Læsetid: 10 min.

Baglandet kalder Netanyahu for kongen af Israel. Anklagemyndigheden kalder ham kriminel

Trods alvorlige anklager om korruption og bestikkelse af medier, er Benjamin Netanyahu favorit til at vinde tirsdagens valg i Israel. De godt 30 procent, som ventes at stemme på ham, er ligeglade med hans metoder
I meningsmålinger inden det israelske valg tirsdag den 9. april står Nethanyahu igen til at danne regering med støtte fra højrefløjen og de religiøse partier. Han vil således i løbet af sommeren blive Israels længst siddende premierminister.

I meningsmålinger inden det israelske valg tirsdag den 9. april står Nethanyahu igen til at danne regering med støtte fra højrefløjen og de religiøse partier. Han vil således i løbet af sommeren blive Israels længst siddende premierminister.

Thomas Coex

6. april 2019

Baglandet kalder ham Melech Yisrael – kongen af Israel. Politiske modstandere og den israelske anklagemyndighed kalder ham kriminel.

Begge titler har noget på sig – de seneste ti år har Netanyahu regeret Israel som chef for skiftende politiske koalitioner, der gradvis har rykket den politiske midte mod højre.

Sideløbende har han ifølge et nyligt anklageskrift korrumperet sit embede ved at modtage dyre cigarer og champagne fra en velhavende velynder – hvilket han erkender og ikke ser noget problem i. Mere graverende er to anklager for tildeling af kommercielle fordele og koncessioner til mediemoguler til gengæld for positiv omtale i Israels største avis og et magtfuldt nyhedsmedie på nettet.

Dømmes han, står han til fængselsstraf, men indtil videre bliver han i politik. Det seneste smuds, der er hvirvlet op, er mistanke om hans rolle i købet af ubåde fra den tyske koncern, ThyssenKrupp.

En fætter til Netanyahu, der tidligere har fungeret som både hans personlige advokat og stabschef, er anholdt for fiflerier med de kontrakter, der er indgået med den tyske koncern. Netanyahu skal have misbrugt sit embede til at presse købet af ubådene igennem for derefter, da det viste sig at den israelske flåde ikke ville have dem, at sælge dem videre til Egypten uden at konsultere hverken forsvarsministeren eller den militære ledelse.

Og værre: Han beskyldes for at have scoret kassen på ubådsaffæren som aktionær i et firma, der er underleverandør til ThyssenKrupp. Angiveligt har han tjent 17 millioner shekel (ca. 30 mio. kr.), hvis man skal tro tidligere generalstabschef Benny Gantz, der nu er hans modkandidat til premierministerposten ved det kommende valg til Knesset 9. april.

Hetz på sociale medier

Benny Gantz har siden sin indtræden i politik i december sidste år matchet Netanyahu i meningsmålingerne, men har tabt luft i opløbet.

Ifølge rapporter i The New York Times og Israels største avis, Yedioth Ahronoth, er den tidligere general mål for en organiseret smædekampagne på de sociale medier, som Netanyahu eller hans Likud-parti mistænkes for at stå bag.

Gantz kaldes »uerfaren i politik« og svines til med fake news og homofobiske skældsord som »pudebider« (Gantz er ikke homoseksuel), hvorimod de samme ’internettrolde’ skamroser Netanyahu, der mere og mere ligner en vinder. Og som avisen Ha’aretz noterer under overskriften ’Netanyahu beviser endnu en gang, at han kan forvandle smuds til guld’.

Selv hvis det skulle vise sig, at Netanyahu står bag de grove tweets, vil det ikke påvirke hans status som urørlig. De omkring 30 procent af vælgerne, der stemmer på ham, er ligeglade med hans metoder, uanset at de ikke er helt efter bogen. De tror på hans afvisninger af de kriminelle sager, som han kalder »elitens og mediernes hetz mod mig«, og de har tillid til hans evner som politisk operatør, men ikke tillid til de myndigheder, der ’jagter ham’.

Siden sagerne kom frem for mere end et år siden, har han forsøgt at så tvivl om statsadvokatens og de efterforskende politichefers bonitet – det er dog ikke forbigået mediernes opmærksomhed, at han selv har udnævnt dem.

