alle viktige saker som berører oss og landet vårt.

-Staten ut av folks privatliv!

-Avslutt storkommuner, la småkommuner være selvstyrte.

-Politikere bør få betalt minstelønn, og kun få betalt for den perioden de faktisk er politikere.

-Norges statsbudsjett ligger over 200 milliarder i underskudd i året, og dette underskuddet dekkes over med penger fra statens pensjonsfond. Vi krever opprydning i dette.

Samfunn:

-Ytringsfriheten må være absolutt, også på nett.

-Innføre borgerlønn. Dette har ført til økt økonomisk vekst + minskning av fattigdom, kriminalitet og sykdom de steder det har vært forsøkt.

-Likestilling for foreldre! Foreldreansvar skal automatisk fordeles 50/50 på mor og far, med mindre særdeles gode grunner taler for annet.

-Endre det utdaterte skolesystemet, innføre et som virker. Se til land som allerede har lykkes med dette,f.eks Finland.

-Beholde kontanter som betalingsmiddel + banker må ha kontanter/verdier tilgjengelig. Fjern storbankene.

-Iverksett industri med hamp og alle dets derivater.

-Støtt småskala økolandbruk fremfor storgårdsindustri.

-Fjern alle bomringer.

-Verdig behandlig av barn. Reform i barnevernet.

-Gjør det enklere for småbedrifter å starte opp og drive business i Norge.

-Politi må fokusere på faktisk kriminalitet. Bort med kvotearrestasjoner!

-Regulere livskostnader i Norge så det blir mindre fattigdom, samt regulere boligpriser slik at folk flest kan skaffe seg egen bolig.

-La servicebransjen få beholde tips og andre gaver skattefritt.

-Høyere minstelønn, eller evt supplering med borgerlønn for lavtlønnede.

-Gjør nav brukervennlig. Evt se punkt om borgerlønn.

-Fjern fattigdom og hjemløshet i Norge. Som at av verdens rikeste land hører det ikke hjemme noe sted at våre egne ikke har råd til mat, husly eller andre nødvendigheter. Se forøvrig punkt om borgerlønn.

-Endre kjøttindustrien så den blir mer human.

-Norge må slutte å selge våpen til andres konflikter.

-Alle Norges ressurser som har blitt solgt ut til private, skal tilbake i felleskapets eie.

Helse:

-Avslutt umiddelbart den mislykkede krigen mot narkotika.

-Umiddelbar legalisering av cannabis i alle naturlige former, både for medisinsk og rekreasjonelt bruk.

-Bedre medisinsk oppfølging av folk med rusproblematikk

-Verdig behandling av eldre. Reform i eldreomsorgen.

-Helsevesenet må bli mindre styrt av farmaindustrien, og starte forskning på forebyggende behandling, samt mer naturlige behandlingsformer. Vi trenger fokus på kurer og forebygging, ikke profittbasert symptomhåndtering.

-Helsearbeidere må lære seg viktigheten av riktig kosthold.

-Kostholdsråd må gis av de som faktisk kan noe om det, ikke av matindustriens propagandaapparat.

Media:

-Fjern mediemonopolet. Media i dag fungerer mer som propaganda enn som informasjon. Dette må ryddes opp i!

-Avskaff NRKlisensen. Avskaff NRK. Vi trenger faktisk informasjon, ikke statspropaganda.

Energi/Miljø:

-Frigjør fri energi! Gratis strøm til alle privatpersoner frem til fri energi er allemannseie. Denne teknologien eksisterer, men undertrykkes til fordel for oljeindustrien. Kostnaden av å undertrykke slik energi får industrien selv stå for.

-Norge ut av ACER Umiddelbart!

-Avvikle olje og andre skitne energier.

-Produkter må ha minst 10års garanti, samt tilgang på reservedeler like lenge. Bruk og kast-industrien må avsluttes.

-Forby umiddelbart GMO, kjemikalier, og annen non-food fra vår mat og drikke!

-Fjern alle miljøavgifter. Ta i bruk bedre teknologi for et renere miljø!

-Bevar Norges naturressurser og dyreliv.

Niels Duus Nielsen, Per Torbensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Jeg vil tilføje et forslag til de engagerede gule veste i Norge.

-Forær hele den norske oliefonds økonomiske overskud til Afrikas fattige lande.

Nu er Frankrig og deres politiske situation noget speciel, - eller måske er den det i virkeligheden slet ikke når det kommer til stykket, men blot en del af den politiske skævvridning der har fundet sted længe i Europa - faktisk i hele EUs levetid.

