Venstrefløjen ved du, hvor du har

Ugen begyndte underligt: Venstre var pludselig blevet et grønt parti. Det har måske været undervejs et stykke tid, men mandag trumfede partiets europaparlamentariker Morten Løkkegaard alligevel, da han her i avisen sagde, at klima- og miljøvurderinger skal indgå på lige fod med økonomiske vurderinger i al ny EU-lovgivning. En progressiv klimapolitik er tilsyneladende blevet for Venstre, hvad den stramme udlændingepolitik længe har været for socialdemokraterne: En nødvendighed, hvis man vil have stemmer nok.
Mere betryggende blev det ikke af, at Alternativet pludselig var så alternativt, at det lignede et ansvarligt parti, som tilmed var interesseret i at lave et sundhedsforlig med regeringen. Det må være de snarlige EU- og folketingsvalg, der gør partierne helt rundtossede. Nu mangler vi bare, at Dansk Folkeparti vil have shawarma som nationalret, og at de radikale vil opføre et højt tårn et sted i Jylland.
Flirten mellem de to statsministerkandidater Lars Løkke Rasmussen og Uffe Elbæk blev da heller ikke godt modtaget på venstrefløjen. F.eks. fik den socialdemokraten Mogens Lykketoft til at true Alternativets sundhedsordfører, Pernille Schnoor, på livet. I hvert fald hvis man skal tro hendes referat af en samtale i Snapstinget i slutningen af sidste uge: »Jeg vil gerne sige til dig, at hvis I laver den aftale, så slår jeg jer ihjel,« skal Lykketoft have sagt – om det var for sjov eller ej, står hen i det uvisse.
Som denne uge skred frem, viste det sig dog, at Alternativet alligevel ikke ville lave en sundhedsreform med regeringen. Det er godt nyt: Så står venstrefløjen stadig samlet … eller den står i hvert fald ikke mere usamlet, end den plejer. Og som Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, konstaterede på Twitter, så behøver Mogens Lykketoft ikke at slå Pernille Schnoor ihjel.
Kønsneutrale fodgængerovergange
Tingene var lidt mere normale uden for Christiansborg. Her mente byrådspolitikere i flere kommuner nemlig, at piktogrammerne i lyskrydsene fremover skal være kønsneutrale, hvilket er i fuld overensstemmelse med tidsånden. I København var det Franciska Rosenkilde fra en mere genkendelig udgave af Alternativet, der fremførte forslaget i Kristeligt Dagblad. »Det er en rigtig god måde at gøre op med de kønsstereotyper på, vi ser overalt,« sagde hun.
I flere udenlandske byer har man allerede kønsneutrale fodgængerovergange, fremgik det af artiklen. Og lyskrydskreativiteten er tilsyneladende stor. I Bonn er det således bysbarnet Beethoven, der viser, om man må gå over gaden, mens man i Trier har overladt opgaven til sit berømte bysbarn Karl Marx. Det er uheldigt, at det er blevet alment kendt, for så kan vi jo nok regne ud, hvordan lyskrydsene i Odense inden længe kommer til at se ud.
I sportens verden var alt også ved det gamle. Manchester United scorede et overtidsmål og gik videre i Champions League, og Lars Seier Christensen købte 22,5 procent af aktierne i Parken Sport & Entertainment. Den største overraskelse i den forbindelse var egentlig, at Lars Seier ikke allerede ejede en god luns af biksen. Seir er det perfekte match i FCK’s igangværende transformation fra fodboldklub til forretning.
Som ugen skred frem, blev den mere og mere normal. Den 8. marts var der således feministisk demonstration på Frue Plads i København arrangeret af bl.a. Amnesty, Demos, 3F, Danske Studerendes Fællesråd, Landsforeningen for Socialpædagoger, Feministisk Initiativ, Mellemfolkeligt Samvirke, Enhedslisten og SF. Det er da godt, at der er nogen, man ved, hvor man har.
Ugerevyen
Ugerevyen giver dig et stærkt idiosynkratisk overblik over de mest interessante begivenheder i ugen der gik. Vi dækker både indland, udland og dyrenes verden.
Seneste artikler
Ugerevy: Det var kulturen, der gjorde det
24. oktober 2020Endnu en uge hvor Donald Trump fortsatte sin heroiske kamp mod realiteterne, mens Frank Jensen opdagede, hvad en forrået kultur havde gjort ved hamMinken er dødsens, europæerne er corona-trætte, og feminismen er ikke, hvad den har været
17. oktober 2020Endnu en uge er gået skævt og går lykkeligvis på hældUgens maskespil: Trump uden maske, Morten Østergaard demaskeret og en ansigtsløs russer
10. oktober 2020Dette blev ugen, hvor Donald Trump smed ansigtsmasken på åben skærm, Morten Østergaard blev demaskeret i sagen om Lotte Rod, og en ansigtsløs russer førte Udenrigspolitisk Nævn bag lyset
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »
Middelfart overhaler indenom: https://www.facebook.com/watch/?v=250581705824130
Måske derfor en jaloux rådmand i Aarhus har foreslået vikinger i lyskurverne?
Stand-up'en har gode kår, ved ikke helt med politikken...