Læsetid: 6 min.

Er din treårige heller ikke klar til at modstå den kinesiske konkurrence?

Daginstitutionen er ikke bare et sted for leg og omsorg, men i lige så høj grad et sted, hvor børnene bliver klargjort til fremtidens udfordringer gennem en nationalbevidst identitetdannelse, viser ny ph.d.-afhandling
Det har i arbejdet med forskningsprojektet slået Sofie Rosengaard – her i leg med sin søn – at fokus altid har været på, hvad børnene skal blive til ude i fremtiden, mens deres værdi som børn og den daglige trivsel tillægges mindre betydning.

Det har i arbejdet med forskningsprojektet slået Sofie Rosengaard – her i leg med sin søn – at fokus altid har været på, hvad børnene skal blive til ude i fremtiden, mens deres værdi som børn og den daglige trivsel tillægges mindre betydning.

Anders Rye Skjoldjensen

2. marts 2019

Børn er ikke bare børn.

Siden afslutningen af Anden Verdenskrig, hvor daginstitutionerne begyndte at vinde indpas, har der i tidsskrifter, lovstof og i den offentlige debat været en fortælling om, at vi ved at investere i vuggestuer og børnehaver kan afværge fremtidens trusler.

Sådan hedder det i Sofie Rosengaards ph.d.-afhandling Fremtiden starter i børnehaven, hvor hun har nærstuderet 70 års faglig debat i fagbladet Børn & Unge samt lovgivning om daginstitutioner, som skiftende politikere har besluttet gennem tiden.

»Det, jeg finder ved at kigge i alle de her gamle tidsskrifter, er, at der helt fra begyndelsen af min afgrænsning tilbage til afslutningen af Anden Verdenskrig tales om et samfundspotentiale i daginstitutionen,« siger Sofie Rosengaard, der i perioden 2014 til 2018 har skrevet sin ph.d. på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.

Da Sofie Rosengaard påbegyndte forskningsprojektet, havde hun en forestilling om, at det med at investere i daginstitutionerne for at sikre fremtiden var en nyere ting, der opstod i kølvandet på det såkaldte PISA-chok i 2001, hvor de danske skoleelever rangerede noget lavere sammenlignet med lande, vi normlat sammenligner os med, hvorefter man op gennem 00’erne og 10’erne italesatte, at kineserne ville overhale os, hvis vi ikke investerede i børnene.

Tag bare artiklen ’Kreative børn skal redde Danmark’, der blev bragt i Børn & Unge i 2011 med den indledende tekst:

»Asiens fremstormende økonomier tvinger Danmark til at satse på viden og kreativitet, hvis vi skal overleve som velfærdssamfund. Derfor retter mange for tiden blikket mod de alleryngste.«

Men hendes gennemgang af tidsskrifter og lovstof siden midten af 40’erne viser, at vi altid har talt om vigtigheden af at investere i børnene for fremtidens skyld.

»Det, vi som samfund har følt os truet af, har ændret sig over tid, men der er formuleringer gennem hele perioden fra Anden Verdenskrig og frem til i dag om, at ’nu skal vi investere i børnene’ for ikke at sakke bagud i forhold til andre nationer eller for at undgå fremtidige trusler af den ene eller anden art,« siger Sofie Rosengaard.

Danskhed ind med institutionsmælken

I de seneste år ses fortællingen om daginstitutionen som værn mod fremtidige trusler især ved et fokus på national dannelse og national sammenhængskraft. 

»For tiden bliver der talt tilbagevendende om ’det danske barn’ eller ’nu er der så og så mange danske børn’, og der synes jeg, det er interessant. For hvornår er et barn dansk? Det tosprogede barn står som modsætning i italesættelsen af det at være dansk. Kan man så ikke være dansk og tosproget, muslim og dansk eller flerkulturel og dansk? Dansk står i hele tiden som sådan en meget entydig pakkeløsning,« forklarer Sofie Rosengaard.

Senest kom vægten på danskhed i daginstitutionen til udtryk ved regeringens ghettoaftale, der blev lanceret i maj sidste år, hvor det hedder sig, at det skal være obligatorisk for forældre bosat i ghettoområdet at sendes deres blot étårige børn i et læringstilbud. 

Indvandringsdebatten har efterhånden stået på i mange år. Og med ghettopakken ses indvandringsdebatten nu ifølge Sofie Rosengaard også i daginstitutionernes virke, som bliver beskrevet som garant for sammenhængskraften, da den bliver beskrevet som et sted, der kan lære børnene om det at være danske, så de kan blive en gevinst for fremtidens samfund.

»I de artikler, jeg har analyseret, er der markeringer af, at børn og forældre hele tiden skal vide, at det er en dansk institution. Det skal de blandt andet vide ved, at både drenge og piger skal feje gulvet. Det, synes jeg også, er et interessant nedslagspunkt. For er det så fælles for gruppen af ikkedanskere, at de ikke ved, at både drenge og piger skal feje? Det bliver ligesom fremhævet som noget, som de her ikkedanske børn ikke er vant til hjemmefra.«

Anders Rye Skjoldjensen
Børn som en fremtidig ressource

Hvor der i dag er et særligt fokus på den nationalkulturelle dannelse og sammenhængskraft i daginstitutionerne, var det i 00’erne den kinesiske konkurrence, mens det i kølvandet på Anden Verdenskrig var fokus på at danne en befolkning, der var autoritetskritiske og ikke som den tyske bare lige pludselig løb efter en stærk mand med parolen »aldrig mere den 9. april«.