Ikke for sarte sjæle

Selv er han ikke sart, når det gælder den politiske debat eller kommentarer til hans foreteelser, han ikke er enig i. Da præsident Barack Obama indgik den FN-sanktionerede aftale med Iran om at begrænse landets atomproduktion i 2015, veg Netanyahu ikke tilbage fra at gentage ordet ’1938’. Det var en påmindelse om det årstals München-forlig mellem Adolf Hitler og briternes premierminister, Neville Chamberlain, der godkendte nazisternes annektering af dele af Tjekkoslovakiet. Formelt forbinder Netanyahu det dystre årstal med kapitulation til en diktator – i dette tilfælde ayatollah Ali Khamenei – men i den usynlige undertekst drager han en parallel fra Obama til nazismen.

Samme finte anvendte han i øvrigt mod premierminister Yitzhak Rabin, da han i 1993 underskrev Oslo-aftalerne om en tostatsløsning på den palæstinensiske konflikt:

»Du er værre end Chamberlain,« hvislede han til Rabin i en Knesset-debat, »i det mindste lod Chamberlain sit forlig gå ud over et andet land, hvor du har solgt dit eget land med den aftale«, fortsatte han.

Ved valget i 2015 kom han i karambolage med grænsen for racistiske udladninger, da han på selve valgdagen – hvilket i øvrigt var en overtrædelse af tidspunktet for ophør af valgkampagner – erklærede, at »araberne rykker ud i klaser« – en udtalelse han dog senere har beklaget.

I hans tilhængeres øre er han blot en god debattør. I deres optik er han den politiker, der kan sikre fortsat stabilitet, økonomisk vækst og en relativt høj grad af sikkerhed. Og som det så ud en uge før valget på tirsdag, kan han igen danne regering med støtte fra højrefløjen og de religiøse partier og vil således i løbet af sommeren blive Israels længst siddende premierminister.

Demokratisk dubiøse venner

Venligsindede regeringer og internationale medier er kritiske over for, hvad de ser som Netanyahus underminering af de israelske institutioner, ligesom hans nye og demokratisk dubiøse venner afstedkommer løftede øjenbryn – herunder Ungarns Viktor Orban, Indiens Narendra Modi og Vladimir Putin, som han besøgte i Moskva kun fem dage før valget. Og selvfølgelig USA’s præsident, Donald Trump, som han mødtes med i Washington i sidste uge umiddelbart efter Trumps ensidige anerkendelse af Israels overhøjhed i de annekterede syriske Golan-højder, der blev besat i 1967.

Han afbrød besøget i Washington og aflyste en programsat tale til den jødiske lobbyorganisation AIPAC’s årskonges, der ellers havde lagt i kakkelovnen med kritik af hans nylige aftale med Israels tre yderste højrepartier om gensidig fredning i valgkampen. Det ellers absolut Israel-loyale AIPAC har taget klar afstand fra Likuds forbrødring med den yderste højrefløj, især fordi et af de tre partier er Otzma Yehudit (Jødisk Magt), arvtager til rabbineren Meir Kahanes ekstremistiske parti, Kach, der blev forbudt i 1980’erne og stemplet som terrororganisation i både Israel, USA og Europa.

Men er Benjamin Netanyahu ekstremist? Næh, men han er politiker med et overlevelsesinstinkt, der til enhver tid suspenderer almindelig politisk moral, når han har skønnet det nødvendigt. Og ideologisk er han mere fast i kødet, end mediedækningen af hans excesser umiddelbart signalerer.

Han voksede op i en familie tilhørende den zionistiske højrefløj, hvis ikon og chefideolog var den militante Ze’ev Jabotinsky (1880-1940). Jabotinsky, en begavet digter, politiker og soldat indvandret fra Rusland, indså allerede i 1920’erne, at kun ved magtanvendelse (’en mur af jern’) ville de jødiske immigranter være i stand til at etablere deres hjemland i det i forvejen befolkede Palæstina.