Den politiske blomst; "Fredens projekt" er politisk kuldsejlet i valget af liberalisme og globalisme, mens man politisk har til sidesat borgerne i selvforstået begejstring over "Fredens projekt", - der umuligt kunne kuldsejle!

Frankrigs "gule veste - de glemte borgere", og Englands BREXIT, hele det gamle Østeuropa, der har valgt stærke højreorienterede - med træk af diktatur i deres politiske ståsted, og slet ikke er så demokratiske som politikerne i EU overbeviste sig selv om, dengang tilbage i 2002-3 hvor disse lande blev optaget, har afvist den / de demokratiske værdier som Europa og EU byggede på, og som de alligevel ikke var mentalt indstillet eller forberedt på.

Dertil kom at vore egne politikere i EUs parlament samtidig svigtede værdierne for Europas arbejdere for liberalismen skyld, - i troen på liberalismens frelse, sådan som den prækes konstant, og som lobbyisterne fik nedbrudt vor demokratiske modeller ved deres lobbyisme undervej i tiden emellem ethvert valg til EU-parlamentet.

"Arbejdskraftens frie bevægelighed og kapitalens frie bevægelighed", som der prækes er kun postulater for kapitalens ønsker om magt over det politiske system, og som er opnået udenom de demokratiske valg, ved påvirkning i udvalgene og korridorerne i EU

- Hvor er så al velfærden og velstanden som liberalismen politikerne satsede på for borgernes i EU, den er alen havnet i kapitalens bankkonti i skattely, og samtidig er netop velfærden og velstanden sendt på en deroute mod bunden, via kapitalens udflytning til lande uden miljøpolitik, arbejderpolitik osv., osv., - derude i Asien hvor arbejdskraften er billig og fortjenesten størst, og hvor man ligesom tidligere kan forlade sine producenter svine jordene til med affald af den ene og anden type miljøgifte og hvad der ellers er af restprodukter, - staterne derude sidenhen skal betale for oprensningen af - ligesom de gjorde i Europa tidligere.

Vi mangler handlekraft, politisk mod og modstand mod kapitalens falske løfter, om frelse og velstand og velfærd, - men EUs ledere snakker kun småbørn pludder som store forkromede og højglanspolerede projekter for hele EU med sine love og forordninger.

De store og rigtige værdier for mennesker tilsidesætter de for at tjene kapitalens ønsker, og konkurrerer indbyrdes om billige skatteprocenter, som alene styrker kapitalen overfor demokratiet, som de gladelig ofrer, befolkningens velfærd og velstand, og deres eget sæde i parlamentet.

Kapitalen bygger ikke "gratis sygehuse, veje, broer eller andet uden de skal have penge" fra staterne for, når de hævder den "offentlige sektor er for dyr, og den private altid er billigere og bedre", - for er så alle disse herligheder henne, som EUs politikere har ladet sig for blænde af(?), de findes ingen steder, - derimod findes der private sygehuse - mod betaling, men ikke kun mod betaling, men sandelig også ud fra en vurdering af social status, af hensyn til deres renommé.

Udover BREXIT, de gule veste, Le Penn, Wilders og hele Østeuropa findes der flere forskellige grupper der står i modstand til hele EU apparatet overalt i Europa, befolkningsgrupper for hvem der er gået op for at EU ikke er for borgerne og deres velfærd og velstand, der regeres i EU, men det er på kapitalens præmisser der regeres på.

Skattepolitik mod store virksomheder i skattely tager man ikke fat på, ej heller en fælles holdning til, - nej, man får mere og mere indtrykket af man i stedet modarbejder dette i det slet skjulte for at undgå at træde kapitalen over tæerne, - eller for "venskabets skyld".

Dertil kommer hele "tag selv af kassen i EU" , der månedsligt udbetaler 35.000 til hvert medlem af EU parlamentet i såkaldte "blyantspenge" uden de skal aflægge regnskab herfor, sådan som EU selvkræver landenes virksomheder skal gøre ordentligt bogholderi for.

Med den holdning hos EU politikere viser man i stedet for en nærmest mafia holdning og broderskab til berigelse på borgernes bekostning, og som vækker modstand, vrede og afstandstagen overfor EU.

Det er ikke borgerne der gramser skattefrie penge til i EU, men derimod den politiske elite med sin dobbeltstandard for sig selv og for borgerne, - velfærd og velstand til os selv og vore lobbyistvenner, og smulerne til befolkningerne.

De stolte værdier for demokrati og ligeværdighed har EUs politiske korps selv tromlet ned, g dermed ødelagt indefra, og som vil få EU til langsomt at smuldre op indefra, og begyndelsen til enden er begyndt.