Fælles for alle perioder er, at daginstitutionen i tidsskrifter og i lovgivningen anses som et forehavende, der skal klæde fremtidens borgere på til at modstå farer og værne om den nationale identitet. Og særligt som det såkaldte New Public Management-paradigme gjorde sit indtog, er der også kommet mere og mere fokus på daginstitutionen som et investeringsobjekt.

»I daginstitutionernes spæde år kom forældrene ikke ind i institutionen. De afleverede barnet ved døren, og så var de ligesom trygge ved, at det der foregik var fint. Men ved det øgede økonomiske blik på daginstitutionen er der pludseligt kommet mange flere interessenter – både politikere og forældre har pludseligt alle mulige holdninger til, hvad man skal gøre, hvad der er det rigtige, hvad giver afkast,« forklarer Sofie Rosengaard.

Og når Sofie Rosengaard spørger pædagogerne ude i daginstitutionerne om, hvad der er vigtigt ved deres arbejde, har det samfundsmæssige afkast også stor betydning i dag.

»De siger: ’Det er vigtigt, at de her børn bliver gode mennesker, at de bliver sociale, og at de bliver omsorgsfulde’, og så slutter de med at sige: ’For det er jo dem, der skal bære fremtidens samfund,’ eller ’det er jo dem, der skal passe os, når vi bliver gamle’. Det er altid med øje for det samfundsmæssige – det er ligesom det, der bliver sløjfen på deres svar på, hvorfor børn skal være, som de skal være.«

Økonomen James Heckman er med analyser af potentialet ved investeringer i daginstitutionerne frem for skolen blandt de største bidragydere til det øgede fokus på daginstitutionerne som en investering i fremtiden.

»Heckman har lavet analyser, der viser, at krone for krone får man mere for pengene, når man investerer i nul til seksårige, end når man investerer i skolen. Det kan altså bedre betale sig. Det, synes jeg, er et interessant syn på barnet: at man kan investere i det, og så kommer der penge ud af det senere.«

»Det er sikkert rigtig nok, og det er da et fint økonomisk synspunkt, men jeg synes, det er blevet et meget dominerende syn på daginstitutionen.«

— Er det her med, at man skal investere i børn og ruste dem til fremtiden, ikke et spøgelse, man kan trække ned over stort set alle institutioner og faser i livet – folkeskolen, gymnasiet, arbejdsmarkedet?

»Man kan godt sige, at det er menneskeligt vilkår, at vi altid er på vej. Det handler nærmest bare om at komme hurtigst til enden. Så jo, det kunne man sikkert godt. Jeg synes dog, det er særlig karakteristisk for daginstitutionerne, at barndommen er noget, som det særligt kan betale sig at investere i med sigte på børnenes fremtidige potentiale.«

Sofie Rosengaard håber dog, at man for fremtiden vil rette blikket mere mod den daglige trivsel, som i dag bliver forsømt i de politiske aktørers iver efter at imødegå fremtidige trusler. 

»Jeg tror og håber, at hvis man undersøger praksis i daginstitutionerne, så er der stor fokus på børnenes daglige trivsel. Men i det lov- og fagstof, jeg har gennemgået, fylder barnets trivsel meget lidt. Der taler man langt mere om barnet som en investering i fremtiden, og det er dér, jeg godt kan være lidt bange for, at vi glemmer den daglige trivsel.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Henrik Rasmussen
  • Grethe Preisler
  • Eva Schwanenflügel
Viggo Okholm, Henrik Rasmussen, Grethe Preisler og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Nørgaard

Wow, den rubrik er nok et af de bedste argumenter for ikke at sende sit barn i daginstitution. Der klargør man åbenbart børn på fremtiden ved at indoktrinere dem i det bagstræberiske.

Carsten Nørgaard. Rigtig set. Det eneste problem er blot det ikke virker. De møgunger er tilbøjelig til at hævde deres individualitet og gå i oposition til de voksnes prædiken.

Hans Houmøller

Filmen knækker for mig, når børn omtales som investeringsobjekter. Det vigtigste i et børneliv i institutioner må og skal være børnenes trivsel. Et middel til at opnå størst mulig af slagsen er at lade børnene få tid til at udvikle sig hver for sig og sammen med andre børn og ikke hele tiden at skulle paces frem for at score godt i den næste test.
Tid er den vigtigste faktor, og tid kan gives børnene, når der er resourcer nok i institutionerne i form af ordentlige normeringer, og hvor personalet ikke skal bruge uforholdsmæssig meget af deres tid på at dokumentere, registrere, måle og teste og lave planer for børnene i et væk, målinger og tests tiltænkt intra på nettet, hvor det alligevel ikke læses i et omfang, der matcher den tid, pædagogerne er tvunget til at bruge på det.
Jeg har bekendte i landbruget, der af erfaring siger, at grisene ikke bliver federe af at blive vejet. Hvor har de dog ret.