Jabotinsky satte sig i spidsen for zionismens ’revisionist’-fløj, der gjorde krav på en udvidelse (revision) af det britiske mandatområde i Palæstina efter Første Verdenskrig, så det også kom til at omfatte den østlige bred af Jordanfloden, det nuværende Jordan.

Disse radikale zionister, herunder Benyamin Netanyahus historiker-far, der i en periode tillige var Jabotinskys sekretær, anså det bibelske Israel, Eretz Yisrael (Landet Israel), som deres hævdvundne arveret, og helt frem til 1921 angav de zionistisk producerede landkort Jordan og det sydlige Libanon op til Litanifloden som jødisk-bibelsk område.

Så sent som i 1978, da denne skribent som ung reporter dækkede den arabisk-jødiske konflikt sammen med en fotograf i perioden efter fredsaftalen med Egypten, tog vi en blaffer op i nærheden af Jeriko på Vestbredden og satte ham af ved en nærliggende bosættelse. Denne mand, der tilhørte bosætterbevægelsen Gush Emunin (De troendes Blok), havde 1921-landkortet i sin taske og viste det frem som bevis for, at han retmæssigt havde adresse på besat område – men altså også indviet land.

Vi spurgte skeptisk:

»Er du sikker? Ifølge dit kort strækker landet Israel sig til øst for Amman, Jordans hovedstad?«

»Naturligvis er jeg sikker,« svarede han, »jøder har hersket over hele dette område.«

Mediemanipulator

At Benjamin Netanyahu voksede op med ovenstående syn på verden og virkeligheden er med til at forklare, hvordan denne intelligente politiker, der synes at vokse på enhver talerstol, har forvaltet sit uomtvistelige talent. Et talent, der bragte ham langt i en forholdsvis ung alder.

På YouTube findes et tv-klip fra en Boston-kanal, hvor han som 28-årig paneldeltager i en universitetsdebat om palæstinensernes krav om ophør af besættelsen argumenterer imod:

»At støtte palæstinensisk selvbestemmelse fører ikke til dannelse af en stat, men til udslettelse af en stat,« argumenterede han.

Altså underforstået: den jødiske.

Som uddannet i USA mestrer han sproget til perfektion, og som 33-årig var han første sekretær på den israelske ambassade i Washington og derefter Israels FN-ambassadør.

I 1991, da Iraks Saddam Hussein i den første Golfkrig sendte sine stort set uskadelige missiler mod israelske kystbyer, blev Netanyahu, nu som viceudenrigsminister, verdensberømt, da han under en luftalarm i Tel Aviv tog gasmaske på for rullende kamera.

Historien i det internationale pressecenter i Jerusalem var dog, at luftalarmen ikke havde varslet noget irakisk missil, men var aftalt til at lyde i samme øjeblik, Netanyahu var direkte på globalt tv.

Som zionist er hans grundsyn ekspansionistisk – hvilket ikke er noget særsyn. Ifølge historikeren Benny Morris mente landsfaderen David Ben Gurion – ganske vist udenfor referat, men helt i tråd med den zionistiske ideologi – at området fra Jordanfloden til Middelhavet er jødisk land. Og som den revisionistiske elite, der videreførte Jabotinskys arv i partierne Herut og Likud, var – og er – Netanyahus politiske grundsyn ekspansionistisk.

Som det syrligt anføres i avisen Ha’aretz, er han den eneste højrepolitiker, der offentligt har erklæret sig som tilhænger af den tostatsløsning, der for 26 år siden blev aftalt i Oslo, men samtidig også den, der har gjort mest for at forhindre, at tostatsløsningen bliver virkelighed.

Selvstændig stat var aldrig meningen

Men igen: En palæstinensisk stat har aldrig været meningen. Arbejderpartiets Yitzhak Rabin, der underskrev ’Dokumentet for Principper’ i Oslo sammen med Yasser Arafat og Shimon Peres, talte ikke om en selvstændig palæstinensisk stat, men tværtimod »noget mindre end en stat« – uden at han gik i detaljer.

