Læsetid: 2 min.

Svensk mimer det franske så smukt

Digteren Naja Marie Aidt har netop udgivet pladen ‘Housewarming’ i samarbejde med Nikolaj Nørlund. Hun er en åben og passioneret læser, der både læser klassikere og debutanter fra hele verden. Men hun er også en kræsen læser, der ikke gider bruge tid på en bog, hvis sproget irriterer hende, eller hvis tonen ikke er elegant.
Agota Kristofs romantrilogi – ’Det store stilehæfte’, ’Beviset’ og ’Den tredje løgn’ – er blandt de værker, Naja Marie Aidt bliver ved med at vende tilbage til, fortæller hun.

Agota Kristofs romantrilogi – ’Det store stilehæfte’, ’Beviset’ og ’Den tredje løgn’ – er blandt de værker, Naja Marie Aidt bliver ved med at vende tilbage til, fortæller hun.

Tine Sletting

2. marts 2019

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Det er utopi at forestille sig en bog, alle ville eller skulle læse. Den tanke er mig fremmed. Men jeg ville ønske, at alle læste romaner, noveller og digte. Jeg tror, at skønlitteratur både udvikler og former et menneske, øger evnen til empati og forestillingsevne og gør ens verden større og dybere. At læse er en måde at forstå verden, historien og mennesker over hele kloden på.«

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Der har været mange. Men jeg vender igen og igen tilbage til Agota Kristofs romantrilogi, Det store stilehæfte, Beviset og Den tredje løgn. Den var en åbenbaring for mig, da den udkom, og er det faktisk stadig. Inger Christensens forfatterskab er også meget centralt for mig. Og de store russiske romanforfattere, Dostojevskij allermest. Raymond Carver og Grace Paleys noveller betyder også meget for mig. Per Pettersons forfatterskab – jeg kunne blive ved. For tiden er jeg glad for Hanne Højgaard Viemoes’ nye roman HHV FRSHWN og for Jonas Eikas Efter Solen samt Valeria Luisellis store roman Lost Children Archive. Og altid for Helle Helle.«

Hvad er den værste bog du har læst?

»Jeg har aldrig læst en bog færdig, som jeg ikke kunne holde ud. Hvis sproget i en bog er dårligt, kan jeg ikke læse den. Jeg er nok ret fagskadet på den måde; krimier, der ikke er godt skrevet, smider jeg simpelthen ad helvede til med det samme.«

Hvilken type læser er du?

»En passioneret læser, tror jeg! Men også en kritisk læser. Jeg er kræsen. Jeg gider ikke bruge tid på ’den gode historie’, hvis sproget irriterer mig. Hvis tonen ikke er elegant. Men jeg synes også, jeg er en ret åben læser. Jeg læser bredt og meget. Klassikere og debutanter, dansk og nordisk og engelsk og alt muligt oversat fra andre sprog. Jeg læser altid Duras på svensk. Jeg synes svensk mimer det franske så smukt. Jeg har altid stakke af bøger liggende, som venter på at blive læst.«

Hvornår læser du?

»Jeg læser allerbedst på lange flyrejser, f.eks. når jeg flyver mellem NYC og København, hvad jeg gør ret ofte. Det er en luksus at kunne læse en bog i ét stræk og forsvinde helt ind i den. Det gjorde jeg meget som barn og ung. Nu er der sjældent tid, men så læser jeg om eftermiddagen eller i sengen om aftenen, eller når jeg kører med subwayen i New York. Jeg har altid en bog med mig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu