Læsetid: 4 min.

Hvis bare vi kunne kalde til orden og genvinde det politiske herredømme

Eller hvad John Bercow vidste om Brexit-forhandlingerne
Er det ikke, som om man næsten hører ordet ’orden’ på en ny måde, når Bercow siger det?

Er det ikke, som om man næsten hører ordet ’orden’ på en ny måde, når Bercow siger det?

Ritzau Scanpix

6. april 2019

9. september 2019: Denne analyse blev første gang bragt i april 2019. Siden har Boris Johnson erstattet Theresa May som premierminister, og John Bercow har nu begæret sin afsked som formand for Underhuset.

John Bercow, der er parlamentsformand i det britiske underhus, har kronede dage. Mens forhandlingerne om Brexit tager den ene mere forunderlige og kaotiske retning efter den anden, sidder den lille grove og lidt pjuskede mand i centrum af det hele og råber »Or-daaaah!«

Parlamentsformanden har gjort udsigelsen af ordet ’orden’ til en form for kunst, er der en bruger, der har skrevet under et YouTube-klip med en masse af Bercows udbrud og forsøg på at kontrollere de tumultagtige scenarier, der udspiller sig i Underhuset.

Hans opgave er formelt at styre forhandlingerne, dvs. at være det, vi herhjemme kender som Folketingets formand, men det er helt klart, at der også er noget andet på spil. Er Bercow den hemmelige sandhed om Brexit-forhandlingerne? Hvad nu, hvis forhandlingernes kaos blot er til for dette eneste: At være bagtapet for Bercows brøl?

Smagen af orden

Er det ikke, som om man næsten hører ordet ’orden’ på en ny måde, når Bercow siger det?

Han smager på det og brøler det; først med det meget sofistikerede og pointerede ’d’ i midten af ordet, som afløses af en lang, larmende sirene. Den første del af ordet, ’or’, går ind i kroppen og henter en vrissen energi, og den anden del, ’daaaah!’, er som en nedladende, syngende lussing til salens paphoveder.

Det er helt tydeligt, at Bercow nyder selve afsyngelsen af ordet, det er blevet et slags paradenummer. Det svarer lidt til forskellen mellem en ganske almindelig soldat i camouflagetøj og de soldater, vi har stående ved Amalienborg med blå bukser, røde jakker og enorme bjørneskindshuer: De første gør det, de skal, mens de andre også gør noget mere, nemlig at materialisere selve magten.

Bercows ord skinner af den magt, der er i dem, når han sidder der som parlamentsformand. Det er, som om ordet er perverteret i hans mund og mere står for en slags attitude, en dimension af sadistisk nydelse.

Der spiller et lille smil på læben hos Bercow; han næres ved den spænding mellem salens kaos og ordets magt, der sættes i scene igen og igen med ham som instrument. Det er klart, at der altid er en nydelse i at udfordre magten, at drille den og tirre den, men omvendt er der også en nydelse i at sætte en orden.

Man kan både udfordre orden med kaos, men også udfordre kaos med orden. Nydelsen ligger ikke nødvendigvis i at få iværksat ordenen én gang for alle: John Bercow er ikke en Marie Kondo, der stille og roligt vil rydde op og smide ud, skabe overblik og ro. Tværtimod ligger nydelsen i hele tiden at bekræfte ordenen på grænsen af kaos; lige netop der, hvor det næsten er umuligt.

Måske er det derfor, Brexit ikke finder en ende – fordi det netop er denne scene, det hele handler om: at skændes, forkaste alle de foreliggende forslag, fremsætte nye forslag, der går i alle retninger osv., mens der er én, der brutalt, højtideligt og repetitivt råber: Or-daaaah!

Råbet er ikke bare et råb til de sølle mennesker nede i salen, men samtidig også efter en tabt, mytisk virkelighed: Dengang der virkelig var orden og anstændighed til. Hvad man kan høre i Bercows råb, er, at Brexit ikke kun er kampen for selvstændighed på de præmisser, der nu kan lade sig gøre: Brexit er også kampen for at genvinde magten, at genvinde herredømmet, at få styr på sig selv, uden fremmed indblanding, globalisering og bøvl.

Bercow og May

Læst på denne måde er der også noget næsten desperat i Bercows råben. For måske er der en anden grund til, at Bercow råber højere og højere, end blot den, at han skal overdøve larmen fra salen. Hvad Bercows brøl også viser, er magtens dans på grænsen mellem potens og impotens. Den potente far, der har styr på sagerne, behøver intet andet end et næsten umærkeligt ryst på hovedet for at sætte kursen. Den impotente far er ham, der skriger løs og bliver rødere og rødere i hovedet.

Bercows brøl er også brølet af en magt, der kæmper for overlevelse, men det er et brøl, der efterhånden står langt stærkere frem end nogen anden person i hele scenen, inklusive premierminister Theresa May.

Måske er det helt særlige ved Brexit, som processen udspiller sig i disse dage, at den udtrykker en længsel efter orden, som ikke kun udfolder sig som en kritik mod resten af verden, der står i vejen for denne orden – indvandrere, EU osv. – men snarere mod parlamentet selv.

May er blevet den figur, som kæmper hårdest for at finde en løsning, en fornuftig Brexit, samtidig med at hun bliver slagtet igen og igen. Hendes tilbud om endda at ofre sig selv for at finde en løsning på forholdet til EU virkede ikke rigtig. Måske netop fordi det slet ikke handler om at lande et fornuftigt forhold til EU.

Måske handler balladen først og fremmest om at kalde sig selv til orden i en periode, hvor politik synes at gå mere og mere hen over hovederne os.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Christian Mondrup
Kurt Nielsen og Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis det ikke var så tragisk og infantilt, ville vi jo flækkes af grin. Men dette cirkus/mareridt får jo konsekvenser for alle lande i Europa .

Rolf Andersen

"Britain Rules the Waves ..."

... men hvis det på den anden side kunne få dem til at forstå, at deres valglove og parlamentariske system er dysfunktionelt, sååehh :)