Ironisk nok skrev Netanyahu i 1993 en bog med titlen En plads blandt nationer, altså samme år som Oslo-aftalerne blev fejret med præsident Bill Clinton på plænen foran Det hvide Hus, hvori han argumenterer for, at Vestbreddens bjergkam og Golan-højderne er nødvendige for et effektivt forsvar, idet Israels 1967-grænse ’er umulig at forsvare’. Det er alt andet lige en relevant pointe for det synspunkt, der udelukker en palæstinensisk stat som en mulighed.

Da Netanyahu efter mordet på Rabin blev premierminister i 1996 – han startede med at være katastrofalt bagud i meningsmålingerne, men blev hjulpet af en serie Hamas-selvmordsbomber, der ødelagde vælgernes tillid til Shimon Peres som garant for sikkerheden – var hans første politiske handling igangsættelse af en ny bosættelse, Har Homa nær Betlehem, der i lighed med de andre større palæstinensiske byer var overgået til Yasser Arafats hjemmestyre.

Bosætningen en fast politik

Men igen – Netanyahu havde hverken opfundet bosættelserne eller Oslo-aftalerne. Bosætningen stod på fra 1967-68 – først i det arabiske Østjerusalem, dernæst på Vestbredden, i Gazastriben og i Golan-højderne. De første bosættelser blev iscenesat af den daværende vicepremierminister, Yigal Allon – og såmænd Shimon Peres – og de blev øget med Menachem Begins og Yitzak Shamirs Likud-regeringer fra 1977. Og bortset fra en kort periode i 2009 og umiddelbart efter Barack Obamas tiltræden som præsident har bygning af bosættelser på intet tidspunkt været indstillet.

Det bliver de heller ikke efter det kommende valg – af de 18 partier, der opstiller til valget, går kun tre – de to arabiske og det venstreorienterede Meretz – ind for et stop for bosættelser. I de øvrige partiers valgoplæg svinger formuleringerne mellem »udvidelse af bosættelserne« til »annektering af Vestbredden«.

Ganske vist har Netanyahu flere gange erklæret, at han vil overholde Oslo-aftalerne, men det har hele tiden trukket ud, og sidste gang, der i realiteten skete noget substantielt, var i oktober 1998, da en tilbagetrækning blev aftalt på et topmøde i Wye River i USA.

Det var tydeligt, at Bill Clinton havde trukket både Netanyahu og Ariel Sharon, den daværende udenrigsminister, til Wye River med armene vredet om, og resultatet var magret: Kun 13 procent af det besatte område blev rømmet. Siden har Israel ikke afgivet yderligere land, og det er karakteristisk for mentaliteten, at ’indrømmelsen’ på de 13 procent medførte Netanyahu-kabinettets fald.

Derefter kom Arbejderpartiets Ehud Barak til uden at bosætningen ophørte, og efter et par år tog Ariel Sharon (og senere Ehud Olmert) over indtil 2009, da Netanyahu vendte tilbage – og siden har koncentreret sig om at bevare status quo.

I de ti år har han ført en økonomisk politik med privatiseringer og skatteomlægninger, der både har skabt vækst og øget fattigdom blandt de ringets stillede. Han roses for at have undgået at føre Israel ud i voldsomme krige.

Gaza-krigen i 2014 var åbenbart ikke ’voldsom’. Her blev 2.200 palæstinensere dræbt og 10.000 blev såret. På israelsk side blev 67 soldater og fem civile dræbt og 730 såret, hvoraf to tredjedele var soldater. Sådan er alting relativt. Akkurat som Netanyahus respekt for demokratiet – hans seneste ven er Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • David Zennaro
  • Johnny Christiansen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Bjørn Pedersen
  • Christian Mondrup
Niels Duus Nielsen, David Zennaro, Johnny Christiansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Bjørn Pedersen og Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg bliver bare så glad for, at der stadig er dygtige og erfarne journalister i danske medier. Denne artikel viser tydeligt, hvor nødvendig Lasse Ellegaard er. Denne velskrevne artikel er fuld af væsentlige informationer, som stiller Netanyahu - og Israel - i det rette lys. Informationer, som normalt udelades andre steder.
P1's Orientering faldt godt nok meget i niveau, da DR fyrede Niels Lindvig - en anden hædersmand, der kunne og turde se klart og havde mængder af viden og erfaring.